Det var en af de dage, hvor han ikke var til at skyde igennem. Han havde brugt hele denne kolde lørdag eftermiddag på at spille hyggefodbold i hjembyen Bindslev i Vendsyssel. Scoret et mål, vundet seks Faxe Kondi-sodavand. Og mens holdet fejrede sejren over en øl, ringede kæresten til Morten Agerbak Gregersen. Deres dårligt gående nabo var faldet på fortovet foran deres hus, fortalte hun i telefonen. Mon han lige kunne komme og hjælpe ham sikkert hjem?
Der gik ikke mange minutter, før Morten Agerbak Gregersen stod bøjet over den ældre mand, trak ham op fra fliserne og fulgte ham over til hans gulstensparcelhus 50 meter længere nede ad vejen.
Morten Agerbak Gregersen kendte kun manden perifert. Denne februardag forrige år blev derfor også første gang, at han befandt sig i naboens hjem. Han støttede ham ind gennem husets forgang, ned ad den lange fordelingsgang og ind til stuens sofa, inden han sagde pænt farvel.
Men da Morten Agerbak Gregersen et par timer senere havde spist aftensmad med familien, fik han alligevel behov for at følge op på naboens velbefindende. Han var jo trods alt faldet midt på gaden.
Han bankede på hoveddørens glasparti. Ingen reaktion. Naboen sov formentlig allerede. Morten Agerbak Gregersen var på vej ud gennem indkørslen, da han pludselig kom til at se ind i naboens stue gennem det store terrassevindue. Mellem hjemmets møbler og malerier rullede kraftige, orangerøde flammer op ad væggene og hen over loftet. Han stoppede målløs et øjeblik. Fattede så sin mobiltelefon og ringede til kæresten.
”Ring til alarmcentralen,” råbte han: ”Det brænder herovre. Jeg går ind og får ham ud af huset med det samme.”
Morten Agerbak Gregersen greb i døren. Den var låst. Han forsøgte at bryde døren op med skulderen uden held. Så tog han resolut en beslutning. Glasskårene skar i hans knoer, da han med al sin kraft bankede knytnæven gennem dørens glasparti. Han var inde.
Røgen var tung og tæt. Han kravlede på alle fire i den lange fordelingsgang og kunne absolut intet se. Så hørte han en anstrengt hosten længere fremme. Det lød som en hul raslen fra lungernes dyb. Naboen måtte befinde sig nogenlunde tæt på ham. Langsomt bevægede han sine hænder over gulvet som en blind, der fører sin blindestok. Pludselig gav det et højt bump, idet den ældre mands krop ramte gulvet. Da ophørte den raslende lyd.
Han bevægede sig hurtigere, mens han forsøgte at holde vejret. På det tidspunkt havde han allerede inhaleret så megen mørkegrå røg, at det gjorde ondt helt nede i lungerne, hver gang han tog en vejrtrækning.
For enden af gangen fandt han sin nabo. Bevidstløs.
Morten Agerbak Gregersen panikkede indvendigt, men tog i samme sekund godt fat under hver arm og begyndte at trække manden tilbage mod forgangen, mens ilden flammede stadig mere viltert i loftet over dem. Varme luftbølger pumpede mod ansigtet, mens han slæbte, og det føltes som en evighed, inden han endelig kunne løfte naboen hen over forgangens mange glasskår og ud på indkørslens sti.
Her ventede Morten Agerbak Gregersens kæreste. Hun så forfærdet til, mens han fik placeret den tilskadekomne på sin sammenfoldede jakke. Han klappede ham bestemt på kinderne, indtil naboen langsomt blinkede med øjnene. Selvom han fortsat ikke var helt kontaktbar, mærkede Morten Agerbak Gregersen en lettelse brede sig i kroppen.
Så rettede han sin opmærksomhed mod kæresten.
”Jeg er nødt til at tjekke, om der er flere mennesker i huset. De overlever ikke mange flere minutter i den røg.”
