Vil man selv kunne vælge sin plads, skal man komme i god tid. Det ved Annelise Fauslet, for det er 20. gang, hun deltager i jule-alsangen midt i december her i Sankt Nicolai Kirke i Kolding. Det er en time, hvor julen synges ind i byens ældste kirkerum. Annelise Fauslet skal ikke alene finde en plads til sig selv, men en bænk, hvor hun og hendes fire kollegaer fra årtierne i Kolding Menighedsbørnehave kan sidde godt.
De har set frem til fællessangen og til dagen, for inden de kom til kirken, har de tilbragt nogle timer hjemme i Annelise Fauslets lejlighed omkring et fad med snitter og en hjemmelavet kirsebærmousse. At den pensionerede børnehaveleder inviterer til spisning forud for julealsangen er også en tradition, som går år tilbage. For Annelise Fauslet er det noget særligt at kunne sidde på kirkebænken sammen med mennesker, som hun har delt år af sit arbejdsliv med. Vel kan hun høre julemusik hjemme, men at synge salmerne i den gamle kirke har også en særlig betydning.
”Her mærker man åndens susen gennem århundrederne. For mig er det at synge at give lidt slip. Der er en overgivelse i sangen. Der er så meget, man skal have kontrol over i sit liv. Her bliver man fyldt op og hjulpet videre.”
Det er ikke kun i Kolding, at kirkebænkene bliver fyldte, når der er mulighed for at synge julesalmer. Julen er noget, man synger ind ved talrige arrangementer frem mod jul i kirker landet over. Ville man selv kunne vælge sin plads i kirken, skulle man også komme i god tid, da Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København inviterede til at synge julen ind tredje søndag i advent. Da klokken var 16, havde kirketjeneren talt, at omkring 300 var gået ind i kirken for at synge højtiden ind med kirkens to organister og korene. Men hvad er det, salmesang kan i december?
Det spørgsmål har Rasmus Nøjgaard arbejdet med. Han er på 10. år sognepræst i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København, og fællessangens bevarelse beskriver han som en kongstanke. På væggen i hans højloftede arbejdsværelse i præstegården bag kirken, har han sat et imponerende gevir op. Det var den første kronhjort, som han skød for år tilbage. Og sidst han var på jagt, faldt samtalen på jul, salmer og fællessang.
”En af mine jagtvenner sagde, at han da regnede med, at han kom i kirke til jul, og hans forklaring er nok meget dækkende for, hvad julesalmerne kan. Han sagde, at han glædede sig til at synge julesalmer, for de satte ham i julestemning.”
Rasmus Nøjgaard underviser kommende præster i liturgi på Pastoralseminariet i København, og han plejer gerne at sige, at folkekirken med sin højmesse er en af de kirker i verden, som har den største grad af brugerinddragelse. Det skyldes, at salmesangen er så central og bærende i en traditionel gudstjeneste, og netop ved juletid oplever man som kirkegænger at være på hjemmebane, når man skal synge musikken fra salmetavlen.
”Der sker noget fysisk ved, at vi kan alle salmerne, kender melodierne og teksterne, som ofte har nogle meget klare referencer til det, vi også forbinder med familiens eller vennernes jul. Det, vi synger om, er også det, vi oplever, hvilket er en af de store kvaliteter ved julesalmer. Vi forstår deres tekstlige univers, fordi vi kender scenerne med Maria og Josef, som kommer ridende og i al ydmyghed får det lille Jesusbarn, stjernen, som lyser over Betlehem og himmelkoret af engle, som viser sig for hyrderne på marken. Samtidig er der en intertekstuel erfaring: Vismændene kommer med gaver, og vi giver hinanden gaver i julen. Der er mørket omkring os i adventstiden, så vi tænder levende lys, og i salmerne synger vi om en stjerne, som tændes.”
Når Rasmus Nøjgaard skal beskrive julesalmernes stjernestatus i den danske jul, fremhæver han også mediernes betydning. Op mod jul og i juledagene er der god mulighed for at lytte til julesalmer i forskellige fortolkninger, også selvom man ikke hører DR P2, men tænder for en af fjernsynets brede kanaler.
