Jeg mener, at Danmark er et samtalende land. Det har vi i alle fald været, indtil samtalen blev erstattet af kommunikation og dialog. Computere kommunikerer, og deres kommunikation er entydig og umisforståelig. Hvis man taster forkert, lykkes kommunikationen ikke. Som min kone undrende siger, når det går galt: ”Man skal godt nok ikke trykke ret meget forkert!”.
Samtalen mellem mennesker er derimod altid flertydig med mulighed for, at vi i samtalen misforstår hinanden. Det ligger i selve sprogligheden, hvor ordene kan være flertydige og tilmed kan forstås i både bogstavelige og i overførte betydninger. Det er der nogle, der opfatter som en svaghed. Jeg mener, at det er en styrke. Det er godt, at vi kan misforstå hinanden, for det betyder, at vi i samtalen ikke blot forholder os til det sagte, men også til den, der taler, hvilket vil sige, at vi i samtalen forholder os til hinanden som mennesker og ikke som maskiner.
Samtale er livsoplysning. Samtalen kaster lys ind over det liv, som vi lever i fællesskab, så vi bedre kan orientere os i vores fælles liv og finde rundt i det. Derfor forudsætter samtalen en grundlæggende tillid, som gør det muligt at opfatte det, man hører, i den bedste mening. Men det sker ikke altid. Man kan også vælge at opfatte alt på den værste måde, så man mistænkeliggør ikke blot det, man hører, men også den, man taler med. Det kaldes at gå efter manden og ikke efter bolden. Sagen selv bliver ligegyldig. Det, som det handler om, er at få den anden ned med nakken. Det er det, vi af og til har været vidne til i den netop overståede valgkamp, som ikke i enhver henseende har været en opbyggelig oplevelse, fordi den også har tegnet et billede af et Danmark, som jeg ikke bryder mig om at kende.
Det billede synes jeg bliver mere og mere dominerende. Garvede politikere begynder at beklage sig over, at den politiske debat efterhånden er blevet mere hård og uforsonlig. Det smitter selvfølgelig af i den folkelige debat, hvor det bliver mere og mere acceptabelt at fremsætte halsbrækkende udtalelser og uhyrlige synspunkter, som er præget af en hårdhed og kynisme, som ville være utænkelig for blot nogle få år siden. Det gælder ikke mindst debatten om flygtninge og indvandrere.
Jeg tænker, at de giftigheder, vi har i vores talemåder, virker ligesom arsenik: Man kan godt tåle giften i små portioner, og man kan efterhånden øge portionernes størrelse, så man kan tåle mere og mere.
Til sidst er man blevet immun over for giften og for det, ordene siger. Hvis man ikke er blevet forhærdet i sproglig immunitet, er det sådan, at giftige ord og udsagn virker dræbende i både store og små fællesskaber. De slår fællesskabet ihjel i både samfundsliv og i familieliv. Det bliver i den sammenhæng ikke bedre af, at vi også er begyndt at opfatte sproget som noget i retning af teknisk signalgivning, det vil sige som kommunikation.
Jeg har hørt om en mand, som stod og guffede et par pølser i sig ved en pølsevogn i Odense.
En pølsevogn kan også bruges som en slags skriftestol, så mens han spiste, betroede sig til pølsedamen:
”Ja, det går ikke så godt derhjemme,” bekendte han.
”Der er knas i ægteskabet. Det er, som om vi ikke kommunikerer så godt mere. Dialogen mellem os er næsten gået i stå!”, hvortil pølsedamen på klingende fynsk bemærkede:
”Har du prøvet på at snakke med hende om det?”.
Pølsedamen har tydeligvis mere forstand på samtalens nødvendighed end den nødstedte kunde. Mellem mennesker snakker vi om det og når frem til en eller anden form for forståelse. Det er også fidusen i den højt besungne danske model på arbejdsmarkedet, hvor parterne normalt snakker sig til rette om det uden regeringens indblanding. Så får man et resultat, som begge parter kan stå inde for.
Selvom ordene kan misforstås, fremmer samtalen forståelsen, fordi vi i samtalen forholder os til hinanden som mennesker.