Prøv avisen

At se døden i øjnene og komme tilbage til livet igen

"Kræften har givet mig appetit på livet. Jeg er glad for hver eneste dag, og det trivielle er blevet skønt,” fortæller Stefan Thomsen, der i dag er erklæret rask. – Foto: Jens Welding Øllgaard

”En dødsdom”, kalder Stefan Thomsen selv den melding, han fik fra lægerne i sommeren 2013. Han havde fået uhelbredelig kræft i spiserøret og maven, og kemoterapien virkede ikke. Men mod alle odds er Stefan Thomsen i dag rask og er med en nyfundet ro kommet tilbage til livet

I stuen i det røde parcelhus i Ganløse uden for København sidder 56-årige Stefan Thomsen og klikker rundt med musen. På computerskærmen foran sig åbner han en mappe med billeder og finder et Word-dokument frem. På billederne ses forvandlingen af den 56-årige familiefar, der går fra at have sul på krop og kinder og hår på hovedet til det modsatte. Og i dokumentet er specifikke datoer, hændelser, samtaler og tanker skrevet ned.

På skærmen anes overfladen af historien om, hvordan Stefan Thomsen gik fra at være en rask, glad familiefar med en karriere som konsulent til at være dødeligt syg og planlægge sin afsked med livet.

Men på skærmen anes også historien om, hvordan han gik fra at være dødeligt syg til på nærmest mirakuløs vis at blive rask igen og komme tilbage til livet igen. Et liv, der på både godt og ondt alligevel ikke helt er, som det var før kræften.

To og et halvt år efter, Stefan Thomsen fik erklæret uhelbredelig kræft, er han nemlig stadig i live, og han er ikke den eneste. Andelen af de patienter, der overlever kræft er stigende, viser tal fra Kræftens Bekæmpelse og Helbredsprofilen, som er en del af Region Sjællands sundhedstilbud.

En solrig julidag i 2013 var Stefan Thomsen, hustruen Iben og deres tre børn, der dengang var 9, 11 og 13 år, taget til Gilleleje Havn i Nordsjælland for at spise. Og det er der, historien begynder.

”Jeg var så underligt mæt efter den middag. De andre fik is bagefter, men jeg kunne ikke spise is, og det ligner mig ellers ikke. Senere samme nat vågnede jeg klokken halv fem og kastede blod op,” siger Stefan Thomsen.

Den nat blev han hentet af en ambulance i hjemmet i Ganløse. En uge og flere undersøgelser efter satte en læge sig på kanten af Stefan Thomsens seng på Herlev Hospital og fortalte ham, at han havde kræft i spiserøret og i maven. Stefan Thomsen var alene, og beskeden kom som et chok. Det, han bed mest mærke i ved lægens ord, var det, han selv kalder for sin egen ”dødsdom”: Hvor længe han kunne forvente at leve.

”Jeg kunne forvente at leve et halvt år, hvis jeg ikke blev behandlet og et år eller halvandet, hvis kræften ikke havde spredt sig,” siger han.

På det tidspunkt vidste de ikke, om kræften havde spredt sig, men det skulle senere vise sig, at det havde den. Stefan Thomsen havde kræft i maven, spiserøret og i lymferne, og det stod klart, at tumoren var så stor, at en operation ikke var i nærheden af at være en mulighed. Han begyndte at få kemobehandling på Rigshospitalet, som måske ville kunne mindske tumoren. Når han præsenterede sin dødsdom, den forventede levetid på maksimum halvandet år, for de læger, han mødte, kom flere af lægerne med historier om patienter, der alligevel havde levet længere, end de var blevet spået. De historier holdt Stefan Thomsen fast i, for de gav ham håb.

