Prøv avisen

Professor: Ritualer sætter ord på det, vi ellers ikke kan udtrykke

Både passionsmusikken, samtalen med præsten og selv begravelsen, som alle er gennemritualiserede aktiviteter, har den effekt for mig, at de fortæller mig, at livet ikke er slut med det her, men at der er et perspektiv, som vi måske ikke ser i første øjeblik, siger professor Lars Qvortrup. Foto: Illustration: Rasmus Juul

Hvis et samfund skal fungere, er ritualer helt centrale og livsnødvendige, mener professor Lars Qvortrup, som i december blev gift igen efter en treårig periode med sorg. For ham var det vigtigt, at vielsesritualet blev forestået af samme præst, som begravede hans afdøde kone, for ritualet knytter livsbegivenhederne sammen og skaber mening

Da Lars Qvortrup var ung og studerede på Aarhus Universitet, afskyede han ritualer. Det var han ikke alene om. Han og hans kammerater opfattede dengang ritualer som konservative dyder, som lænkede mennesker til fortiden. Det var i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, og Aarhus Universitet var dengang en marxistisk højborg, hvor omvæltning og revolution var på mode blandt de studerende.

”Vi opfattede jo ritualer som gentagelser, der beskyttede det bestående. Ægteskabet; at give hånd; at holde døren for kvinder; det var alt sammen noget, som pegede tilbage i tiden og var fastholdende. Vi gik heller ikke med slips eller pænt tøj. Og vi mente jo, at professorvældet skulle afskaffes,” siger den 67-årige forsker og griner.

Han kan nemlig godt se paradokset. I dag er han selv professor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse på netop Aarhus Universitet og leder af Nationalt Center for Skoleforskning.

Men også i hans ungdom var forholdet til ritualerne af en paradoksal karakter. For mens Lars Qvortrup og mange af hans studiekammerater kæmpede for at afskaffe ritualerne, så indførte de samtidig en række nye. Blandt andet udskiftede de dåben med en navnefest, og konfirmationen blev til nonfirmation. På den måde afskaffede de ikke ritualerne, men genskabte dem blot på ny.

”Det, jeg kan se bagefter, er, at et liv og et samfund ikke kan eksistere uden ritualer. Ritualer er jo i bund og grund en meget praktisk ting. Det, man ritualiserer, er jo netop noget, man ikke behøver at opfinde forfra. Vi har brug for regler for, hvordan vi møder hinanden, behandler hinanden og gennemfører sociale sammenkomster.”

Lars Qvortrup sidder ved et hvidt spisebord i en stor og lyst indrettet lejlighed på Christianshavn i København. Lejligheden tilhører professor ved Aarhus Universitet Karen Wistoft Christoffersen, som han netop er blevet gift med. Her tilbringer han godt halvdelen af sin tid, når ikke han passer professoratet på Aarhus Universitet. Den anden tilbringer han i sit hjem i Ry ved Aarhus.

Parret har dog netop købt lejlighed sammen i København og venter nu bare på at kunne flytte ind. De to mødte hinanden til et forskningsmøde for lidt over et år siden og har siden tilbragt hver eneste dag sammen, forklarer han.

”Jeg kunne pludselig mærke, at der sker noget i det møde. I gamle dage ville man sikkert tale om mirakler, selvom de færreste vil bruge den betegnelse i dag,” siger han og tilføjer:

”Men der skete alligevel noget, som er mirakuløst. Noget, som ikke kan udtrykkes i det almindelige, rationelle sprog. For det er jo helt igennem ubegribeligt, at sådan noget kan ske.”

Og det er netop de ubegribelige aspekter ved livet, som det rituelle sprog kan sætte ord på, forklarer Lars Qvortrup, som tillægger ritualernes nødvendighed for samfundet en stadig større betydning. Men hvornår han præcis kom til den erkendelse om ritualets uomgængelige nødvendighed, har han svært ved at pege på. Det har været en længere proces, og det er ikke lige sådan at sætte årstal på. Men at det er noget, som betyder mere og mere for ham, er der ingen tvivl om.

”Jeg ved ikke, om det er aldersbetinget. Men man ændrer jo position, og man gør sig nogle erfaringer undervejs i livet,” siger Lars Qvortrup.

