Prøv avisen

Salmer for alle med strejf af moderskab og kvindeliv

Iben Krogsdal har sammen med Lisbeth Smedegaard Andersen skrevet 10 nye salmer til kvindelivsfestivalen i Aarhus. De rummer ”en stille åbning for sider i tilværelsen, som næsten ikke har haft billedsprog i salmerne før”, siger hun. – Foto: Flemming Jeppesen/Fokus

Iben Krogsdal blev bedt om at skrive nye salmer til en festival om kvindelivets overgange. Hun er selv mor til fire og har oplevet en svær fødselsdepression. Men selvom fødsler og moderskab kun hører kvindelivet til, insisterer hun på at skrive salmer til alle og ikke fokusere på køn

Det kom bag på hende.

Da Iben Krogsdal begyndte at tælle op, viste det sig, at kun tre procent af salmerne i Den Danske Salmebog er skrevet af kvinder. Stort set alle salmer er skrevet af mænd.

Iben Krogsdal er selv salmedigter, men hun har aldrig tænkt på sig selv som en kvindelig en af slagsen, ”og det havde ikke slået mig før, at det kvindelige univers var fraværende i salmerne. Jeg har derimod altid følt mig rummet i salmesproget. Som menneske,” siger hun, mens hun henter kaffekopper og nybagte boller.

Derfor var Iben Krogsdal også først i tvivl, da hun blev kontaktet af arrangørerne bag kvindelivsfestivalen i Aarhus, der gerne ville have hende og Lisbeth Smede- gaard Andersen til at skrive en række nye salmer med udgangspunkt i kvindelivets overgange.

”For hverken Lisbeth eller jeg ønskede at gøre salmer til et spørgsmål om køn, og der er så mange fronter i hele kønsdebatten, som vi frygtede at blive en del af. På den ene fløj kan man af og til møde feminister, der vil gøre næsten alt til køn og kropslighed, mens nogle på den anden fløj helt vil ophæve kønnet. Jeg tror, at jeg selv står lige i midten, og derfor var opgaven til kvindefestivalen faktisk også spændende. Jeg ved, at jeg ikke har min identitet i, at jeg er kvinde, men jeg anerkender, at der findes en særlig kvindelig erfaringsverden. Samtidig er jeg sikker på, at salmer skal være almenmenneskelige, og at de aldrig skal ind i en kønskamp. Derfor endte Lisbeth og jeg også med at skrive en række salmer, der kom til at handle mere generelt om livets overgange,” siger Iben Krogsdal og finder en stabel hvide A4-ark frem med kopier af de 10 salmer, som skal uropføres ved en koncert i Aarhus Domkirke den 27. september.

Her ved spisebordet i præstegårdens store køkken har hun udsigt til åbne marker og drivende septemberskyer. Æbletræerne bugner, og i år har hun måttet finde nye aftagere til de friskbagte æbletærter, for de to ældste børn er flyttet hjemmefra og har dermed halveret børneflokken i det store gulkalkede hus, hvor hun bor med sin mand, sognepræst Morten Skovsted.

At de selv skulle blive forældre til fire børn, havde parret ikke engang turdet drømme om. Iben Krogsdal aborterede ufrivilligt flere gange og fik den ufølsomme besked fra en distræt læge, at han ikke mente, hun og ægtefællen var ”genetisk forenelige”. Kort efter blev hun dog gravid med deres førstefødte Matthias, der i dag er 22 år.

Graviditeter, frygt, afmagt og forsigtige spirende håb for det lille nye liv, fødsler og moderliv har derfor i den grad været en del af Iben Krogsdals erfaringsunivers. Og i de nye salmer er der da også linjer, der som noget helt naturligt trækker på moderens erfaringer, blandt andet i salmen ”At blive født og svøbt i håb”, hvor teksten fortsætter med beskrivelsen ”og nænsomt lagt på brystet, og møde kærlighedens blik i blanke sære øjne”. Eller som i salmen ”Det starter med forår og evige himle”, hvor et af versene rummer linjen: ”Vi er, hvad vi drømmer og sidenhen føder.”

”Så måske er der små ændringer i salmetonen og billedsproget, for eksempel når jeg i stedet for at skrive om Guds skabervæk i nogle vers skriver om at bære liv. På den måde rummer de nye salmer en stille åbning for sider i tilværelsen, som næsten ikke har haft billedsprog i salmerne før. Men derudover går de ikke ind i det særligt kvindelige, for dybest set mener jeg, at vi mennesker uanset køn i salmerne må kunne opleve os selv som uudgrundelige. Også når det handler om fødsler, om at blive mor eller de andre overgange, vi møder i livet. For mig at se handler tro, religion og salmer altid om at gøre verden større og mere uforståelig – og mennesket tilsvarende mindre.”

Hvis man går til verden med et ønske om hele tiden at skulle forstå mere, lever man ifølge Iben Krogsdal ”et forarmet liv”, som hun kalder det.

Og hun har selv stødt sig på den tilgang. Blandt andet da hun som nybagt mor til sit andet barn, Maria, blev ramt af en lammende dødsangst, der gjorde, at hun ikke sov om natten, havde svært ved at amme og blev ramt af en ubeskrivelig rædsel, hver gang hendes mand ikke lige var i nærheden, og følte hvert et sekund som en uoverstigelig evighed.

”Lægerne kaldte det en svær fødselsdepression, men de kliniske betegnelser vakte ingen genklang i mig. Og jeg havde ikke lyst til at gå ind i den sprogverden, som de medicinske ord var en del af. For i det sprog leder man efter forståelse, efter årsag og virkning. Men for mig var det ikke sådan. Jeg oplevede bare, at jeg befandt mig i en tåget verden, hvor mit liv var invalideret på grund af en dødsangst, der ikke ville slippe mig.”

”Det var først efter flere måneder, det langsomt gik op for mig, at jeg trods alt stadig trak vejret. At jeg ikke var død endnu, selvom alle mine tanker kredsede om, at det bare var et spørgsmål om tid. Så en dag gik jeg ind i kirken og tænkte, at nu slipper jeg kontrollen. Nu lægger jeg mit liv i Guds hænder. Og så begyndte det stille og roligt at gå mod livet igen.”

Når folk spørger hende i dag, hvordan det går, kan hun godt svare, at det går fint. Men Iben Krogsdal ved samtidig, at hun for altid har noget med sig, at hun har været igennem en livsforvandling og aldrig bliver den helt samme, som hun var før dødsangsten.

”Og jeg er selvfølgelig ikke glad for at have levet i den lammende angst, men jeg vil alligevel sige, at der også gemmer sig nogle gaver i den. For i dag er det, som om jeg kan genkende den, når jeg møder andre og fornemmer et dyb af noget sorgfuldt og smertefuldt i deres blik. På den måde giver den mest ensomme væren i verden mig adgang til et fællesskab med andre mennesker og gør, at jeg i dag er kommet tættere på mange af de mennesker, jeg møder.”

Det er de medmennesker, Iben Krogsdal håber, også vil føle sig rummet af hendes seneste salmer. Som når hun skriver i et af de sidste vers i sin nye salme ”At blive født og svøbt i håb”: ”At samle levetrådene med sorgerfarne arme, og signe med en mildnet hånd og ånde verden lille.”

Uanset køn.