”Mit liv var altid kørt efter en snorlige streg, og jeg havde altid haft en fremtid, jeg tænkte alt ind i, og den fremtid var kræft ikke en del af. Kræft var aldrig noget, jeg havde tænkt på, for der var ingen i min familie, der havde haft det. Da jeg fik konstateret kræft, forsvandt min fremtid fuldstændigt for mig. Jeg kunne ikke se fremtiden, jeg kunne kun se nuet. Og nuet var det eneste, jeg kunne finde ro i, så jeg tog det trin for trin og holdt fast i håbet. Jeg tror, at håbet gjorde mit liv tåleligt og var med til at få mig igennem og gjorde, at jeg ikke blev panisk,” siger han.

Håbet var dog svært at få øje på i kemobehandlingens resultater. Stefan Thomsen fik kemobehandling over ni gange på Rigshospitalet, men behandlingen virkede ikke, og tumoren blev ikke mindre. Håbet var sognepræst Kristian Gylling i stedet med til at skabe.

Stefan Thomsen kendte på forhånd præsten privat, men begyndte at have samtaler med ham under sygdomsforløbet om døden og kristendom. Og inde i Stefan Thomsen begyndte troen at vokse side om side med håbet og tumoren i maven. Han var uhelbredeligt syg, men Stefan Thomsen fandt sin egen kur i kristendommen, selvom han før sygdommen ikke var meget mere religiøs end de fleste andre danskere.

”Kristian og jeg havde mange møder, hvor vi talte om sygdom, kristendom og døden. Jeg kom med min undring, og det foldede han ud på en måde, så det gav mening for mig. Det med at leve i nuet, som jeg fandt glæde i, var som at leve i saligheden. Også idéen om Jesus som en healer, der sagde ’rejs dig og gå’ gav pludseligt rigtig god mening for mig; at healingen på den måde kunne komme fra Jesus og fra en selv gav mening, nu hvor det var mig, der sad der og var syg,” siger han.

Tanken om at leve i nuet og nyde nuet har været dominerende gennem hele Stefan Thomsens sygdomsforløb.

”Det handler også om at se og mærke værdien i de små ting og i at bede en bøn. Jeg bad ikke tidligere, men det var noget, Kristan Gylling lærte mig, og det giver mig fred at bede. Førhen var jeg jaget af problemstillinger på arbejdet og problemstillinger ude i verden. Jeg læser stadig aviser og interesserer mig for min omverden, men er ikke så bekymret, som jeg var før,” siger Stefan Thomsen.

Bønnen har Stefan Thomsen også indført, når familien samles omkring det mørke plankebord i hjemmet i Ganløse. Her takker de hver især for den dag, de er givet. For dagen og nuet fik pludseligt en anden betydning, da Stefan Thomsen begyndte at kunne tælle de dage, han så ud til at have tilbage i livet. Den tilgang til livet har også sat sit præg på bogreolen bag det lange spisebord. Hylderne er fyldt med Johannes Sløk, Søren Kierkegaard og C.G. Jung og både nye og gamle bøger om tro og død, som Stefan Thomsen begyndte at læse om i forbindelse med sin sygdom. Også bøger om psykologi og gestaltterapi, som Stefan Thomsen tidligere har uddannet sig i, er stærkt repræsenteret. Højt oppe i venstre hjørne af bogreolen har en bog med den genkendelige blå farve fra rejsebøgerne ”Lonely Planet” sneget sig ind. Sardinien står der på den. For mange år siden havde Stefan Thomsen og hustruen Iben talt om, at de en dag ville tage til Sardinien. ”En dag” forstået som en dag engang i fremtiden, men den dag og mange andre dage har Stefan Thomsen rykket frem.

”Jeg har fået mere lyst til at være sammen med min familie, og det er blevet vigtigere for mig at lave nogle ting sammen. Det har det selvfølgelig også været tidligere, men det fylder mere nu. Der er også andre ting som golfture, hvor jeg før har tænkt ’det kan jeg gøre, når jeg bliver pensioneret’, som jeg tager på nu. Det hele handler om at leve i nuet,” siger Stefan Thomsen.

