Ivar Brændgaard var rundt i Danmark på to hjul

I denne sommer var vi mange, der pumpede cyklerne og fik lært vort dejlige land bedre at kende – og sikke en fornøjelse!

Udlandsrejser blev ikke en mulighed i år, men i stedet kunne Ivar Brændgaard og hans kone opleve det danske land på cykel.
Udlandsrejser blev ikke en mulighed i år, men i stedet kunne Ivar Brændgaard og hans kone opleve det danske land på cykel. . Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Min kone gik på pension ved udgangen af maj. Jeg har været på pension i fire år, men dog kun i nogle måneder ind imellem vikariater. Her har jeg så trisset rundt, og jeg har selv kunnet bestemme, hvad jeg skal bruge min tid til. Min kone har været så skånsom, at hun aldrig efterlod dosmersedler til mig. Men nu er hun kommet hjem på fuld tid. Det har jeg været noget betænkelig ved. Vi har faktisk aldrig i vort 40-årige samliv prøvet at være sammen på fuld tid ud over ferier. Barsler fik jeg ikke holdt. Til gengæld fik vi holdt orlov i henholdsvis tre og fire måneder, hvor vi var på eventyr med børnene i autocamper til henholdsvis Israel og USA. Men det er en anden historie.

Kan vi overhovedet finde ud af det? Vi er forskellige og har forskellige interesser. Vores arbejde har fyldt meget. Vi har haft vidt forskellige jobs, min kone som visitator i forskellige kommuner, jeg i lederjobs og senest som præstevikar. Vi har forskellige ønsker til pensionisttilværelsen. Min kone vil gerne være udrykkende mormor og farmor, jeg vil meget hellere læse, undervise og være præst. Vi er enige om, at vi ikke vil ende vore liv på en golfbane. Vi er også enige om, at vi skal ud og have nogle oplevelser, mens vi endnu har helbredet til det. Jeg er 71 år, og min kone er 67 år.

Da udlandet var lukket, foreslog jeg, at vi skulle ud og cykle Østersøruten i denne sommer. Det er en tur på godt 800 kilometer. Min kone gjorde store øjne. Hun syntes godt nok, at det var langt. Hun var vant til at cykle 13 kilometer om dagen til og fra arbejde, men hun havde kun prøvet at cykle langt flere dage i træk én gang før. Men 800 kilometer? Hun tog imod udfordringen, og vi tog ud og investerede i turcykler med saddeltasker og cykelbukser. Ekspedienten så os an og spurgte så forsigtigt, om der ikke skulle være motor på cyklerne. Vi afviste ham med et fnys.

Således udstyret drog vi til Østfyn for at påbegynde vores tur i uge 29. Jeg havde dog givet min kone det løfte, at vi ikke cyklede i regnvejr, i hvert fald ikke heldagsregnvejr. Det kom til at holde hårdt. Allerede på andendagen var der heldagsregn, så vi besøgte museer. Til gengæld blev turene længere de kommende dage, 75 til 90 kilometer. Der er den fordel ved cykling, at man ikke behøver at træne på forhånd. Konditionen bygger sig op undervejs. Til forskel fra løb og gang, hvor der må forudgående træning til. Kun numsen kan blive meget øm.

Vi cyklede en uge langs kysten på Sydfyn, over Lillebæltsbroen, ned langs Sydjyllands østkyst til Als, og så skulle vi have været over Ærø, men her var alt udsolgt, så vi måtte med Bøjden-Fynshav til Faaborg og så cykle videre til Østfyn, hvor bilen stod. Men så måtte vi stoppe efter de første 420 kilometer, for vejrudsigten sagde, at det ville regne i resten af juli. Som pensionister kunne vi så bare slå op i banen og tage hjem og vente på, at det blev godt vejr i august. Her cyklede vi så de næste 400 kilometer over Langeland, over sydkysten af Lolland og Falster, over Møn og over Sydsjælland i 30 grader hver dag.

Ad rute 8. Blå skilte førte os omhyggeligt af sted ad biveje og skovveje, gennem byers cykelstier og for eksempel 49 kilometers uafbrudt grusvej på dæmningen på Sydlollands kyst. Før havde jeg i bil næppe ænset alle disse cykelafmærkninger. Nu er jeg dybt taknemlig for det store arbejde, der er lagt i at vejvise cyklister rundt i hele landet. Det er så gennemført og veltilrettelagt. Vi får set dele af Danmark, som vi ellers aldrig ville have fået set. Og hvor er vort land smukt i alle krinkelkroge, så velholdt langt de fleste steder, ikke mindst i nærheden af vandet. Men også gårdene er velholdte, og vi frydede os over landmændenes blomsterhilsner til os hundredvis af steder. Og hvor var der mange strande, hvor vi kunne standse op og tage en dukkert. Det blev også til mange kirkebesøg, når vi skulle ind og fylde vandflaskerne op på kirkegården.

Det ærgrer os, at vi ikke er begyndt på de lange cykelture for 10 år siden. Nu må vi bare håbe, at vi kan blive ved i mange år fremover. Vi mødte mange seniorer på cykel med hjælpemotor, som kom så elegant fremad. Det vil forlænge cykelårene for mange. En herlig oplevelsesform. Og det er let og anbefalelsesværdigt at tage genvejen og springe lige på den elektrificerede cykel. Så bliver det en nydelse at køre i modvind og op ad bakke, samtidig med at udsigten kan nydes.