At få en aftale på plads med Ane Marie Mortensen er som at planlægge et panserslag i Ardennerne.
For den 65-årige, snart pensionerede systemkonsulent og menighedsrådsformand ved Gjellerup Kirke er i sving hele tiden. Derfor er klokken også blevet 22.00, før hun på cykel og i buldermørke svinger ind i indkørslen til sit hjem i Herning-forstaden Gjellerup.
Hun kommer, glad og rødkindet, direkte fra et foredrag i menighedshuset, hvor Thomas B. Mikkelsen har talt om skyld, tilgivelse, empati og ondskab. Baggrunden var bogen ”Alle vil jo bare elskes – en livstidsfanges historie og en vens tanker”, som den forhenværende generalsekretær i Indre Mission har skrevet sammen med den drabsdømte Lars Irgens Petersen.
”Jeg kan godt lide at engagere mig. Men når jeg nu snart stopper på arbejdsmarkedet, skal jeg lære, at det er legalt at sætte sig med en bog eller hækletøj. Det skal jeg blive bedre til,” siger Ane Marie Mortensen, lidt forpustet efter cykelturen, mens hun låser os indenfor i varmen.
På væggen i stuen hænger fotos af familien, og det er den, vi skal tale om. For før Ane Marie Mortensen blev glad igen, gennemlevede hun, hendes datter og søn nogle svære år, da familiens mand og far, Kristian Mortensen, fik diagnosen kræft i december 2002 og døde 7 år senere i december 2009.
Når alvorlig sygdom rammer, er der ingen opskrift på, hvordan man klarer det, fordi vi i den grad er forskellige, ræsonnerer Ane Marie Mortensen.
”Men jeg tror, de fleste har det, som om jorden forsvinder under en. Man er rystet og ved ikke, hvilken skæbne der nu har ramt os, og hvordan den næste tid bliver,” siger hun og tænder lys i deres fælles hjem, hvor hun nu bor alene.
Da Kristian døde, vidste hun ikke, om hun ville blive boende i huset, som dannede rammen om 30 års ægteskab og børnenes barndom. Den bekymring talte hun og Kristian åbent om.
Og det var åbenheden omkring alt, der hjalp familien, da Kristian døde.
”Jeg har senere anbefalet vores venner, at se nu at få snakket om, hvad I ønsker, hvis en af jer faldt væk. Det gav i hvert fald os fred i sindet, at vi kunne tale om fremtiden, selvom Kristian ikke kunne være en del af den. Der var han meget stærk, og det gjorde, at vi også i dag ved, hvad han ville mene om det og det. På den måde er han stadig meget tydeligt med i vores liv,” siger hun.
Ane Marie Mortensen endte med at blive i huset i Gjellerup, hvor ægteparret var nogle af de første, der flyttede ind i det nye kvarter her uden for Herning. For sammenholdet er nært og naboskabet stærkt, og såvel ”dem fra vejen” som familie og venner var gode til at møde op, da Kristian blev syg.
”Vi valgte fra begyndelsen at være åbne om sygdommen og ringede simpelthen rundt og sagde til venner og familie, at de gerne måtte komme og tale om det. Nogle havde svært ved det, vi kunne se, at de var bange, når de trådte ind over vores dørtrin. De vidste ikke, hvad det var, de kom ind til, det kunne vi tydeligt mærke. Men når de først var her, og vi kom i gang med at mindes alt det, vi havde oplevet sammen og kom til at grine, tror jeg faktisk, de gik befriede herfra,” siger Ane Marie Mortensen, som stadig siger ”vi” her ni år efter Kristians død.
Kræftdiagnosen fik Kristian i begyndelsen af december, og familien vidste ikke, om de fik lov til at holde jul sammen.
”Jeg havde selv mistet min far til kræft, da jeg var ung, og det tog kun 14 dage fra han fik beskeden, til han var væk. Den usikkerhed, der ligger i en, indtil man får at vide, hvordan forløbet tænkes at blive, kan i den grad slå selv stærke mennesker ud.”
Men så fik familien hjælp fra en lidt uventet kant.
”Jeg havde en moster, hun var midt i 80’erne dengang, og hun sendte et brev til os, hvor hun skrev et vers fra en sang af Vilhelm Gregersen. Et, hun selv havde haft nytte af i tunge perioder,” siger Ane Marie Mortensen og reciterer strofen:
”Stol på Gud,/ om det end ser broget ud!/ Om så hele verden slipper,/ vi kan klare alle klipper,/ blot Vor Herre selv er skipper,/ og vi ærligt holder ud.”
Siden har hun selv brugt ordene, når venner var i nød.