Når Stefan Thomsen i løbet af de seneste år alligevel har tænkt på døden, har det ikke været på, hvad der ville ske med ham efter døden, men derimod hvad der ville ske med hans familie. Da sygdommen blev konstateret, brugte han en eftermiddag og en aften sammen med sin hustru på at gennemgå budget og forsikringer for at sikre sig, hvordan familiens liv skulle se ud, hvis han ville være død om et år eller to. I forhold til begravelsesceremonien lagde han sig fast på, at han skulle brændes, men sange, og hvad der ellers skulle foregå i kirken, skulle være familiens beslutning. For begravelsen skulle være for dem mere end for ham.

”Min største ulykke var ikke min egen død. Jeg var optaget af, at jeg har tre børn og en kone, som jeg skulle forlade alt, alt for tidligt. Jeg havde ikke nået at give mine børn det, jeg gerne ville give dem. Da jeg var mest syg, var mit håb, at jeg ville se dem flytte hjemmefra. I dag er mit håb udvidet til, at jeg vil se dem blive gift og få børn,” siger Stefan Thomsen, der skrev breve til sine børn, da han var syg.

”Jeg skrev ting ned, som børnene skulle have med sig, hvis jeg døde. Det handlede om mit livssyn, mine holdninger og min måde at gå til tingene på,” siger han.

Generelt var han meget åben om sin sygdom, både over før børnene og de voksne i omgangskredsen, og det hjalp ham at tale med andre. Familien, vennerne og kollegerne fra det arbejde, hvor han ikke har været fuld tid siden juli 2013, har alle overrasket ham positivt i forhold til deres måde at tackle hans sygdom på.

”Jeg fandt virkelig ud af, hvor meget min kone, mine børn, mine venner, mine kolleger og endda folk, jeg næsten ikke kendte, holdt af mig, selvom jeg var syg og selv følte, at jeg ikke var meget værd. Og jeg fandt ud af, hvor meget jeg holdt af dem,” siger han.

Selvom relationerne hjalp ham igennem sygdomsforløbet, følte han sig også alene med sygdommen.

”Du er fuldstændigt alene, når du er syg. Der er ingen, der rigtigt kan hjælpe dig. Lægerne gør deres bedste for at helbrede dig, men dybest set er du alene med sygdommen, og du er ikke i kontrol over den. Det var også derfor, troen kom ind i mit liv. Pludseligt forstod jeg, hvad religion gør for mennesker. Når du står mutters alene med en dødsdom, kan du råbe, skrige og slå kolbøtter, alt det du vil, men ingen kan hjælpe dig. Systemet har gjort, hvad de kunne, lægerne gjorde deres ypperste, men de kunne alligevel ikke gøre noget. Kristian Gylling kunne fortælle mig om troen og give mig trøst, men han kunne heller ikke fjerne kræften, ligesom lægerne heller ikke troede, de kunne. På den måde var jeg alene, og det føltes som om, jeg kiggede døden lige i øjnene,” siger Stefan Thomsen.

Kemoterapien virkede ikke, og lægerne på Rigshospitalet kunne derfor ikke hjælpe Stefan Thomsen, hvis tumor var for stor til at blive opereret væk. Han blev derfor tilbudt eksperimentel behandling på Odense Universitetshospital, som er et tilbud, man kan få, hvis man har en livstruende kræftsygdom, og standardbehandlingen ikke virker. I Odense blev han behandlet med en anden form for kemo, hvis virkning ikke er bevist. Men Stefan Thomsen var heldig. Kemoen virkede. Efter 12 behandlinger i Odense og 21 kemobehandlinger i alt var der i december 2015 godt nyt til Stefan Thomsen.

