Prøv avisen

Katolske søstre begravet samtidig: Samme kald og stor forskellighed

De to søstre blev torsdag begravet i forlængelse af andre Sankt Joseph søstre på Assistens Kirkegård i København. Foto: Leif Tuxen

To katolske søstre døde med få dages mellemrum. De blev begravet samtidig, og deres sidste hvilested er i forlængelse af hinanden

Når man besøger De Gamles By i København, bemærker man bygningernes symmetri. Går man gennem porten, ser man en akse op til kirken. Denne frostklare formiddag fortsætter symmetrien inde i kirkerummet. Her står to kister. Symmetrisk. Kisterne og blomsterne er ens og står som et spejlbillede af hinanden: røde og gule roser, dybt røde gerbera og blå hyacinter.

I de sidste dage af 2018 døde to Sankt Joseph-søstre med fem dages mellemrum. De var begge medlemmer af kommunitetet i Slotshaven, som holder til i De Gamles By. Søster Raphaele Wessing døde den 22. december og blev 80 år. Søster Michaela Niepelt døde 27. december og blev 81 år.

Søsterfællesskabet fandt det naturligt, at de to kvinder blev begravet samtidig. Da de fleste af ordenens ældre og plejekrævende medlemmer bor i kommunitetet i De Gamles By, har ordenen fået lov at låne folkekirken. 21 medsøstre sidder i kirken. Nogle i dragt og alle med deres ordenskors.

Søster Raphaela og søster Michaela blev født i Tyskland, begge oplevede Anden Verdenskrig, begge fik et kald til Sankt Joseph Søstrene, og begge blev navngivet efter ærkeengle, da de som unge trådte ind i ordenen. Men her hører lighederne mellem de to også umiddelbart op. Som generalvikar Niels Engelbrecht udtrykker det i sin prædiken, repræsenterer de to søstre to karismaer. Og derfor fik de hver deres vej i ordenen som henholdsvis lærer og sygeplejerske. Den var ene udadvendt på den sprudlende måde og den anden indadvendt med værdsat dybde.

Søster Raphaele blev født nær Münster i den nordlige del af delstaten Nordrhein-Westfalen i 1938. Hun var forældrenes andet barn og fik siden tre yngre søskende. I søskendeflokken husker man, at hun tidligt talte om at gå i kloster.

Samtidig med kaldet havde hun en lyst til at arbejde kreativt og blev uddannet skrædder. Men da hun som 19-årig var udlært, havde ønsket om at indtræde i en orden ikke forladt hende, og hun tog til kloster Gerleve, som er et stort benediktinerkloster i Westfalen. Her arbejdede andre unge kvinder, der også overvejede at gå i kloster. Hun lavede mad, gjorde rent og hjalp med at servere, mens hun overvejede, om hun ville fortsætte ind i et ordensliv. Det ville hun, og hun blev rådet til at træde ind i Sankt Joseph Søstrenes orden i Danmark.

Dengang var myndighedsalderen i Tyskland 21 år, men med en underskrift fra sin mor, fik hun mulighed for at rejse til Danmark. Målet var Sankt Joseph Søstrenes moderhus på Strandvejen 91 i København og et liv som novice. På det tidspunkt var der omkring 500 søstre i Danmark, som arbejdede primært på sygehuse og skoler.

Efter sit første år i Danmark kom søster Raphaele til den katolske privatskole Institut Sankt Joseph på Østerbro i København. Hun var tilbage i Tyskland, hvor hun fik en uddannelse som religionspædagog, og hun blev desuden fritidspædagog.

I årtier kunne man møde hende i skolen på Østerbro. Hun var en lærer med leende øjne, som havde en særlig omsorg for de elever, som ikke trivedes. Der boede en entertainer i hende, men samtidig kunne hun blot med et blik få urolige pubertetsdrenge til at vende tilbage til skolearbejdet.

Dengang bar søstrene ordensdragt, men søster Raphaele var fuld af stærke farver. Det så man i formningstimerne, hvor hun underviste med smittende begejstring. Og så hun en stofrest, tomme toiletpapirruller eller kulørte gavebånd, samlede hun det til sig, så hun havde noget at bruge i undervisningen.

Hun knyttede varige bånd til mange børn. Det kunne personalet se, da hun blev ældre og fik brug for pleje. Tidligere elever aflagde hende besøg, og de forsømte ikke at fremhæve hendes betydning i deres opvækst.

For to år siden flyttede hun sammen med 23 søstre fra moderhuset på Strandvejen til De Gamles By. Hun var dement, trivedes i de nye rammer og var et smilende medlem af kommunitetet.

