Kære Pave Frans
Jeg skriver dette julekort til Dem for at takke Dem for det lederskab, De har vist på klimaområdet gennem særligt det seneste år. Det har været en fornøjelse at følge, hvordan De personligt og på vegne af Deres kirke og dens troende har kastet Dem ind i kampen for at værne om Guds skaberværk.
Som den første pave nogensinde viede De i sommer et hyrdebrev til klimaforandringerne. Hyrdebrevet udsendes som bekendt kun cirka hvert femte år og er for mange hundrede millioner katolikker en vigtig rettesnor for, hvordan de lever deres liv.
At De vælger at dedikere denne platform til klimaforandringer, vidner dels om kirkens grønne reformation og dels om den alvorlige situation, vi står i. Hvis ikke vi begrænser den globale temperaturstigning til maksimalt to grader, vil klimaforandringer blive selvforstærkende og komme ud af kontrol.
Det vil betyde, at hundredemillionvis af mennesker må flygte fra deres hjem. Det vil betyde mangel på rent drikkevand og fødevarer, høster der slår fejl, mere og mere ekstremt vejr, tørke og oversvømmelse. Det vil betyde øget ustabilitet. Og det vil ramme natur, dyr og mennesker overalt på den klode, som vi holder så meget af, og hvis velbefindende vi er så afhængige af.
I hyrdebrevet kredser De om fem pointer, som vi alle bør huske på: At klimaforandringerne allerede finder sted - og at de bliver værre. At vi mennesker bærer et stort ansvar for, at klimaforandringer finder sted.
At klimaforandringerne rammer verdens fattigste ekstra hårdt. At vi kan og skal gøre tingene bedre - men at der stadig er håb. Og endelig, at vi hver især har et ansvar som enkeltpersoner for at yde et positivt bidrag, men at det er politikerne, der må føre an.
Det er klar tale. Det er rigtig tale. Det er nødvendig tale.
Med offentliggørelse af Deres hyrdebrev har De taget et stort sats på Deres kirkes vegne. Mange har svært ved at forstå, hvorfor De og den katolske kirke skal mene noget om klimaforandringerne. I burde overlade videnskaben til videnskabsfolk, synes ræsonnementet at være.
Men intet kan være mere forkert.
De ved, at den fremmeste opgave er at beskytte skaberværket. Og De ved, at klimaforandringerne mere end noget andet er en moralsk udfordring. Som præsident Obama har sagt, er vi den første generation, der oplever klimaforandringerne, og den sidste generation, der har muligheden for at bremse dem.
Vi kan ikke tillade os at leve uden at have tanke på de næste generationer. Det gør alt for mange af os i dag. Vi køber nyt, smider væk, rejser planeten rundt, forbruger i stedet for at genbruge. Alt for mange optræder respektløst over for den natur, som vi lever længere og længere fra. Vi har mistet forbindelsen med planeten og har glemt den delikate balance, der er nødvendig - mellem udvikling og bæredygtighed.
Hyrdebrevet har allerede haft stor effekt, og til klimakonferencen COP21, der begynder i Paris på mandag, kan det virke som den samlende kraft. Det kan samle embedsmænd, politikere og aktivister på tværs af landegrænser, hudfarver og indkomst. Og forhåbentlig skabe varig forandring.
Samtidig har Deres hyrdebrev inspireret stribevis af andre trossamfund til at melde sig ind i klimakampen. Muslimske ledere har opfordret verdens 1,6 milliarder muslimer til at spille en aktiv rolle i at bremse klimaforandringer.
Det buddhistiske trossamfund har vedtaget en deklaration om klimaforandringerne, hundredevis af rabbinere stod sammen om et brev om klimakrisen, og så sent som den anden dag offentliggjorde hinduledere på vegne af 900 millioner troende deres perspektiv på, hvordan vi proaktivt kan adressere klimaforandringerne.
Endnu mere glædeligt er det, at trosretningerne samarbejder på tværs af religion og forsøger at finde fælles løsninger på, hvordan de omkring 84 procent af verdens befolkning, der tilhører et trossamfund, kan stoppe klimaforandringerne.
Det er nødvendigt, for vi ved, at klimaaftalen i Paris - hvis vi da får en sådan - næsten uanset hvad ikke bliver ambitiøs nok. Selvom de fleste af verdens lande har indsendt klimaplaner for første gang nogensinde, vil planerne kun - hvis de vel at mærke bliver ført ud i livet - begrænse den globale temperaturstigning til 2,7-3 grader, anslår FN. Altså et godt stykke over både smertegrænsen på to grader og de halvanden graders temperaturstigning, som vi stadig må holde fast i som det foretrukne scenarie.
Der er altså brug for, at vi står sammen. At vi erkender, at vi for længe har taget planeten for givet, at vi har troet, at vi er Gud, at vi kan herske og beherske. Det er på tide, vi erkender, at vi ikke på sigt kan overvinde naturen og holde den nede.
De har sammen med religiøse ledere fra hele verden mindet os om, at vi kun har planeten til låns. I minder os om, at vi ikke bare kan leve, som om vi havde ekstra planeter til rådighed. Vi lever, som om der er en plan b, men der ikke nogen planet b.
Tak for den påmindelse.
Med ønsket om en god jul og om, at vi får den klimaaftale, som planeten har brug for. Om ikke i Paris, så i snarlig fremtid.
Kærlig hilsen
Gitte Seeberg