Men hvorfor vender man ryggen til trængslen ude på Østerbrogade en søndag, hvor butikkerne er åbne, og listen over julegaver, som ikke er indkøbt, er lang? Eller hvorfor opsøge trængslen i Sankt Nicolai Kirke en særdeles kold tirsdag i december? Ifølge Rasmus Nøjgaard forløser fællessangen en særlig stemning og frembringer en oplevelse af fællesskab, man ikke kan skabe, selvom man gør sig nok så meget umage med de praktiske forberedelser op til jul.
”Når vi synger sammen, udløser det en masse endorfiner. Det er svært at være vred og ulykkelig, når man synger sammen. Vi bliver berørte af stemningen, og salmesangen vækker et væld af erindringer og følelser som glæde og vemod. Jeg tror, alle, som har oplevet at synge salmerne sammen, vil sige, at det efterlader os styrket med håb, lys og lindring. Og selvom man ikke mener, at man kan synge, så vil man i julen, hvor man kender salmerne, kunne opleve at blive opslugt af musikken og mærke samme stemning, som hvis man selv havde sunget med.”
Tilbage til Sankt Nicolai Kirke i Kolding. Hvad der skal synges den næste time er en overraskelse. Det er årets vært, som sammensætter repertoiret og begrunder det. Da Annelise Fauslet gik med kollegaerne til kirken, var der en salme, hun håbede, de skulle synge: Jens Christian Hostrups ”Julebuddet til dem, der bygge”. I voksenlivet er det blevet hendes julesalme. Salmens andet vers holder hun meget af:
Julebudet i vinterens vånde,
det er Gud Faders varme ånde,
menneskefaldet til frelse vendt,
menneskets adel på ny erkendt,
hjertets ret til at kæmpe og vinde
evig fastslået, trods hver en
fjende.
”Man hører så meget om arvesynden, men jeg er så katolsk i mit hjerte, at jeg ved, at der er en gnist, som Vor Herre kan gribe fat i og arbejde videre med: ’menneskefaldet til frelse vendt, menneskets adel på ny erkendt’. De ord udtrykker den tro.”
Præsten og salmedigteren Holger Lissner, som var vært ved julealsangen i Sankt Nicolai Kirke havde til Annelise Fauslets glæde valgt, at de skulle synge netop den salme. Men noget var ikke, som det skulle være. Tonestigen:
”De brugte ikke den rigtige melodi. Vi skulle synge den på en melodi, som hverken jeg eller de fleste andre i kirken kendte.”
Holger Lissner var med til at etablere traditionen med alsang i Kolding for 20 år siden, og i dag er det blevet en fast tradition med alsang på Kolding Bibliotek hver måned. Men til jul foregår det i kirken. Holger Lissner beskriver fællessangen som folkekirkens guldæg.
”I Kolding har en række folk i en årrække gjort en indsats for at byen skulle blive til sangens by, men generelt synger man ikke i vores samfund. Det er stort set kun på efterskoler, højskoler og så i kirken, at man synger sammen. Jeg mener, at fællessangen er folkekirkens guldæg. Man har brug for at indstille sig på, at vi er på vej mod jul, og der er ikke noget, der er så godt til det som julesalmer. Det er en værdi for mange, og derfor er julealsangen blevet en fast del af Kolding bys juletradition.”
Rasmus Nøjgaard oplever også, at fællessangen er noget af det, som kan samle i folkekirken. Juleaften vil kirken være stopfyldt med 550 kirkegængere til hver af de tre gudstjenester. Når hverdagen indfinder sig engang i januar, er kirkegangen stadig god, men det er anderledes svært med fællessangen. Særligt for yngre kirkegængere.
