Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Hvis kongehusene skal bevare populariteten, må de lytte til befolkningen

”Dronningen er god til at afkode tidsånden – og til at læse meningsmålinger. Derfor var det også et proaktivt og velvalgt træk, at hun fremadrettet fjernede apanagen fra alle børnebørn undtagen prins Christian," siger Lars Hovbakke Sørensen, historiker og lektor ved Professionshøjskolen Absalon. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Det undergraver kongehusenes troværdighed, når medlemmerne opfører sig som jetsettere frem for kulturbærere. Alligevel gør monarkiet os lykkeligere, end vi ellers ville have været, viser forskning

Det var vores egen dronning Margrethe, der satte trenden i gang. Da prins Nicolai, søn af prins Joachim og grevinde Alexandra, i 2016 fyldte 18 år, var der murren i krogene i de danske stuer. For skulle han, der end ikke var søn af tronarvingen, nu også på offentlig forsørgelse i form af apanage? Hvor gik mon grænsen for, hvor mange af de otte børnebørn, der fremover skulle finansieres? Og hvad lavede de kongelige egentlig for pengene ud over at gå til koncerter og motionsløb, stå på ski og opføre sig som jetsettere?

Den folkestemning lurede Dronningen. Kort efter meldte hun ud, at det kun ville være prins Christian, som ifølge arvefølgen en dag kan blive Danmarks konge, der vil modtage årpenge som voksen. Og det havde hele tiden været meningen, forlød det.

Dermed påbegyndte Danmarks dronning en bevægelse, der siden har bredt sig til kongehusene i Sverige og Storbritannien. En tendens, hvor monarkerne for at følge med tiden og folkestemningen skærer ned på antallet af medlemmer på apanage – og samtidig sætter dem fri til at leve et mere almindeligt liv ude af rampelyset.

Det er historiker og lektor ved Professionshøjskolen Absalon, Lars Hovbakke Sørensen, der kommer med analysen. Han har et indgående kendskab til kongehuset og kalder det strategisk smart af Dronningen. Han siger:

”Dronningen er god til at afkode tidsånden – og til at læse meningsmålinger. Derfor var det også et proaktivt og velvalgt træk, at hun fremadrettet fjernede apanagen fra alle børnebørn undtagen prins Christian. Det kan være det, der ender med at holde kongehuset på sporet, og det har bredt sig til andre kongehuse.”

Det kom senest til udtryk i denne uge i det britiske kongehus, hvor den 93-årige dronning Elizabeth trak en streg i sandet over for prins Harry og hans hustru, Me-ghan.

”Det unge par ville gerne ud af rampelyset og pligterne, men ikke mere, end at de gerne ville have pengene med. Men den gik ikke. Enten tager du pligten og traditionen på dig, eller også er det ud,” siger Lars Hovebakke Sørensen.

Skik følge eller land fly bliver det til i parrets tilfælde. Hertuginde Meghan og prins Harry vil fremover bo i Nordamerika. Briterne kalder sagen for ”Megxit”.

Hvor mange pligtarrangementer skal man vise sig til, for at det er i orden som tronfølger at tage på skiferie et par måneder? Det blev diskussionen i en nøddeskal, efter at det kom frem, at det danske kronprinspar i 10 år havde haft en luksushytte i skiområdet Verbier i Schweiz. Selvsamme skihytte var tilsyneladende årsag til, at kronprins Frederik ikke mødte op til fejringen af 100-året for Genforeningen i Det Kongelige Teater. Lars Hovbakke Sørensen siger:

”Der findes ingen formel grænse for, hvad man som kongelig kan gøre og ikke gøre, men der findes en reel grænse for, i hvor høj grad man kan udleve egne drømmer og interesser på bekostning af pligten. Borgerne reagerer kraftigt, hvis de ikke synes, at de kongelige arbejder nok for pengene. Hvis man skal bevare sin popularitet, må man lytte til befolkningen, og det har vi oplevet Dronningen gøre flere gange. Som kongelig må du interessere dig for andet end din egen bekvemmelighed. Lige netop Genforeningen har stor betydning for mange danskere, og det faldt folk for brystet, at kronprins Frederik prioriterede at blive i Schweiz.”