Han har beskæftiget sig med ritualet i sit professionelle virke som forsker og skrev i 2011 en bog om emnet. Og det var blandt andet i arbejdet med bogen at han blev styrket i sin overbevisning om nødvendigheden af ritualer for et samfund. Et øjeblik har han selv svært ved at huske bogens titel:

”Den hedder noget lidt langhåret,” siger han og kniber øjnene sammen.

”... ’Paradokshåndtering og ritualproduktion’,” siger han så med et smil, da han kommer på titlen.

Bogen handler blandt andet om, hvordan man forener moderniteten med troen på Gud, og i bogen slår Lars Qvortrup et slag for vigtigheden af troen i den moderne tilværelse.

Lars Qvortrup har, siden han blev uddannet mag.art. i nordisk sprog og litteratur i 1974, bestredet et hav af stillinger inden for universitetsmiljøet og skrevet adskillige bøger i sin lange karriere. Og både interessen for religion og forskning er noget, han fik med hjemmefra.

Før han blev præget af marxistiske studiekredse på Aarhus Universitet, voksede han op i Brabrand uden for Aarhus i et borgerligt og udpræget akademikerhjem. Hans far var rektor på Aarhus Katedralskole, og hans mor var røntgensygeplejerske, og de var begge, hvad Lars Qvortrup betegner som kulturkristne. Familien kom i Vor Frue Kirke i Aarhus, hvor den foretrukne præst var P.G. Lindhardt, som også var professor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet. Her blev der praktiseret det, Lars Qvortrup kalder en ”slags afritualiserende grundtvigianisme”, hvor gudstjenesten helst skulle være så uhøjtidelig som mulig.

”Det var en mere sekulariseret og fornuftsorienteret kristendom, hvor prædikenen betød mere end for eksempel nadveren,” fortæller Lars Qvortrup og uddyber:

”Ritualerne spillede ikke så stor en rolle. Der var i de her kredse faktisk tradition for, at mange tog direkte hjem efter prædikenen. For det med nadveren gad man ikke rigtigt, så hellere hjem og spise noget søndagsfrokost,” siger han med et udtryk, der afslører, at det ikke er sådan, han selv foretrækker, at gudstjenesten afholdes i dag.

For det er ritualerne, som i dag er det vigtigste ved gudstjenesten for Lars Qvortrup. Det er nemlig det, som man ikke kan sige med ord, som er det afgørende.

”En god prædiken er vigtig og fantastisk, men den er jo kun et mellemspil mellem ritualerne som for eksempel dåben og nadveren. Det er netop i nadveren, at vi i det kirkelige fællesskab hæver os over det verdslige fællesskab og bliver fælles med noget, der er større end os.”

Ifølge Lars Qvortrup er nadveren et ritual, hvor brødet og vinen på én gang er Jesu legeme og blod og symboler på det samme.

”Brødet og vinen er, som Luther sagde, både et symbol og ikke et symbol. Det henviser til Gud, og det er Gud.”

Og dette afspejler lige præcis det paradoks, at Jesus Kristus var både menneske og Gud; at han forbandt det jordiske og det himmelske i én skikkelse:

”Det er denne oplevelse af at overskride grænsen mellem jord og himmel, som for mig på den smukkeste måde realiseres i nadverritualet. På det punkt er jeg med andre ord lutheraner. Spørgsmålet er, om Luther selv var det, for helt klart udtrykker han sig ikke.”

Lars Qvortrup beskriver sin barndom i Brabrand som tryg og glad, selvom han i skoleklassen befandt sig lidt uden for fællesskabet og ofte følte, at han så mere til fra sidelinjen.

”Jeg har nok været lidt nørdet, vil jeg tro.”

Og da han heller ikke var særlig dygtig til at spille fodbold, kompenserede han ved at læse bøger og lytte til klassisk musik. Og når de andre elever i klassen skændtes om, hvorvidt det var The Beatles eller The Rolling Stones, der havde lavet det bedste album, så tænkte Lars Qvortrup: ”Nej, det var Carl Nielsens 6. symfoni.”

