Forleden spurgte Janne Leth Førgaards mand hende, om hun ville med ud og sige hej til hans datter på hendes job. Janne Leth Førgaard sad og skrev et nyhedsbrev og ville egentlig gerne være færdig, så hun sagde nej tak. Men så kom hun til at tænke på, om hun også ville have sagt nej, hvis det havde været hendes egen datter, de skulle besøge.
”Det havde jeg formentlig, men jeg ved det ikke,” siger hun.
Hun nævner episoden som et eksempel på mange af de små dilemmaer, der hele tiden opstår, når man er stedmor – eller ekstramor, som hun kalder det. Når der er børn, der ikke er ens egne, og man skal finde ud af, hvad man er for dem, og hvad de er for én.
For det er ikke en nem rolle. Der er mange tabubelagte følelser, når man forelsker sig i nogens far, og det kan være svært at tale med andre om det. Det sætter Janne Leth Førgaard fokus på i podcastserien ”Ekstramor”, der havde premiere på podcastmediet Podimo den 23. november.
Podcasten er egentlig 33-årige Emma Sokolers idé. Hun er ekstramor på andet år til en 11-årig dreng og fik idéen til podcasten, da hun i foråret var coronaisoleret i et sommerhus i Nordjylland med sin kæreste og hans søn. For én ting er at være ekstramor i hverdagen, men med en coronaisolation gik det op for hende, hvor svær en rolle det er.
”Det er vildt hårdt, og der er så mange tabubelagte følelser i det. For eksempel at man er jaloux på et barn. Sådan må man ikke have det, og man må slet ikke sige det. Jeg har ingen veninder, der er i den situation, så jeg har følt mig alene med de ’forbudte følelser’,” forklarer hun.
I sommerhuset gik hun derfor på nettet og søgte efter litteratur om andre, der havde samme erfaringer som hende. Og hun undrede sig over, hvorfor der ikke for eksempel er lavet en podcast om emnet. Så da hun i sin søgen fandt Janne Leth Førgaard, der udover selv at være ekstramor har skrevet bogen ”Førstehjælp til ekstramødre” i 2012 og er familierådgiver med fokus på ekstramødre, besluttede de sig for sammen at lave den podcast.
Men hvorfor er der behov for at tale om at være ekstramor?
”Fordi der er mange, der er i denne situation, men som mangler nogen at spejle sig i. Vi bliver nødt til at få aftabuiseret, hvor svært det er at være ekstramor. I 2020 er det stadig næsten forbudt at sige, at man synes, det er svært eller en stor udfordring med børn, der ikke er ens egne. Og det bliver det altså nødt til at være legalt at sige – dog ikke til barnet, naturligvis,” siger Janne Leth Førgaard og fortsætter:
”Der er jo masser af ekstramødre derude, fordi folk bliver skilt og finder sammen i sammenbragte familier. Men ingen taler om, hvor svært det er at træde ind i en familie, der allerede er skabt, før man kom til, hvor man skal finde sit fodfæste i traditioner, der er lagt, og roller, der er fordelt. Ingen taler om, hvordan man hurtigt kan komme til at føle sig forkert, fordi det er tabu at synes, det er svært, og der vil vi bare gerne med podcasten sige, at man er ikke alene,” siger hun.
At det er et sprængfarligt emne, viser sig også i podcasten på den måde, at begge kvinder er påpasselige med, hvordan de formulerer sig. For selvom de taler åbent om de svære ting, og det er en del af præmissen at være ærlig, kan det jo være svært for nogle at høre. Emma Sokoler forklarer for eksempel, at hun aftaler alt med sin kæreste, inden hun fortæller om noget i podcasten.
”Jeg er så bange for, at jeg – uden at ville det – kommer til at gøre nogen kede af det. Særligt mit ekstrabarn og min kæreste,” siger hun.
Janne Leth Førgaard nikker. Hun har været ekstramor for to piger siden 2002 og har arbejdet professionelt med emnet i et årti. Alligevel kan hun stadig uden at ville det komme til at sige noget sårende, selvom hun bruger meget energi på at tænke over alle hensyn.
