Prøv avisen
Spørg om livet

Min fars utroskab gjorde mig usikker som barn

Jeg deler min historie med jer for at fortælle, at de voksnes fortielser, bagatelliseringer og løgne påvirker børn langt mere, end de måske tænker på, skriver Amalie, hvis far var hendes mor utro, da hun selv var barn.

Voksnes fortielser, bagatelliseringer og løgne kan være til skade for børns tryghed og evne til at stole på egne sanser og fornemmelser

Kære brevkasse. I de sidste brevkasser har temaet donorbørn været oppe og ikke mindst om og eventuelt hvordan og hvornår, at børnene skulle have det at vide. Jeg er helt enig i, at der er mange problemstillinger knyttet til, at der er en offentlig sanktioneret sundhedssektor, der på en måde fratager børn muligheden for at kende deres far.

Det er imidlertid ikke det, som er mit anliggende i dette brev. Men det er usikkerheden og benægtelsen og de henholdende eller benægtende svar, som man som barn kan blive mødt med fra voksne, når der er ting, som de ikke kan eller vil vedkende sig eller stå til regnskab for.

Jeg er voksen nu og har egen familie, og jeg har det for det meste godt. Men jeg husker med smerte mange års usikkerhed og kampe for at komme til at stole på mine egne fornemmelser. I adskillige år benægtede min far, at han havde et forhold til en anden kvinde end min mor. Jeg var måske den første, der opfattede, at der var gang i noget til anden side, fordi jeg ofte så et andet lys i min fars øjne, når han var sammen med hende, som også var hans kollega.

Og engang så jeg dem også sammen i byen, hvor de rørte hinanden på en måde, som jeg intuitivt opfattede som mere end høflighed. Jeg kunne nævne flere eksempler.

Jeg sagde ikke noget til min mor, men jeg prøvede flere gange at sige det til ham, men han afviste altid og sagde, at det ikke passede, og at jeg ikke skulle blande mig i det. Om aftenen kunne jeg ligge og have svært ved at sove, fordi jeg lå og lyttede efter min mors og fars diskussioner, og selvom jeg ikke kunne høre indholdet, opfattede jeg den vanskelige tone som en ildevarslende musik.

Da jeg var 15 år, fik jeg en dag at vide, at mine forældre skulle skilles, og at min far var flyttet ind hos sin kollega. Jeg fik også at vide, at deres forhold havde stået på gennem flere år. Da brød min verden sammen, og jeg kunne i mange år efter ikke holde ud at se min far.

Og nu, mere end 15 år efter, ser jeg ham helst ikke mere end allerhøjst nødvendigt. Jeg ville blot dele dette med jer for at fortælle, at de voksnes fortielser, bagatelliseringer og løgne påvirker børn langt mere, end de måske tænker på.

Venlig hilsen

Amalie

... Kære Amalie

Tak for din fortælling. Vi opfatter ikke dit brev som et spørgsmål om, hvad du skal gøre.

Vi fornemmer, at du er taknemmelig for, at du nu som voksen har fået din egen familie. Men tak, fordi du på en smertelig baggrund deler dine erfaringer og fremholder, hvor vigtigt det er for børn at blive mødt med ærlighed og oprigtighed.

Vi har desværre, kan man sige, hørt mange varianter af din historie af både grovere og lettere karakter, hvis man kan graduere sådanne oplevelser. Det kan for eksempel dreje sig om alkohol- eller medicinmisbrug, som børn fornemmer hos en af forældrene, og hvor de i deres indre kan mærke, at de er anderledes, end de plejer. I årevis kan et sådant skjult misbrug benægtes til stor skade for børnenes tryghed og mulighed for at lære at stole på egne sanser og fornemmelser.

For det er det, der er på spil. Børn skal vokse op og finde ud af, hvordan verden hænger sammen. Hvad der er stort og småt, og hvad der er sandt og løgn. Og hvilke pejlemærker er der for at finde ud af det. Skal man lytte mest til, hvad man kan mærke og se med sine egne øjne eller fornemme med sin lugtesans, eller hvad nu hvis en voksen, som man elsker, fortæller noget, der er i modstrid med det, man opfatter af sig selv? Hvem har så ret?

Børn kan ikke trække på massevis af erfaringer fra mange forskellige situationer og med mange forskellige voksne. De er afhængige af de allernærmestes vurderinger og fortællinger om, hvordan livet er. Og de kan let komme i tvivl om sig selv, hvis de gang på gang bliver irettesat, selvom deres umiddelbare forståelse er den rigtige. Fortier voksne vigtige ting, eller benægter de ting, som er sande, men alligevel er opfanget af børnenes intuitive fornemmelser, kan børn vokse op med stor selvusikkerhed, som de må kæmpe med i mange år som voksne.

Mange ting omkring dette tema udspilles, når forældre er pressede, eller deres eget indbyrdes forhold er på spil for eksempel under og efter en skilsmisse. Og nogle gange sker det med forældrenes bedste intention for at beskytte børnene. Selvom det modsatte sker.

Som et barn, der gik i en børnegruppe for skilsmissebørn, udtalte: ”Min far og mor siger, at de er gode venner, selvom de er skilt. De siger det både til mig og andre. Men jeg ved, at det er løgn, de lader bare som om.” Og en anden fortalte noget af det samme, som du skriver om i dit brev: ”Min far siger, at han ikke har nogen ny kæreste, men jeg ved, at det ikke passer, for han prøver bare at skjule det, så man ikke bliver ked af det. Jeg siger det heller ikke til mor.”

Nu er sådanne børn lidt heldige, fordi de møder andre børn i en sådan gruppe, som genkender, hvad de siger. Eller har andre erfaringer, som de kan spejle sig i. Så er man ikke så alene. Og så opdager man, at man godt kan tro på det, man selv ser og hører og opfatter.

Vi skal ikke sige sandheder til alle og enhver og til vores børn uanset indhold, tid og sted. Sandhed og visdom og menneskelighed må hænge sammen. I afdelingen for de banale eksempler behøver man jo ikke at sige til sin tante, at hendes gave til ens runde fødselsdag var både grim og uopfindsom. Eller at man ikke orker at sige ja til en invitation, fordi de aftener plejer at være enormt kedelige.

Men når det gælder sandheder om de store temaer i ens liv, om hvor man hører til og kommer fra, og om forældrenes indbyrdes forhold og om trygheden derhjemme, så skal der være særdeles vigtige grunde til ikke at sige det, som det er. Så handler det mere om, hvor, hvordan og hvornår det skal siges.

Der er et ordsprog, der siger, at sandheden er ilde hørt. Og det kan så ganske vist være sandt. Men oftest er det kun svært på den korte bane. I det længere perspektiv er det oftest Bibelens ord om, at sandheden gør fri, der må fremholdes. Og den samme bog snakker om at være sandheden tro - i kærlighed. Det er kunsten og udfordringen for os alle sammen.

Mange hilsener

Annette og Jørgen

Andre læser lige nu