Og netop den klassiske musik, som stadig betyder meget for ham i dag, er en kunstform, der er særlig ritualiseret, forklarer han. Ved en symfonikoncert klapper man eksempelvis først, når dirigenten og solisten går på scenen og bukker. Og under koncerten tier man stille og klapper først igen efter sidste sats.

”En klassisk koncert er jo gennemritualiseret,” siger han med en betoning, der både understreger, at han er meget glad for klassisk musik, men også at han virkelig mener det, når han siger, at ritualer er nødvendige.

For selvom ritualerne ved en klassisk koncert for nogen kan synes stive og gammeldags, så er de i Lars Qvortrups øjne en måde at vise sin respekt over for de udøvende kunstnere, som har gjort deres yderste for at give publikum en kunstnerisk oplevelse.

”Der er i den ritualiserede adfærd en respekt for det, andre gør, hvad enten det er, når man spiser og taler sammen ved middagsbordet eller går til koncert. Eller til fodboldkamp, hvor ritualerne bare er anderledes,” siger han og understreger, at de daglige ritualer på den måde understøtter de menneskelige fællesskaber.

Det var dog for tre år siden, at behovet for ritualer for alvor meldte sig for Lars Qvortrup. I juli 2014 døde hans daværende kone, Birthe Qvortrup, af kræft. Midt i den overvældende tilstand af sorg, hvor tabet skabte en følelse af magtesløshed, kunne de kristne ritualer tilbyde sig og give mening til noget, som ellers syntes meningsløst, fortæller Lars Qvortrup. Her gav selve det kristne begravelsesritual ham en følelse af sammenhæng og selvfølgelighed.

Igennem begravelsen fremstod døden ikke længere som en enestående katastrofe, men blev i stedet indskrevet i en større helhed, som gjorde Lars Qvortrup i stand til at forholde sig til døden som en begivenhed, der var sket før. Hans afdøde kone lå i sin kiste i Ry Kirke, hvor andre før hende havde ligget; ritualet blev udført på den samme måde, som det i hundredvis af år var blevet udført. Og helt konkret gav jordpåkastelsen mening for Lars Qvortrup som et opstandelsesritual, der kunne danne ramme for en større fortælling.

”For mig bliver ritualet et særligt sprog til at sige det, jeg ellers ikke kan sige. Den fundamentale ting, at man ved den kristne begravelse siger: ’Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå.’ Det er jo på den ene side uforståeligt og ubegribeligt, og på den anden side noget, som rummer essensen af det, der sker,” siger han og uddyber:

”Den, som dør, er ikke borte, men lever i en vis forstand videre i os og i vores omgivelser. Det kristne opstandelsesritual er for mig fuldstændig bærende. Det gør, at den slags hændelser ikke knuser én og ikke bliver meningsløse.”

Ud over at være sammen med sine døtre og sin daværende kone i hendes sidste uger i hjemmet i Ry, var også samtalen med præst og domprovst i Aarhus Domkirke Poul Henning Bar- tholin et par dage før begravelsen en stor trøst for Lars Qvortrup. Også musikken var vigtig, og især Johann Sebastian Bachs ”Matthæuspas- sion”, som handler om Jesu lidelse og død, var afgørende for Lars Qvortrup i hans sorgbearbejdning.

”Både passionsmusikken, samtalen med præsten og selv begravelsen, som alle er gennemritualiserede aktiviteter, har den effekt for mig, at de fortæller mig, at livet ikke er slut med det her, men at der er et perspektiv, som vi måske ikke ser i første øjeblik,” forklarer Lars Qvortrup.

Og hans liv har da også fået et noget andet perspektiv her knap tre et halvt år efter.

Derfor er det også nogle helt andre tanker og følelser, der først og fremmest trænger sig på, mens han sidder nygift og forelsket i lejligheden på Christianshavn.

Ligesom det at miste nogen kan føles som at miste fodfæstet, så er det at blive forelsket på ny og se, at kærligheden bliver gengældt, også livsomvæltende, fortæller han.

Og ligesom ritualerne og det religiøse sprog kan sætte ord på døden på en måde, som dagligdagssproget ikke kan, så kan de også sætte ord på kærligheden og forelskelsen, mener Lars Qvortrup. Og der er især tre begreber fra det kristne sprog, som har stor betydning for ham netop nu. Nemlig miraklet, genopstandelsen og velsignelsen.

