Anke Spoorendonk, Slesvig-Holstens justits-, kultur- og Europaminister, fortæller:
Debatten i Danmark om, hvem der har lov til at kalde sig dansker, er grundlæggende en sørgelig diskussion. Den er ekskluderende og gør Danmark mindre.
Danskhed er ikke noget, andre skal afgøre. Jeg er dansk, selvom jeg har tysk pas, fordi det handler om min egen identitet. Netop friheden til selv at bestemme over sin egen identitet er helt central i København-Bonn-erklæringerne fra 1955 om det danske mindretals rettigheder i Slesvig-Holsten og det tyske mindretals rettigheder i Sønderjylland.
Der står tydeligt, at min identitet ikke skal efterprøves eller drages i tvivl af myndighederne. Min egen forståelse af at være dansk eller tysk står til troende. Det er en forståelse af folkelighed, som trækker meget på dansk tradition fra Grundtvig. Mindretalsbeskyttelse er faktisk oprindeligt en særligt dansk værdi.
Derfor ser jeg den aktuelle diskussion som en udløber af den ulykkelige flygtningediskussion, der føres i Danmark, men samtidig som en historieløs diskussion. En del danskere mangler viden og anerkendelse af, at det faktisk er en rigdom, at der er nogle, som siger, de gerne vil være en del af Danmark.
I Tyskland er der også en debat om flygtninge, men blandt ansvarlige politikere og partier er der en stærk bevidsthed om, hvor grænsen går, og hvortil debatten ikke må føre. Alene det, at man i den danske debat taler om ”etniske danskere”. I Tyskland ville man aldrig bruge begrebet ”etnisk tysk”. Jeg ved, at Danmark har en anden historie end Tyskland, men tyskerne har forsøgt at lære af deres historie.
Sognepræst Marie Høgh fra Lynge-Uggeløse sogne:
For mig er det at være dansk dels noget, der handler om statsborgerskab, dels noget, der handler om at have loyalitet, kærlighed og hjerte for sit land. Jeg vil kæmpe for mit fædreland, og det mener jeg er en forudsætning for at kunne kalde sig dansker. Jeg har ondt ved at skulle pege ud, hvem der er danske og udanske, men det må den enkelte selv kunne mærke i sit hjerte og sin sjæl.
For mig personligt betyder det noget, at vi danskere har korset i Dannebrog og Jellingstenen i vores pas. Vi er et kristent land. Vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed.
Det er uklart, hvad vi taler om, når vi taler om danskhed, for der er mange forskellige meninger, men når jeg går på Nørrebro i København, synes jeg ikke, det ligner dansk kultur. Det ligner mere Mellemøsten. Jeg siger ikke nødvendigvis, at det danske er bedre end kulturen fra andre lande, men jeg synes, vores eget land skal være præget af vores eget sindelag. Så kan tyskere være tyskere, og Mellemøsten kan ligge i Mellemøsten.
Når folk citerer Grundtvig for at ”Til et folk de alle høre, som sig regne selv dertil”, er der mange, der glemmer de næste linjer:
”Har for modersmålet øre, har for fædrelandet ild”.
Man skal lære sig sproget, og man skal være loyal over for de værdier, som er herskende her. Så loyal, at man er parat til at gå ud og slås for dem. Danskhed er ikke kun en følelse. Det er også et ansvar og en forpligtelse.
Det danske er ikke noget, vi bare lige er dumpet ned i. Det er også en slægtshistorie, en åndshistorie og et sprog, vi har fået i vuggegave.
Karen Lisa Salamon, antropolog, fortæller:
Når jeg med antropologisk blik læser min oldefars ungdomsnotater fra 1880’erne, møder jeg en tilpasning til datidens danske idealer om assimilation. Konrad beskriver morskab med kammerater i Tivoli, ture på landet og hummer i mayonnaise.
Samtidig kan jeg også se, at vennernes efternavne var jødiske. Min oldefar levede dansk og jødisk, men valgte assimilationen, og meldte sig ud af Det Mosaiske Troessamfund og ind i Det Radikale Venstre. Her fire generationer senere er jeg meldt ind i en jødisk menighed og spiser ikke hummer i mayonnaise, da det ikke er kosher.
Både oldefar Konrad og jeg er født i Danmark, bidrager til samfundet og er danske. Vi håndterer bare vores danske minoritetsliv på forskellige måder. Men vi har ikke fulgt den evolutionistiske forestilling om, at ”udanske” gradvist over tid avancerer op til at blive “danske”. Pointen er, at vi har været danske hele tiden, men måske ikke passer ind i den meget homogene og politisk definerede forståelse af danskhed, der var dengang, og som vi også ser i dag. Hvorfor er danskerne så ufatteligt optagede af at debattere og definere danskhed?
Det er enkelt at tage afstand fra Dansk Folkepartis Martin Henriksen, når han sår tvivl om en gymnasieelevrådsformands danskhed. Men selv mange af dem, som er ilet Jens Philip Yazdani til undsætning, har nogle antagelser, som vidner om, at danskhed siden 1864 har været helligt som begreb.
I dag er alle enige om at fastholde en nationalisme, som er hævet over kritik og hindrer en åben diskussion. Modsat Frankrig og Storbritannien har vi en svag bevidsthed om vores fortid som kolonimagt.
