Sæddonation: En god gerning eller et attraktivt studiejob?

Sædbankerne markedsfører sig over for unge som alternative og attraktive studiejobs. Oliver Kløvdal har gennem årene tjent tusindvis af kroner, da han er en efterspurgt donor

Blandt sædbankerne er det praksis at reklamere med sæddonation som et studiejob med høje pengebeløb. Sellmerdiers reklamerer eksempelvis med en mulig månedlig fortjeneste på 4200 kroner.
Blandt sædbankerne er det praksis at reklamere med sæddonation som et studiejob med høje pengebeløb. Sellmerdiers reklamerer eksempelvis med en mulig månedlig fortjeneste på 4200 kroner. Foto: Tegning: Rasmus Juul

Det med at donere sæd begyndte egentlig lidt som en spøg for Oliver Kløvdal. Han gik i gymnasiet og var lige fyldt 18 år. Sammen med syv-otte andre drenge fra sin klasse besluttede han sig for at tage forbi en af Aarhus’ sædbanker.

Idéen opstod, da Oliver Kløvdal og hans kammerater på Google så en annonce fra en sædbank, der tilbød gode penge i bytte for sæd. Der blev også tilbudt en gratis test af sædkvaliteten. Alt i alt lød det ganske interessant. Det kunne jo ikke skade at se, hvad det gik ud på. Derudover lød det som et attraktivt tilbud, at man kunne tjene penge på at onanere. Derfor besluttede de sig for at slå et slag forbi den lokale sædbank, aarhusianske Sellmerdiers, og prøve lykken.

”Jeg blev testet ved Sellmerdiers, men så at Cryos, en anden sædbank i Aarhus, var villige til at betale mere. Til gengæld kunne udbetalingen variere alt efter sædkvaliteten, og det gad jeg ikke,” fortæller Oliver Kløvdal, der hos Sellmerdiers modtager 300 kroner pr. donation.

Mens flere af kammeraterne ikke kom igennem sædbankens nåleøje, fordi sædkvaliteten ikke var god nok, blev tommelen vendt op for Oliver Kløvdal efter diverse sundhedstjek. Hvad der begyndte som en gymnasiespøg, endte over årene med at blive et udmærket supplement til SU’en. Oliver Kløvdal, der i dag er 22 år, har ikke selv de præcise tal på, hvor meget han gennem årene har tjent på at donere sæd som anonym donor. Han antager, at den samlede indtægt ligger på omkring 75.000 kroner.

”Jeg gør det mest for pengenes skyld. Det er jo ikke, fordi jeg går med en frelst følelse over, at jeg har hjulpet nogen. Det er da fint, at jeg hjælper, selvom det er mere underordnet for mig.”

Blandt sædbankerne er det praksis at reklamere med sæddonation som et studiejob med høje pengebeløb. Hvis man søger efter studiejobs på sider som Jobindex og Jobnet, ser man blandt andet annoncer om et ”vellønnet, meningsfyldt og fleksibelt ekstra job”, som European Sperm Bank beskriver sæddonationen, mens Sellmerdiers reklamerer med en mulig månedlig fortjeneste på 4200 kroner.

Det får Anne-Marie Gerdes, der er formand for Det Etiske Råd og overlæge på klinisk genetisk afdeling på Rigshospitalet, til at hæve øjenbrynene. Hun mener, at det er problematisk, at sædbankerne markedsfører sæddonation som et studiejob med gode penge, fordi det ikke blot er at levere en ydelse, og så er det overstået.

”Det er i allerhøjeste grad noget, der har implikationer for en selv resten af livet, men bestemt også for de børn, der bliver sat i verden af det,” siger hun og uddyber, hvad det kan indebære for anonyme sæddonorer som Oliver Kløvdal:

”Der har været eksempler på, at donorbørn benytter gentests via internettet for at søge efter slægtskab, hvor de med meget stor sandsynlighed kan finde sæddonoren. Anonymiteten kan dermed ikke garanteres. Så man skal være bevidst om, at man sætter børn i verden.”

Derfor bør den hjælp, sæddonationen udgør for ufrivilligt barnløse, fylde mere end pengebeløbet i annoncerne, mener Anne-Marie Gerdes.

”Sammenblandingen af kommercielle interesser med noget, der gerne skulle være en altruistisk handling, er en farlig cocktail, fordi det bliver pengene, der taler,” siger Anne-Marie Gerdes og tilføjer, at det ikke er et emne, der er blevet behandlet i Det Etiske Råd.

Thomas Søbirk Petersen, der er professor i etik ved Roskilde Universitet og tidligere medlem af Det Etiske Råd, mener, at der er mange måder at markedsføre sig på. En af måderne er ved at reklamere med muligheden for at tjene penge, men modsat Anne-Marie Gerdes ser han ikke et problem i det.

