Hjemmets fire vægge udgør hverdagens beskyttende rammer, og ejer man en lænestol, placerer mange den der, hvor to af dem mødes i tryghedens koordinatpunkt: i hjørnet, i hyggekrogen.
Den lænestol, Bent Melchior lader sig falde ned i, er derimod placeret midt i rummet med front mod stuens to høje vinduer, solen og arbejdet på et stillads på den anden side af gaden.
En armslængde væk står en stor lilla kuffert klar på hjul. Netop rullet hjem fra en før-90-årsfødselsdagsfest i Israel, og snart på vej ud af døren igen til hvem ved hvor.
Så helt ned i indretningen i den tidligere overrabbiners lejlighed i København fremgår det, at Bent Melchior er en mand, der orienterer sig udad mod verden.
Gennem et langt liv har han også haft en finger med i flere globale konflikter: I 1947-1949 kæmpede han som soldat for at oprette staten Israel. I 1960’erne protesterede han imod Vietnamkrigen, noget der ikke var populært i hans familie, eftersom USA var den store allierede. Og senere talte han de sovjetiske jøders sag så højrøstet, at han i 20 år havde indrejseforbud i Sovjetunionen.
Faktisk har han været så engageret i verdens problemer, at hans hustru, Lilian Melchior, når de så tv-nyheder fra verdens brændpunkter, udbrød:
”Bent, hvorfor gør du ikke noget ved det!”.
I dag bor hun på det jødiske plejehjem på Østerbro, og han bor single, som han formulerer det. Men de er gift på 67. år, har været sammen i 70 år, og han besøger hende hver eneste dag, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.
”Jeg er stadig forelsket i min kone,” siger Bent Melchior og blikket bakker ordene op.
I næsten et århundrede har Bent Melchior været vidne til en verden, som har forandret sig så meget, at hans forældre, ”hvis de stod op af deres grav”, ikke ville kunne genkende spor. Men ikke kun verden har forandret sig, det har mennesket Bent Melchior også.
”Der er nogen, der tror, at når man går hen og bliver gammel, er det den samme trummerum, men man oplever jo nye ting hele tiden. Noget af det, jeg er glad for, er, når jeg opdager, at jeg mener noget andet, end det jeg mente for X antal år siden,” siger han og taler om en hel central del af sin livsopfattelse: de messianske forventninger. Altså forestillingen om en messias-skikkelses komme.
”I alt for høj grad har vi – nu taler jeg ud fra det jødiske synspunkt, kristendommen skal have lov at formulere sit selv – ventet en personificering af Messias, som skulle komme og knipse med fingrene, og så var alting på plads. Det tror jeg ikke længere på, heller ikke på dommedag. Det er en måde at skubbe ansvaret fra sig, og vi mennesker er i meget høj grad selv ansvarlige for at skabe messianske tilstande. Det vil sige fred og tryghed for det enkelte menneske. Det kommer ikke til at ske ved en trylleformular, men ved hårdt, langsigtet arbejde.”
Hvor er Gud henne i den proces?
”Gud griber ind gennem mennesker. Men der er da øjeblikke... min kone blev ganske alvorligt syg under et besøg i Jerusalem og indlagt der. Lægerne havde opgivet, men efter nogle uger vågnede hun af koma. Da jeg takkede overlægen for en fantastisk indsats, pegede han mod himlen og sagde, at jeg skulle rette min tak opad. Tak for rådet, svarede jeg, det har jeg gjort,” svarer Bent Melchior, og samler tråden op om menneskets store betydning.
”Vorherre kan ikke virke, uden at der er mennesker hvilke igennem, det sker. Vi er Guds repræsentanter. Det er det, der ligger i, at vi er skabt i Guds billede.”
Bent Melchior medgiver med en hovedrysten, at sådan et ansvar er der mange mennesker, som ikke er særlig gode til at forvalte.
”Det er det, vi skal lave om på. Jeg har ikke nogen særlig telefonlinje til almagten, men jeg har en opfattelse af Guds krav til os, og det er noget med at opføre sig ordentligt over for hinanden.”
Gennem de seneste syv år har Bent Melchior haft en meget heftig debat med Vorherre. Samtalen har være noget ensidig, men han giver ikke op.
