”Børn lever i en svær verden. De kan kun leve med kærlighed. En slags benzin. Skal hele tiden tankes op. Ellers udbrænder hjertet og bliver koldt.”
Sådan skrev en 12-årig pige, som deltog i en konkurrence for børn i 1990’erne om at sætte ord på deres liv. Sætningen gik rent ind hos mig, og den holder stadig.
I dag er vi langt væk fra læreres ret til at slå børn. Den blev ophævet i 1967. Forældres ret til at slå deres børn blev fjernet fra myndighedsloven i 1997. Begge dele er supergodt. Hvis mobning og skældud er hverdag, er det svært for et barn at blive en åben og tillidsfuld voksen.
Mange skolelærere lever også i en svær verden med autoritetstab og børn, der har det skidt hjemme og laver ballade i skolen. Læs for eksempel Morten Papes bog ”Planen” om et fattigt, multikulturelt miljø i København, hvor ungerne på lang afstand spotter vikarens usikre kropssprog. Han bliver spyttet på og er magtesløs, både når børnene græder og er for vilde.
Selv kender jeg en ung lærer, som flygtede fra sit første job i en storbykommune, fordi faderen til en ballademager, som han prøvede at få til at samarbejde, truede ham med tæsk.
Det er en kæmpe udfordring at være klasselærer i dag. I hvert fald hvis klassekvotienten nærmer sig 28. Urimeligt i lyset af, hvor vigtig en rolle lærere spiller i børns liv. Ofte arbejder far og mor på fuld tid, og hjemmelivet er presset. De vil gerne give ungerne mere tid, men har den ikke. Får dårlig samvittighed og falder i curling-grøften. Kæmper ensidigt for deres barns rettigheder, når der er skole-hjem-samtaler, for kærlighed giver tunnelsyn. Tænk lige på crop-top-konflikten, hvor skolen faktisk trådte i karakter.
I dag træner mange pædagoger og skolelærere børn i sociale kompetencer. De lærer dem at sætte ord på deres følelser i stedet for at slå og sparke, når et andet barn snupper deres gravko, trehjulede cykel eller iPad. Målet er, at ikkevoldelig kommunikation eller IVK, girafsprog, skal erstatte vold og sjakalsprog. Inspirationen kommer fra den amerikanske psykolog Marshall B. Rosenberg og hans bog: ”Ikkevoldelig kommunikation. Girafsprog”.
IVK skal også gælde skolelærere. De må ikke skælde ud og råbe ad børnene. For børn lærer intet af skældud. Det skræmmer og ydmyger og kan ødelægge både koncentration og selvværd, fortæller skoleforsker Louise Klinge. Hun og to andre er aktuel med bogen: ”Skole uden skældud – hvorfor og hvordan”.
Louise Klinge var i Deadline på DR 2 den 1. oktober sammen med psykolog, cand.pæd. og forfatter John Aasted Halse. Han mener, at børn skal kunne tåle modspil og tydelige rammer for, hvor langt de kan gå. Både indbyrdes og i forhold til deres lærere. Det er nødvendig opdragelse. Forbud mod skældud må ikke blive et nyt dogme. For selvfølgelig ryger der en finke af panden ind i mellem. Skolelærere har også følelser. Det var klog og modig snak. Børnene selv sagde i deres indslag, at lærere gerne må rette dem. Bare de er rolige og lader være at hæve stemmen og skælde ud.
Jeg er enig i, at lærerne ikke må praktisere grov skældud. En lærer, som udstråler ro og autoritet og i klart sprog fortæller børn, hvor grænserne går, er den bedste læremester. Så får børnene noget ud af deres skolegang og undgår i værste fald udsmidning og sociale myndigheder.
Alle konflikter kan ikke klares med IVK og girafsprog, for mennesker er territorie-bevidste. Tager nogle vores ting uden forlov eller krænker vores blufærdighed, integritet eller rettigheder, rejser de små hår sig i nakken, og adrenalinen pumper i kroppen. Tænk blot på vej-vrede!
Vi kan lære at tæmme vreden og mobilisere vores fornuft og proportionssans. Det er kun godt, hvis træning i ikkevoldelig-kommunikation begynder allerede, mens vi er børn. Men børn har også brug for råstyrke og mod, så de undgår at blive ”taberkyllinger” i egne og kammeraternes øjne. Det handler Gummi-Tarzan, Karate Kid og Ternet Ninja om. Alle kæmpe succeser både som bøger og film. Det siger noget om behovet.
Engang imellem må man sætte sig igennem uden girafsprog. Have fat i sin vrede, for den sidder i maven og dræner ens energi. Der skal være balance i tingene. Den ”søde” skole kan ikke klare det hele.
Seniorliv skrives på skift af: Tidligere nyheds- og informationschef, journalist Lis M. Frederiksen, født i 1943. Tidligere tv-direktør og højskoleforstander, teolog Ivar Brændgaard, født 1949. Jurist, forfatter og tidligere chefkonsulent i Ældre Sagen Margrethe Kähler, født i 1942. Skriv til livogsjael@k.dk eller send et brev til Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, 1161 København K, hvis du har emner til klummen. Mærk brevet ”Seniorliv”.