Prøv avisen
En scene fra mit liv

Mit livs øjeblik: Den dag Jørgen Carlsen stod med bukserne nede

”Livet er livet værd, så sjusk ikke med det, brug det,” siger forstander på Testrup Højskole gennem knap 30 år, Jørgen Carlsen. Foto: Scanpix

Højskoleforstander Jørgen Carlsen troede, at han skulle brillere, da han søgte et højskolejob, men blev i stedet klædt åndeligt af. Det ændrede hans tilgang til livet

Det er foråret 1981, jeg er 32 år og har et kandidatstipendium på Institut for Idéhistorie på Aarhus Universitet. En lørdag ser jeg i Information en stillingsannonce, der fanger min opmærksomhed. Man søger en forstander til en påtænkt højskole i Thy - en forstander, som er i stand til at opildne det danske folk til kamp, står der, så jeg er nødt til at ringe og høre, hvad i alverden de mener med det. Der er desuden ikke meget arbejde at få som idéhistoriker, og jeg havde allerede leget med tanken om at blive forstander et sted.

Det er Tom Kirk, der tager telefonen, og vi kaster os straks ud i en vældig snak om frihed og nordisk mytologi og alt mulig andet. Det står hurtigt klart, at vi er langt fra hinanden, og jeg siger, at jeg ikke tror, det er mig, de skal have, men han synes, vi har haft en god snak, og inviterer mig på besøg.

Han tager imod mig i stuehuset og byder på karbonader og rødvin, den med tyren, og hele bestyrelsen er der også. Vi synger sange, og det hele er lidt uvant for mig, så jeg tænker, at jeg hellere må få vist, hvem det er, de har med at gøre. Jeg rejser mig og holder en 20 minutter lang tale om verdenssituationen. Øst-vest-konflikten, udbytningen af de gamle koloniområder, den globale miljøkatastrofe og den omsiggribende forfladigelse af massekulturen. Jeg når endda omkring omsorgen for de truede hvaler!

Da jeg sætter mig, er der ingen, der klapper, og det undrer mig. Jeg syntes ellers, det var klogt sagt. Så tager en af de yngre i bestyrelsen ordet:

”Ingen er uenige i det, du siger. Men nu har du sagt noget om det, du synes der skal gøres. Kan du ikke fortælle os noget, du godt kan lide?”.

Så stod jeg der med bukserne nede. For mig var det, jeg vidste, jo den, jeg var. Men de ville ikke bare have akademikeren, de ville have en dannet mand, og jeg var lamslået, for de havde jo en pointe. Jeg var en hul spradebasse. Hvis jeg skulle være forstander, skulle jeg have et ståsted og noget, jeg kunne bekende mig til som noget betydningsfuldt. Jeg havde både kone og barn, men det var alligevel det akademiske, jeg talte ud fra, og pludselig virkede det som en naragtig tilgang til livet. For min viden var kun noget, jeg brillerede med, det var ikke rodfæstet i mig.

Vi blev enige om, at jeg ikke skulle være forstander, men jeg havde fundet ud af, at man skal finde det, man nærer kærlighed til, før man kan bygge sit syn på verden op. Akademisk viden er nødt til at være funderet i det levede liv, den kan ikke blot være en lektie, man lirer af.

Fem år senere søgte og fik jeg stillingen som forstander på Testrup Højskole, hvor jeg har været siden. Jeg var ikke blevet modnet til det job, hvis jeg ikke havde været turen forbi Tom Kirk. Jeg var i det hele taget ikke blevet det menneske, jeg er i dag.

Mit fundament er nu, at man skal lære og mindes om, at verden er værd at elske i en grad, så man også er motiveret til at tage vare på den. Det er en blanding af akademisk tilgang og en folkelig forankring, som er grundtvigianismen i sin eksistentielle essens.

Jeg forsøger altid at efterleve den kobling i mit virke som forstander. Jeg taler op til eleverne og forsøger at knytte det, jeg taler om, sammen med noget, de også har interesse i eller kærlighed til. Under det hele ligger overbevisningen, at livet er livet værd, så sjusk ikke med det, brug det.