Prøv avisen
Signatur

At se en mor i sin egen datter

Nytårsaften blev i år noget helt specielt for journalist Bjørg Tulinius. Hun skulle fejre nytår med sin gravide datter på Sydlangeland, men pludselig gik vandet, og da rådhusklokkerne slog var der kommet et lille nyt menneske i familien – og datteren var forvandlet til mor – og urkvinde

Hun havde termin den 4. januar, så vi havde aftalt at fejre nytår hos hende og kæresten på Sydlangeland. Så var de fri for at køre så langt, nu hvor maven var så stor. De ville gerne lave forret og dessert, hvis jeg ville stå for hovedretten – og champagnen. Vi måtte også gerne tage et par spil med, så ville de købe noget fyrværkeri.

Vi glædede os. Min 12-årige søn og jeg. Og kørte fra Silkeborg allerede dagen før, så vi i fællesskab kunne forberede aftenen og have god tid sammen.

Men det blev ikke helt, som vi havde forestillet os.

Om natten blev jeg vækket af min datters kæreste. Vandet var gået, og tidligt næste morgen kørte de til sygehuset i Svendborg.

Det blev den længste nytårsaftensdag nogensinde. Og som timerne gik, kom også bekymringerne. Gik det mon godt? Hvorfor tog det så lang tid? Min seje datter, tænk alt det, hun lige nu var igennem. Men også små bobler af lykke og forventning og viden om, at lige nu var hendes liv ved at ændre sig for altid. Og vores også. Som min søn sagde: ”Nu begynder der en helt ny tid. Før var der bare os tre søskende. Nu bliver det hele noget andet.”

Jeg hørte ikke Dronningens nytårstale. For der var kommet en sms. Med et billede af den smukkeste lille mørkhårede pige og hendes stolte mor, der så både træt og lykkelig ud.

Middagen blev til en enkelt ret. Vi skålede i midnatsboblerne med og uden alkohol, selvom klokken kun var 19. Bagefter var pakkelegen hurtigt overstået, når der kun er to, der spiller. Og de andre spil virkede heller ikke lige så sindsoprivende, som når der er flere med. Men det var alligevel den bedste nytårsaften nogensinde. Også selvom vi kun var to. For det var vi jo ikke.

Lige før midnat kom de tilbage. Sygehuset i Svendborg havde ikke døgnbemanding på barselsgangen i nytåret. De kunne derfor vælge mellem at køre til Odense eller hjem. Og det var selvfølgelig kæmpestort at se sit barnebarn.

Det første. Så fin og færdig. Smuk og tillidsfuld. Ny i verden. Med dunet hår og minifingre. Men det største var alligevel at se min datter. Som mor. At se hende trøste, bære og amme. Som det naturligste i verden, selvom alt var første gang. At se hende se på sin datter. Med så megen kærlighed. Med så megen moderlighed. At se hende som en kvinde, der lige har brugt alle sine kræfter og flere endnu. Kræfter, hun slet ikke vidste, hun havde – og som nu både var helt smadret og træt som aldrig før.

Men først og fremmest opfyldt af en glæde og taknemmelighed – som aldrig før. Og høre hende tale med en helt ny stemme til sin lille datter. Til sin kæreste, der havde holdt hendes hånd under hele fødslen og støttet og kæmpet med. Vide, at hun havde oplevet sider af sig selv, hun heller ikke selv kendte før. Se hende ikke længere bare være min datter, men også en ny lille piges mor. At kunne genkende.

Vi hoppede ikke ind i det nye år. Hørte knapt nok rådhusklokkerne. Men der er ingen tvivl om, at det nye år er velkomment. Med nyt liv, nye roller – og så alligevel blot en fortsættelse af det livsbekræftende hjul, vi alle er en del af. Hvor urkræfter viser sig og forandrer os. For altid.

Andre læser lige nu