Selv ikke kulturradikale eller folk på venstrefløjen vil løsrive sig fra den stærke, men ikke helt sandfærdige fortælling om det lille, homogene folk med særlige værdier, ens hudfarve og fælles, uhøjtidelig kristentro. En fortælling om, at danskerne er lidt bedre end andre, som derfor skal kaldes “udanske”.
Udansk bruges af både høj og lav som skældsord. Mig bekendt er der ikke i vore nabolande en tilsvarende brug af ord som usvensk eller unorsk, og et utyske er jo noget andet. Hvorfor er det negativt i vores forståelse, at man ikke er dansk?
Anna Libak, journalist og forfatter, fortæller:
Tidligere har vi i Danmark haft det sådan, at hvis blot man overholdt lovene og bidrog til samfundet, så ragede det ikke nogen, om man var dansk eller ej.
Men der er sket det, at der er kommet mange flere med anden etnisk baggrund, en anden kultur og andre normer, end vi tidligere har set. Og den forforståelse af, hvad det vil sige at være dansk, vi hele tiden har haft, men som før var skjult, bliver nu udtalt, simpelthen fordi den bliver udfordret.
Tidligere kunne vi tillade os den luksus at lade, som om det slet ikke var vigtigt, hvordan vi levede vores liv. Det må vi nu indse, at vi ikke kan længere.
På venstrefløjen er den fremherskende opfattelse groft sagt, at virkeligheden er noget, vi selv skaber. Derfor mener man også, at der er masser af måder at være dansker på.
På højrefløjen er dansker derimod ikke noget, man bliver, men noget, man er. Højrefløjens tillid til, at mennesker bare kan og vil lave sig om, er mindre.
Derfor bliver debatten så ophedet. Men virkeligheden består både af noget, vi skaber, og noget, der bare er der.
Når det diskuteres, om en person kan kalde sig dansker, må vi tænke på, at hvis ikke han er dansker, hvad er han så? Selv hvis man ikke ønsker at være dansk, så er man dansker, hvis man er født og opvokset her. I forhold til diskussionen om, hvilke udefrakommende personer man skal tildele statsborgerskab, mener jeg derimod, at man er i sin gode ret til at præsentere en liste over love og værdier, man skal acceptere. For eksempel at vi har ligestilling mellem kønnene.
Jeg mener også, vi med rimelighed kan forvente, at man kan sproget. Jeg er ligeglad med, om man taler med accent, men vokser man op her, skal man tvinges til at tænke og tale på dansk. Man må gerne brokke sig over Danmark, men man skal gøre det på dansk.
Den vigtigste værdi for danskerne er lighed. Som lutheranere er vi lige over for Gud og i kraft af Gud, og fra oplysningstiden har vi nogle forestillinger om befolkningen som myndige og ligeværdige.
Derfor har vi store problemer med autoriteter, og både vores boligstil og påklædning er bevidst underspillet. Det er også lighedstanken, som gør, at vi anser det for særligt dansk, at politikere kører på cykel, men udansk at være imod topskat.
Sherin Khankan, religionssociolog, imam og stifter af Exitcirklen, fortæller:
Jeg er selv vokset op i krydsfeltet mellem øst og vest, mellem kristendom og islam, med en finsk mor og en syrisk far. Men jeg har også en identitet som dansker. Brød m indryk: Når man er født mellem to kulturer, vokser man op med en form for rodløshed, men samtidig en fleksibilitet.
For mig er danskhed udtryk for, at man kan se en sag fra to sider, være åben over for alle idéer, at man tør udfordre konsensus og kan sætte sig ud over de medieskabte stereotyper. Jeg ved godt, at det ikke er alle danskere, der har det på den måde, men min pointe er, at jeg gerne vil udvide forståelsen af, hvad dansk identitet er.
Der er brug for at se det som en del af en større global identitet og ikke overdrive, hvor særegent det er at være dansker. For eksempel er hverken kristendom, ytringsfrihed eller menneskerettigheder jo noget særegent dansk. Jeg synes, højrefløjen har en tendens til at monopolisere en række kerneværdier som særligt danske.
De unge generationer er mere i kontakt med det globale, end de ældre er. Derfor tror jeg også, at mennesker i Danmark med tiden bliver bedre til at forstå og definere danskhed mere fleksibelt, end man gør i dag.
Hvis man stiller krav om, at man skal tale perfekt dansk for at kunne regnes som dansker, er der mange, der bliver ekskluderet. Men det er også en håbløs, landsbyagtig forståelse at stille det krav.
For mig er det evident, at man skal overholde landets institutioner og love. Men jeg synes samtidig, det er en utrolig mistillidserklæring, hvis man i udgangspunktet insinuerer, at personer med anden hudfarve nok ikke vil gøre det.
En muslimsk kvinde med tørklæde kan jo også være dansker. Det har vi jo set.
Hvis jeg skal pege på noget, der virkelig er særligt dansk, vil jeg pege på Kierkegaard, Løgstrup og højskolebevægelsen. At danne foreninger og udføre frivilligt arbejde er ikke i sig selv særligt dansk, men det er i Danmark organiseret ualmindelig godt og effektivt, så det er let at danne en forening