Sådan blev autofiktion og økopoesi til buzzwords i 10’erne

2010’ernes litteratur var præget af stor selvbevidsthed på grænsen til det navlepillende. Men der var også forfattere og digtere, der tog hele menneskeheden og naturen i forsvar. Flyd med på de to største litteraturbølger i årtiet, der snart er gået

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

Hvis den litterære paratviden om 1980’erne bliver sat på prøve over et familiespil her i den mørke tid, kan man roligt nævne ”storbydigterne”. Og falder talen på det moderne gennembrud ved forrige århundredeskifte, er ”Brandes” en sikker vinder.

Ja, hver tid har sine litterære hovednavne og tendenser – men hvad vil vi egentlig komme til at kende det årti, der netop er gået, for?

Spørger man eksperterne, er svaret autofiktion og økopoesi. På overfladen to ret forskellige strømninger, hvor forfatterne til den ene side har kigget indad, og til den anden udad, mod klimakrisen og menneskenes skæbne. Kan man samle det hele under én overskrift, når litteraturhistorien skal skrives? Det spørgsmål vender vi tilbage til. Først skal vi en tur ind i autofiktionens navle:

I dag er det den 27. februar 2008. Klokken er 23.43. Jeg, som skriver, Karl Ove Knausgård, blev født i december 1968, og er altså i skrivende stund 39 år gammel. Jeg har tre børn, Vanja, Heidi og John, og er gift for anden gang, med Linda Boström Knausgård. Alle fire ligger og sover i rummene omkring mig, i en lejlighed i Malmø, hvor vi har boet i halvandet år.”

Linjerne er fra første bind af Karl Ove Knausgårds seksbindsroman ”Min Kamp 1-6”, 2010’ernes måske vigtigste litterære værk. Knausgård skrev romaner om sin virkelige kone, sine virkelige børn og sine virkelige kolleger, uden filter og med en overrumplende ærlighed. Deri lå det fascinerende – og det foruroligende. For var det så også sandt, når forfatteren Knausgård skrev om ”lærervikaren Karl Ove”, der som 26-årig forelsker sig i en 13-årig elev? Og hvad, når han var konen utro? Jo mere Knausgårds eskapader blev debatteret i den norske offentlighed, jo flere bøger blev der solgt i boghandlerne.

”Min kamp”-bøgerne blev oversat og solgt til en lang række lande, og Karl Ove Knausgård blev den første skandinaviske forfatter i nyere tid, der slog stort igennem på det amerikanske marked. Og de blev kerneeksemplet på 2010’ernes autofiktion.

Ordet dækker over ”tekster, der markerer, at de er forankret i en virkelig persons liv og samtidig er en fiktiv tekst”, forklarer Jon Helt Haarder, der er lektor i litteratur ved Syddansk Universitet.

Forfattere har egentlig altid skrevet om deres virkelighed og blot kamoufleret karakterer og steder under andre navne. Herman Bang skrev indirekte om sig selv, Strindberg meget direkte. Da Tom Kristensen udgav ”Hærværk” i 1930, kunne alle se, hvem karaktererne skulle forestille at være.

Selve begrebet ”autofiktion” stammer fra 1970’ernes Frankrig, men er først senere blevet et ”buzzword” i nordisk litteratur. Det kan skyldes, at elementet af ”noget virkeligt” er meget kendetegnende for mange kulturprodukter i vores tid, mener Jon Helt Haarder.

”Op gennem 1990’erne og 2000’erne er vi blevet vænnet til reality-tv og har fået internettet med alt det, der følger med. I film og tv-serier ser man det mere og mere, det der med, at noget er ’based on a true story’. Det er en bredere trend, der også slår igennem på litteraturens område,” siger han.

Trenden, som Jon Helt Haarder selv kalder for ”performativ biografisme”, bliver blandt andet fodret af vores nysgerrighed på andres liv.

”Vi kan godt lide at have fiktionens velformede fortælling sammen med et element af virkelighed. Det er næsten banalt: Hvis du tager en krimi, der begynder sådan her: ’Jeg slog min mor ihjel’, så sætter du dig ned med en kop kaffe og hygger dig. Men ved du, at den person, der har skrevet bogen, faktisk har en mor, der blev slået ihjel, læser du det på en helt anden måde. Man ringer måske ikke til politiet, men fortællingen får en særlig prægnans,” siger han.