”Mirakler synes vi jo normalt er noget mystisk noget,” siger han og griner lidt:

”Men det er et mirakel, at man møder et andet menneske, som man fra første møde føler sig tæt, tæt forbundet med. Ligesom man leder efter liv i universet, der ligner livet på vores planet. Så leder vi også i livet efter nogen, som ligner os selv tilstrækkeligt meget til, at vi kan forbinde os med dem,” siger han og uddyber:

”Og hvad er chancerne rent statistisk for at finde en planet ligesom vores derude? De er meget, meget små. Og tilsvarende at møde et andet menneske, som man i den grad forbindes med og fyldes af kærlighed til. Så enten kan man sige, at det statistisk set er usandsynligt, at det sker, eller også kan man sige, at det er et mirakel, og jeg kan bedre lide miraklets sprog.”

Men ud over det mirakuløse aspekt er der også til forelskelsen ligesom til døden forbundet en opstandelsesfortælling, mener han.

Karen Wistoft Christoffersen, som han netop er blevet gift med, mistede også sin mand kun få år før, Lars Qvortrup mødte hende. Men parret har igennem deres kærlighed oplevet, at døden ikke fik det sidste ord, fortæller han.

”Kærligheden sejrer og er i en vis forstand større end døden. Og det er både miraklet og opstandelsen,” siger han og fortsætter:

”Og det er jo inkarnationen af julen og julebudskabet. Julen er det tidspunkt, hvor vi tillader os at tro på og håbe på, at kærligheden er større end døden; at kristendommen er en genopstandelsesreligion,” understreger han.

Og det er i vielses- ritualet, at det, som Lars Qvortrup betegner som miraklet og genopstandelsen, mødes.

Igennem vielsesritualet i kirken fik han og hans nye kone et tilsagn om, at nogen eller noget vil beskytte dem. Og det er betryggende, for det at skulle leve til døden skiller dem ad er et ambitiøst projekt. I vielsesritualet får man Guds velsignelse. Og ifølge Lars Qvortrup er et vielsesritual som det i folkekirken, der forener både den borgerlige vielse med den kirkelige og religiøse vielse, noget helt unikt.

”Det er jo en eventyrlig god opfindelse, at man har lavet en vielsesritual, hvor vi ikke behøver at gå på rådhuset bagefter, men at det sker i en og samme bevægelse,” siger han.

Det folkekirkelige vielsesritual understreger på den måde ritualets helt grundlæggende funktion. Nemlig, at det både styrker fællesskabet mellem mennesker og samtidig skaber en forbindelse til en højere magt. På den måde rækker vielsesritualet ud over det almindelige dagligdagsritual.

”Det er fantastisk smukt. Og godt fundet på.”

Parret blev gift i begyndelsen af december i Aarhus Domkirke, og det var Poul Henning Bartholin, der også begravede Lars Qvortrups afdøde kone i 2014, som forestod vielsen.

Dette valg udtrykker for Lars Qvortrup, at det, at de gifter sig på ny, ikke reducerer deres kærlighed til deres afdøde ægtefæller. Men valget af den samme præst til at gennemføre vielsesritualet kan også ses som et symbol på en større kontekst, hvor livsbegivenhederne knyttes sammen og forstås i forlængelse af hinanden og i en sammenhæng.

”Kærlighed er ikke et nulsumsspil. Sådan fungerer det slet ikke. Kærligheden til både Karens afdøde mand og min kærlighed til min afdøde kone bliver ikke mindre af, at vi elsker hinanden og møder kærligheden på ny. Tværtimod. Det ene danner klangbund for det andet. Og det symboliseres i en vis forstand af, at det er den samme præst, som både begravede min kone og vier os.”

Den, som dør, er ikke borte, men lever i en vis forstand videre i os og i vores omgivelser. Det kristne opstandelsesritual er for mig fuldstændig bærende. Det gør, at den slags hændelser ikke knuser én og ikke bliver meningsløse

Lars Qvortrup
Lars Qvortrup fortæller om de to grundlæggende funktioner, ritualer har