Samfundet er en patient i identitetskrise

Krisen har tydeliggjort illusionen om, at vi skaber vores liv uafhængigt af andre. Den tvungne isolation har afdækket vores dybe behov for hinanden og for at høre til i fællesskaber, mener både psykologiprofessor og historiker. De håber, at krisen i bedste fald kan justere vores kollektive selvbillede, så individualisme og social forbundethed står mere lige

Tegning: Morten Voigt.
Tegning: Morten Voigt.

Hvis samfundet var et menneske, ville det være en psykiatrisk patient med en identitetsforstyrrelse. Det lider af en indre splittelse og ved ikke, hvem det selv er, hvor det kommer fra, og hvor det er på vej hen. Det sidder fast i nuet, fordi det ikke tør tro på en positiv fremtid, og det mangler en samlende fortælling, som giver det retning og modstandskraft mod kaos.

Nogenlunde sådan kan man sammenfatte tesen, som psykologiprofessor Carsten René Jørgensen anfører i sin seneste bog.

Få uger før coronakrisen lukkede Danmark, udgav han mammutværket ”Identitetskriser – veje og vildveje for det fragmenterede moderne menneskes identitet” på Hans Reitzels Forlag.

Bogen er et resultat af hans mangeårige forskning i identitet og af hans erfaring som psykolog for mennesker med alvorlige personlighedsforstyrrelser, hvor jeg-identiteten netop er dybt splittet, usammenhængende og uden kontinuitet mellem fortid, nutid og fremtid.

”Under karantænen, hvor vi ikke har kunnet udleve fællesskaber og have fysiske og sociale relationer, blev det tydeligt, at vi har et stort socialt behov, vi ikke kan løbe fra. Vi er langt mere sårbare og afhængige af hinanden, end vi i hverdagen går og tror. I bund og grund er vi sociale væsener, og krisen udstiller vores kulturs illusion om, at man kan skabe sit eget liv uafhængigt af andre,” siger han og betegner coronakrisen som en både personlig og samfundsmæssig krise.

Carsten René Jørgensen kunne ikke vide, at bogen med krisen ville blive om muligt endnu mere aktuel. Dens grundlæggende pointe er nemlig, at personlige identitetskriser hænger uløseligt sammen med den aktuelle situation i samfundet og den historiske udvikling.

”Som sociale væsener påvirkes vi af samfundet omkring os, vores individuelle psykologiske udvikling er bundet op på, hvilket større fællesskab vi fødes ind i. Trygge familiære rammer i et samfund præget af tryghed og tillid skaber den optimale ramme for en sund identitet, mens krig, konflikter og indre splittelse i et samfund vil påvirke individet i modsat retning,” siger han.

Identitet er et vidtløftigt begreb, som filosofien og psykologien definerer forskelligt, men her handler det om, hvem er jeg, hvordan ser andre mig, hvordan vil jeg gerne være, og hvilke definerende fællesskaber føler jeg mig som en del af? Og er der overensstemmelse mellem, hvordan jeg opfatter mig selv, og hvordan andre opfatter mig? Spørgsmål, der i en stadigt mere foranderlig verden har skabt en ”flydende identitet”, som mange er pinligt bevidste om er ustabil og til fals for konstante forandringer.

”Vi mennesker er spændt ud mellem to grundlæggende og tilsyneladende modsatrettede behov. Vi har på den ene side behov for tryghed og forbundenhed, at høre til og have en hjemstavn, på den anden side har vi behov for frihed, at være særegne og adskille os fra andre,” forklarer Carsten René Jørgensen.

Gennem de seneste årtier har trangen til at adskille os fra andre fået fortrinsret i et stadigt mere individualiseret samfund, men netop coronakrisen kan være med til at justere vores identitet, håber han.

Tove Elisabeth Kruse er historiker og lektor på Roskilde Universitet, og hun er specialiseret i mentalitetshistorie og har blandt andet forsket i pesten i Europa, livsfortællinger og sygdomsfortolkninger. Hun peger på, at vi har udråbt denne tid til den antropocæne tidsalder, som betyder, at mennesket ses som den planetforandrende kraft med ansvar for liv og økosystemer på Jorden.

”Mennesket er udråbt til ’the king of the universe’,” siger hun, ”men se nu en lille virus, der kan forårsage en global pandemi, inficere, mutere, dræbe titusindvis af mennesker og måske vende tilbage igen. Det er jo naturen, der sætter dagsordenen nu, og selvom vi bestemt er innovative, kreative, foretagsomme og gode til at forsvare os, så er mennesket i den grad reaktive og i defensiven nu. Det bliver tydeligt, at mennesket let kan fejes af pinden, når en naturkatastrofe som corona eller klimaændringer slår til. Nu ser vi, at vi også er skrøbelige, sårbare og har brug for hinanden,” siger Tove Elisabeth Kruse.

Hun mener dog ikke, man kan trække paralleller til pesten i Europa i 1300-tallet, som nogle gør. Coronakrisen vil givetvis skabe konkrete justeringer i vores sundhedsberedskab og økonomi, men selvom vi endnu ikke har set slutresultatet af krisen, virker den ifølge hende ikke dyb nok til at skabe en ændring i vores kollektive mentalitet.