Yahya Hassans vrede beskrivelser af barndommen i digtsamlingen ”Yahya Hassan” (2013) kan kaldes for autofiktion. Og værker af så forskellige forfattere som Lone Hørslev, Knud Romer, Jørgen Leth, Daniel Dencik, Kristina Stoltz, Pablo Llambias, Hanne-Vibeke Holst, Christina Hagen, Morten Pape, Kaspar Bonnén og Jacob Skyggebjerg har alle fået mærkatet af anmeldere.

Den danske forfatter Claus Beck-Nielsen, der i dag kalder sig Madame Nielsen, lavede allerede i 2001 et stunt, hvor han skabte en hjemløs person ud af sig selv, hvis virkelighed på gaden han efterfølgende skrev om i avisartikler i dagbladet Information.

”Knausgård gør på en vis måde noget lignende, han undersøger: ’Hvad sker der med mig selv og min familie, hvis jeg giver mig til at skrive meget direkte om dem?’ Man kan sige, at han skaber litterære figurer ud af familien, fordi romanen handler om, hvad der sker med ham selv, men også med konen, idet han skriver om hende. Der er en dynamik eller trafik mellem bogen og det, der sker rundt om bogen. Meget ofte bliver sådan nogle værker – det har vi set mange eksempler på – omgivet af stor debat og polemik. Og det er også en del af dynamikken: Det er en respons, en feedback, som forfatteren kan bruge i sit videre værk. Yahya Hassan er et godt eksempel på lige præcis det. Hans første digtsamling tager meget direkte udgangspunkt i hans liv og skaber en ballade, der bliver bestemmende for hans liv – og det kan man så læse om i to’ eren,” siger Jon Helt Haarder.

Nu er der efterhånden gået mange år med autofiktionen, men den fortsætter hos en del yngre forfattere.

”Morten Pape har beskrevet sin opvækst i betonblokkene, og Christina Hagen sætter forholdet mellem hipsterkøbenhavn og udkantsjylland på spidsen. Og ganske mange digtere skriver på samme tid eksperimenterende og meget direkte personligt om sorg, psykisk sygdom, moderskab eller adoption,” siger Jon Helt Haarder.

Autofiktionen er af kritikere blevet kaldt for ”navlebeskuende”, og også det etiske i at bruge andre mennesker som middel har været til debat. Især i Norge, hvor Vigdis Hjort med romanen ”Arv og miljø” insinuerede, at hendes far havde begået incest, hvilket fik Hjorths søster til at udgive en modroman, der satte faderen i et bedre lys.

For nylig sagde den danske forfatter Svend Åge Madsen i et interview her i avisen, at han finder det ”modbydeligt og mangel på respekt at udlevere andre mennesker i en roman”, og at han aldrig selv ville gå den vej.

Nogle af den senere tids autofiktionsforfattere har da også valgt at vente, til deres virkelige hovedpersoner var døde, det er blandt andre Leonora Christina Skovs ”Den, der lever stille” og Malene Lei Rabens ”Fruen” eksempler på.

2010’ernes litteratur stillede de indre dæmoner frit til skue, men der var også forfattere, der vendte blikket udad. I takt med en generelt stigende klimabevidsthed har den såkaldte ”økolitteratur” haft en gevaldig opblomstring i det forgangne årti. Én af dem, der har forsket i økolitteraturen, er Martin Rohr Gregersen, ph.d.-studerende ved Aalborg Universitet og anmelder ved Kristeligt Dagblad.

Han forklarer, at tendensen har sine forløbere, især i 1970’erne, hvor eksempelvis digteren Thorkild Bjørnvig udgav civilisationskritiske miljødigte. Men det er forfatteren Lars Skinnebach, der i 2010-2011 sparker den nye økolitterære strømning i gang. Det gør han med digtsamlingen ”Øvelser og rituelle tekster” og ordene: ”Digtning, der ikke beskæftiger sig med menneskehedens største trussel, er ikke værd at beskæftige sig med”.

”Det var noget, der satte skub i klimabevidstheden i litteraturen igen, og siden er der kommet et hav eller en skov af bøger, der på forskellige måder tager livtag med klimakrisen. Man kunne nævne over 30 værker, der spiller ind på den bane,” siger Martin Rohr Gregersen.

Lars Skinnebach tager samtidig radikale konsekvenser af sit fokus, og han holder blandt andet op med at flyve og spise kød. En anden fremtrædende klimadigter er Theis Ørntoft, der brød igennem med ”Digte 2014”.

