Flere tror på Gud, en bekender sig til islam og en anden dyrker buddhismen.
Kreativ direktør Jakob Kvist, udlandsredaktør Anna Libak, tidligere amtsborgmester Erling Tiedemann, skuespiller Solbjørg Højfeldt, minister Søren Pind og debattør Özlem Cekic har alle forskellige opfattelser af tro, men har det tilfælles, at de i en tid, hvor mange er berøringsangste for at tale om religion, tør fortælle om det, de tror på.
For eksempel kan Anna Libak stadig blive fuldstændig slået over, hvor klog og indsigtsfuld Bibelen er.
Jakob Kvist har det svært med ordet ”troende”, for han mener, at ordet gør tro til noget, man skal præstere eller har, som andre ikke har.
Og Erling Tiedemann sammenligner troslivet med kærlighedslivet til ens ægtefælle, da både kærligheden og troen ikke let kan forklares til andre.
I 17 artikler har Kristeligt Dagblads journalist Else Marie Nygaard interviewet markante personligheder om deres historier, erfaringer og tanker om troens væsen.
De 17 artikler er blevet til en bog, som netop er blevet udgivet fra Kristeligt Dagblads Forlag. Læs et udpluk af artiklerne her:
Jakob Kvist: Det modsatte af tro er ikke tvivl
Jeg har det svært med ordet ”troende”, for så bliver tro til noget, man skal præstere eller har, som andre ikke har.
Ligesom man kan sige, ”jeg er maratonløber”, så kan man sige, ”jeg er troende”.
For mig er tro, at jeg holder vandene og diskussionerne åbne. Det modsatte af tro er ikke tvivl, men skråsikkerhed og viden.
Tro og tvivl hænger fuldstændig sammen og handler om det eksistentielle, det poetiske og de ting i livet, vi ikke kan tale om med stor vægt.
For mig har tro ikke noget at gøre med et firkantet Gudsbillede forsøgt holdt fast gennem dogmer.
Jeg ser tro som en gave, jeg forvalter, og jeg går ikke rundt i en religiøs bimmelim, men jeg kan på den anden side sige til mig selv: Der er ikke noget at være bange for. Man skal kaste sig ud i livet. Der er en dybere sammenhæng, som jeg ikke har fantasi til at forestille mig ikke er der.
Mennesket skal begribe, at det ikke kan begribe det ubegribelige. Processen, hvor man lærer at begribe, at man ikke kan begribe det ubegribelige, er også en modningsproces, og det er givet en af grundene til, at kirken betyder mere for mig i dag, end da jeg var 18 år.
Læs hele Jakob Kvists fortælling her
Anna Libak: Min tro vaccinerer mig mod at sætte mennesker på piedestaler
Når nogen spørger, om jeg er kristen og tror på Gud, så svarer jeg ja. Men jeg holder mig gerne fra at forklare og forsvare, for man kommer så let til at banalisere troen, som er svært at sige noget fornuftigt om, fordi det ikke er rationelt. Men for mig står kristendommen som det mest overlegne trossystem, jeg har mødt.
Når jeg har læst i Bibelen, har det ofte slået mig: Det her kunne ingen have tænkt. Her redegøres omhyggeligt for alt det, man burde gøre, og der beskrives, hvordan man er tilbøjelig til ikke at gøre det gode: ”Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”
Forleden læste jeg lignelsen om den barmhjertige samaritaner, og det gik op for mig, at det ikke handler om, at jeg skal ud at redde nogen, men at jeg ligesom den lovkyndige mand i teksten skal erkende, at jeg har behov for at blive reddet. Jesus lader nemlig forstå, at det ikke er den anden, som er næsten, men en selv. Så sidder jeg der og er fuldstændig slået over, hvor klog og indsigtsfuld Bibelen er.
I kristendommen står det klart, at mennesket rummer både godt og ondt. De fleste folk er flinkere, end man forestiller sig, og de fleste mennesker er knap så fantastiske, som man forestiller sig, og min tro vaccinerer mig mod at sætte mennesker på piedestaler.
Læs hele Anna Libaks fortælling her
Erling Tiedemann: Troslivet er som kærlighedslivet - det kan ikke forklares til andre
At læse Bibelen giver troserfaring. Man kan have læst en tekst mange gange, og så en dag siger det ”bingo”. Beretningen om den fortabte søn er en af de lignelser, jeg har læst og studeret mange gange og stadig vender tilbage til. Jeg kan identificere mig med den fortabte søn, og jeg er opmærksom på ikke at tænke som den ældre selvretfærdige bror, hvilket vel er en fristelse for os alle.
Den senmiddelalderlige spanske helgen Teresa af Avila skriver, at når Vor Herre taler til dig, så må du gerne fortælle det til andre, men lad være med at gå i detaljer, for folk vil alligevel ikke kunne forstå det. Jeg tror, Jesu ord om ikke at kaste perler for svin skal forstås på samme måde. Jeg vil sammenligne troslivet med kærlighedslivet til ens ægtefælle. Man har også store og gode fælles oplevelser, som slet ikke kan forklares til andre, fordi de har betydet noget helt specielt for en selv. Nok skal man vidne om troen, men man skal passe på med at fortælle om alle de troserfaringer, man har gjort, for nogle mennesker vil blot trampe det ned og søge at relativere det.
For et par år siden læste jeg Koranen fra a til z. Som medlem af et mindretal er jeg opmærksom på det nye muslimske mindretal, vi har fået i landet, og jeg synes, jeg forstår nogle af deres mindretalsproblemer. Det er vigtigt, at de bliver integreret på en måde, både vi og de kan leve med. Mange muslimer, jeg møder, vil gerne være danske, men de vil også være muslimer. De vil gerne komme ind i vores kultur, uden at de skal have et radikalt opgør med deres egen kultur. Det er lige præcis det, jeg har levet med i mit eget liv.
