Prøv avisen

Samtaler hos lægen letter efterladtes sorg

Tegning: Morten Voigt

For første gang påviser danske forskere, at sørgende efterladte kan have stor gavn af at få samtaleterapi også kort efter den pårørendes død

For nogle kan tabet af et barn, en ægtefælle, en forælder eller en søskende være så stort og smertefuldt, at den efterladte begynder at gøre skade på sig selv, udvikler en psykisk lidelse eller i værste fald forsøger at tage sit eget liv.

Men er de sørgende patienter så heldige at have en praktiserende læge, der tilbyder samtaleterapi kort efter en pårørendes død, har de en lavere risiko for selvmord og for at udvikle en psykisk lidelse end de patienter, hvis praktiserende læge ikke så ofte anvender samtaleterapi som en del af behandlingen.

Det viser en omfattende undersøgelse fra Aarhus Universitet. Undersøgelsen er foretaget blandt 207.000 danskere og er netop blevet offentliggjort i det internationalt anerkendte videnskabelige tidsskrift Clinical Epidemiology.

Med forbehold for en række statistiske usikkerheder er resultatet af undersøgelsen, at samtaleterapi kan nedsætte risikoen for selvmord, selvskade og psykiske lidelser hos de behandlede efterladte med op til en tredjedel.

Det fastslår seniorstatistiker og ph.d.-studerende ved forskningsenheden for almen praksis på Aarhus Universitet Morten Fenger-Grøn, der er en af forskerne bag undersøgelsen.

”Vores undersøgelse synes at dokumentere vigtigheden af, at læger har andre virkemidler end skalpel og receptblok. Resultaterne tyder på, at en tidlig indsats over for sørgende kan forebygge alvorlige psykiatriske hændelser,” siger han.

Resultatet af undersøgelsen overrasker ikke den 60-årige læge Anna Weibull, der har været alment praktiserende læge i Grenaa i over 20 år, men i dag er afdelingslæge på enhed for lindrende behandling ved Aarhus Universitetshospital.

I Grenaa tog Anna Weibull rutinemæssigt kontakt til dem af hendes patienter, der mistede en nær pårørende.

”Den første kontakt har ofte været en telefonsamtale, medmindre der har været tale om et særligt konfliktfyldt eller traumatisk forløb op til den pårørendes død. I så fald har jeg bedt dem om at komme ind i konsultationen. Den første samtale har jeg brugt til at vise de sørgende patienter, at jeg var der for dem og gerne ville lytte, men også til at fornemme, om der har været tale om et normalt sorgforløb. Om den efterladte har haft et netværk at trække på, og om han har kunnet se en lille smule fremad, selvom han selvfølgelig har været frygteligt ked af det,” fortæller hun.

Efter den første samtale har Anna Weibull allerede kunnet slippe nogle af de sørgende patienter med en aftale om, at de ville kontakte hende, hvis de fik brug for det.

Resten har hun aftalt en personlig samtale med nogle måneder senere. Det er typisk dér, at omgivelsernes opmærksomhed omkring den efterladte er for nedadgående, mens forventningen til, at den sørgende er på vej videre, er for opadgående, fortæller lægen.

Men en del efterladte kan have svært ved at leve op til omgivelsernes forventninger. Nogle har brug for at gentage de samme fortællinger om den afdøde eller fra den afdødes sygdomforløb mange, mange gange i et forsøg på at acceptere og forstå det skete, fortæller Anna Weibull.

”Med tiden kan omgivelserne ikke længere rumme de gentagelser. Mange sørgende bliver også bange for, om de er ved at blive sindssyge, fordi de oplever stadig at kunne se og høre deres afdøde ægtefælle eller barn. Og nogle kan have svært ved at dele den frygt med deres nærmeste. I de situationer taler jeg med dem om, at oplevelsen af at se og høre den afdøde er sindets reaktion på noget, der fylder meget, og at det er okay. Det kan være meget beroligende for en sørgende patient at få at vide, at han eller hun ikke er unormal. Det er jo de færreste mennesker, der har prøvet at miste på den måde før,” siger hun.

Forskerne fra Aarhus Universitet valgte gruppen af sørgende patienter ud, fordi de ønskede at blive klogere på forebyggelse af alvorlige psykiatriske hændelser, fortæller Morten Fenger-Grøn.

