Prøv avisen
Interview

Vibeke Vasbos 68-oprør udfordrede familien: Rødt klæder dig altså ikke, Vibeke

Den røde hat købte Vibeke Vasbo til aktionen på Strøget i København i 1970, hvor hun og 11 andre kvinder råbte slagord mod kosmetikindustrien iført kæmpe bh, ballonbryster, paryk og kunstige øjenvipper. Sidst, hun havde hatten på, var for tre år siden til markeringen af 100-året for kvindernes stemmeret. – Foto: John Olsen/photodan.dk

Det var ikke populært i familien, da forfatter Vibeke Vasbo sprang ud som en af landets første rødstrømper, droppede universitetsstudie og ægteskab for at bruge sin tid på kvindebevægelsen. Selvom kvindekampen også gav personlige knubs, var 68’ernes opgør ikke forgæves, siger hun i dag. Men ligelønnen mangler stadig, og nutidens unge kvinder lider under en præstations- og perfektionskultur

Vibeke Vasbos mor kunne tage det roligt. Året var 1968, og hendes næstyngste datter havde kun nogle få år igen med sine studier i tysk og engelsk på Københavns Universitet. Året inden var hun endda blevet gift som 23-årig. Alt tegnede godt. Det mest oprørske af de fire børn havde fundet sin plads, og hun var på rette kurs.

Men så begyndte sjælefreden at blive udfordret i det pæne lægehjem på Als, hvor begge forældre havde praksis. For samme år landede studenteroprøret på universitetet, og Vibeke Vasbo deltog i aktionerne som en af de mest aktive kvinder. Året efter var hun blevet skilt. Og to år senere havde hun også klippet sit lange hår kort og var gået fra at være feminin studine til at være feministisk aktivist – med paroler og politiske krav om ligestilling mellem kønnene. Det var også slut med den akademiske fremtid. Vibeke Vasbo meldte sig ud af universitetet i 1970 og helligede sig kampen i kvindebevægelsen.

”Min mor havde det meget svært med den drejning i mit liv. Hun var selv vokset op i et pænt og respekteret hjem i Aabenraa, hvor min morfar var amtmand og min mormor derfor amtmandfrue og derudover kendt som datter af den nationale leder H.P. Hanssen. Og min mor følte et stort ansvar for mit gode rygte og for ’sædeligheden’. Derfor havde hun også presset på for at få mig gift med min daværende kæreste. Vi skulle ud at rejse, og både hun og min storesøster mente, at alt ville gå meget lettere på turen, hvis vi var gift – og jeg tog hans navn.”

”Min moster ville også skaffe os en lejlighed – hvis vi altså giftede os. Al den snak om at ’falde til ro’ kan stadig gøre mig meget vred. Hendes advarsler om, hvad der kunne ske, hvis jeg ikke fandt en mand og blev gift, opfattede jeg nærmest som trusler fra den ene slave til den anden. Men i dag kan jeg jo godt se, at min mors normer var et udslag af den tid, hun selv var vokset op i.”

Hvis Vibeke Vasbos mor dengang i 1968 havde kunnet se flere end et eller to år frem, var hun måske blevet endnu mere rystet. For ikke nok med at datteren meldte sig ud af universitetet og blev en af de toneangivende rødstrømper, så flyttede hun også i kvindekollektiv, forelskede sig senere i en kvinde og vendte aldrig tilbage til den akademiske løbebane, men tog hårdt fysisk arbejde, først som sygehjælper på Bispebjerg Hospital og siden som kranfører i Norge.

I 1976 debuterede hun med romanen ”Al den løgn om kvinders svaghed”, der beskriver hendes oplevelser med at arbejde som kvinde i et mandefag med blandt andet mobning og sexchikane som en del af hverdagen.

Vibeke Vasbo tager imod i sit sommerhus i Eskebjerg på Vestsjælland, mellem Kalundborg og Holbæk. Fra køkkenkrogen er der udsigt til det nederste af Sejerøbugten og til Nekselø, der alt afhængig af vejret enten kan være ”helt tynd”, ”dobbelt” eller ”flyvende” at se på, fortæller Vibeke Vasbo, der hver dag går ned til stranden for at fornemme den natur, der er kommet til at betyde mere og mere for hende.

I haven står det skur, hvor hun dagligt går ned for at skrive – for tiden på en ny bog, hvis indhold stadig er hemmeligt, ”men har noget med dengang og med 68-generationen at gøre”, siger Vibeke Vasbo, der i dag er 73 år og ud over sin fortid i kvindekampen også er kendt for sit forfatterskab.

”Studenteroprøret talte i den grad til mig. Men det var ikke kun professorvældet, der trængte til en overhaling. Kvindesynet var ligesom andre steder i samfundet præget af, at kvinder på den ene side skulle spille mindre kloge og agere nikkedukker over for mændene, så man på den måde kunne få dem til at gifte sig med en. På den anden side skulle vi også sørge for at få en uddannelse, så man havde noget ’at falde tilbage på’, hvis ægteskabet nu ikke holdt. Der var ligefrem professorer, der sagde til forelæsningerne, at kvinderne jo kun var på studiet for at blive gift.”

