Prøv avisen

Selvfølgelig går Danmark ikke til Ejderen – men danmarkshistorien gør

For en del år siden var jeg i forbindelse med det danske årsmøde i Sydslesvig inviteret til at holde en gudstjeneste i kirken på Gottorp Slot. Det var en begivenhed, som jeg så frem til med glæde, for jeg har lært, at vi, som bor nord for grænsen, skal have en særlig opmærksomhed på det danske mindretal syd for grænsen.

Undervejs i gudstjenesten kom jeg til at sige, at jeg er opdraget med, at Danmark går til Ejderen. Den bemærkning fik jeg til min overraskelse ikke megen ros for. Men så gik det op for mig, at man havde opfattet mit synspunkt som et udtryk for en dansk nationalromantik med en tilhørende ambition om, at den dansk-tyske grænse bør flyttes ned til Ejderen. Det var imidlertid ikke det, jeg havde ment med min bemærkning. Hvis de tyske og de danske befolkningsdele nord og syd for grænsen er godt tilfredse med den nuværende grænse, har jeg heller ingen problemer med den. Tværtimod kan jeg glæde mig over, at afstemningsgrænsen fra 1920 er den bedst fungerende grænsedragning i nyere europæisk historie.

Hvad jeg derimod mente, var, at min danmarkshistorie går helt ned til Ejderen, og derfor synes jeg ikke, at jeg er kommet rigtig til udlandet, før jeg er kommet ned på den anden side af Kielerkanalen ved Rendsborg, hvilket jeg har været dristig nok til også at underholde mine børn og børnebørn med, når vi har været på de kanter.

I skolen blev jeg undervist af et lærerpar, som kom fra Øster Højst ved Tønder. Det kunne man også høre på deres dialekt, som lød noget eksotisk i de nordjyske omgivelser. I historietimerne fik vi fortalt om den tyske tid i Sønderjylland, og om alle de mange sønderjyder, som havde været tvunget til krigstjeneste for tyskerne. Vi hørte om glæden over Genforeningen i 1920, hvor man havde stemt Sønderjylland hjem til Danmark, desuden hørte vi om sorgen over at skulle efterlade et større dansk mindretal syd for den nyetablerede grænse. Og så lærte vi at synge Johan Ottosens sang ”Det haver så nyligen regnet”, som også gav en vis mening i årene lige efter den tyske besættelse af Danmark.

Den sidste omstændighed spillede en lidt større rolle i mit hjem, som var præget af en del skepsis over for tyskerne. Til gengæld havde vi et mere imødekommende forhold til englænderne. Vores hund, som af race var en tysk hønsehund, måtte som bod for sin racemæssige oprindelse adlyde det engelske navn Tommy. Og da vi i 1952 fik varedirektoratets tilladelse til indkøb af en bil, måtte det under ingen omstændigheder være en tysk folkevogn. Det blev en engelsk Morris Minor. I den kørte vi så udflugter og ferieture i Danmark under stadig repetition af landets historie, herunder også sagnhistorien med fortællinger om kong Skjold og kong Vermund den Gamle med sønnen Uffe hin Spage, som på en ø i Ejderen med sin fars sværd ”Skræp” nedkæmpede den saksiske kongesøn, så Danmark ikke faldt i saksernes hænder. Det hele blev akkompagneret af sange fra Højskolesangbogen som for eksempel ”Kong Vermund den gamle, af alderdom blind”.

Selvfølgelig bliver man præget af sin opdragelse, selvom man også bliver nødt til at distancere sig fra de dele af den, som er alt for tidsbundne. Selv har jeg et noget mere forsonligt forhold til tyskerne, end mine forældre havde. Der er en del tyskere, som jeg respekterer højt. Det gælder for eksempel dem, som jeg senere i min voksne alder har mødt i Tysk-Nordisk Kirkekonvent, som jeg selv i nogle år var præsident for. Blandt især østtyske præster og kirkefolk har jeg mødt en åndelig rankhed og robusthed, som var beundringsværdig.

Selvfølgelig går Danmark ikke til Ejderen – i hvert fald ikke den danske nation. Men der er en del af den danske historie, som gør det. Det begynder allerede med historien om Hedeby og munken Ansgar, som i 826 bragte kristendommen til Hedeby. Og det fortsætter med Gorm den Gamle, som i Jelling rejste en runesten til minde om dronning Thyra med tilnavnet Danebod, fordi hun tilskrives initiativet til at bygge i al fald noget af forsvarsværket Dannevirke mod syd.

Både Hedeby, Dannevirke og Ejderen ligger i Tyskland, men de er stadig en del af min danmarkshistorie, som jeg i øvrigt ikke har noget imod at dele med tyskerne. Det er vor fælles historie, som vi burde kunne glæde os over i fællesskab her 100 år efter Genforeningen.