”Der kan være forskellige motiver til at donere sæd, og der er selvfølgelig nogle, der er bedre end andre. Men det vigtige er jo konsekvenserne af handlingen,” siger Thomas Søbirk Petersen og fortsætter:

”Man gør ofte noget for pengenes skyld, og det er svært at sige, hvad der er problemet ved det.”

Cryos, der har eksisteret i mere end 30 år, er verdens største sædbank. Her påpeger man, at det er nødvendigt at være lidt fremme i skoene, hvis man skal skaffe de nødvendige donorer. Ifølge Theresa Færch, der er marketingdirektør hos Cryos, er det ikke tilfældigt, at sædbankerne blandt andet reklamerer med penge og omtaler sæddonation som et studiejob.

”Vi ved, at det skaber opmærksomhed hos den yngre del af vores målgruppe. Desuden ved vi, at studiejob og noget med penge giver mange søgninger på Google, så der bliver man eksponeret for os,” siger hun.

En anden dansk sædbank, der også gør brug af jobopslag og pengefokuserede annoncer på internettet, er European Sperm Bank. I en mail skriver European Sperm Banks kommunikationschef, Julie Paulli Budtz:

”Vi ved, at donorerne ønsker at hjælpe andre, men at det også er kompensationen, der får dem til at handle. Derfor forsøger vi altid at balancere disse budskaber i vores kommunikation. Det er nødvendigt for at tiltrække nok donorer til at hjælpe alle dem, der har brug for det.”

Theresa Færch understreger, at Cryos’ fokus er på visuelle kampagner, der ønsker at gøre op med tabuiseringen af sæddonation og fremhæve den gode gerning. Derfor oplever hun heller ikke, at deres sæddonorer udelukkende er der for pengenes skyld, når først de er kommet gennem diverse ansøgnings- og testprocedurer.

”Er folk der for ’de lette penge’, så finder de hurtigt ud af, at det er mere besværligt end som så. Så er det nok nemmere at få et andet og mere relevant studiejob,” siger hun.

Men sådan var det ikke for Oliver Kløvdal, der valgte at blive sæddonor hos Sellmerdiers i stedet for Cryos.

”De spurgte mig, hvorfor jeg ville donere sæd, og der forsøgte jeg ikke at skjule, at det var på grund af pengene. Jeg husker ikke, at Sellmerdiers har talt om de etiske overvejelser ved det,” siger Oliver Kløvdal.

Selvom Sellmerdiers ikke ønsker at stille op til et interview og heller ikke ønsker at forholde sig til det konkrete eksempel, skriver direktør Steffen Nielsen i en kommentar til Kristeligt Dagblad:

”Vi gør os umage med at udvælge de kandidater, som er afklarede omkring de etiske aspekter af sæddonation og oprigtigt ønsker at være med til at hjælpe barnløse med at opfylde deres største ønske om en familie.”

Første gang Oliver Kløvdal besøgte sædbanken, føltes det med hans egne ord ”lidt snusket”. Sellmerdiers havde på daværende tidspunkt lokaler i en kælder. Det virkede mærkeligt at skulle gå derned med tanke på, hvad den dengang 18-årige gymnasieelev var på vej til. Kælderlokalet var meget klinisk af udseende og indrettet med tynde skillevægge, der gav det hele et meget provisorisk udtryk. Til trods for den ferske indretning var der en afslappet atmosfære, og Oliver Kløvdal blev budt velkommen. Han fik en følelse af, at det var det mest naturlige i verden at besøge denne virksomhed for at levere en portion sæd.

Han fik udleveret en lille kop og blev henvist til det ene af to onanirum. Nu var han overladt til sig selv. Det lille hvide rum var udstyret med en stol, en håndvask og en iPad, hvor man kunne søge sig frem til lidt af hvert. Alene i onanirummet begyndte det at gå op for ham, hvad han var i færd med.

”Den mærkeligste følelse kom nok, da jeg stod inde i rummet med den her lille kop i hånden og var sådan: Hvordan gør man? Hvordan rammer jeg?”, fortæller Oliver Kløvdal, der også husker turen tilbage til receptionen efter endt gerning.

”Så stiller man bare den der halvlunkne kop på skranken og er sådan ’værsgo’. Det er nok det mest akavede at skulle stille sin kop med sæd der,” siger han.

Processen tog cirka et kvarter. Det var det første af mange besøg. Første måned blev Oliver Kløvdal kaldt ind 12 gange, hvilket også er det umiddelbare maksimum for antallet af donationer om måneden. Men derfra fik han at vide, at han bare kunne møde frem, så ofte han ville, på grund af sin gode sædkvalitet og den store efterspørgsel.