”For vi er jo magtesløse, når vi får besked om dødelig sygdom. Derfor er vi nødt til at overlade fortvivlelsen til Vorherre. Det kan godt være, vi har et dygtigt sygehusvæsen, det har vi helt sikkert, men der er nogle situationer i livet, hvor vi må håbe det bedste og folde vores hænder – og det uanset hvilken kirkelig retning, vi tilhører. Som mennesker har vi brug for at erkende, at der er noget, der står uden for vores magt. Ellers spekulerer man sig ihjel,” siger Ane Marie Mortensen, der betegner sig selv som grundtvigianer.
Den lokale præst var en stor støtte for hele familien.
Men mere verdslig hjælp tog hun også imod. Dels fra ægteparrets netværk, der tæller venner, helt tilbage fra før de to mødte hinanden til folkedans i Holstebro. Men også i sidste ende – og til sin egen forbløffelse – fra en psykolog.
”Vores søn var 28 år og vores datter 26 år dengang, og det var svært for dem at miste deres far så forholdsvis unge. Det vidste jeg, for jeg var også i den alder, da min far døde.”
Både søn og datter fik samtaler med en psykolog i Kræftens Bekæmpelse, og han begyndte det første møde med det meget åbne spørgsmål: ”Hvorfor er I her?”.
Ane Marie Mortensen svarede, at børnene havde det dårligt, og psykologen spurgte tilbage: Og hvad med dig selv. Det fik hende til at mærke efter og komme i tanke om noget, hun havde skubbet i baggrunden.
”I banken var vi udsat for et meget voldsomt røveri. Røverne baldrede døren op, og vi blev dirigeret ned på gulvet,” fortæller hun.
Før i tiden havde Ane Marie Mortensen tænkt, at det kunne være lidt spændende med sådan et bankrøveri, det havde man jo læst om i aviser. Men den lyst fik hun styret.
”Den oplevelse ønsker jeg ikke for noget menneske. Man er fuldkommen i andres vold. Og det var det, der fik mig til at tænke, at hvis den hændelse lå i mig et sted, skulle den ikke dukke op igen, når nu jeg skulle være den stærke.”
Efter røveriet havde bankens psykologerne netop sagt, at der kunne komme en senere reaktion, hvis man kom ud for noget traumatisk igen. ”Og så ringede jeg og bad om at komme med i en sorggruppe hos Kræftens Bekæmpelse, selvom jeg umiddelbart følte mig rustet til at bære sorgen selv,” siger hun.
Fra sorggruppen er de stadig syv ud af otte, der mødes privat. Og det er tydeligt, at Ane Marie Mortensen er god til at passe på sit netværk.
Det var Kristian også. Og det lå ham på sinde at få sagt ordentligt farvel.
”Det må jeg indrømme, at jeg synes var lidt hårdt. Jeg måtte jo ringe til flere og spørge, om de ikke havde lyst til at komme og tage afsked. Men det var også godt, for folk kom jo! Og sammen talte de om de oplevelser, de havde haft sammen, og at nu var det sidste gang.”
Den allersidste gæst kom om formiddagen den dag, Kristian døde.
”Han havde tjent et sted på landet som ung, hvor der var to småpiger i familien. En af dem havde sagt, at hun meget gerne ville sige farvel. Så den dag ringede jeg til hende på hendes arbejde og sagde, at skal du nå det, så er det nu. Hun startede simpelthen bilen og kom med det samme.”
Savnet efter Kristian er der stadig. Ikke mindst da datteren blev gift, og det var storebror, der fulgte lillesøster op ad kirkegulvet, og da der senere kom det første barnebarn.
”Men det hjalp os, at vi havde talt så meget om døden og om det liv, vi andre skulle leve videre. Det var, som om Kristian tog det på sig, at børnene og jeg skulle passe på at komme godt igennem. Det var fantastisk, at han havde overskud til det, betød meget, det kan jeg stadig mærke. Også helt lavpraktisk. Jeg har ikke skullet stille spørgsmål ved, hvad Kristian havde ment eller sagt eller gjort. Jeg ved lige præcis hvad, og det har været en lettelse,” siger Ane Marie Mortensen.
Da Kristian fik det værre og ikke kunne tage på arbejde hos Volvo i Herning længere, men lå derhjemme for at dø, spurgte han en dag sin hustru, hvad hun egentlig ville servere efter begravelsen. Snitter og kage blev de enige om, og så var det afklaret.
Ligesom de sammen havde fundet et sted på kirkegården, som de begge syntes om, og hvor de skal ligge sammen engang.
Kristian Mortensen blev 67 år.