Prøv avisen

Robert skal dø

Robert Lauritsen har en aggressiv hjernesvulst, der vil tage livet af ham, men indtil videre lever han sit sædvanlige, aktive liv med cykel- og løbeture, tennis, golf og styrketræning. Se flere billeder ved at bladre i billedserien. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Statistikken giver 70-årige Robert Lauritsen cirka et år mere at leve i, selvom han intet mærker til hjernesvulsten. Men hvordan lever man livet, når man ved, man meget snart skal dø?

For nylig, da han sad på hospitalet og ventede på sin strålebehandling, blev Robert Lauritsen bedt om at dæmpe sin livsbegejstring. For det var ikke alle i venteværelset, der kunne overskue hans mange spørgsmål og åbenlyse fascination af den dødelige sygdom, de alle bar i sig.

Han undskyldte. Tanken havde slet ikke strejfet ham: at andre kunne blive provokeret af, at man fortsat kan være forelsket i livet med en kræftsvulst i hjernen. Men det er sådan, han har det, og det er i høj grad derfor, vi nu sidder over for hinanden i familiens stue lidt uden for Herning. For flere spørgsmål trænger sig på: Hvad gør det ved et menneske at vide, at man meget snart skal dø? Og hvordan lever man livet med den dødsdom, når man som Robert Lauritsen er i den særlige situation, at han intet mærker til den aggressive svulst?

Den 70-årige pensionerede tandtekniker er ivrig efter at fortælle. Det gør han alligevel hele tiden til sin familie, for der skal ikke undertrykkes noget. Intet skal være usagt, alt skal bearbejdes og gerne med humor. 

Han har også været helt åben over for den strøm af gæster, som har banket på husets dør, siden lægerne i begyndelsen af august opererede det meste af den golfboldstore svulst ud og fortalte, at det, der stadig var tilbage, opførte sig aggressivt og ville ende med at slå ham ihjel. For gæsterne skal ikke stå der og have det dårligt på hans vegne, forklarer han. De sko har han selv stået i for mange gange.

Men det, der især gør, at han gerne vil fortælle sin historie, er, at han er nysgerrig efter, hvordan sygdommen vil påvirke hans personlighed. Vil han blive bange og bitter, når først døden begynder at rive i ham? Vil han forlade sine principper og forestillinger om, hvem han er, og hvad han har at stå imod med?

Så aftalen er, at Kristeligt Dagblad følger ham gennem hele dødsprocessen, ligesom han vil skrive dagbogsnotater på Kristeligt Dagblads hjemmeside, k.dk.

Ifølge statistikkerne er det hver fjerde med Robert Lauritsens sygdom, såkaldt glioblastoma, der stadig lever efter to år, så det kan blive en kort proces, erkender han. Men han tror det ikke. Det, der viste sig at være en svulst, ændrede godt nok pludselig hans adfærd fra at være udpræget udadvendt og diskussionslysten til at være indadvendt og isoleret.

Det var sådan, hans familie opdagede, at noget var galt, og pressede ham til at gå til lægen. Men så snart lægerne havde lettet svulstens pres på hans hjerne, blev han sig selv igen, og det har han været siden. Han skal formentlig dø, før han regnede med det, men hverken strålerne eller kemobehandlingen har givet nogen former for bivirkninger, og han lever, som han hele tiden har gjort: Han løber, spiller tennis, styrketræner og spiller golf. Han skriver og tegner og tænker frit.

”Jeg har det lidt med lægernes dødsdom, som jeg har det med meteorologernes vejrudsigter,” siger han. ”De siger, det bliver regnvejr, mens jeg står og kigger på en blå himmel.”

Udenfor i mørket er efteråret for alvor gået i gang med at tage livtag på naturen. Indenfor i stuen er Robert Lauritsen i fuld gang med at tale sig varm akkompagneret af store armbevægelser og ansigtsudtryk, der sætter udråbstegn efter hver sætning. Hans tøj er særdeles afslappet, hans hår stort og krøllet, og man hører klart, hvorfor han på den lille, lukkede gade er kendt og beundret for sin viden, den evigt abstrakte filosoferen og det unikke vid, der blandt andet kommer til syne i en skuffe fuld af selvlavede vittighedstegninger om døden. På en af dem møder en hund et skelet. ”Giver du ikke et ben?”, spørger hunden.

Humoren er både en distance til og en omfavnelse af døden som et vilkår, forklarer han. Han voksede op med Fadervor, men da søsteren døde som 17-årig, og hans mor fik et nervesammenbrud, forsvandt troen ud af familien.

Dødens realiteter blev. De fleste dage cyklede han direkte fra skolen op til kirkegården, hvor han sad foran søsterens grav og sagde undskyld for alle de gange, han havde drillet hende. Til sidst elskede han at komme der.

”Dengang skulle børn ikke høres, men på kirkegården fandt jeg en menneskelig ydmyghed og en ligeværdighed. Jeg blev talt til med respekt, som var jeg et hvilket som helst menneske, og det fandt jeg stor ro i. På en måde har jeg gået med døden i hånden lige siden. For mig er den en naturlig konsekvens af livet, og jeg skærmer mig ikke mod den. Jeg inddrager den for at gå hånd i hånd med den, man gerne vil holde fra livet, det er livet,” siger han.

