Prøv avisen
Syng sammen

Til gospelsang i baptistkirken: ”Selv på 'øvdage' går jeg herfra i en glædesboble”

Gospelkoret låner Immanuelskirken af Aarhus Baptistmenighed. Som tak deltager de ved et par af gudstjenesterne og giver hvert år en særlig julekoncert i kirken. I år er det den 6. december, så selv midt i november er der masser af julestemning, når koret mødes for at øve sangene. – Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Glæden smitter, når der er gospelsange og rytmer i baptistkirken i Aarhus torsdag aften. Her mødes cirka 40 sangglade amatører i Joyful Noise Gospel Choir, og samværet har ført til både venskaber og mere mod på livet – samt total eufori, når alle stemmer lykkes

Udenfor har aftenmørket afløst dagslyset. Gadelygterne er blevet tændt, og her på bydelen Frederiksbjerg i Aarhus er det nu svært at finde en parkeringsplads, for beboerne i de mange lejligheder er kommet hjem fra arbejde. Tæt på Frederiksbjerg Torv strømmer lyset ud fra de store buede vinduer i Immanuelskirken, der tilhører Aarhus Baptistmenighed. Og selvom klokken mest signalerer spisetid, har flere kvinder og mænd fundet indenfor i kirken, hvor de hilser hjerteligt på hinanden og får viklet sig ud af halstørklæder og vinterfrakker.

”Godaften, de damer og herrer. Så må I godt indtage jeres pladser.”

Korleder og dirigent Lone Boyd har stillet sig bag mikrofonstativet, der står på kirkegulvet foran korbuen. 32 kvinder og to mænd fordeler sig i tre grupper foran hende, alterne til venstre, sopranerne i midten og tenorerne til højre.

Joyful Noise Gospel Choir er klar til aftenens fællessang.

”Vi skal øve til julekoncerten den 6. december her i kirken, og så har vi fået et job i Randers den 13. december, som jeg håber, rigtig mange af jer kan deltage i. Vi skal synge på gågaden klokken 20 om aftenen, og prøv lige at forestille jer, hvor julehyggeligt det bliver at stå der og synge, mens folk er ude at købe gaver. I kan skrive jer på listen, der ligger ovre på flyglet.”

Lone Boyd sender et stort smil til alle i koret, inden hun beder dem om at varme op. Alle følger hendes bevægelser, da hun strækker armene op mod loftet, lægger hovedet på skrå til først den ene og så den anden side, gaber højt og stikker tungen langt ud, inden de alle laver læbelyde og tager den første ”sho ho, sho ha”-stemmeopvarmning. Så er de klar.

Lone Boyd viser med hænder, krop og ansigtsudtryk, hvornår der skal mere kraft på sangen, hvornår den er trestemmig, og hvilke toner der skal trækkes i halen eller være helt korte. Og allerede under første sang, ”Better”, får selv de mest forfrosne i koret varmen, og på alles ansigter kommer der pludselig små glade trækninger ved munden og glød i øjnene. Ved sang nummer to kommer hænderne med, og kroppen begynder at svaje i takt til sangtekster som ”You can’t make it on your own. Let God lead you all the way”.

Fra at have lignet efterårsblege og kuldskære aarhusianere er der nu svedige rytmer, farve i kinderne og masser af energisk lovsang.

Ovre i gruppen af tenorer står Helle Højvang Friis. Hun har sunget i gospelkoret i 15 år og kan slet ikke forestille sig ikke at være en del af koret og det fællesskab, hun oplever her.

”Faktisk vidste jeg slet ikke, at jeg kunne synge, før jeg via en nabo kom med i koret. Men nu kan jeg simpelthen ikke undvære det. Og jeg tror, det gør en forskel, at det netop er gospelsange, for man kan ikke undgå at blive glad, når man synger dem. Hvis jeg for eksempel har haft en rigtig øvdag, så stopper den altså her. Når jeg tager hjem herfra, er jeg altid glad, og efter vores allerførste koncert skrålede jeg simpelthen så højt på cykelturen hjem, fordi jeg var helt høj af det, vi som kor kan i fællesskab.”

Helle Højvang Friis mener, at netop koret er et af de fællesskaber, hvor hun for alvor mærker, ”at vi jo kun er noget i kraft af hinanden”, som hun siger.

”Vi er jo ikke et kæmpekor på 150 mennesker, som nogle kor er, så her betyder hver enkelt stemme rigtig meget. Vi er simpelthen afhængige af hinanden, og derfor er det jo vildt vigtigt, at så mange som muligt møder op, ikke kun til øveaftenerne, men også til de koncerter, vi giver. Og det at være en del af et forpligtende fællesskab på den måde oplever jeg som meget givende,” siger Helle Højvang Friis, der også har knyttet private venskaber gennem koret.