Hun deltog i det liturgiske liv og var med søstrene, når de var samlet til pizza-aften. Og så samlede hun alt fra aviser og sangark til tomme yoghurtbægre. Da medsøstrene ryddede op efter søster Raphaele, kunne de se, at hun aldrig havde aflagt sig identiteten som en velforberedt formningslærer. Ved sin død efterlod hun sig materialer til mange formningstimer.

Søster Michaela blev født i det østligste Tyskland. Krigens voldsomme hærgen fik forældrene til at bryde op i begyndelsen af 1945. Familien ville mod vest til Mannheim i det sydvestlige Tyskland, hvor en slægtning havde bosat sig. De fleste ejendele lod de bag sig. Når søster Michaela fortalte om rejsen, vendte hun ofte tilbage til sin eneste dukke. Hun blev nødsaget til at efterlade den.

Som ung ville hun gerne opleve noget. Da hun havde afsluttet sin skolegang, fik hun plads i huset hos en familie ved Bodensøen i det sydlige Tyskland. Hun fortalte gerne om det slid, som var forbundet med at tilberede spätzle fra bunden i huset ved søen, og andre kunne siden smage, at hun havde taget mange færdigheder med sig fra køkkenet hos familien.

Den tog hende med på rejser, og hun havde lyst til at rejse mere. Hun hørte, at tyske piger kunne komme til Island og få ansættelse på et hospital. Hendes mor ønskede ikke, at hun rejste, men da hun blev 21 år, drog hun til østaten. Det hospital, hvor hun fik ansættelse, var drevet af Sankt Joseph Søstrene. Og hendes eventyrlyst blev transformeret til et ønske om at indtræde i ordenen, hvilket førte hende til moderhuset i Danmark og sygeplejeskolen på Skt. Joseph Hospital i Griffenfeldsgade på Nørrebro i København. Som nyuddannet rejste hun tilbage til Island, hvor hun som ganske ung blev afdelingssygeplejerske.

Søster Michaela havde en omhyggelighed, som var tydelig, når hun bagte småkager, arbejdede i haven og i de breve, hun skrev. Ved sin død efterlod hun sig kalendere, hvor hun med sin fyldige håndskrift havde noteret, hvem der havde ringet, og hvilke breve hun havde skrevet og modtaget. Og så efterlod hun sig utallige sedler, hvor hun på dansk eller tysk havde noteret citater fra Bibelen. Citaterne udgjorde et åndeligt forrådskammer, som hun datomærkede. Depotet blev ved med at vokse frem mod hendes død. På sedlerne stod der blandt andet:

”Der Herr ist mein Hirte, mir wird nichts mangeln.”

”Jeg er vintræet, I er grenene.”

”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.”

I august sidste år fik hun konstateret kræft, og i september blev hun opereret, men kræften var fremskreden, og tredje juledag døde hun omgivet af medsøstre.

Hun viede sit liv til en orden, hvor man har et blik for det guddommelige nærvær i alt skabt, og den side af spiritualiteten udfoldede hun gerne i det fri, hvor hun samlede både sten og grene. En dag lavede hun et kors af grene, som hun havde på sit værelse. Nu er det i kisten.

Der går en lige linje fra søster Michaelas åndelige depot til den vekselsang, menigheden fylder kirken i De Gamles By med ved begravelsen.

”Herren er min hyrde, mig skal intet fattes,” synger den, mens en søster læser salmen.

Tre præster medvirker ved begravelsen. Quang Minh Nguyen, som er præst i det sogn, kommunitetet kom fra og flytter tilbage til, Allen Courteau, O.M.I., der er sognepræst i den katolske kirke i Herlev, hvor søster Michaela gerne kom, og endelig generalvikar Niels Engelbrecht, som har kendt søster Raphaele siden årene på skolen.

”Vi vil nu tage afsked med søster Raphaele og søster Michaela og overgive dem til Guds barmhjertighed. Vores forbøn skal ledsage dem til den evige glæde,” siger Niels Engelbrecht.

Menigheden rejser sig og synger ”Dejlig er jorden”, mens kisterne bæres ud. Den salme synges altid, når en kiste med en søster bæres ud. Forrest går provincialpriorinde søster Marianne Bode med et krucifiks.

Da de første søstre kom til København for mere end 160 år siden, bar man kisten med døde søstre fra Griffenfeldsgade til Assistens Kirkegård, mens søstrene gik i procession med krucifikset forrest. I dag holder en rustvogn med plads til to kister ved kirken, som vil køre søstrene til deres sidste hvilested på Assistens Kirkegård, hvor de skal have deres plads i rækkerne af Sankt Joseph-søstre, som mindes med identiske sorte sten og indskriften R.I.P. – requiescat in pace.

Søster Raphaele elskede farver, og søster Michaela var et havemenneske. De var begge Sankt Joseph Søstre, døde med få dages mellemrum og blev begravet ved samme begravelse. De fik identiske blomster på deres kiste: Roser, hyacinter og gerbera. Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen