Udenfor har aftenmørket afløst dagslyset. Gadelygterne er blevet tændt, og her på bydelen Frederiksbjerg i Aarhus er det nu svært at finde en parkeringsplads, for beboerne i de mange lejligheder er kommet hjem fra arbejde. Tæt på Frederiksbjerg Torv strømmer lyset ud fra de store buede vinduer i Immanuelskirken, der tilhører Aarhus Baptistmenighed. Og selvom klokken mest signalerer spisetid, har flere kvinder og mænd fundet indenfor i kirken, hvor de hilser hjerteligt på hinanden og får viklet sig ud af halstørklæder og vinterfrakker.
”Godaften, de damer og herrer. Så må I godt indtage jeres pladser.”
Korleder og dirigent Lone Boyd har stillet sig bag mikrofonstativet, der står på kirkegulvet foran korbuen. 32 kvinder og to mænd fordeler sig i tre grupper foran hende, alterne til venstre, sopranerne i midten og tenorerne til højre.
Joyful Noise Gospel Choir er klar til aftenens fællessang.
”Vi skal øve til julekoncerten den 6. december her i kirken, og så har vi fået et job i Randers den 13. december, som jeg håber, rigtig mange af jer kan deltage i. Vi skal synge på gågaden klokken 20 om aftenen, og prøv lige at forestille jer, hvor julehyggeligt det bliver at stå der og synge, mens folk er ude at købe gaver. I kan skrive jer på listen, der ligger ovre på flyglet.”
Lone Boyd sender et stort smil til alle i koret, inden hun beder dem om at varme op. Alle følger hendes bevægelser, da hun strækker armene op mod loftet, lægger hovedet på skrå til først den ene og så den anden side, gaber højt og stikker tungen langt ud, inden de alle laver læbelyde og tager den første ”sho ho, sho ha”-stemmeopvarmning. Så er de klar.
Lone Boyd viser med hænder, krop og ansigtsudtryk, hvornår der skal mere kraft på sangen, hvornår den er trestemmig, og hvilke toner der skal trækkes i halen eller være helt korte. Og allerede under første sang, ”Better”, får selv de mest forfrosne i koret varmen, og på alles ansigter kommer der pludselig små glade trækninger ved munden og glød i øjnene. Ved sang nummer to kommer hænderne med, og kroppen begynder at svaje i takt til sangtekster som ”You can’t make it on your own. Let God lead you all the way”.
Fra at have lignet efterårsblege og kuldskære aarhusianere er der nu svedige rytmer, farve i kinderne og masser af energisk lovsang.
Ovre i gruppen af tenorer står Helle Højvang Friis. Hun har sunget i gospelkoret i 15 år og kan slet ikke forestille sig ikke at være en del af koret og det fællesskab, hun oplever her.
”Faktisk vidste jeg slet ikke, at jeg kunne synge, før jeg via en nabo kom med i koret. Men nu kan jeg simpelthen ikke undvære det. Og jeg tror, det gør en forskel, at det netop er gospelsange, for man kan ikke undgå at blive glad, når man synger dem. Hvis jeg for eksempel har haft en rigtig øvdag, så stopper den altså her. Når jeg tager hjem herfra, er jeg altid glad, og efter vores allerførste koncert skrålede jeg simpelthen så højt på cykelturen hjem, fordi jeg var helt høj af det, vi som kor kan i fællesskab.”
Helle Højvang Friis mener, at netop koret er et af de fællesskaber, hvor hun for alvor mærker, ”at vi jo kun er noget i kraft af hinanden”, som hun siger.
”Vi er jo ikke et kæmpekor på 150 mennesker, som nogle kor er, så her betyder hver enkelt stemme rigtig meget. Vi er simpelthen afhængige af hinanden, og derfor er det jo vildt vigtigt, at så mange som muligt møder op, ikke kun til øveaftenerne, men også til de koncerter, vi giver. Og det at være en del af et forpligtende fællesskab på den måde oplever jeg som meget givende,” siger Helle Højvang Friis, der også har knyttet private venskaber gennem koret.
Tre-fire gange om året mødes hun med syv kvinder, hun har lært at kende gennem sangen. Hun er selv den yngste på 56 år, og den ældste i vennekredsen er 72 år.
”Skal vi tage en julesang?”.
”Jaaaa!”.
Lone Boyd synger de tre forskellige toner, som alter, sopraner og tenorer skal bruge, pianisten finder node- arket frem til ”Silent Night”, og udsat for afroamerikanske blues- og gospelrytmer er det lige før, man kan fornemme sneen falde uden for kirkevinduerne, mens koret synger den engelske version af ”Glade jul, dejlige jul”.
Under sangen ”Mary, Did You Know” må flere tage deres uldtrøjer og cardigans af, og mens Lone Boyd synger soliststykkerne af sangen, står alle bare og svajer stille og nyder de smukke toner fra deres dirigent, der ud over at lede deres kor også er en anerkendt jazzsangerinde med flere udgivelser bag sig.
Judith Eriksen har været en del af koret i otte år. For hende er det et bevidst valg, at det netop er et gospelkor, hun synger i. At sangene udtrykker glæden over evangeliet og understreger dets budskab.
”For mig er det meget stærkt at synge de her sange, for jeg synger jo om det, jeg tror på. Og det forstærker min tro, at jeg også synger om den, det gør troen mere levende. Jeg ved godt, at det ikke er alle i koret, der har det på den måde, og at mange vælger et gospelkor mest på grund af den glæde, musikken skaber. Men det er næsten svært for mig at forstå, for budskabet er jo så direkte i sangene.”
Judith Eriksen har sunget, siden hun var barn, men hun fremhæver fællesskabet som det, der gør en forskel på at synge alene for sig selv og så at synge som én blandt mange og få sangen løftet i flok.
”Samtidig synes jeg, det er dejligt, at vi her i koret mødes på kryds og tværs i forhold til arbejde og øvrige relationer. De forskelle, der måtte være mellem os uden for koret, er ikke vigtige her. Det oplever jeg som meget vigtigt, for ellers er der jo tit en tendens til, at vi kun mødes med folk, der minder om os selv.”
”Og så tager vi lige ’Go, Tell It On The Mountain’. Husk, det er ’mountain’ i ental, ét bjerg.”
Lone Boyds hestehale flyver fra side til side, mens hun dirigerer sangen, der har afroamerikanske rødder og kan dateres helt tilbage til midten af 1800-tallet.
Tættest på flyglet står Lise Moesby. Hun er en af de yngste i koret, hvor hun begyndte for godt et år siden – og mødet med de andre i koret og med glæden i sangen har betydet uendeligt meget for hende, fortæller hun.
”Jeg har haft en del kriser i mit liv, efter at jeg som 14-årig mistede min mor. Jeg har blandt andet udviklet en række fobier og lider af angst, og det har selvfølgelig betydet, at jeg har trukket mig lidt fra verden. Men jeg har savnet at være en del af et fællesskab, savnet at synge, som jeg altid har elsket, og jeg har savnet at få kontakt til den spirituelle side i livet, som jeg vendte ryggen, da min mor døde. Hun havde ellers fortalt mig en del historier fra kristendommen, da jeg var barn. Men hvis Gud kunne tage hende fra mig, så kunne jeg ikke længere tro. For et år siden tog jeg mod til mig og kom ind i koret. Og det har simpelthen gjort så meget godt for mig.”
Det er ord som ”opløftet” og ”glad”, Lise Moesby bruger om korets effekt. Men også ”glædesboble” som beskrivelse af de følelser, hun nu forlader kirkerummet med, når koraftenen er slut.
”Jeg har tidligere følt mig meget ensom, men her er alle så søde og imødekommende, og jeg er jo en del af det her fællesskab på lige fod med de andre. Koret har virkelig gjort noget godt for mig.”
Efter to timer er øveaftenen slut.
”Har I lige tid til velsignelsen?”.
Lone Boyd samler koret i en rundkreds, hvor alle står med hinanden i hænderne, mens de synger for og med hinanden, ”Herren velsigne dig og bevare dig...”, nu som gospelsang med kropsrytme.
”Jeg er simpelthen så stolt af det her kor,” siger Lone Boyd, mens vinterfrakkerne kommer på igen, og kordeltagerne har krammet hinanden, inden de smutter ud i novembermørket.
”Her er så megen kærlighed. Og man skal jo tænke på, at gospelmusik også handler om at give lidt slip på den kontrol, vi ellers skærmer os med. I gospel er man mere nøgen, mere sårbar, fordi man skal give slip og give sig lidenskabeligt hen til musikken. Man skal ikke være så ’pæn’ og ’nydelig’ som ellers. Det kræver, at man er tryg, før det sker – men det sker altså her. Hver torsdag aften.”