Nogle begivenheder i tilværelsen kan få livet omkring os til at smuldre og synes fuldstændig meningsløst.
Når uhelbredelig sygdom eller pludselig død rammer vores kære, er der dage, hvor sorg og afmagt kan tage modet fra de fleste.
Men som personerne herunder fortæller, kan den sidste dyrebare tid med en elsket mor - eller den store kærlighed, man har delt med en afdød ægtefælle, også give styrke og livsmod.
Sorgen over det mistede er et aftryk, som aldrig forsvinder. Men kendetegnene for alle fem er, at de har fået sagt og gjort det, der skulle gøres, mens tid var.
For flere har sorgen over at miste et dyrebart menneske også bidraget med nye erfaringer og indsigter, som de fortæller om her.
Livsmod har de alle. På trods af alt.
Når kærligheden letter sorgen
Kan et stærkt ægteskab gøre livet lettere at bære, når man mister? Fri- og højskolemennesket Marianne Kjær Nielsen har stillet sig spørgsmålet flere gange, efter hun for fem år siden mistede sin ægtefælle, den tidligere højskoleforstander og friskoleleder Laurits Kjær Nielsen.
”Efter jeg blev alene, oplevede jeg, at jeg havde en styrke, som kom af vores samliv og samarbejde. Vi havde levet så tæt med hinanden og styrket hinanden. Den styrke har jeg fortsat med mig,” siger hun.
Ægteskabet betragter hun som den største gave i sit liv. Ikke alene var det en varm og tryg enhed med en sjæleven. Parret havde også et arbejdsfællesskab i alle deres erhvervsaktive år, men for fem år siden blev livet med ét anderledes for Marianne Kjær Nielsen.
Hun er netop blevet 80 år, hvilket er anledningen til, at vi mødes for at tale om livsmod og om de værdier, hun og hendes mand brugte mange år af deres liv på at arbejde for.
Hun tager imod i et velholdt, gammelt, stråtækt fiskerhus på Enø lidt syd for Næstved. Den lille ø, som tæller omkring 300 fastboende indbyggere, er forbundet med Karrebæksminde med en klapbro.
Enø har været en del af hendes liv, fra før hun husker. Hendes mormor og morfar lejede huset af fiskeren om sommeren, længe før broen gjorde øen landfast med Sjælland.
Siden købte de huset, som er gået i arv og nu tilhører Marianne Kjær Nielsen. I de år har øen skiftet karakter fra forblæst, lille fiskersamfund til velbesøgt ferieø.
I dag fyger det fine sand fra Enø Strand over vejen, og vinden får grenene i valnøddetræet i Marianne Kjær Nielsens have til at knage. At man i den grad kan mærke vejret...
Læs eller genlæs hele artiklen her
Ole Michelsen: Jeg vil gerne dele min sorg med andre
Landskabet var smukt, og solen skinnede. Men fra vinduet i værelset i det højtbeliggende hotel kunne han neden for den stejle klippe se Atlanterhavet. I det klare lys var vandet mørkt, sort og forstærkede den smerte, han bar på.
Ole Michelsen, 70 år til april, er kendt og elsket som manden inde i DR TV's populære filmprogram "Bogart", der efter 17 år stoppede i 2002.
Han er forfatter, foredragsholder og som tidligere alkoholiker engageret i at hjælpe andre med at slippe alkoholdæmonen. Han var sidst i december rejst alene på ferie til Tenerife. Han havde tid til det, ville ud og have korte bukser på, male akvareller og mærke varmen.
"Det var lige omkring årsdagen for Trines død, og jeg måtte erkende, at jeg ikke var til at rejse alene til udlandet. Jeg havde ikke mine skytsengle med," siger Ole Michelsen om det netværk af mennesker, han taler med til daglig.
Hans datter, Trine Michelsen, døde efter syv års sygdom af kræft den 17. januar sidste år. Den tidligere nøgenmodel og skuespiller, der blandt andet medvirkede i Lars von Triers dogmefilm "Idioterne", var indlagt et halvt år på Bispebjerg Hospitals palliative afdeling.
Den sidste tid boede hun på den palliative afdeling på Håndværkerhavens plejehjem i København. Ole Michelsen sov i en seng ved hendes fodende den nat, hun stille døde, fire dage før hun ville være fyldt 43 år.
Ole Michelsen har valgt at tale om sin sorg. I hans række af foredragstitler som "Gensyn med Bogart" og "Alkoholisme og livskvalitet" er der nu også et, der hedder "Den værste sorg" – om at miste sit barn og ikke tie smerten væk...
Læs eller genlæs hele artiklen her
Livet er blevet større efter tabet af min datter
Zenia Stampe kom for nogle år siden i et interview i denne avis med følgende udtalelse: ”Jeg er ikke troende”.
Da hendes mand læste interviewet, blev han ked af det. Han oplevede det, som om hun afviste al tro og ville vide, om hun så var nihilist?
”For ham var min udtalelse meget provokerende, og vi blev faktisk lidt uvenner over det. Han syntes, at det var respektløst, at jeg kunne sige sådan noget. Jeg kunne slet ikke forstå, hvad han mente,” siger Zenia Stampe.
Men siden har hun ændret holdning.
”For mig handler tro i dag om, at der er nogle værdier og nogle sammenhænge, der er større end mig selv. Jeg har fået en meget større ydmyghed og respekt over for tro, og jeg kunne ikke længere finde på at udtale mig så kategorisk,” siger Zenia Stampe.
Den 35-årige politiker og medlem af Folketinget for Radikale Venstre tager imod i lejligheden i København, hvor hun og hendes mand, Martin Lyngbo, der er direktør for teatret Mungo Park i Allerød, flyttede til fra Hillerød sidste sommer.
Her bor også parrets datter, Erika på to år, og hans søn, Tøger på ni år, når han ikke er hos sin mor. Om nogle måneder bliver familien forøget med en lille ny, da Zenia Stampe er gravid, hvilket den lille bule under den sorte bluse afslører.
I familien skulle have været endnu et barn, Olga, men hun er her ikke...
Læs eller genlæs hele artiklen her
Tal om livet, mens det stadig er der
I de sidste dage, hvor hendes mor gled ind og ud af bevidsthed, og døden nærmede sig, var Stine Buje fyldt af en indre ro.
For i de halvandet år, der var gået, siden hendes mor fik konstateret uhelbredelig kræft, havde Stine Buje gjort alt, hvad hun kunne, for at lære sin mor så godt at kende og tilbringe så meget tid med hende som muligt.
Og nu, da hun sad der på hospicet og holdt sin mor i hånden, følte hun, at de havde nået det, de skulle. De havde fået talt alt igennem. De havde begge sagt ”jeg elsker dig”.
Og de havde fået talt om, hvor ærgerlige de begge var over, at Stines mor aldrig nåede at blive mormor. Stine Buje var parat til at lade sin mor give slip. Beskeden om sygdommen var kommet som et lyn fra en klar himmel en septemberdag i 2012, halvandet år tidligere.
Stine Bujes mor, Bodil, røg ikke og havde ikke haft en sygedag i 20 år. Men nu sad lægen på Bispebjerg Hospital i København og sagde, at hun havde lungekræft. At det var uhelbredeligt. At hun skulle dø.
”Jeg følte, at jeg sad inde i en boble og så det hele udefra. Det var så uvirkeligt at få at vide, at selvom min mor sad lige der ved siden af mig og virkede så rask, så var der noget inde i hende, der var helt galt. Det fattede jeg simpelthen ikke,” siger Stine Buje, der i dag er 33 år.
Situationens alvor gik op for Stine Buje to uger senere, da hendes mor fik lungebetændelse, og det var lige ved at tage livet af hende.
”Realiteterne ramte mig ret hårdt der, og pludselig kunne jeg godt se, at det her ikke ville gå. Jeg indså, at jeg ikke havde uanede mængder af tid til at komme tættere på min mor. Det skulle være nu...
Læs eller genlæs hele artiklen her
Håbet om evigheden giver mig mod til nuet
Frugttræerne står nøgne i haven og strækker sig mod himlen. Ikke et eneste æble, ikke engang et blad er tilbage på grenene, men enkelte ligger livløse nær stammerne på Flemming Kofod-Svendsens græsplæne.
Her har han selv stået dagligt i snart to år og spejdet efter Jesus på himlen over Birkerød.
For savnet efter sønnen, svigerdatteren og de to børnebørn, han mistede til flodbølgen i Thailand, har kun forstærket forventningen til frelserens genkomst.
Om sommeren minder de fyldte frugttræer i haven ham om de to børnebørn, Silas og Regitze, der ikke længere kan løbe deres farfar i møde med favnen fyldt med frugt.
Og herinde fra arbejdsværelset ligner de tomme træer selve livets skrøbelighed. For ingen skulle tro, at der nogensinde kommer liv i dem igen, hvis ikke man kendte til forårets spirende sejr. Hvis ikke man troede på miraklet.
"Når det kommer til stykket, er opstandelsesbudskabet det eneste, der for alvor giver mod og kraft til at leve," siger Flemming Kofod-Svendsen, da vi sidder i arbejdsværelsets sofa for at snakke om de tanker om "Døden, sorgen, håbet", der udkommer i bogform i første halvdel af 2007.
På væggen bag ham hænger tre fotografier og et maleri. På det nederste foto skærer Poul Nyrup Rasmussen (S) en kage for, da partilederne Mimi Jacobsen (CD), Marianne Jelved (R) og Flemming Kofod-Svendsen (KD) – i al hemmelighed – har accepteret hver deres portion ministerier i Pia Gjellerups (S) lejlighed på Frederiksberg.
Ovenover hænger de officielle regeringsbilleder så, fra den første Nyrup-regering og en tidligere Schlüter-regering, hvor Flemming Kofod-Svendsen også var boligminister. Men det er måske alligevel maleriet af et oprørt hav, der kommer Flemming Kofod-Svendsens væsen nærmest.
"Det er fra Løvehoved ved Hammeren på Bornholm," forklarer han.
Og pludselig virker maleriet som det perfekte billede på Flemming Kofod-Svendsens egen klippefaste tro...