”Men da vi begyndte at aktionere for mere medindflydelse for de studerende og mindre hierarki, kom det meget bag på mig, at det samme kvindesyn fandtes hos vores mandlige medstuderende. Mange af dem så skævt til os kvinder, fordi de fornemmede, at de selv kunne komme til at miste nogle privilegier, hvis der kom mere ligestilling mellem kønnene. En af de ellers meget bløde og flinke psykologistuderende hvæsede endda ad mig, da jeg klippede håret kort.”

Opdagelsen af det manglende sammenhold mellem de mandlige og kvindelige studerende fik Vibeke Vasbo til at engagere sig i en særskilt gruppe med i alt 12 kvindelige studerende fra forskellige fag på universitetet. Det var i 1970, og samme år tog gruppen navnet ”rødstrømperne” efter de amerikanske nyfeminister, ”Redstockings”. Det var også herfra, at idéen kom til måden at organisere arbejdet i gruppen på, en anarkistisk struktur uden ledelse, men med møder i såkaldte basisgrupper.

Til den første aktion købte Vibeke Vasbo røde filthatte med bred skygge, og iført dem samt store bh’er uden på bluserne, nylonparykker og kunstige øjenvipper gik de 12 kvinder ned ad Strøget i København, mens de råbte slagord mod kosmetikindustrien og delte løbesedler ud med krav om ligeløn – og en invitation til alle kvinder om at støtte op om kampen.

”Til det første møde kom der 200 kvinder,” fortæller Vibeke Vasbo, og hurtigt derefter kunne man derfor tale om en egentlig kvindebevægelse med flere basisgrupper rundt i landet, og året efter kom også den første Femølejr, hvor alt fra madlavning til oplæg om kvindelitteratur og ligeløn foregik i fællesskab med andre kvinder.

”Mange beskyldte os for at være mandehadere, og internt i bevægelsen var forholdet til mændene hele tiden til debat. Men hvis man ser på billederne af os fra dengang, så har mange af os jo nærmest mandefrisurer, vi ryger pibe og drikker whisky. Så især inden kvindebevægelsen prøvede vi jo i virkeligheden mest af alt at ligne mænd. Vores fantasi gik ikke længere end til at forsøge at kopiere dem.”

Det var rystende, hvad der ellers kom frem i samtalerne mellem kvinderne. Mange fortalte pludselig om en virkelighed, der hidtil havde været skjult, om vold i hjemmet og voldtægter, som man indtil da ikke havde betragtet som et særligt politisk område. Ikke som noget, der havde med manglende ligestilling og kvindeundertrykkelse at gøre.

”Men i dag gør det mig allermest ked af at tænke på, hvordan det var at være kvinde, før der blev indført fri abort i 1973. Det var ganske enkelt hykleri, der prægede tiden før. Alle vidste jo, at det ikke var et spørgsmål om abort eller ej. Det var et spørgsmål om, hvorvidt det skulle foregå på køkkenbordet eller under ordnede forhold. Det var virkelig en ydmygende situation for kvinderne. Og hvis vi som bevægelse har været med til at fremskynde den lovgivning med bare et enkelt år, så har vi opnået meget.”

I rødstrømpernes begyndelse havde Vibeke Vasbo en mandlig kæreste.

”Og det var faktisk en stor fordel. For der begyndte at opstå nogle interne magtkampe i bevægelsen, hvor antydningen af lesbianisme kunne lukke munden på enhver. Man satte lighedstegn mellem lesbianisme og ’mandehad’, hvilket var helt forkert, og faktisk var der det første år ingen lesbiske, der turde gå ind i bevægelsen. Da vi senere havde taget Kvindehuset, blev især de lesbiske udsat for hetz. Man sagde, at de ødelagde muligheden for at få den almindelige fru Jensen ind i bevægelsen, fordi hun ville blive forskrækket over at se to kvinder holde i hånd. Derfor følte jeg mig mere sikker, fordi jeg dengang levede i et heteroseksuelt forhold,” fortæller Vibeke Vasbo.

Men kæresten blev snart træt af, at hun aldrig havde tid til ham, fordi hun brugte det meste af døgnet på kvindekampen, hvor Vibeke Vasbo hurtigt var blevet en af de toneangivende blandt rødstrømperne. Hun var også med til at besætte en ejendom i København, der fra 1971 til 1975 fungerede som kvindehus med café og kollektiv.

”Selvom vi var en anarkistisk bevægelse, opstår der jo en form for ledelse. Dem, der er mest engagerede, bliver der også lyttet mest til. Jeg var en af dem. Og i dag kan jeg godt se tilbage på det med en vis pinagtighed, for som man siger, så bliver ledere jo ledere og ledere. Det blev jeg også selv. Faktisk opstod der med tiden så mange fraktioner og gensidige beskyldninger, at ordet søstersolidaritet mest blev til et retorisk slagord.”

