Kære brevkasse
I sidste uge læste jeg brevet fra Christoffer. Uha, hvor jeg genkendte mig selv. Jeg har ikke slået op med en kæreste og derefter fortrudt det. Jeg er endda gift med en god mand, men det, jeg kender så inderligt godt, er den indædte følelse af selvbebrejdelse. Som I skrev i svaret til Christoffer, kan det være en meget svær og særdeles lidelsesfuld tilstand.
Jeg har lidt frygteligt under det. Heldigvis er det blevet bedre med årene, men da jeg var yngre, brugte jeg virkelig mange kræfter på at bebrejde mig selv. Ikke mindst efter et konkret arbejdsmæssigt valg, som slet ikke var godt for mig, og som fik langvarige konsekvenser i min videre jobmæssige løbebane, som også indebar flytninger og andre ting. Det er for lang en fortælling. Men jeg brugte måneder og år på at bebrejde mig selv, for jeg havde jo selv valgt det fatale. Det var en følelse, som borede sig ind i mit sind, og jeg gav mig selv skylden for, at jeg ikke var klog nok, for uforsigtig, ikke havde undersøgt det dybt nok og så videre. Jeg havde kun mig selv at takke – eller bebrejde – for den triste situation.
Jeg kendte godt fænomenet med selvbebrejdelse i mindre størrelsesorden og i mindre situationer, hvor det ikke havde så store konsekvenser. Jeg kunne godt fortryde nogle småvalg eller bebrejde mig selv, at jeg havde gjort eller ikke gjort dit eller dat. Men jeg vidste ikke, at man kunne blive så angrebet af selvbebrejdelse, at man næsten blev syg. Det var som at have én boende inde i sindet, som til stadighed havde taleret og bombarderede med gentagelser af, at det var min egen skyld. Det er en meget hård stemme, og man kan ikke lukke ned for den. Den kan være der hele tiden, ikke mindst når man er stille og skal sove, og den kan martre én, når som helst og hvor som helst. Jeg ved ikke, om styrken af dette fænomen hænger sammen med en lav selvfølelse og en slags hård indre dommer generelt.
I hvert fald har jeg heldigvis i løbet af de senere år lært at tænke mindre hårdt om mig selv i det hele taget. Ikke mindst ved hjælp fra min mand. Og det har været en lettelse. Jeg tror, jeg er blevet bedre til at indse, at man jo ikke kan være Vorherre selv, og man kan ikke altid skue ind i fremtiden og tage højde for alt, når man gør ting og tager valg. Nogle gange bliver livet bare, som det bliver, og der er ofte mange uforudsete faktorer, som spiller ind. Midt i de ydmygende og svære følelser, som selvbebrejdelse rummer, er det på en måde også hovmodigt at tænke, at man skulle kunne have tænkt på alt og taget højde for alt.
Naturligvis er der situationer, hvor man burde have været klogere, og hvor man skulle have brugt bedre tid til at tænke sig om eller undersøgt ting mere nøje. Men der er også ting, der sker, hvor man ikke er herre over livet, ej heller altid over sine egne følelser. Det har jeg også lyst til at sige til Christoffer. Man kan ikke altid kende alle sindets krinkelkroge, og det er her man trænger til at tilgive sig selv. Min erfaring er, at det kan være langt sværere, end man aner, og at det kan tage meget lang tid at forsone sig med ens egne indre uophørlige stemmer.
Jeg har heldigvis også erfaret, at det kan gå over, for jeg har det ikke på samme måde nu. Og man kan også nogle gange tage tiltag helt konkret, som kan modvirke det, og som kan ændre tingene. Det er ikke altid, det er muligt. Jeg vil også opfordre Christoffer til at samle mod til at kontakte den tidligere kæreste for ikke at gå til i selvbebrejdelse. Hvis han ikke gør forsøget, som der står i svaret i sidste uge, kan han risikere at føje yderlige selvbebrejdelser til alle dem, der er i forvejen.
