Den færøske kultur og sproget er kittet, der holder sammen på øerne. Fåreholdet er en hobby, som dyrkes intensivt blandt mange færinger. Det kan være krævende arbejde med store fysiske udfordringer, som når der eksempelvis skal hejses får op på Lille Dimon, som er en klippeknold med dejligt grønt græs på toppen. Eller når der bliver sat to får ud på klipperne ved Vestmanna, hvor fårene går hele sommeren, indtil deres ejere indfanger dem – skræmte og sky, som de er blevet af at gå derude på klipperne uden menneskekontakt. Men kødet smager vidunderligt, skal jeg hilse og sige. Grind, spæk, tørret fisk og skærpekød er andre specialiteter, som man vistnok skal være færing for at værdsætte. Jeg har været på Færøerne en del gange og smagt pligttro på de lokale lækkerier hver gang. Færingernes lokale råvarer har sikret overlevelsen igennem århundreder, ligesom vi herhjemme har saltet flæsk og sild og henkogt grøntsager og frugt til de lange vintre. Vore færøske venner har stadig tre store kummefrysere fyldt med mængder af lam, grind, spæk og andet godt, selvom de tre voksne børn for længst er flyttet hjemmefra. Men i supermarkedet kan du kun købe islandsk lam. Færingerne gemmer deres egne lam til sig selv og familien.
Kultur er vaner, sagde filologen Hartvig Frisch, og det mærker man stærkt under ólavsøka, olaifesten (festdage på Færøerne hvor den norske vikingekonge, kong Olav den Hellige, Færøernes skytshelgen, fejres, red.) med kulmination på selve dagen den 29. juli, Færøernes nationaldag. Det myldrer med festklædte mennesker i gaderne, rigtig mange iført de smukke nationaldragter. Også de helt unge fra 17-18-årsalderen og opefter stoltserer rundt og viser sig frem. De unge mænd pyntede og smukke med sølvknapper på jakken, på den fine broderede vest, i bukselinningen og ved knæene. En ung færing, vi kender, fik stof til nye bukser i studentergave. De skulle sys specielt til ham. Resten af dragten og alle sølvknapperne havde han arvet fra sin farfar. Kvinderne er også meget smukke med sølvmaller på trøjen, kæde og broche og lange, håndvævede skørter og forklæde. For 20-30 år siden var det kun omkring en femtedel af færingerne, der havde en nationaldragt. I dag er det langt de fleste. Også de små børn bliver iklædt en dragt, en djævlehue i de traditionelle rød-sorte farver, et lille sølvsmykke eller en stribet kalot til drengene. Også mere eksperimenterende og kreative versioner dukker op, som en smuk ung drengepige med alt for stor jakke og bukser og den fineste broderede lyseblå vest indenunder. Eller en højgravid kvinde i en stram sort kjole med et stort sølvspænde i bæltet over maven. Hun var så smuk.
Lagtinget (parlamentet på Færøerne, red.) åbner ved olaifesten på nationaldagen med en højtidelig procession af lagtingsmedlemmerne og alle præsterne, som er kommet fra deres fjerne og ofte meget ensomt beliggende præstegårde ude på øerne. Dagen indledes med gudstjeneste i Tórshavn Domkirke. Derefter samles alle til korsang af et stort, velsyngende kor foran Lagtinget, før medlemmerne går til selve åbningen. Tusinder er kommet ind til Tórshavn fra øerne for at mødes, opleve og være fælles om at manifestere deres kultur, deres fællesskab og den fremgang, som er så tydelig, når man som jeg har besøgt øerne en del gange i løbet af de senere år.
Måske vil nogle læsere tænke: Hvorfor skal vi høre så meget om olaifestlighederne på Færøerne? Det skal vi, fordi kultur, kunst og den sammenhængskraft og styrke, der ligger i de fælles oplevelser, har været alt for fraværende gennem de seneste år her i Danmark. I det såkaldte forståelsespapir, som danner grundlaget for den nuværende regering, står der ikke et ord om kunst og kultur. Da coronakrisen overtog hele dagsordenen, blev kulturen dømt ude af den nye kulturminister som en slags luksus og flødeskum, indtil regeringen kom på andre tanker. Men danske politikere må da kunne forstå, at kulturen styrker, udvider menneskers bevidsthed, glæder og skaber samhørighed. Færingerne har forstået det. En stærk kultur skaber stærke bånd.