Læs hele Erling Tiedemanns fortælling her
Solbjørg Højfeldt: Mødet med dødelig sygdom fik mig til at tvivle på en almægtig Gud
Da jeg fik min hverdag på sygehuset, mistede jeg min barnetro. Før havde jeg kunnet bede til Gud og tro, at der var en Gud, som hørte min bøn.
Men som ung laborant tog jeg blodprøver på børn og unge, som havde diagnoser, der i mange tilfælde kostede dem livet. Disse meget konkrete møder med dødelig sygdom fik mig til at tvivle på en god og almægtig Gud.
Jeg var sammen med min første mand i 10 år. Det var, mens jeg var sammen med ham, at jeg fandt ud af, at jeg ville være skuespiller, og jeg blev elev på Aalborg Teaters elevskole. Jeg betragter skuespil som et stykke humanitært arbejde, hvor man som tilskuer kan få bearbejdet sine følelser, når man ser skuespillerne gennemleve et drama.
På den måde levede faget også op til mit grundlæggende ideal om at gøre noget godt i verden, og i de første idealistiske år så jeg i høj grad faget som min mission.
Det meste af mit voksne liv har jeg været optaget af spørgsmål om verdens tilblivelse og naturens og sindets veje. I dag vil jeg sige, at jeg er buddhist.
Min søn, Otto, blev som teenager optaget af buddhismen, og gennem ham lærte jeg andre buddhister at kende, og jeg begyndte selv at studere og gå til møder nogle år senere.
Læs hele Solbjørg Højfeldts fortælling her
Søren Pind: Som 5-årig fik jeg grundlagt en frygt for Helvede
Jeg lærte at læse, da jeg var fem år, og min franske børnebibel var en af de første bøger, jeg læste; jeg levede mig ind i de fantastiske fortællinger særligt fra Det Gamle Testamente: Abraham, der ville ofre sin søn, Moses i sivkurven, beskrivelsen af livet ved hoffet i Egypten, Josef og hans brødre. Det talte til mig.
Jeg kunne godt lide at gå på besøg i vores opgang. To etager over os boede en ældre, katolsk enke, som jeg holdt af at komme hos. Lejligheden var ret mørk, og hun havde mange krucifikser. En dag tog hun et hvidt stykke papir og tegnede en streg og forklarede mig, at Gud har en side for hvert menneske. På den ene side skriver Gud vores gode gerninger, og på den anden side af stregen noterer Gud vores fejltrin.
”Når vi dør, så slår han en streg. Er der er flere onde end gode gerninger, så kommer du i Helvede,” sagde hun.
Der blev min frygt for Helvede grundlagt. Og det blev ikke bedre af, at jeg, uden at have fået lov af mine forældre, kom til at se en fjernsynsoptagelse af Dantes ”Inferno”. Et djævlehoved æder de stakkels mennesker, og det gav mig mange mareridt.
Min angst var ikke noget, jeg kunne tale med nogen om, men et par år efter at vi var flyttet til Danmark, fik vi besøg af en af mine børnehavepædagoger fra Frankrig.
Jeg vidste, at troen spillede en rolle i hendes liv, og jeg tænkte, at jeg ville spørge hende, hvad hun tænkte om Helvede. Og hun bekræftede såmænd, hvad vores overbo havde fortalt mig nogle år tidligere.
Læs hele Søren Pinds fortælling her
Özlem Cekic: Mit teenageoprør var at tage tørklæde på
Min mor har altid gået med tørklæde, uden det har haft en dyb religiøs betydning, men en morgen i 5. klasse spurgte jeg, om jeg måtte låne et. Da jeg kom i skole, var jeg ikke pigen med sprogproblemerne, men den mest eksotiske elev, som alle ville tale med. Mange afkrævede mig et religiøst svar på tørklædet, så jeg gik hjem og fordybede mig i religiøse tekster og fandt sikre svar som et værn mod min indre usikkerhed. Mine forældre var frustrerede, men jeg markerede min selvstændighed ved at stramme tørklædet mere og sikre mig, at man ikke kunne se mit hår.
I trods strammede jeg tørklædet så meget, at mine kinder stod ud. Mine lærere troede, at min forældre tvang mig, og mine forældre troede, det var imamen. I dag kan jeg se, hvordan jeg brugte religionen i mit teenageoprør til at provokere med.
Jeg glædede mig til lørdag og søndag, hvor jeg gik i koranskole sammen med min bror. Her var jeg sammen med nogle af mine venner fra skolen, opgangen og omgangskredsen. Vi var i hvert fald 50 drenge og piger, som lærte arabisk og lærte vers fra Koranen, men det var også et sted, hvor der blev lavet sociale arrangementer og hygget. Når det var sæson, stjal min bror og jeg gerne æbler fra haverne på vej til koranskolen, for vi skulle jo i moskéen og kunne få tilgivelse.
Fra jeg var 10 til jeg var 16 år, var jeg på koranskolen alle weekender og i de ferier, hvor vi var hjemme. Jeg er opdraget med at se islam som et kærlighedsprojekt, men i koranskolen mødte jeg også undervisere med en anden tilgang. Jeg husker den dag, en kvinde lærte os unge piger, at vi ikke måtte lytte til musik. Jeg protesterede og spurgte, hvad forskellen var på de muslimske salmer og musik. Jeg bad hende argumentere og blev smidt uden for døren. At efterlyse et meningsgivende argument er nok karakteristisk for min tilgang til islam.