De spontane møder på fællesarealerne: overraskelsesenergi, hyggeenergi, irritationsenergi – liv simpelthen. I et bofællesskab kan du slippe ud af ensomhedens forbandelse og samtidig bevare din selvrespekt og din integritet.
Selv bor jeg i København i et etagehus med cirka 50 ejerboliger. Her er folk i alle aldre. Børnefamilier, enlige og par. Jeg flyttede ind i ejendommen for næsten 40 år siden i en slags bofællesskab med min eksmand og vores tre drenge. To hos mig. Én hos ham. Åbne køkkendøre.
Hul i hækken og os to voksne med hver sin hoveddør. Den ene mod baggården. Den anden mod gaden, så vi havde en chance for at møde nye kærester i fred. Vi var blevet skilt, men ville ikke skille børnene ad. Da børnene blev voksne, flyttede min eksmand rundt om hjørnet med sin kone. Det har været fint for os.
I mit hus hilser vi på hinanden, får en lille snak, men hver især passer sit. Lever vores eget liv og respekterer de andres. En slags reserveret fællesskab. Præcis som i de fleste etageejendomme. Helt modsat hvad jeg oplevede på en cykeltur på Fanø i sidste uge. Vi kom med færgen og slæbte af sted med vores bagage. Var gået langt forbi det sted, hvor vi skulle bo.
Så stoppede en gul bil, og chaufføren råbte: ”Hvor skal I hen?”. Vi fortalte, og hun sagde: ”Hop ind; jeg kører jer derhen.” Det ville aldrig ske i storbyen. Vi er for mange og passer mere på os selv og vores revir og gøremål. Netop derfor længes mange i storbyen efter at bo i et fællesskab, hvor man vil hinanden og har nogle fælles interesser.
Jeg har arbejdet med bofællesskaber en stor del af mit professionelle liv. Jeg tror på dem. I København bor 49 procent af de +65-årige alene. 11 procent af dem, som bor alene, føler sig ensomme, mod kun 3 procent af dem, som bor sammen med andre. Vi er sårbare, når vi oplever ensomhed. Kroppen reagerer med stress, og der afsættes et protein i blodet, som skader hjertet. Mænd, hvis koner siger, at de elsker dem, er mindre udsatte for hjertesygdomme. Så sig det, så tit I kan – også jer mænd.
For kort tid siden besøgte jeg en gammel kvinde. Hun slog hånden i bordet: ”Hvorfor skal jeg slå mig til tåls med at bo alene, når jeg er født som flokdyr? Selv oddere holder hinanden i lufferne, når de sover, for ikke at drive til havs.” Hun elsker dyr og har årskort til Zoologisk Have. Hun bor i en barsk, solid kasse af et ældreboligkompleks i København med over 100 boliger og ingen fællesrum tæt på. Nul hygge i de grå og beige trapperum og gange, hvor luften er tyk af ensomhed. Varme vægfarver, planter, bænke og fællesrum kunne skabe liv, så de ældre begyndte at snakke, grine, kissemisse, drikke kaffe og gøre ting sammen.
Jeg synes, at de store bykommuner og den filantropiske forening Realdania skal bygge opgangsbofællesskaber for seniorer og studerende tæt på børnehaver og skoler, så generationerne kan få glæde af hinanden. Med god lydisolering selvfølgelig. Boliger, som er rene og lette i deres fysiske udtryk eller med lån fra hippiekulturens fantasifuldhed og kvalitetssans, som den for eksempel udfolder sig i Amsterdam i nye og gamle bygninger og i udfyldningsbyggeri mellem de gamle huse i byen.
Tænk også på Gaudis huse i Barcelona og Hundertwassers i Wien. De svungne former, de mættede farver og de hæmningsløse påfund er en kilde til ren fryd. Blot nogle detaljer – inspireret af deres huse – vil live op i nye bofællesskaber.
I 2022 påbegyndes der en ny bydel i København; det har borgerrepræsentationen vedtaget. Den skal ligge på en kunstig ø, Lynetteholmen, ud for Refshaleøen og Trekroner med plads til 35.000 mennesker, når den står færdig omkring 2070. Hver fjerde bolig skal være almen, så den er til at betale for almindelige mennesker. Grib chancen, og byg bofællesskaber her. Der er kæmpe efterspørgsel på dem.
På den anden side af Øresund ligger Västra Hamnen i Malmø. En nyere bydel på inddæmmet land. Her er mangfoldighed, kvalitet og hygge. Masser af inspiration til danske bofællesskaber for eksempel på den kommende Lynetteholm. Jeg har været der mange gange og er hver gang vendt hjem glad i låget. Så modsat Ørestaden, som tænkes kan. Tiden er inde til at lægge vores yndlingsfordom om de stive svenskere på hylden. De er ikke stive – måske er det os.