”Jeg mistede mit ældste barnebarn til en kræftsygdom. Og selv om jeg accepterer, at vores forstand er begrænset, ikke mindst min, og at vi derfor ikke kan forstå alt, virker det alligevel ikke bare urimeligt, men uretfærdigt, at en ung mand på 36 år bliver taget fra os, mens en gammel nisse som jeg lever videre. At forbinde Gud med uretfærdighed er jo et problem, men jeg vil gerne have en forklaring. Den har jeg ikke fået.”
Det manglende svar betyder ikke, at den sørgende farfar forlader temaet. Og det ville være ”helt vanvittigt”, hvis sorgen og manglen på forståelse skulle rokke ved hans tro.
”Hvis troende mennesker kun oplevede godt, ville vi nok også være nogle flere,” siger han tørt.
I stedet er Bent Melchior kommet frem til, at vi tillægger almagten en for detaljeret interesse i, hvad vi foretager os.
”Jeg tror heller ikke, der findes en karakterbog, som vi en dag skal stå til regnskab for. Hvis jeg ved en fejltagelse kommer til at spise noget, jeg ikke burde spise efter de forskrifter, jeg følger, tror jeg ikke, at der bliver tordenvejr af den grund. Det er at tillægge sig selv og egne gerninger for meget vægt. Vorherre er for stor til de detaljer. Det er nok noget, jeg først har erkendt med årene.”
På væggen ud mod køkkenet hænger et stamtræ, hvor de mange efterkommere, der findes i verden, fordi han og hans hustru overlevede Anden Verdenskrig, er sat ind med små portrætter.
Collagen ser han på med daglig glæde og som et bevis for, at det enkelte menneske kan betyde utroligt meget. Slægtens styrke mærkede han også fysisk, da han for nylig tog forskud på sin 90-årsfødselsdag med en familiefest i Israel.
”Vi er ret så velsignet med efterkommere. Fire sønner, to af dem bor i Jerusalem, 11 tilbageværende børnebørn, hvoraf otte bor i Israel, og 23 oldebørn, hvor de 18 er i Israel,” tæller han op og konkluderer regnestykket med tanken, at hvis han selv eller hans hustru var blevet ofre for det, ”der sådan set var lagt op til af nazismen”, og var omkommet i 1943-1944, var alle disse mennesker aldrig blevet til noget.
I et interview i 2013 sagde Bent Melchior, at han ikke så nogen alvorlig bølge af antisemitisme i Danmark.
Det var før terrorangrebene i København i 2015, hvor Krudttønden på Østerbro og Københavns synagoge i Krystalgade blev udsat for attentater. Ved synagogen blev Dan Uzan dræbt, og i dag er gaden spærret af og under konstant bevæbnet beskyttelse.
Samtidig begås der hadkriminalitet mod jøder i både Europa og andre steder i verden.
”Vist gør der så, og jeg undervurderer ikke antisemitismens problematik,” siger Bent Melchior og hiver sig selv lidt op i lænestolen.
Sortsyn ligger ikke til den tidligere overrabbiner, men jo, han er bekymret over situationen i Frankrig (en EU-rapport viste sidste år, at Frankrig er det europæiske land, hvorfra flest jøder vælger at flytte til Israel). Han er også betænkelig over partiet Labour i England, ”som synes at have svært ved at sige fra, der hvor antisemitismen kommer ind”. Ligesom Sverige, som reddede hans og familiens liv, da de sejlede over i 1943, desværre har vist sig at have et centrum for antisemitisme lige ovre på den anden side af sundet i Malmø.
Men han lyser lidt op, når han fortæller om den folkesorg, der fulgte efter mordet på Dan Uzan.
”Jeg så den fantastiske strøm af mennesker, som stille og roligt gik forbi synagogen med blomster i hånden, lagde dem og reflekterede et minut eller to. Det var sådanne mennesker, der hjalp os på flugt i 1943, og de er her stadigvæk.”
Tør han i dag gå på Nørrebro i København med den kalot, han har på hovedet, og som han retter på med jævne mellemrum?
”Det kan jeg love dig, og hvis mine ben var gode nok til det, ville jeg gøre det. Folk smiler og hilser, fordi de ved, at jeg respekterer dem.”
