Prøv avisen
Seniorliv

Rollatorjazz og den evindelige eksistenskrise

I Odense har vi foreningen ”Jazzens Venner”. Det er traditionel jazz, der bliver spillet. Der er garanti for, at der ikke bliver spillet musik, der er skrevet senere end 1950. Det er musik for de unge på 70 eller 80, skriver tidligere biskop Kresten Drejergaard. Foto: Iben Gad/Ritzau Scanpix

Det mest livsbekræftende, jeg har oplevet i min tid som pensionist, er mødet med jævnaldrende, som har overlevet et halvt århundredes ismer

For omkring 60 år siden begyndte jeg at komme i den lokale jazzklub, hvor der blev spillet New Orleans-musik a la Papa Bue og Chris Barber samt indimellem også lidt mere moderne jazz, inspireret af Miles Davis og Coleman Hawkins, Dizzy Gillespie og andre koryfæer fra den tid.

Der sad vi så i jazzklubben med stearinlys i chiantiflasker på bordene og så tungt frem for os. Vi var fremmedgjorte og havde gennemskuet altings absurditet og tomhed. Vi var i krise. Eksistenskrisen havde ramt os. For det var jo i de år, hvor vi i gymnasiet var blevet eksistentialister og læste Albert Camus og Jean-Paul Sartre samt dyrkede det absurde teater.

Eksistentialismen er for længst passé. Men jeg har forstået på litteraturmennesket Hans Hauge, at den nu er på vej tilbage. Det kan være, at det går med den ligesom med New Orleans-musikken. Den måtte i nogle årtier vige pladsen for den moderne jazz, men nu er den tilbage igen – med fuld musik, om man så må sige.

I Odense har vi foreningen ”Jazzens Venner”. Det er traditionel jazz, der bliver spillet. Der er garanti for, at der ikke bliver spillet musik, der er skrevet senere end 1950. Det er musik for de unge på 70 eller 80.

Når jeg sammenligner med mine jævnaldrende for 60 år siden, kunne man tro, at eksistenskrisen er overvundet. Det er glade mennesker, som mødes i ”Jazzens Venner”.

I søndags var dansegulvet fyldt op, straks da orkesteret ”Second Line Jazzband” gik på scenen. Her og der står der en rollator parkeret i et hjørne, for så længe man er på dansegulvet, kan man støtte sig til hinanden. Jitterbug er til gengæld lige i overkanten af, hvad man kan forvente at blive vidne til. Men det kan også gå an med en ”hofteholder”.

Et par unge mennesker kom forbi og hørte de swingende toner inde fra huset. ”Hvad foregår der derinde?”, spurgte den ene. ”Årh, det er sådan noget rollatorjazz!”, svarede den anden, og så gik de videre.

Ja, det er noget rollatorjazz. Men det er opmuntrende – ja, direkte livsbekræftende – at iagttage disse jazzglade mennesker, som er kommet igennem deres ungdoms eksistens- og identitetskriser, ungdomsoprør og marxisme, feminisme, rindalisme, liberalisme, populisme og alle de mange andre ismer, som har hærget det seneste halve århundrede. Hvad har de dog ikke oplevet undervejs?

Det er forbløffende, at de er sluppet så helskindet igennem og stadig har mod på livet og mener, at det kan gå an! Måtte disse ukuelige blive til rollemodeller for den noget yngre generation, som tilsyneladende har opgivet ævred i den overbevisning, at kloden alligevel kollapser i klimakatastrofer og forurening om 80 år, hvis de ikke modsat har bidt hovedet af al skam og meldt sig ind i flokken af antik-yuppier, der boltrer sig i hvidvask og skattesvindel.

Det er godt at se, at der endnu er nogen, der holder humøret oppe og lytter og danser til ”The World is Waiting for the Sunrise”, selvom der egentlig er nok, der kan tage humøret fra en.

Jazzmusikken er en empatisk musik, en medfølende musik, som med sin rytme og sit tonesprog fortolker de genvordigheder, man måtte have. Jeg var for en halv snes år siden i New Orleans, hvor der mange steder endnu så fattigt og elendigt ud efter Orkanen Katrina. Men musikken genlød stadig i gaderne – trodsigt og medfølende.

Sådan var det også, da jeg var ung og kæmpede med eksistenskrisen og tilværelsens absurditet. Desuden led jeg som regel af kærestesorg. Men bluesmusikken og Billie Hollidays vemodige sange hjalp mig igennem.

Det kan være, at det er det samme, der sker i ”Jazzens Venner”, selvom gennemsnitsalderen er 70+. Alderdommen er vel på sin vis også en slags eksistenskrise:

”I hate to see the evening sun go down … Feeling tomorrow like I feel today. I’ll pack my trunk and make my getaway. Oh yeah!”