Puk, hans kone gennem snart 40 år, kommer ind fra haven, lægger havehandskerne fra sig og sætter sig i sofaen. Hun troede, hun havde vænnet sig til hans fordomsfrie åbenhed og evigt positive tilgang til livet, men de seneste måneder har været hårde, siger hun. Ikke bare, fordi Robert skal dø, men fordi hans tilgang er så rationel.

Modsat sin mand er hun troende, og hun er med på, at det bliver hende, der vælger salmer til begravelsen. Men da Robert et par dage efter lægernes besked, på en solskinsfyldt sommerdag, trak hende med op på kirkegården for at vælge det rigtige sted at blive begravet, var det for meget. Hun græd og græd, mens han fandt den perfekte lysning.

”Du kan ikke ligge der, for der er ikke plads til mig ved siden af. Og jeg vil ikke have, at du ligger ved siden af andre end mig,” sagde hun, og de grinede af deres egen morbiditet.

Humoren rakte dog ikke hele vejen til hospicet, da Robert insisterede på, at hun tog med for at1 se, at hun trygt kunne overlade ham til andre, når det hele spidsede til.

”Kan jeg ikke få lov til at vente med at se, hvor jeg skal miste dig?”, spurgte hun.

”Nej,” svarede han. Han ville have rene linjer, og i øvrigt havde han ikke ondt af hende: ”Er du klar over, hvor mange jeg skal miste?”.

Han har også været i banken og fået styr på økonomien. Alt er gjort klar til, at familien kan leve videre, når han er væk. Han vil ikke være skyld i bøvl og ubesvarede spørgsmål, og det er derfor, han har brugt energi på det, han kalder ”dødssporet”. For familiens skyld, men også for sin egen, for de rene linjer gør, at han fuldstændigt kan koncentrere sig om ”livssporet”. I den dagbog, han har skrevet notater i gennem flere årtier, har han beskrevet det sådan:

”Jeg har haft en plan for konsekvenserne af den aggressive klump i min hjerne, en livsvej med to spor: et til døden og et til livet. Selv om jeg stadig kun kører på livets spor, kan jeg høre færdslen på dødssporet som en svag rumlen. Lidt som at gå i supermarkedet og blive forbandet over den irriterende muzak. Alligevel benytter man sig af supermarkedet, og er man kommet der tilstrækkeligt mange gange, aner man ikke, hvad man har hørt, man husker kun, at det var de to liter mælk, der var vigtige. At være her, mens vi er her.”

Det banker på. Den ene af Robert Lauritsens to døtre, Masja, kigger forbi med barnebarnet i hånden. Det er noget af det, der gør ondt, for der er så meget, han ikke er færdig med i den afdeling. Men bliver man nogensinde det?, funderer han.

Og selvfølgelig er der også meget andet, han heller ikke bare sådan er villig til at tage afsked med. Livet, for eksempel. Han har aldrig været syg og er stadig i god form, så egentlig havde han forestillet sig, at der var mange år endnu at køre på. Men når der nu ikke er det, fortvivler han ikke. Meget har at gøre med, at han ikke fortryder noget.

Og det er ikke, fordi han ikke vil være selvkritisk: Nogle uger efter lægernes besked satte han og Puk sig i sofaen med hver deres dagbog for at gennemgå deres 40 år lange liv sammen. Var der noget, de aldrig havde fået sagt, noget de aldrig havde nået, ting de ville gøre om, hvis de kunne? Der var ikke noget at komme efter.

”Vi endevendte hele molevitten og kunne stadig stå ved det hele. Vi var enige om, at vi har taget godt for os af livet, mens vi havde chancen, blandt andet har vi rejst sammen overalt i verden. Men jeg har også den grundholdning, at der ingen fortrydelsesret er på livet. Samtidig har jeg det også som ham manden, der rejser til USA og uforvarende bliver viklet ind i et skyderi,” siger Robert Lauritsen.

”Manden ender på dødsgangen, hvor han på sin sidste aften får besøg af præsten. Præsten giver ham syndernes forladelse og spørger så: Hvad er dit sidste ønske? Manden tænker sig om. 'Jamen, så vil jeg gerne lære at spille klaver!'.”

”HAHAHA,” skraldgriner Robert, mens hele kroppen svinger rundt i stolen. ”Det er jo et grotesk svar, men det passer godt på min situation. Selvom jeg føler mig afklaret, vil jeg gerne have mere tid, end jeg har.”

Afklaret eller ej, så har han ændret sig. Musik har altid fyldt meget i hans liv, og på det seneste er han begyndt at søge tilbage til rødderne, tilbage til 1970'erne med Sebastian og de andre, han var vild med dengang. Tilbage til jazzen, som ellers er blevet lidt forsømt de senere år. Og hen mod de lysere sange, gerne af Søren Kragh Jacobsen.

Han læser også en anden type litteratur. Han har stadig hang til det filosofiske, men nu handler bøgerne mere specifikt om liv og død og livet efter døden.

