Prøv avisen
Signatur

Så nemt er det nu heller ikke at sprede aske til søs

Foto: privatfoto

”Du har set ’The Big Lebowski’, ikke?”.

Det er bedemanden, som spørger, og han beholder et fast greb i urnen, indtil jeg nikker bekræftende: Jo, jeg har set brødrene Coens film, hvor Jeff Bridges og John Goodman spreder vennens aske fra toppen af den californiske klippekyst – i modvind.

Således forberedt på det værste burde intet kunne gå galt. Men allerede nu kan jeg røbe, at konceptet vindretning ikke er til at stole på. Flere og flere vælger askespredning til søs. Måske er man ikke medlem af folkekirken og tror ikke på kødets genopstandelse, måske er man bange for at være til besvær med en plads på kirkegården, som skal passes og betales af de efterladte. Og så er der tanken om at blive optaget i naturens kredsløb. Til at tage sig af den praktiske del er der efterhånden en flotille af fartøjer, man kan leje sig ind på. På nogle både serveres der skipperlabskovs og øl undervejs, og man kan få et søkort med koordinaterne med hjem bagefter.

Men flere gør det også på egen hånd. Og moster ville have, at det bare skulle være mig.

Der er flere ting, der skal være i orden, inden man kan lade asken dale ned på bølgerne, men moster var heldigvis ordensmenneske og havde indhentet de tilladelser, der skulle til, dengang hun fik tanken. I dag er det blevet nemmere.

Ét forhold er dog stadig ret stramt: Man skal fragte urnen i lige linje fra krematorium til det sted, askespredningen skal foregå fra. Så alle var på deres pladser, mens jeg hentede urnen og kørte den mod havnen og den båd, en god ven havde tilbudt at sejle os ud i.

Bevidst om det højtidelige i situationen havde han købt en bådsmandspibe og øvet sig i fløjt som Falderebshonnør (to korte, fine stød), og med ham som Charon ved roret gled vi endelig ud på Øresund.

Søn og mand fandt pladser på lægterne klar med blomster fra haven, og moster stod midtskibs i sin papcylinder med en fotostat af en solnedgang (på bedemandens valg).

Aftenen var blid, søen rolig, og vi havde alle fire paranoidt meget styr på, hvor vindene kom fra.

Askespreding til søs bliver ikke den form for bisættelse, jeg kommer til at vælge. Jeg tror på Gud, kirken, kistegravsted og kødets opstandelse. Men er man blevet bedt om at forestå en for et menneske, man holdt af, forpligter det naturligvis.

Halvvejs mod den svenske ø Hven halede kaptajnen sejlene ind og lagde skuden stille, og jeg trykkede et lille rundt papstykke ned i solnedgangs-urnen. Det gør man, så der ikke dannes undertryk. Så vidt, så godt.

Vi indtog vores pladser: Jeg hang ud over rælingen, der var længere ned til havoverfladen, end jeg troede. Kaptajnen stødte Det almindelige Opmærksomhedssignal i bådsmandspiben (et langt, fint stød efterfulgt af en grov trille), sønnen blæste i tågehornet, og husbond forevigede øjeblikket.

Jeg begyndte at ryste asken ud. Det blev ved og ved. Moster var verdens mindste, lille dame, men der var forbløffende meget.

Noget af asken, som jeg bedst kan beskrive som granulat, gik det godt nok med. Det sank tøvende og formede en smuk, lys figur bag den drivende båd. Noget andet, som var af finere beskaffenhed, endte i mit hår – og efter tumulten bag mig at dømme også alle mulige andre steder.

Jeg bed tænderne sammen og hældte forsigtigt videre, man stopper næppe halvvejs, mens en fin askesky lagde sig over os. Præcis som i ”The Big Lebowski”.

Jeg løftede opgaven så værdigt som muligt og tog alle de forholdsregler, jeg kunne komme i tanke om. Men et er søkort at forstå, et andet læ at finde. Så af mange grunde ville jeg nok have foretrukket en kirke, en præst og solid kirkegård under fødderne.