Hun nikkede, og de aftalte, at hun skulle blive ved naboen imens.
I det samme begyndte husets eternittag at sprænge, og hele huset knitrede som et lejrbål. Han vurderede hurtigt sine muligheder for at komme sikkert ind og ud. Hoveddøren, som nu var blevet opslugt af flammer, udelukkede han og løb i stedet om på terrassen, hvor han kastede en flise gennem vindues-partiet ind til stuen.
Han råbte ind i rummet og gennemsøgte den i blinde efter samme teknik som tidligere. Det føltes, som om nogen havde mast en brændende tændstik ned i halsen på ham.
Der var – så vidt han kunne bedømme efter et par minutter – ingen mennesker i huset. Han navigerede efter det svage skær fra gadelamperne, da han igen søgte ud mod haven.
På græsplænen foran huset var en hel forsamling efterhånden stimlet sammen, selvom der kun var gået få minutter.
”Der er ikke flere derinde,” mumlede han til et par af dem uden helt at kunne gøre sig klart, hvem de var, fordi alt omkring ham pludselig blev sløret.
Med ét faldt han bagover. Nogen forsøgte at løfte ham op, men hans ben opførte sig som kogt spaghetti. Han blev i stedet lagt ved siden af naboen, og da udrykningskøretøjerne ankom, skulle han også med på hospitalet, vurderede personalet.
”Hvor er min kæreste?”, nåede han lige at fremstamme til akutlægen, inden han fik et drop og blev lagt i kunstig koma i ambulancen.
Et døgn senere vågnede Morten Agerbak Gregersen på Hjørring Sygehus.
”Det er jo helten, der ligger der,” udbrød lægen, da han var kommet nogenlunde til sig selv igen.
”Lever han?”, spurgte Morten Agerbak Gregersen lettere desorienteret som det første.
Lægen smilede. Selvom naboens tilstand fortsat var kritisk, var de optimistiske. Det gav Morten Agerbak Gregersen en nogenlunde ro i kroppen. Senere samme aften blev Morten Agerbak Gregersen udskrevet fra hospitalet. Hans familie var stolt over ham. Roste ham og kaldte ham for en helt, ligesom lægen havde gjort det. Men hen over de følgende dage talte kæresten og Morten Agerbak Gregersen også om, at hans beslutning på sin vis også havde udsat familien for fare.
”Hvad skulle vi have gjort, hvis vi havde mistet dig?”, spurgte kæresten en aften.
Spørgsmålet ramte ham hårdt. Tanken om, at han ikke ville kunne være der for sine børn, gjorde ondt. Men det scenarie havde han slet ikke overvejet under selve redningsaktionen, hvor en slags medmenneskeligt instinkt i stedet slog til. Derfor ville han jo formentlig reagere på samme måde, hvis han i fremtiden stod i en lignende situation. Også selvom det satte hans eget liv på spil.
Et par uger senere ringede naboen på familiens dørklokke. Med bandage om hovedet og hånden som følge af sine forbrændinger rakte han Morten Agerbak Gregersen en blomst som tak for hans heltemod. Naboen, der netop var blevet udskrevet efter to uger i kunstig koma, ville på grund af den fremmedes indsats slippe fra ulykken uden varige mén. Det ville han for altid sætte pris på, fortalte han i døråbningen.
Morten Agerbak Gregersen har i dag stadig svært ved at forholde sig til tilfældighederne den dag. Hvis han ikke havde hjulpet manden op fra fortovet og fulgt ham hjem, var han jo aldrig gået forbi huset for at sikre, at manden havde det godt. Og så ville naboen formentlig være afgået ved døden i branden. Det er en mærkelig tanke, synes han.
”Jeg har tit tænkt på, hvorfor jeg gik tilbage og tjekkede til ham. Der var et eller andet ubestemmeligt i mig, der sagde, at jeg burde. Det er tilfældigt, at den beslutning endte med at betyde, at jeg var i stand til at redde et andet menneskes liv.”