”Vi har aldrig haft så let adgang til at lytte til musik som i vores tid, hvad enten man er i bilen, på cyklen eller i toget, men vi samles sjældnere i sammenhænge, hvor vi selv frembringer musikken. Går du 50 år tilbage, var du ikke i samme grad omgivet af musik, og det var dermed også mere naturligt selv at frembringe musikken.”
Han lærer sine konfirmander omkring 40 af de mest centrale salmer, men oplever, at de generelt er uvante med at synge i fællesskab, selvom de rigtig godt kan lide det. I skolen er de vant til at lytte til musik, arbejde med teksterne og lytte videre, men det er sjældent, at de synger sammen.
”Her på Østerbro er vi i en situation, hvor der er musiklærere i folkeskolen, som ikke er i stand til at lede fællessang med eleverne og derfor henvender sig til kirken for at få undervisning i fællessang. Og det er jo noget, vi som kirke kan, fordi vi har så mange dygtige organister og sangere, men det viser også, at fællessangen overordnet set er udfordret.”
Skal folkekirken også i årene fremover kunne inddrage kirkegængerne i sangen, skal der arbejdes med musikkulturen i folkekirken, mener Rasmus Nøjgaard. For at fremtidssikre kirkens fællessang skal man satse på at binde nye og ældre sproglige og musikalske traditioner sammen, mener han.
Han er redaktør af ”Kirkesangbogen”, som Det Kongelige Vajsenhus’ Forlag udgav i maj. Første oplag på 10.000 eksemplarer er udsolgt. Her kan man for eksempel synge julen ind med Anne Linnets melodi til Johannes Møllehaves ”Lille Messias”. De gjorde det forleden i Sankt Jakobs Kirke, hvor mere end 100 havde fundet vej til en rytmisk eftermiddagsjulegudstjeneste. Det var Rasmus Nøjgaard, som havde valgt salmen. Han vil gerne skubbe til grænserne for, hvad der kan spilles og synges i et kirkerum, for han frygter, at kirken ellers bliver et ejendommeligt reservat for fortidens svundne herligheder:
”Jeg ved, at der er mange, som ikke bryder sig om, at man bruger den populærmusikalske musiktradition i kirken. Der er kirkefolk, som synes, det ødelægger den tradition, der er bygget op, men så risikerer gudstjenesten at blive et akvarium for fortidens musiktradition. Der er også folk uden for kirken, som vil sige, at kirken misbruger pop- og rockkulturen ved at spænde den for en kirkelig vogn. Og ja, jeg mener, at det er en evangelisk-luthersk pligt at kirken gør brug af den fælles erfaring vi alle sammen har og så forhåbentlig formidler den i et evangelisk perspektiv, så man får det kristne budskab med hjem.”
I Sankt Nicolai Kirke i Kolding har man snart sunget i en time. Annelise Fauslet synger både sange og salmer året rundt, og hun er en af de kirkegængere, som er glad for de nye salmer i Den Danske Salmebog. Når hun synger julens salmer, bliver hun mindet om de livsbegivenheder, som er vævet ind i hendes liv med julen. Ingemanns ”Julen har bragt” var hendes fars julesalme, og som barn var det den, hun så frem til at synge.
Mens hun synger den, tænker hun på dengang for 45 år siden, hvor hendes far blev indlagt på Kolding Sygehus efter en blodprop. Det var lillejuleaftensdag. Familien var samlet om ham på sygehuset, men han holdt fast ved, at de skulle tage hjem for at holde deres traditionsrige lillejuleaften:
”Han var sikker på, at han ville komme hjem til jul. Natten til juledag døde han, så han kom i sandhed hjem til jul.”
En time med fællessang er ved at være til ende. Traditionen tro skal de som afslutning synge ”Dejlig er jorden”, inden de går ud af kirken.
Næste dag får Annelise Fauslet en sms. Det er fra en af hendes veninder, som hun fulgtes med til alsang i Sankt Nicolai. Veninden takker for en skøn dag og sætter ord på, hvad der sker, når man tilbringer en time sammen på julesalmernes tonestige:
”Og så er det jul. Nu er vi i julestemning,” står der i beskeden.