”Sørgende patienter, der har mistet et nærtstående familiemedlem, er sundhedsmæssigt særligt udsatte, og de har en større dødelighed og udøver oftere selvskadende adfærd end andre. Derfor var det oplagt at se på, om en hurtig indsats ville kunne afbøde nogle af de værste risici,” siger han.

Når mennesker kæmper med den psykiske sundhed, er nogle af de praktiserende lægers umiddelbare valgmuligheder enten at udskrive antidepressiv medicin eller at tilbyde samtaleterapi. Enten hos den praktiserende læge selv eller ved at henvise til en psykolog.

I dag er det dog mest almindeligt, at efterladtes sorg i de første seks måneder typisk bliver opfattet som en naturlig reaktion på tabet og ikke som en sygdomstilstand, der kræver behandling.

”Men den forståelse forsøger vi at rokke lidt ved med den her undersøgelse. Vi peger på, at ganske vist kan sorgreaktionen godt være naturlig i de første seks måneder efter en nærtstående persons død – men i nogle tilfælde er reaktionen bare farlig for den efterladte,” siger han.

Undersøgelsen kan ikke konkludere noget om effekten af antidepressiv behandling hos de efterladte, fortæller Morten Fenger-Grøn.

I dag findes der meget begrænset dokumenteret viden af, hvordan man kan forebygge kompliceret sorg, og derfor hilser direktør hos Det Nationale Sorgcenter Preben Engelbrekt også den nye undersøgelse fra Aarhus Universitet velkommen.

Preben Engelbrekt mener ikke, at praktiserende læger altid bør vente seks måneder, før de tilbyder kvalificeret samtaleterapi til de efterladte.

”9 ud af 10 efterladte voksne har en naturlig sorgreaktion. Samtidig ved vi nu, at de sidste omkring 10 procent efterladte er i risiko for at udvikle en vedvarende sorglidelse,” siger han.

De fleste i risikogruppen vil have brug for støtte.

”Og her vil støttende samtaler hos lægen eller en psykolog muligvis kunne have en forebyggende effekt,” siger han.

Preben Engelbrekt understreger dog, at hvis der er tale om den psykiatriske diagnose sorglidelse, vil samtaler hos lægen ikke være tilstrækkelige.

”Her vil der være brug for psykologbehandling. Men den her undersøgelse kan være et skridt på vejen til på et tidligere tidspunkt at få skelnet mellem de efterladte, der befinder sig i en naturlig sorgproces, og efterladte, der er i risiko for at udvikle en egentlig sorglidelse,” siger han.

For Anna Weibull har samtalerne med de sørgende patienter i første omgang handlet om at rumme patienterne i deres sorg, men hun har også brugt samtalerne til at screene de efterladte og forsøge at fornemme, om den efterladte for eksempel er blevet hængende ved noget, der er kommet til at fylde uforholdsmæssigt meget i sorgprocessen.

”Det kan være en hustru, der hænger fast i, at hun burde have lagt sin nu afdøde mand på den højre side i stedet for den venstre. Eller konflikter, der har fyldt i forholdet mellem den afdøde og den efterladte. Det kan være bitterhed, magtesløshed, ensomhed eller angst. Noget, den efterladte ikke har fået bearbejdet. Eller at den efterladte slet ikke kan se fremad og slet ikke kan føle glæde ved noget,” siger hun.

Nogle af de hårdest ramte sørgende har Anna Weibull fulgt i op til et år, mens andre er endt med at blive henvist til en psykolog. I alle tilfælde mener lægen, at samtalerne er en god investering.

”Jeg er ikke i tvivl om, at samtalerne kan have en behandlende effekt på patienterne, og at vi også på den måde får hjulpet nogle, så de undgår at få brug for en henvisning til en psykolog. Samtalerne kræver mere tid end de sædvanlige 10 minutter, som en konsultation tager, men hvis vi ikke tager dem, kommer de hårdest ramte efterladte til at fylde i sundhedssystemet på anden vis, for eksempel i form af langtidssygemeldinger. På den her måde kan vi først og fremmest spare de efterladte selv, men også samfundet for nogle lange sygdomsforløb,” siger hun.