Prøv avisen
Spørg om livet

Savnet af mine forældre er ufatteligt

Line Marie savner at kunne dele oplevelser om sine børns liv med sine afdøde forældre. Foto: Modelfoto/Iris/Ritzau Scanpix

I perioder har vemoden efter mine forældres død været så stor, at jeg har været helt bange for, at jeg var ved at blive deprimeret, skriver Line Marie til brevkassen

Kære brevkasse

Jeg er i den situation, hvor jeg har oplevet at miste begge mine forældre. Min far, som var lidt ældre end min mor, døde for fire år siden efter et sygdomsforløb, hvor der var tid til at være sammen, få snakket om vores liv og på en måde også mulighed for at få taget afsked. Alligevel var det en stor sorg, da han døde, og noget meget vigtigt blev væk i vores liv. Min mor bar også præg af et stort savn. Mine forældre havde haft et godt og langt samliv sammen, og de nærede en stor kærlighed og respekt for hinanden. Men midt i sin egen sorg kunne hun alligevel formå at opmuntre mig og mine børn, når savnet dukkede for meget op.

Jeg synes selv, at jeg og min storebror har haft et godt hjem. Og vi har haft gode forældre. Naturligvis kunne jeg, ikke mindst i de helt unge år, blive irriteret på dem, men efter jeg har fået familie og børn, har relationen primært båret præg af gensidig glæde og hjælpsomhed. Og jeg fik lov at opleve mine forældre som vigtige og kærlige bedsteforældre for både min brors og mine egne børn.

For godt et halvt år siden mistede jeg så min mor. Hun døde ret pludseligt. Selvom jeg jo nu er voksen og omkring de 40 år og har mand og tre børn, så har det seneste halve år båret præg af et ufatteligt savn. Savnet af dem begge er der. Jeg synes, at de døde alt for tidligt. Jeg savner deres tilstedeværelse i mit liv og ikke mindst i mine børns liv. Når andre bedsteforældre henter børn i børnehave eller skole, stikker det i mig. Og jeg savner at kunne dele oplevelser fra børnenes liv med dem, og jeg savner deres gode hjælp.

Jeg savner også deres kærlighed til mig og mine kære, og jeg savner den hyppige kontakt, de gode råd og de hyggelige samvær. Og så synes jeg, at det er utroligt vemodigt, at mine børn ikke mere har en mormor og morfar. Jeg havde sådan ønsket at dele børnenes videre udvikling med mine forældre, og jeg havde sådan ønsket, at mine børn kunne dele deres liv med to vigtige personer, som elskede dem så højt. Jeg synes, at jeg burde tage det mere ”voksent” og se på, hvad jeg jo har i stedet, men jeg synes savnet og vemoden fylder rigtigt meget. I perioder har jeg været helt bange for, om jeg var ved at blive deprimeret. Har I nogle gode råd til, hvordan man kan komme videre i denne situation efter tab af meget vigtige relationer i voksenalderen?

Venlig hilsen

Line Marie

Kære Line Marie

Tak for dit fine brev, hvor du beskriver glimt af den store sorg, det er at miste to kærlige og vigtige forældre for dig og bedsteforældre for dine børn. Sorg hører livet til – og jo mere vi elsker og knytter os til mennesker, jo større er sorgen, når vi må tage afsked. Samtidig er sorgen på en måde også en livgivende gave, som Vorherre har givet os, for at vi kan leve videre uden dem, som vi ikke troede, vi kunne leve foruden. Så det er vigtigt, at du giver dig selv lov til at have det, som du har det, og lade sorgen komme og gå i de bølger, som man ofte kan opleve.

Det er vigtigt, at du ikke forlanger af dig selv, at du skal kunne tackle sorgen på en meget bestemt måde, eller at du skal være meget ”voksen”, som du kalder det. Du er rigtigt nok voksen, men samtidig er du barn af de to, som du har måttet tage afsked med. Og det er to meget vigtige livsvidner, som du har mistet. Det er jo også et betydeligt tab, når du tænker på, at det var gode mennesker, som du havde et nært og kærligt og gensidigt forhold til. Det er desværre langtfra alle, der har det tætte, gode forhold til deres forældre, som du har haft.

Sorg tager tid, og fra gammel tid har man ofte talt om et sørgeår, hvor man i adfærd og påklædning og ydre symboler signaliserede både for sig selv og andre, at sorgen var der og gjorde sin gerning. Det legaliserede og anerkendte, at sorg ikke er noget, der bare skal overstås, og som er unødvendigt, men er en vigtig del af livet, og som man må mærke og opleve gennem alle årets dage, højtider og mærkedage. Et sådant sørgeår er endnu ikke gået for dig, når man tænker på tabet af din mor.

Du må også tænke på, at da din far døde, var I igennem et sygdomsforløb, hvor I, som du skriver, havde tid til at få talt sammen, og hvor I også fik taget afsked med hinanden. Allerede under sådan en alvorlig sygdomsperiode begynder man at sørge – det var ikke kun noget, der startede, efter at han var gået bort.

Med din mor er det anderledes. Her fortæller du, at døden kom forholdsvis pludseligt, og der er således ikke tid eller muligheder for at få sagt det, man måske gerne ville sige, spørge om eller afklare. Sorgen starter på den måde nærmest pludseligt, og man får brug for længere tid, og man får oftere mange svære følelser at forholde sig til i den situation.

Måske havde I slet ikke regnet med at miste din mor nu, så det hele kommer måske som et chok uden forberedelse og varsel. Derfor er det vigtigt, at du er barmhjertig mod dig selv og ved om, at sorgen tager sin tid. Samtidig er det ofte sådan, at sorgen ikke bare forsvinder, men efterhånden finder den mere og mere en naturlig plads i ens sind, så man kan leve videre med den. Vi håber også for dig, at du efterhånden får skabt et indre rum, hvor vemoden og taknemligheden for dine forældre kan leve og være, uden at det bliver for smertefuldt for dig.

Vi kan også godt forstå, at det er en sorg ikke at kunne dele dine børns videre liv med dem, I alle holdt så meget af. Det er derfor vigtigt, at du ikke er flov over din sorg, men at du deler den med gode mennesker – en vis veninde, din mand, din bror eller andre med et lyttende og forstående sind. Find gode naturlige anledninger, hvor I sammen i familien kan tale om mormor og morfar. Ved højtider og i andre situationer kan I mindes dem på forskellig vis. Fortæl dine børn om dem og deres liv, og lav måske en mindebog til hver af dem med billeder og for-tællinger om deres kære bedsteforældre, som I kan hente frem ved forskellige anledninger. Alle disse ting kan være med til at holde mindet om to gode mennesker i live og skabe lyst til efterfølgelse, varme, latter, gråd og eftertænksomhed.

For din egen del skulle du måske opsøge en sorggruppe, som vi ved, at der findes i mange folkekirker rundtomkring i landet. Der kan sorgen få en ramme og et rum og et sprog, hvor det er tilladt at fortælle om savn og tanker og sorg. Eller måske ville du have glæde af at tale med en psykolog eller en præst nogle gange. Specielt er det vigtigt at du deler dine oplevelser, hvis du oplever, at de depressive stemninger tiltager. For enkelte kan sorgen nemlig så at sige sætte sig fast, så det går over i en mere depressiv tilstand, og den skal man gerne have hjælp af professionelle til at tage hånd om.

Mange hilsener

Annette og Jørgen