”Ørntoft skriver mørk og dystopisk klimakrisepoesi om, hvad det vil sige at leve i en verden, hvor katastrofen er allestedsnærværende, og hvor natur og menneske ikke kan skilles ad. Forureningen flyder i årerne, og mennesket er et ødelagt menneske indlejret i en ødelagt verden,” siger Martin Rohr Gregersen.

Men det er ikke dommedagsstemning det hele. Morsdigteren Knud Sørensen skildrer ikke direkte klimakrisen i digtsamlinger som ”Naturligvis” (2009) og ”Mere endnu” (2015), men skriver poesi om den natur, han møder, når han går tur nær sit hjem i Nykøbing Mors.

”Det er økocentrisk digtning, der ved at sætte naturen i centrum forsøger at forstærke vores sans for det forunderlige ikke-menneskelige liv, der er overalt, hvor vi står og går, og som vi mennesker er tæt forbundne med. Det er poesi, der udspringer af det nære landskab, og Sørensen har et særligt blik for, hvordan naturen aldrig er passiv, men altid virker ind på menneskets tilværelse.”

I 2010’erne udkom også en bunke bøger, der kan kaldes økologisk kropslitteratur. Mennesket som natur, der gror, lever og væsker, er omdrejningspunktet for forfattere som Nanna Storr-Hansen, Ida Marie Hede og Lea Marie Løppenthin:

”Jeg fremstiller en vrede på mit værelse/ jeg er hvid og gammel, jeg er vred som en datter/ vred som noget, der er vokset ud af noget andet/ her sætter alle mulige informationer sig fast/ ligesom tæger i kroppens/ hjørner/ armhulerne knæhaserne skridtet/ det sympatiske ved tæger er, at de ikke genkender privatsfæren som grænse/ de ved at kroppen er et landskab/ det er det jeg hele tiden glemmer/ mine ben indeholder deres tidligere længder/ men rynkerne på en globus betyder bjerge,” lyder det i Lea Marie Løppenthins ”Nervernes adresse” fra 2014.

”Det er værker, der skildrer den menneskelige krops mangel på stabile grænser og viser os, at vi, om vi vil det eller ej, altid er indblandet i og sammenvævet med det, vi lettere fejlagtigt kalder ”omgivelserne”. Mennesket er ikke længere i centrum for alting og er konstant gennemtrængt af stoffer og kræfter, som det ikke kan kontrollere. Men det er ikke nødvendigvis dystert, for blikket er fuld af omsorg for verden generelt,” siger Martin Rohr Gregersen.

Fra navlepilleri til den totale opløsning af menneskeheden på ét årti? Det lyder som en svær en, men litteraturhistorikerne behøver måske ikke vride deres hoveder af led for at finde et nyt begreb at sammenfatte 2010’erne med. I hvert fald ikke, hvis man spørger Hans Hauge, lektor emeritus i nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet.

”Jeg mener egentlig, at man godt kan tale om både autofiktionen og økodigtningen som udtryk for en slags nyromantik,” siger han.

Walt Whitman skrev det lange digt ”A Song of Myself’” (en sang om mig selv), der udkom digtsamlingen ”Leaves of Grass” (græsstrå), i 1892 og knap et århundrede før, i 1799, skrev William Wordsworth ”The Prelude” (Præludiet) bestående af 12 lange bøger – om ham selv.

”For dem begge handler det om, at litteraturen hidtil havde brugt mange kræfter på at beskæftige sig med himmel og helvede, og Shakespeare skrev jo aldrig om sig selv. Men Wordsworth skriver helt åbent: ’Nu vil jeg skrive om mig selv med forbehold’. Romantikken i 1800-talletkan godt kaldesnavlebeskuende. Og i den samme periode som ’jeg’et’ eller det subjektive flytter ind i litteraturen, ser vi også dyrkelsen af det organiske, sande liv i naturen. Og jeg tror, det er en tilbagevendende bevægelse, at vi med jævne mellemrum søger denne følelse af noget sandt og ægte i litteraturen,” siger han.

”Og så går der ikke ret længe, før vi vender os mod noget helt andet igen. På engelsk hedder en roman en ’novel’ (i betydningen ny, red.). Og det er, fordi der i romanen ligger en fordring om, at den skal komme med noget nyt og anderledes. Der kommer en vis træthed, når bøgerne begynder at blive efterligninger af hinanden. Det bølger frem og tilbage, og vi begynder allerede nu at se et paradigmeskifte med forfattere, der går en helt anden vej og skriver historiske romaner for eksempel.”

”Men det er også vigtigt, at anerkende, når der sker et nybrud i litteraturen, for de sker ikke ret tit. Sådan ét er Knausgård.”