Selv har han dog levet i årtier med dødstrusler hængende over hovedet, men vil ikke have fast politibeskyttelse.
”Jeg vender mig heller ikke om på gaden for at se, om der er nogen, der følger efter mig. Det ville være helt forfærdeligt at skulle det. Mit udgangspunkt er, at det ikke er terroristen, der skal bestemme, hvad jeg foretager mig.”
Som næsten 90-årig må man godt gøre status. Hvad fortryder Bent Melchior mest, og hvad er han mest stolt af?
”Den var svær,” svarer han, gentager mumlende spørgsmålet og besvarer det efter en pause.
”Selv om jeg i visse ortodokse kredse har været anset for at være for liberal, er jeg ikke sikker på, jeg har været liberal nok. Hvis jeg i dag skulle få retten til at afgøre ting tilbage, ville jeg være mere liberal, end da jeg var i tjeneste. For eksempel har jeg klart skiftet retning med hensyn til det, der hedder ’det blandede ægteskab’. Også nu, hvor den muslimske indvandring kommer til at spille en ret stor rolle i ungdomslivet i Danmark,” siger han.
I århundreder har jødedommen fordømt ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder.
”Forældre har, så vidt loven tillader, gjort børn arveløse over det spørgsmål, og vi har tordnet imod blandede ægteskaber, fordi et mindretal, hvis det skal opretholde sig selv, kræver, at der bliver stiftet nye hjem, som praktiserer dette mindretals religion. Men jeg konstaterer jo, at antallet af blandede ægteskaber er steget både i Danmark og i USA, hvor der er mange jøder at vælge imellem, hvis man kan sige det sådan. Og når vi nu har forsøgt en strategi i flere hundrede år, og den ikke bringer de resultater, vi ville have, må der være noget galt med strategien. Så i min høje alder har jeg i stedet for at fordømme, velsignet blandede ægteskaber. Ikke viet, men ønsket dem alt godt og Guds velsignelse. Det er det eneste fornuftige.”
Mest stolt er han af at have forvaltet embedet som overrabbiner, så han ”kan se sig selv i spejlet” og af sit engagement med hensyn til menneskerettigheder. På væggen hænger et indrammet bevis for, at han er æresmedlem af Dansk Flygtningehjælp.
Da Bent Melchior modtog det, var det med ordene, at han også ville være det eneste æresmedlem, så længe han levede.
”De regnede nok ikke med, at jeg levede så længe,” klukker han.
Derfor tog han selv initiativ til, at den klausul blev fjernet, så æresmedlem nummer to blev udnævnt i fjor. Det er tidligere formand for Dansk Flygtningehjælp Stig Glent-Madsen.
En anden væg prydes af en plakat med tegne- seriekatten Garfield. Den har solbriller på snuden og udtaler: ”I live for Saturdays.” Det er en gave fra familiens yngste søn, og Bent Melchior holder af meningen bag.
Alle sønner gik på Frederiksberg Gymnasium, og som bekendt ligger fester i gymnasietiden ofte fredag aften – den aften, hvor familier i jødiske hjem samles for at indlede sabbatten, så Bent Melchior var lidt bekymret for den dag, hvor en af dem ville sige, at de nok skulle være hjemme til spisetid, men om han havde noget imod, at de gik over på skolen bagefter.
Spørgsmålet kom aldrig.
”Da den yngste blev student, forærede han os plakaten som udtryk for, hvad sabbatten betyder. Jeg ved ikke lige, hvorfor Garfield siger sådan, det er sikkert, fordi han holder af weekend, men for mig er den udtryk for en ung mand, der forstod sabbattens betydning.”
Og pludselig lyder den snart 90-årige tidligere overrabbiner lidt som psykologiprofessor Svend Brinkmann, når denne taler om moderne menneskers afhængighed af elektronik og sociale medier.
”Al den stress vi har i samfundet i dag, skyldes til en vis grad, at vi aldrig slapper af. Selv når vi har fri, går vi rundt og tjekker mobilen. Men det, at man i 24 timer om ugen kobler af og koncentrerer sig om det væsentlige her i livet, at man taler med hinanden uden at besvare opkald og mails, har en stor værdi,” siger Bent Melchior og tilføjer:
”Det er sabbatten, der har en stor del af æren for, at jeg bliver 90 år.”