Rødstrømperne blev ifølge de akademiske socialister en bevægelse for mellemlagskvinder.

”Det vil sige bibliotekarer, sygeplejersker og lærere. De akademiske kvinder dannede derimod ’Socialistisk Kvindegruppe’, fordi de opfattede vores bevægelse som ’borgerlig feminisme’. De talte om, at vi i stedet skulle mobilisere arbejderkvinderne – men de gjorde nu ingenting selv, ud over at læse bøger og teoretisere.”

Vibeke Vasbo finder gamle fotos frem. De fleste i sort-hvid og af kvinder, der dengang var 50 år yngre, i begyndelsen af 20’erne og fyldt med kampgejst. Med og uden hatte, blomsterkranse og lange piber, bare bryster og store smil. Hun blev selv kæreste med en af kvinderne.

”Da jeg forelskede mig i en kvinde, tænkte jeg i første omgang: Hurra! For det var blevet mere og mere svært med de mænd, der var blevet fjendtlige, og som jeg desuden ikke havde tid til,” siger Vibeke Vasbo med et smittende grin. Nu kunne hun både være kæreste og opholde sig i Kvindehuset uden at forsømme sin partner.

Hvis man har læst Vibeke Vasbos bøger, ved man, at forholdet ikke holdt. Og man ved også, at Vibeke Vasbo i 1981 mødte en mandlig præst, der ”slog benene væk under mig”, som hun siger. Hun har skrevet om den voldsomme forelskelse, der endte med ægteskab og mangeårig bopæl i en præstegård i romanen ”Miraklet i Amalfi” fra 1984. Stedet, hvor de mødtes.

Året efter nedlægger rødstrømpebevægelsen sig selv. Ud over at have påvirket lovgivningen omkring fri abort (1973), ligeløn (1976) og forbedringer i barselsloven (1980) har rødstrømperne også stået bag en række institutioner som krisecentre for voldsramte kvinder, Kvindemuseet i Aarhus og Kvindehuset i København.

Indignationen og bevidstheden om, at der stadig er noget at kæmpe for, har Vibeke Vasbo bevaret. Hun var derfor også ret rystet over mødet med egnen, hvor hendes daværende mand var præst, for det var her, medstifteren af Indre Mission, Vilhelm Beck, i sin tid var præst.

For Vibeke Vasbo er den grænsesættende udgave af kristendommen, som hun forbinder med Indre Mission, en skændsel. Og de mandlige præster, der ikke vil give hånd til deres kvindelige kolleger, burde efter hendes mening ikke bare rummes – men fyres.

”Evangeliet er jo netop et anarkistisk befrielsesbudskab, hvor ligheden gælder, vi er alle syndere, og ingen er bedre end andre. Jesus turde tale Rom midt imod, og hvis noget er uretfærdigt, handler det derfor også altid om at prøve at ændre det.”

I dag oplever hun dog, at selv kvinderne på den venstrefløj, der ellers har set sig selv som de udsattes beskyttere, faktisk ikke tager ansvaret på sig. Hverken over for den nye generation af unge kvinder, der bukker under på grund af tidens præstations- og perfektionsræs, i forhold til spørgsmålet om den ligeløn, der stadig ikke er der, eller over for de undertrykte kvinder, som er kommet hertil på grund af indvandring og flygtningestrøm, herunder en del muslimske kvinder.

For uden selv at kende svaret på, hvad man kan gøre, ”så er jeg meget skuffet over, at folk på venstrefløjen ofte trækker ’kulturkortet’ og derfor undlader at fordømme for eksempel kvindelig eller mandlig omskæring netop med den begrundelse. For det argument holder altså ikke. Hvis kulturen er hellig, så kunne man jo heller ikke have fordømt slaveriet i Sydstaterne. Eller apartheid.”

Vibeke Vasbo finder sin gamle røde filthat frem – til ære for fotografen. Sidst, hun havde den på, var for tre år siden, da hun var på gaden for at fejre 100-året for kvindernes stemmeret. Hendes mor ville have hadet billedet, fotografen nu tager.

”Rødt klæder dig altså ikke, Vibeke,” lød det gang på gang.

”Men selvom jeg ikke kæmper mere, fordi jeg er blevet for gammel og synes, at det er de unges tur – så kan jeg stadigvæk rigtig gode lide den røde farve,” siger hun og smiler med et glimt i øjet til fotografen.

Da jeg forelskede mig i en kvinde, tænkte jeg i første omgang: Hurra! For det var blevet mere og mere svært med de mænd, der var blevet fjendtlige, og som jeg desuden ikke havde tid til.

Demonstrationen på Strøget i København i april 1970. – Foto: Bent K. Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det var dengang for 50 år siden: Vibeke Vasbo med et foto, hvor hun sidder til venstre, mens kvinden til højre er forfatter Karen Syberg. – Foto: John Olsen/photodan.dk