Min bedste sommer var måske nok sidste år. Somrene er så rare i Danmark, at vi sjældent rejser, men bare hænger lidt ud i haven og læser bøger og sætter telt op og griller på stranden og den slags. De flyder lidt ud i det uendelige, men sidste sommer var en af de bedre. En af grundene til det er, at mine børn nu er så store, at det ikke længere er en arbejdslejr at være på sommerferie.
Vi var i Portugal – så vi rejste faktisk, selvom jeg lige har sagt, at vi ellers ikke gør det så meget – og min mand og jeg kunne stå tidligt op og lave yoga, mens pigerne passede sig selv og læste bøger. Det giver en helt anden frihed, når man ikke hele tiden skal passe på, at de falder ud over en klippe. Jeg følte for en gangs skyld, at jeg fik slappet af. Mine piger er nu 14, 11 og 9, og det lykkedes os at være på byferie i Lissabon uden brok. Det er 15 år siden, det sidst er sket, så jeg nød det i fulde drag.
Når vi er hjemme, vender vi typisk rundt på døgnet og går ligesom aldrig i seng og står aldrig rigtig op. Reglen er, at hvis nogen begynder at skrige over mærkelige ting, så ryger man i seng. Vi læser meget, og det giver en ro, at alle ligger med næsen i hver sin bog. Ellers flytter børnene ud i haven og sover derude med deres venner og bager snobrød. Vi tager altid en Tivoli-tur og en Bakken-tur og prøver spøgelsestoget. De fleste græder, når de kommer ud, og sværger aldrig at gøre det igen. Det er en tradition.
Men i år sker der faktisk noget helt ualmindeligt. Vi gentager nemlig sidste sommer og tager til Portugal og surfer. Det har vi aldrig gjort før, og det siger lidt om, at sidste sommer var god.
Min værste sommer var, da jeg var 16 år. Det gik af en eller anden grund sent op for mig, at jeg intet skulle hele sommerferien, og at alle andre skulle på fede rejser. Min mor var væver og havde sommerkurser, så hun skulle arbejde hele sommeren. I løbet af året havde hun haft en ung schweizisk kvinde på kursus, som hun efterfølgende kommunikerede en del med, og da min mor formentlig ikke kunne overskue, at jeg skulle gå rundt en hel sommer og være sur, solgte hun mig idéen om at tage til Schweiz og bo hos kvinden og hendes familie.
Så jeg blev sat på et tog mod St. Moritz. I sovevognen mødte jeg nogle svenske fyre, der havde medbragt noget fælt sprit, sikkert noget hjemmebrændt, og så drak og røg vi hele vejen ned gennem Europa. Jeg gav fuld skrue, jeg var jo kun 16 år og havde ikke så meget erfaring i druk, så jeg stoppede helt klart for sent, og på et tidspunkt blev jeg derfor syg. Resten af turen rumlede jeg rundt på de små togtoiletter og kastede op, helt til jeg landede i St. Moritz om formiddagen. Faktisk fandt jeg vist en skraldespand, jeg kunne hakke lidt op i, inden jeg skulle møde den schweiziske familie.
Jeg sagde pænt goddag på tysk, da jeg mødte dem, de havde lige fået et barn, der var et par måneder gammelt, og så kørte vi hjem til dem. Men et eller andet sted var kommunikationen bristet, for de forventede, at jeg kom ned og var barnepige. Jeg havde aldrig holdt et spædbarn før og havde absolut ingen interesse i babyer eller børn. Da vi kom hjem til dem, havde de travlt, for de skulle i teatret, så de overlod babyen til mig og tog af sted. Så stod jeg der med tømmermænd og et spædbarn, der selvfølgelig begyndte at græde. Barnet skreg og skreg, og da jeg skulle skifte det, var der kun stofbleer, som jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op med. Til sidst surrede jeg det rundt på barnet. Det endte med, at jeg faldt om på sofaen efter et par timer med barnet sovende oven på mig.
Det var starten, og det blev ikke bedre. Jeg brugte meget tid på at gemme mig på værelset, hvor jeg kunne kile mig ned mellem sengen og natbordet og lå og spiste schweizisk chokolade og læste Anders And. Efter de to uger var jeg lettet over at komme hjem igen. Og jeg blev ikke inviteret tilbage.