Venlig hilsen
Charlotte
Kære Charlotte
Mange tak for dine gode refleksioner. På et plan er det egentlig underligt, at selvbebrejdelse er så stort et tema for mange, for vi mennesker ønsker ofte at lægge skylden fra os, og vi er heller ikke altid sene til at tænke, at det er nogle andre, der har gjort fejl, hvis det går os ilde. Det er konens, lægens, chefens, venindens skyld for eksempel.
Man kan også tænke på de små, der sidder i sandkassen og smider med sand eller legetøj på hinanden. Der kommer en voksen og siger, at det er ikke en god idé, og så siger lille Oskar: ”Ja, men det var ikke mig, der startede, det var Emma.” Og så kan det måske lette for det lille menneske at tænke på, at det er en anden, der har skylden. Adam og Eva var også bedre til at bebrejde andre end sig selv.
Men selvom vi ofte er gode til at lægge ansvaret og skylden fra os, så er det alligevel ofte nærliggende for mange at bebrejde sig selv i lange tider for den indre oplevelse af skyld. Både når det ikke er til at komme uden om, at det faktisk er vores egen skyld, og meget ofte, når ulykker eller eksistensens hårde slag når os. Så leder mange efter årsagerne i sig selv.
Da en af os i en årrække var ansat til at undervise i psykologi på jordemoderskolen i København, kom der ofte fortællinger om, hvordan forældre kunne føle enorm skyld, hvis der var et eller andet i vejen med deres lille barn. Hvis barnet for eksempel havde læbe-gane-spalte, var svært underernæret eller fejlede noget andet alvorligt, så kom spørgsmålene lynhurtigt op i sindet: ”Hvad har vi gjort galt?”.
Vi har jævnligt mødt fædre og ikke mindst mødre, der har gransket deres sind sønder og sammen for at finde forklaringer på, hvad de havde gjort eller ikke gjort for at finde årsagen hos dem selv. Selvbebrejdende stemmer som ”det var også fordi, jeg spiste noget forkert”, ”det var også, fordi jeg var trist i en periode under graviditeten”, ”det var også, fordi vi var i udlandet, eller fordi jeg sov dårligt, mens jeg ventede vores barn”. Sådanne selvbebrejdelser kan spøge i lange tider, og uanset hvor irrationelle de kan være, kan de overtage energi og tankevirksomhed i jagten på at kontrollere tilværelsen og finde fejlen hos en selv.
Selvbebrejdelser kan også nogle gange blive totalt dominerende og få helt urealistisk karakter, når et menneske rammes af en svær depression. Selvbebrejdelserne kan i den sammenhæng blive så omfattende og lidelsesfuld, at overvejelser om at forsvinde fra dette liv kan blive en fristende udvej. Og kender man bare lidt til sådanne tanker eller overvejelser, er det vigtigt at søge læge. Og så må man hjælpes, måske både med medicin og terapi.
I det hele taget er det vigtigt at dele sine tanker med et menneske, man kan være tryg og fortrolig med uanset graden af selvbebrejdende tanker. Man har brug for lyttende og tålmodige ører hos en person, som ikke med det samme haster med at sige, at det ikke er ens egen skyld. Det ændrer sjældent noget. Det er godt at snakke om omstændigheder og om de forskellige perspektiver, som har udløst de forskellige tanker, og måske langsomt få proportioner og realiteter lidt mere på plads. Man får ikke tanker væk ved at sige, at de skal gå væk. Tanker ændres kun ved at få andre eller nye tanker, og dem får man oftest ved at tømme hovedet for dem, man nu engang har, og høre andres bud på, hvordan eller hvad man også kan tænke.
Nogle gange trænges der til lang bearbejdningstid og mange samtaler, før tankerne kan finde det rette leje mellem den reelle skyld og det ansvar og den lærdom, som man må trække ud af det, og så den repeterende og livsindsnævrende selvbebrejdelse.
At være menneske indebærer, at vi fra tid til anden bliver skyldige både over for andre og os selv. Derfor er det vigtigt at kende forskel på den sunde og usunde skyldfølelse, ligesom det er vigtigt at kende til barmhjertighed og tilgivelse.
Mange hilsener
Annette og Jørgen