”Mine ekstrabørn er store piger nu, der interesserer sig for mit arbejde. De ved godt, at det er mine oplevelser, jeg taler om, og at de kan opleve det anderledes, men derfor kan de jo godt blive kede af nogle af mine formuleringer. Der er også hensynet til deres mødre og til min mand og til mine egne børn. Det er lidt af en balancekunst,” siger hun.
Hun peger på, at netop på grund af alle hensynene er rollen som ekstramor formentlig den sværeste i en familie, og der er nogle forventninger til hende, der både er svære – og helt anderledes end de forventninger, man har til ekstrafaderen. For eksempel, siger hun, vil folk formentlig tænke, at det er vildt flot, hvis en ekstrafar en dag tager tidligt fri fra arbejde for at hente ekstrabarnet i børnehave.
”Tænk, at han prioriterer det, tænker man så. Men hvis ekstramoderen gør det samme, vil man synes, at det manglede da også bare,” siger hun.
Emma Sokoler nikker.
”Præcis. Man tror, at man skal være superkvinde og være med på skoleintra og skifte bleer. Pludselig er det en morrolle, man tager, men man er jo ikke barnets mor. Man har ikke født det, man er bare en ekstravoksen. Men man forventes på en eller anden måde at være en omsorgsperson for barnet, hvor en ekstrafar måske bare forventes at lege lidt med sit ekstrabarn,” siger hun.
Begge kvinder oplever det som en situation, der kan være svær at navigere i. Og som Janne Leth Førgaard påpeger, er ekstramødre også overrepræsenterede i stress- og depressionsstatistikkerne. For samtidig med, at man skal kunne rumme et barn, man ikke har født, er der også meget, man skal opgive. For eksempel drømmen om en kernefamilie.
”Definitionen på en kernefamilie er jo far, mor og børn, og fordi der er ekstrabørn, kan den nye familie, om der er fælles børn eller ej, aldrig blive en kernefamilie. Det ved vi godt i hovedet, når vi forelsker os i nogens far, men følelsen, når det rigtigt går op for en, er en decideret sorg for mange, og den skal man lige sluge. For ens kærestes lykkeligste øjeblik er jo, når alle er samlet, både nye og gamle børn, og det er ikke altid ekstramors lykkeligste øjeblik. Det er hele humlen, og man skal på en eller anden måde finde fred med, at det er sådan, det er,” siger Janne Leth Førgaard.
Begge er enige om, at der ikke kan skrives en ekstramor-manual. For folk har forskellige grænser, og hver families konstellation, historie og vaner er forskellige og påvirker relationerne.
”Man kan sagtens sige, at det er en god idé fra begyndelsen at gøre sig tanker om, hvordan man vil være ekstramor. Men det er også svært, for mange problemer udfolder sig først, når man står i dem, og man har ikke fantasi til at forestille sig, hvad der kan blive svært. Og det holder jo ikke op. Mine ekstrabørn var 10 og 3 år, da jeg mødte dem, og jeg tænkte, at det ville have været nemmere, hvis de var store børn. Og så blev de teenagere, og jeg tænkte, at det var nemmere, da de var små,” siger Janne Leth Førgaard og fortsætter:
”Rollen ændrer sig hele tiden, og der kommer konstant nye dilemmaer. Så kommer der et barnebarn, hvad skal jeg så kaldes? Ekstramormor? Så er der konfirmationerne, et bryllup, hvad er min rolle her? Det stopper aldrig. Så du bliver nødt til at få styr på dig selv, og hvordan det skal være inde i dig.”
De to ekstramødre håber derfor, at podcasten kan være en slags livline til ekstramødre rundt omkring, der føler sig alene med deres frustrationer og følelser.
”Vi vil bare gerne sige, at det er okay. Det er ikke, fordi vi skal klynke og sige, at det kun er forfærdeligt at være ekstramor. For der er også gode ting ved det. Det handler bare om at sige, at det er okay at have det svært med at være ekstramor, og at det er muligt at leve i det og vende den måde, man tænker om situationen og om barnet på,” siger Janne Leth Førgaard.
”Ja, og tænk, hvis vi kan redde nogle parforhold i samme ombæring! For når skilsmisseraten er høj i førstegangsfamilier, er den endnu højere i sammenbragte familier, og vi vil bare gerne være med til at gøre det nemmere for alle,” istemmer Emma Sokoler.