Selvmord er absolut ikke tabu for alle

Mange tør godt tale om selvmord, og mange vil gerne lytte. Sådan skriver sognepræst Kristian Bøcker, som blev stødt af udtalelse om, at selvmord er tabu både for de berørte og deres omgangskreds

Måske er det på tide at droppe klichéen om, at selvmord er tabu, skriver Kristian Bøcker. Modelfoto
Måske er det på tide at droppe klichéen om, at selvmord er tabu, skriver Kristian Bøcker. Modelfoto.

I sidste uge havde avisen her nogle artikler om selvmord. Undervejs i artiklerne betonedes det flere gange, at selvmord er tabu - altså noget, vi nødigt taler om, ja, går uden om og ikke bryder os om at berøre. Lederen af Center for Selvmordsforskning, Lillian Zøllner, sagde:

”Jeg har beskæftiget mig med selvmord i mange år og siddet i så mange sammenhænge og lyttet, og det bliver ved med at undre mig, at selvmord er så stort et tabu. Jeg tror, det handler om mangel på mod. Den enkelte, der har mistet en far, en mor, en bror, en søster, en søn eller datter tør ikke fortælle om det, og andre mennesker vil ikke høre om det, fordi de ikke har mod til at håndtere det.”

Jeg studsede over udtalelsen. Og den har egentlig også stødt mig. For jeg oplever faktisk ikke, at alle vi, der har oplevet selvmord tæt på, ikke tør tale om det, at vi ikke har modet til det. Og at andre ikke vil høre om det af samme grund: fordi de ikke tør og ikke ved, hvad de skal stille op med det.

Tværtimod oplever jeg, at selvmord ikke alene italesættes langt mere i det offentlige rum end tidligere, men også at vi generelt er blevet bedre til at tale med hinanden om det.

Jeg mener altså, at Lillian Zøllner ikke alene holder fast i en kliché om selvmord som tabu, men også forveksler tabu med noget andet, med sårbarhed og forsigtighed. At noget i sig selv kan være vanskeligt at tale om, behøver ikke at være et udtryk for, at det er tabu, at det slet ikke må nævnes.

Selvmord er i sagens natur et svært emne, der nødvendigvis skal omgås med forsigtighed og varsomhed både af den, der fortæller, og den, der lytter. Men det er noget helt andet end tabuisering og manglende mod.

Selvmord er i sig selv svært at tale om, fordi det er så komplekst for de efterladte og bliver ved at være det. Det kræver tid og ro og tillid at tale om. Sagt med en kliché bliver man aldrig færdig med det, når et nært familiemedlem eller en nær ven har begået selvmord. Sagt lidt brutalt er det et uafklaret mord. Man forstår det og forstår det dog ikke helt; kan på den ene side opregne de grunde og omstændigheder, der førte i retning af selvmordet. Alligevel er der ofte også noget uforståeligt på spil:

Hvorfor kom det dog helt dertil? Var det gennemtænkt eller en indskydelse? Hvad overså vi andre? Hvor meget af et andet menneskes liv holder man i sin hånd? Var vi andre ikke værd at leve videre for? Og hvorfor havde mit familiemedlem ikke styrke til at stå krisen igennem? Og kan jeg selv komme dertil?

Spørgsmål, der altså med mellemrum vil dukke op. Måske på forskellig måde og med forskellig styrke, men jeg tror aldrig, de ophører med at rejse sig en gang imellem. Spørgsmål og temaer, som skal omgås med varsomhed. Og at omgås noget sårbart med varsomhed betyder blandt andet, at man ikke tager det op hvor som helst og med hvem som helst.

Det skal være i den rigtige situation med de rigtige mennesker, som forstår at tage vare på det betroede. Derfor er det kun naturligt, at selvmord er et lidt tilbagetrukket emne. Men det betyder ikke, at der ikke tales om det. Og det betyder ikke, at selvmord er tabu.

Mange tør godt tale om det, og mange vil gerne lytte. Det kræver bare en anden varsomhed end den, som en eller anden form for aftabuisering eller åbenhedskampagne ville medføre.

Selvmord skal naturligvis kunne omtales i det offentlige rum, men det kan ikke omtales på linje med alle mulige andre ting, måske ikke engang på samme måde som andre sygdomme og lidelser. For selvmord er også i en art modstrid med noget helt fundamentalt i os og i vores kultur: At liv er bedre end død.

Så ved jeg godt, at der er alle undtagelserne - herunder måske i nogle helt særlige tilfælde selvmord. Men det er netop undtagelser, for reglen er, at liv rangerer højere end død.

Det kan man eksempelvis mærke, når man skal forklare sine børn om selvmord. Og derfor er det altid meget tragisk, når nogen dør for egen hånd, uanset hvor stor forståelse man kan have af det, der førte til selvmord. Og derfor skal selvmord om ikke være tabu, så dog aldrig af-tabuiseres, så det omtales som lige så naturligt som alt muligt andet. For selvmord er unaturligt. Det mener Lillian Zøllner formentlig også.

Men måske er det på tide at droppe klichéen om, at selvmord er tabu. Og påstanden om, at de efterladte og pårørende mangler mod. Det er måske lidt mere kompliceret.