Hun peger på, at den kendte historiker Egon Friedell nævner ”to omkalfatrende begivenheder i den europæiske kulturhistorie, den ene var pesten i 1300-tallet, den anden var Første Verdenskrig.”

”Nyere beregninger viser, at op mod halvdelen af Europas befolkning døde under pesten. Der lå lig i gaderne, der var ingen behandling, og dødsraten var ekstremt høj. Når pesten havde hærget, var der store huller i landbruget, i byerne, i administrationen og i ledelsen af samfundet. Det førte til, at man pludselig blev nødt til at være og gøre andet end det, man var født ind i, og det skabte en ny social mobilitet, som bar kimen til renæssancen og siden oplysningstiden,” forklarer Tove Elisabeth Kruse.

Både hun og Carsten René Jørgensen tror dog, at det meste inden længe kommer til at blive som før. Det er ikke sådan, at individualiseringen og materialismen pludselig forsvinder, og folk flytter ud af byerne, ud på landet, vurderer historikeren. Begge håber de dog, at krisen kan medføre et mindre selvovervurderet og mere realistisk selvbillede og en justering mellem individualisme og forbundethed.

Carsten René Jørgensen forklarer, at der grundlæggende er to måder at få en identitetskrise på. Den ene og mest alvorlige måde – man kunne sige patologiske – er, når ens jeg mangler indre integration, så selvopfattelsen svinger mellem storhed og mindreværd alt efter omstændighederne og er uden sammenhæng mellem egen selvopfattelse, og hvordan andre opfatter en.

En anden måde at få en identitetskrise på er det, vi alle oplever i livets overgange. Det sker, når ens ydre omstændigheder forandrer sig radikalt, for eksempel ved dødsfald, sygdom, fyring eller sågar, hvis vi bliver forældre eller vinder i lotto. Når den nye virkelighed ikke længere passer til det tidligere selvbillede, som derfor må justeres, kan der indtræde en identitetskrise – og lige nu ser vi begge årsager vise sig i samfundet, påpeger han.

En moden og stabil identitet er ifølge Carsten René Jørgensen kendetegnet ved sammenhæng, kontinuitet og et realistisk selvbillede. Et fremtidsperspektiv er også vigtigt for psykisk sundhed, påpeger han, for ingen kan holde ud kun at være i nutiden, hvilket for mange af hans klienter med identitetsforstyrrelser er tilfældet, da fremtiden for dem føles skræmmende. Derfor er det ifølge ham vigtigt, at regeringen løbende melder planer og delmål ud, som kan justeres hen ad vejen, nu hvor Danmark er trådt længere ind i genåbningsfasen af samfundet.

”Staten har vist sit værd i denne situation. Statsminiter Mette Frederiksen (S), direktør Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen og Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut er blevet autoriteter, vi kan læne os op ad. I krisetider har vi brug for både troværdige autoriteter og en stærk indre ’betydningshorisont’, som er et reservoir af værdier, principper og idealer, der fungerer som et indre kompas og gør os i stand til at modstå kaos,” forklarer psykologiprofessoren.

”Kompasset er med til at skabe det samfundssind, vi heldigvis har set en del af i Danmark under krisen. I kriser bliver det tydeligt, hvem vi er, og hvordan vi gerne vil være og ses af andre. Det kræver et velintegreret overjeg, som har en moden moral og etik som ledesnor. Det, jeg vælger at gøre for et større gode, selvom det går ud over min umiddelbare behovstilfredsstillelse, er en vigtig del af identiteten,” siger han.

Dog er der også en destruktiv bagside af krisen, som lige nu mest viser sig i andre dele af verden.

”Der er en potentiel krudttønde på spil af regressive kræfter, som stadig kan nå at komme til udtryk. For når ens verden kommer ud af kontrol, er det en primitiv forsvarsmekanisme at dele verden op i kasser med mærkater som godt og ondt, dem og os. Det kan give os en følelse af at genoprette orden og retfærdighed, når der hersker kaos. Heri ligger et eksplosivt potentiale for nye og destruktive former for indre splittelse og identitetspolitik. Se blot på et enkelt pressemøde med præsident Donald Trump,” siger Carsten René Jørgensen.

For Tove Elisabeth Kruse er håbet, at coronakrisen i højere grad vil føre til konkrete, lokalt forankrede handlinger; at købe ind for naboen, ringe noget oftere til nogle, der sidder alene, eller gå en tur med en, der ikke har andre at gå ture med, frem for ”identitetsskabende, selvdefinerede autentiske oplevelser om grandiost at ville redde verden.”

Carsten René Jørgensen supplerer:

”Vores tid er karakteriseret ved en forestilling om stadige fremskridt og stadigt mere kontrol over naturen både uden for og inde i os selv. Nu konfronteres vi med det faktum, at vi slet ikke har kontrol. Det vil kræve en justering, så vi kan skabe overensstemmelse mellem forestilling og virkelighed.”