Men det er ikke kun Oliver Kløvdals sæd, der er populær. For generelt er efterspørgslen på dansk sæd stor ude i verden. Det har han også kunnet mærke:

”Jeg blev sat på pause i sædbanken, da jeg havde været der et år, fordi de lige ville se, hvor efterspurgt min sæd var. Nogle måneder senere ringede de og sagde, at jeg bare kunne komme igen, for jeg var rigtig populær.”

Det passede Oliver Kløvdal fint med det noget alternative studiejob, der også krævede en vis form for struktur i hverdagen.

”Jeg har ofte sagt nej til at drikke en øl efter skole, fordi jeg først lige skulle runde sædbanken. Der har været perioder, hvor jeg ikke havde andet arbejde, og hvor det kun var det, jeg levede af. Men det er jo ikke ligefrem noget, som jeg skriver på mit cv.”

Hos Cryos fortæller marketingdirektør Theresa Færch, at man som virksomhed har et etisk ansvar i forhold til, hvor langt man skal gå for at få flere sæddonorer. Men især hos unge og studerende, som gerne vil have et supplement til SU’en, er kompensationen tiltrækkende.

”Vi skal have nogle donorer ind. Nogle bliver fanget af, at man kan tjene penge, mens andre bliver af det altruistiske. Men det er bare et godt blikfang. Det er en god måde at skabe opmærksomhed på,” siger Theresa Færch.

Rent virksomhedsetisk mener Erik Kloppenborg Madsen, der er lektor emeritus i virksomhedsetik og virksomheders sociale ansvar ved Aarhus Universitet, ikke, at sædbankerne gør noget forkert i markedsføringen, men han påpeger, at de forskellige sædbanker spiller på flere virkemidler i jagten på nye sæddonorer. Man gør noget godt og samfundsnyttigt med ædle motiver, men samtidig kaldes det et studiejob, og der reklameres med, at man kan få op til 6000 kroner om måneden.

”Det er to forskellige verdener, som de blander sammen. Men fordi efterspørgslen er stigende, prøver sædbankerne med platte argumenter og store pengebeløb. Jeg kan dog ikke hidse mig moralsk op over det. Jeg kan sige, at ligesom når nogen ikke opfører sig ordentligt ved bordet, så er det dårlig stil,” siger han om sædbankernes generelle markedsføring af sæddonation som studiejob.

Erik Kloppenborg Madsen forstår godt, at sædbankerne gør det, som de ved, virker. Men han undrer sig over sædbankernes retorik. For når donorerne kompenseres, gøres donationen til en forretning. På denne måde forsvinder elementet af donation.

”Målet helliger selvfølgelig ikke midlet. Det ender i en slags modsigelse i forhold til at give en gave ved at donere og så det, at det er en økonomisk transaktion. Selvom man sagtens kan bidrage samfundsgavnligt og modtage penge for det,” siger Erik Kloppenborg Madsen.

Professor Thomas Søbirk Petersen ser ikke noget problem i, at sædbankerne reklamerer med gode penge i annoncerne. For ham er det vigtigste, at alle parter er tilfredse med udbyttet af donationen.

”Jeg kan ikke se, hvorfor de moralske indvendinger i forhold til beløbene skulle være så tungtvejende, at man ikke måtte reklamere for det. Det, man får ud af det i den anden ende, er jo at hjælpe folk med at få et af deres største ønsker opfyldt.”

Han understreger i samme ombæring vigtigheden af, at sædbankerne orienterer potentielle donorer ordentligt inden donationen.

”Det er vigtigt, at man sikrer sig, at folk ved, hvad de går ind til.”

Oliver Kløvdal husker ikke, at han blev informeret om de etiske overvejelser af Sellmerdiers, da han skrev sig op som sæddonor. Men på trods af de manglende oplysninger om, hvad det var, han var ved at gå ind til, stolede den dengang 18-årige Oliver Kløvdal på sin dømmekraft. Han syntes ikke, at det ville være problematisk for ham at dele ud af sine gener.

”Det kan godt være, at jeg har givet mine gener videre, men det betyder ikke, at jeg er forælder,” siger han og tilføjer, at det faktum, at hans gener er spredt rundt i verden, ikke fylder det helt store i hans hverdag.

”Det er ikke noget, som jeg aktivt tænker over. Det er kun, når folk spørger. Det er da en sjov tanke, men det skal man bare være afklaret med. Der er mange, der er sådan: ’Åh, nu er du far.’ Men det er jeg jo ikke,” siger han.

For tiden er Oliver Kløvdals sæddonor-beskæftigelse dog blevet sat på hold endnu en gang. Sædbanken har, hvad den skal bruge af ham for nu. Derfor kan han ikke gøre andet end at vente til, at der atter er brug for hans arvemateriale.

”Karrieren er ikke indstillet. Men det er ikke sådan, at jeg aktivt rykker dem. Spørger de igen, vil der ikke gå mange dage, før jeg tager derind. Det kræver ikke så meget.”