Han er agnostiker, understreger han, selvom han stadig er medlem af folkekirken. Han kan godt lide gravpladser og kirkebygninger, det er en del af kulturskatten, og på den måde ”er jeg vel kulturkristen,” siger han. Han tror dog ikke på en overordnet plan eller et liv efter døden. Han læner sig i stedet op ad videnskaben, og skulle den komme til kort, er det okay.

Alligevel hjælper bøgerne ham med at få sat større perspektiv på tankerne om døden.

”Nogle gange er jeg nok for rationel,” erkender han.

Hans tanker har også ændret sig, selvom hans handlinger ikke har. Han og Puk lever på mange måder, som de plejer, og han har understreget over for døtrene, at de heller ikke skal ændre på noget. I hvert fald ikke så længe, at alt stadig er staus quo.

Måske lever Puk og han lidt mindre materialistisk og mere tæt på hinanden, men sådan har familien altid fungeret. Måske gør han flere af de ting, han bedst kan lide, men det har faktisk været hans ledetråd, siden han til sin egen overraskelse gik på pension som 64-årig.

Få måneder inden fik hans gode bekendte pludselig præcis den samme type hjernesvulst, som Robert Lauritsen nu har fået. Den omvæltning chokerede Robert og fik ham til at tænke, at hvis livet kunne ende så pludseligt, gav det ikke mening at arbejde videre, bare fordi han kunne.

Så han solgte sit firma, et dental laboratorium, der fremstillede guld- og porcelænskroner, og skabte sig en hverdag bygget på netop at få det bedste ud af hverdagen. Men tankerne om hverdagen har fået et ekstra lag. Det lyder som en kliché, siger han, men det er, som om han mærker det hele ekstra stærkt. I sin dagbog skriver han den 22. september i år:

”I dag skulle blive den første efterårsdag ifølge vejrprofeterne. Klokken er syv morgen, himlen er lysegrå, vinden er lige vågnet, og planter, buske og træer er begyndt at få leverpletter og gør sig klar til et farverigt endeligt. I øst rødmer en sky og kommer lidt lyseblåt på øjenlågene. Snart vil solen få fat og tørre himlens duggede ruder rene, og vi vil atter stå med en smuk sensommerdag. Og sådan er det. Det ligner sig selv og er alligevel helt anderledes. At iagttage hver dag kræver megen koncentration, og man får brug for det gamle udtryk: skynd dig langsomt. Tak til tumoren!?”

Når alt kommer til alt stoler han ikke 100 procent på sin egen livsbegejstring. Det kan han ikke, for han har set nok mennesker med terminal kræft til at vide, at det sjældent ender kønt. Den frie vilje forsvinder, og - måske endnu værre - kan man ikke engang regne med sin forstand.

Så han er i færd med at skubbe redningsplanker ud. Allerede i dagene efter lægernes besked om, at svulsten var aggressiv, overvejede han at samle heroin nok til selv at kunne gøre en ende på livet. Men de dygtige læger og sygeplejersker på Aarhus Universitetshospital fik ham til at føle sig tryg med den vej, han skulle til at gå, og snart forsvandt de tanker igen.

En anden planke er et afskedsbrev, familien ikke kender til, men som han ved, de vil finde, når han er væk. Så er han sikker på, at han får sagt det, han vil sige på den måde, han gerne vil sige det.

En tredje er dagbogen. PH, den store lysmager, arkitekt og alt muligt andet, endte med at være dement, fortæller Robert Lauritsen. Kort før han døde, kom hans kone ind på hans kontor og så et stykke papir i skrivemaskinen. Har du skrevet det digt? spurgte hun forbløffet. Digtet handlede om tosomhed.

Jeg har aldrig kunnet være alene

men elsket tosomheden

Drømmen om samværet falmer.

Vist kommer du, når jeg kalder

og formilder de næste sekunder.

Men bag dig ser jeg det store mørke:

Ingensomheden.

”Jeg elsker det digt. Det viser mig, at man - selv på sit yderste - kan være sig sin situation bevidst. Dagbogen er min måde at sikre mig, at jeg holder fast i den bevidsthed så længe som muligt, for jeg kan altid bladre tilbage og se, hvad jeg har været. Det er bevidstheden, jeg allermest frygter at miste. Sammen med fantasien og poesien. At ende som en lallende idiot. På samme tid er jeg nysgerrig efter at se, hvordan jeg psykologisk reagerer på mit eget nedbrud. Det er en intellektuel øvelse på første parket. Så meget desto mere ærgerligt er det, hvis jeg ikke er i stand til at forstå, hvad der foregår.”

Robert Lauritsen er afklaret med, at han snart skal dø. Faktisk er han så åben omkring det, at han tegner vittighedstegninger om døden. Her har han tegnet svulsten. - Foto: Petra Theibel Jacobsen
Robert Lauritsen i færd med at tegne svulsten
Robert Lauritsen i færd med at tegne svulsten
Robert Lauritsen er så afklaret med, at han snart skal dø, at han tegner vittighedstegninger om døden. Her har han tegnet kræftsvulsten. Foto: Petra Theibel Jacobsen