Prøv avisen

Selfies giver alle mulighed for at blive set

Selfies giver alle mulighed for at blive set i samfundet, siger forfatter til ny bog om fænomenet. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

Historisk set har det været vanskeligt for personer, der ikke er hvide, unge, tynde og adrætte, at blive afbildet i samfundet. Det er selfiekulturen ved at ændre på, siger forfatter til ny bog om netop selfies

Klik. Klik. Klik. Sommertid er selfietid, og hvert eneste øjeblik verden over vender nogen kameraet mod sig selv og foreviger personen, situationen og destinationen.

Dagligt lægger vi 350 millioner fotos på Facebook, deler 95 millioner billeder på Instagram og tre millioner snaps på Snapchat. Ikke alle fotos er selfies, men selfies skaber mere opmærksomhed på sociale medier end andet indhold – blandt andet fordi der er stor uenighed om, hvorvidt de er en velsignelse eller forbandelse.

Det fortæller sociolog og forsker i sociale medier ved Aarhus Universitet og universitetet i Tallinn Katrin Tiidenberg, der er forfatter til den nyligt udkomne bog ”Selfies: Why we love (and hate) them” (Selfies: Derfor elsker og hader vi dem). Bogen er en analyse af selfiekulturen og dykker ned i, hvad det betyder, at størstedelen af verdens befolkning nu har en kameratelefon og dermed har mulighed for at tage digitale selvportrætter.

”Det ændrer de kulturelle hierarkier, at stort set alle nu har et kamera i lommen og kan rette det mod sig selv. Det ændrer på, hvad man tidligere kulturelt har opfattet som værd at fotografere, og påvirker hele skønhedsindustriens dogmer for, hvad der er smukt at kigge på. Det truer status quo, at alle nu i princippet kan være fotomodeller,” siger hun.

Historisk set har det været vanskeligere for kvinder, børn, LGBTQ-personer – og bare alle, som ikke er hvide, unge, tynde og adrætte, at få plads i mediebilledet:

”Og hvis de gjorde, var det ofte på nogle bestemte stereotype betingelser, hvor for eksempel sorte blev beskrevet som dovne og kvinder som sexobjekter. Det billede bliver nu langt mere nuanceret,” påpeger Tiidenberg.

Til trods for, at der hver dag bliver taget millioner af selfies, er der en tendens til i høj grad at se negativt på fænomenet. Selfies er narcissistiske, ikke-autentiske og af dårlig kvalitet, lyder den typiske kritik. Mange selfie-tagere foretrækker da også primært at fotografere sig selv under mere private omstændigheder eller på typiske turistdestinationer, hvor de fleste alligevel knipser løs, og hvor de ikke skal tænke på, om folk dømmer dem, skriver Katrin Tiidenberg i bogen.

Hun vil ikke gøre sig til dommer over, om de mange selvportrætter på sociale medier er gode eller dårlige. Men det er en så dominerende kulturel udtryksform, at man ikke bare kan ignorere den. Og i modsætning til mange andre tendenser har denne været vedholdende, lige siden iPhonen blev lanceret for 10 år siden.

I medierne går kritikken på, at i særdeleshed unge risikerer at tabe sig selv i jagten på den anerkendelse, de kan få ved at tage selfies. Men vi bør være varsomme med moralsk selfie-hysteri, mener Tiidenberg.

”Som samfund bliver vi ofte bekymret for det nye og ukendte, særligt når det involverer unge mennesker og teknologi. Det samme skete, da Sonys Walkman – og da telefonen – blev opfundet. Dengang sagde man også, at det ville ødelægge ungdommen.”

Men selvfølgelig har forældre, lærere og andre voksne omkring børn og unge et ansvar for at hjælpe dem til at få et sundt forhold til at tage billeder af sig selv, tilføjer hun:

”Voksne skal hjælpe børn og unge med at få en fornuftig praksis på sociale medier i det hele taget. I sig selv ser jeg ikke noget farligt i at tage selfies, men hvis dit barn kun følger supermodeller på Instagram og sammenligner sine egne selfies med modellernes, er det klart, at det kan påvirke dets eget selvbillede negativt. Der må man tage en snak om, at man også kan følge profiler, der fokuserer på positive og helt almindelige ting i tilværelsen, for eksempel naturen. De må lære, hvordan de tager gode valg for sig selv.”

Det giver god mening, at selfies er blevet så populære. Mennesket har altid været optaget af at afbilde sig selv, og vi er draget mod billeder generelt, fortæller Katrin Tiidenberg.

”Helt fra begyndelsen har mennesket benyttet lejligheden til at ridse sine kendetegn i enhver ledig overflade. Piktogrammer og ideogrammer gik forud for skriftsproget,” siger hun.

Den 39.000 år gamle aftegning af en menneskehånd fundet i en hule på den indonesiske ø Sulawesi er i øjeblikket det ældste bevarede eksempel på selvportrætterende kunst. Og i kunstens verden har selvportrættet både i malet og fotografisk form været brugt af kunstnere – også som en form for terapi.

”Serie-selvportrættører som Rembrandt van Rijn i det 17. århundrede, Francisco Goya i det 18. århundrede, Vincent van Gogh i det 19. århundrede og Frida Kahlo i det 20. århundrede brugte selvportrætter til at indfange ændringer af selvet, kroppens aldring og modningen af deres eget talent. De brugte det også nu og da til selvterapi i perioder med sygdom.”

I dag kan det at tage selvportrætter med mobiltelefonen have den samme effekt for nogle. Det kan være en måde at acceptere den, man selv er – blandt andet fordi verdens mange selfies afspejler mangfoldighed.

”At tage selfies kan både være sjovt, kreativt og for nogle terapeutisk. Det kan give nogle en stemme, som ellers ikke havde én, og du kan få et glimt af andres liv, som kan være inspirerende for dig. Det er blevet en naturlig del af vores måde at kommunikere på, og jeg tror, folk bliver mere og mere afslappede omkring det. Der er en normaliseringsproces i gang, så snart vil det ikke længere være odiøst at rette kameraet mod sig selv og dele billedet på sociale medier.”