”Jeg står og laver chili con carne i køkkenet. Huset er fyldt med børn, og der er høj musik, da telefonen ringer, så jeg går ind i soveværelset og sætter mig på sengen for at få ro til samtalen. Lægen fortæller, at tumoren næsten er helt væk, kræften var forsvundet fuldstændigt i halsen, og der var kun ganske lidt at spore i spiserøret. Der tabte jeg næsten røret. Jeg blev fuldstændigt forstenet, og jeg troede ikke på det. Jeg var lige så lamslået, som da jeg fik at vide, jeg havde kræft. Jeg havde jo fået at vide, at jeg slet ikke skulle tænke på en operation, fordi det ikke ville blive en mulighed, og på det tidspunkt var mit udgangspunkt, at jeg var uhelbredeligt syg. Men nu ville jeg kunne blive opereret og formentlig være rask bagefter.”

Beskeden fik ham til at glemme alt om chili con carnen. Da han kom tilbage til køkkenet var kødet i den store røde Le Creuset-gryde brændt på.

”Jeg var fuldstændigt ligeglad, selvom det normalt ville være sådan noget, der ærgrede mig. Mit liv tog en 180 graders drejning lige der. Der var flere læger, der kaldte det et mirakel, at behandlingen overhovedet havde virket på mig,” siger han.

Derefter gik det stærkt. Stefan Thomsen blev opereret i februar 2016 – to et halvt år efter han sad på restauranten i Gilleleje og mærkede de første tegn på, at noget var galt. Mavesækken blev fjernet, men det blev kræften også, og i dag er Stefan Thomsen rask. Fjernelsen af mavesækken betyder, at han i dag skal spise mindre, men flere måltider, og det har han slet ikke noget imod, for mad elsker han stadig. Selvom han i dag er rask, har det lange sygdomsforløb og ikke mindst de 21 kemobehandlinger sat sine spor på helbredet.

”Jeg er rask, og jeg føler mig rask. Men jeg har været igennem så hårdt et forløb, at jeg ikke ved, hvad det betyder for mit liv. Degenererer jeg hurtigere end andre personer? Derfor sørger vi også stadig for at gøre mange af de ting, vi drømmer om, i dag hvor jeg har energien til det. Vi sparrer ikke op til en oplevelse, der skal ske om et år. Hvis der er en oplevelse, vi vil have, tager vi den i dag,” siger han.

Skiferie med familien er det næste, der er på programmet. Stefan Thomsen kommer højst sandsynligt til at tage lidt ekstra kaffepauser, da han nok ikke kommer til at have energi til at stå lige så meget på ski som de andre, men det har han ikke noget imod. Den svækkede energi har også betydning for arbejdstimerne. Før i tiden arbejde han 40-50 timer om ugen. I dag er han kommet tilbage på arbejdet efter sin sygemelding, men nu arbejder han ikke mere end 16-18 timer og ugen. Om han igen vil få energi til at arbejde fuld tid, må tiden vise, og arbejdspladsen er heldigvis forstående, siger han.

”Jeg brænder hurtigt ud. Når du har fået 21 gange kemo, reagerer kroppen på den stresstilstand. Jeg kan få de samme symptomer nu, hvor kroppen nemt bliver stresset, hvor jeg hurtigere bliver træt og ikke kan sove. Jeg skal nu til at prøve at finde en rytme i det, for jeg vil rigtig gerne arbejde. Om det skal være fire gange fire timer eller mere, har jeg heldigvis fået snor til at finde ud af,” siger han.

Men det er ikke kun helbredet, sygdommen har haft indflydelse på.

”Før jeg fik kræft, handlede mit liv meget om min karriere. Jeg har det stadig godt med mit arbejde, men jeg er begyndt at tænke mere på, hvad livet er til for. Døden skaber perspektiv på livet, og man kan jo også vælge at leve, som om man var død, men kræften har givet mig appetit på livet. Jeg er glad for hver eneste dag, og det trivielle er blevet skønt. Hver morgen er ens på den måde, at jeg tænder for kaffemaskinen, og der er oprydning, der skal klares, men alligevel er dagene slet ikke ens, og jeg nyder hvert øjeblik.”