Også historiker Henrik Jensen tolker Kronprinsens prioriteringer som et udtryk for, at kongehusets yngre generationer nu og fremover i højere grad kommer til at tilsidesætte pligten. Og det er der en helt naturlig forklaring på.

”De er en afspejling af det samfund, de lever i, hvor der er stor fokus på at realisere sig selv. Derfor kan man også sige, at det er en smule hyklerisk, når vi som befolkning forlanger, at de kongelige lever på en måde, som vi ikke selv formår at leve op til. Men der det afgørende jo, at de repræsenterer en historisk institution, som borgerne har klare forventninger til,” påpeger historikeren.

Historisk set findes der dog ikke én udgave af kongehuset, som til fulde har levet op til de forventninger og krav, der har været.

”Man må skelne mellem kongehuset som institution og så den familie, der sidder der. Man må give lidt snor, alt efter hvilken personlighed de har, og derfor har befolkningen også taget godt imod Kronprinsens interesse for sport og rockmusik. Men det gør det ikke alene. Reaktionerne på skihytten er et vink med en vognstang om at finde tilbage til hovedydelsen og trække sig lidt tilbage. Men man har en fornemmelse af, at Frederik og hans hustru ikke har lige det i tankerne. De nyder livet som kendisser, og det er givetvis dejligt, men det undergraver institutionens troværdighed.”

Det spidsfindige ved monarkiets rolle er, at der ikke er nedskrevet, hvad der er comme il faut. Og sanktioner som eksempelvis nedsættelse af apanagen er heller ikke en vej at gå, mener Henrik Jensen.

”Enten har man et kongehus, med hvad det indebærer af pligter, eller også afvikler man det. Men jeg ser nu ingen tegn på, at alt er ved at smuldre. Slet ikke i Danmark og heller ikke i Storbritannien. Det afgørende bliver, om man primært tér sig som en rig jetsetter, eller om man tager pligten på sig. Og det kunne for eksempel være at dukke op til et historisk arrangement som Genforeningen.”

Samfundsmæssigt er det taktisk klogere at trimme organisationen frem for at nedlægge den. Lykkeforsker ved Aarhus Universitet Christian Bjørnskov gjorde i 2007 som den første et interessant fund i forbindelse med et forskningsprojekt om tillid. Her viste det sig nemlig, at der er en stærk kobling mellem at leve i et monarki og følelsen af lykke. Skåret ind til benet er folk, der lever i et monarki, lykkeligere end dem, der ikke gør. I gennemsnit er tilliden, som er en indikator for lykke, otte procentpoint højere i monarkier end i ikke-monarkier.

”Selvom Finland og Sverige har rigtig mange fælles træk, er tillidsniveauet i Finland lavere end i Sverige. Og i Island er det lavere end i Danmark. Monarkiet gør noget for sammenhængskraften, fordi det giver os et fælles apolitisk overhoved. Det er medvirkende til, at vi stoler mere på hinanden. Og i lande, hvor tilliden er høj, er folk også gladere og mere tilfredse med livet.”

Påvirkningen fra at bo i et land med en konge eller dronning holder gennem generationer. Det viser studier af udvandrere til USA.

”Tredjegenerationsudvandrere fra Danmark, Norge og Sverige har generelt en højere tillid end tredjegenerationsudvandrere fra ikke-monarkier. Men de, der er blevet tilbage, er så endnu mere tillidsfulde end de, der udvandrede.”

Så trods luksuriøse skihytter, manglende tilstedeværelse ved historiske mærkedage og en lidt jetsetagtig tilgang til tilværelsen giver kongehuset noget til os alle sammen i form af lykke.

”Vores bedste bud er, at tilliden ville dale og sammenhængskraften blive mindre i Danmark, hvis monarkiet forsvandt,” siger Christian Bjørnskov.