Seniorskribent: Haven er en fryd - og et kæmpearbejde

Margrethe Kähler læste som ung til eksamen i rododendronhaven og fik sit første kys i bedet med kejserliljer. Nu har hun valgt en minimalistisk version for at balancere sine kræfter med havens vækster

Haven skal være smuk på den nemme måde nu. Men også lidt vild og magisk.
Haven skal være smuk på den nemme måde nu. Men også lidt vild og magisk. Foto: Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix.

Solen er næsten nede nu, og blomsterduftene er sluppet fri: syrenerne, de gule kaprifolier, det nyslåede græs, roserne. Et duftfest, som sender mig på en tidsrejse gennem mit livs haver. Fra barndommen til nu, hvor jeg endnu har fødderne i livet på den gode måde.

”Stängt mellan hägg och syren” stod der på en papirlap, som en svensk skomager hængte på sin dør for at forklare sit fravær mellem begyndelsen og slutningen af maj. Forårets allerbedste tid, mens alt endnu var nyt. Lige før den rige, frodige sommer tog over. Som nu, hvor jeg sidder og snuser til haven som tyren Ferdinand i Disneys film. I ved, ham, der stak mulen i markens blomster i stedet for at slås.

Jeg vil heller ikke slås. Hverken mod skvalderkål eller mælkebøtter. De sidste må nøjes med græsslåmaskinens brutalitet, og skvalderkålene hiver jeg op uden rødder. De vinder alligevel, for deres rodnet er som en uovervindelig, underjordisk kampzone. Plænen får sin kalk, men mosset får lov at blive rundtomkring, for det er dejligt at træde på med bare fødder. Haven skal være smuk på den nemme måde nu. Men også lidt vild og magisk. For eksempel er der en lille plæne oppe ved verandaen, hvor græsset er en halv meter højt, som de små kan gemme sig i.

Jeg er bybarn fra 4. sal med altan. Jeg voksede op lige over for Landbohøjskolens Kollegium med to høje balsampopler, som hvert forår sendte dufte fra sine nye blade over til vores altan, som min mor havde forvandlet til en miniudgave af Paradisets Have. Hendes hyggested, selv da hun var tæt på 90 år. Jeg læste til eksamen hvert forår i Landbohøjskolens rododendron-have og fik mit første kys lige midt i bedet med kejserliljer. Tungt duftende og eksotiske. Deres vellugt kan stadig få min krop til at sitre.

Hver sommer rejste vi til min mors forældre i Jylland. Her fik vi børn hvert sit havestykke af min mormor. Hun var som en Pippi Langstrømpe før tid. Oprørsk og sjov. I blåternet kittel med alpehue på hovedet og en lille cerut, som hun pulsede på i pauserne. Hun lærte os at så, plante og luge. Fortalte, hvilke lande blomsterne stammede fra. Løjtnantshjerte, primula, klematis og rododendron for eksempel fra Kina, hvorfra de blev sendt i lufttætte glaskasser og stortrivedes trods den lange transport.

Vi havde stokroser og latyrus i pastelfarver med en fantastisk duft. Vi bandt dem op på snore og pinde, klokken otte-blomster, som åbnede og lukkede sig næsten på klokkeslæt. Det var magi. Morgenfruer og forglemmigejer, som har deres navn fra en gyserhistorie: To elskende går på en fugtig eng. Pludselig synker den unge mand i et mosehul og bliver trukket ned. Inden han forsvinder, griber han en blå blomst og kaster den som en sidste hilsen op til sin pige: ”Glem mig ikke”.

Min skilsmissehave delte en havelåge midt i hækken med min eksmands have, og vores køkkendøre vendte ud til samme trappeopgang, fordi vi boede lige ved siden af hinanden, til børnene blev voksne. Det var godt for os alle, og jeg bor her stadig. Dengang havde vi mange dyr: marsvin, en norsk skovkat og et firben fra Frankrig, som lagde æg. Vi så dem klække og bittesmå firben krybe ud af skallerne. De levede længe af regnorme fra haven. Op ad husmuren voksede en gul rosenbusk. Den duftede af luksus og overflod. I det allertidligste forår kom vintergækkerne. De var ligeglade med sne, for deres klokkeform holder på varmen. Om sommeren var her dronninge- og sommerfuglebuske og jasminer. En stor frodighed og et kæmpearbejde at holde.

Så da drengene flyttede hjemmefra, besluttede jeg, at haven skulle være enkel og minimalistisk. Det er den forblevet. Let at holde med de faldende efeuskrænter ned mod plænen omkranset af små klippestykker, som en svensk ven tog med i sin rygsæk – to ad gangen – fra sin ø i Stockholms skærgård. Midt på plænen står et tulipantræ og bagved en sibirsk busk med knaldrødt grenværk, som lyser op om vinteren. Bøgehækken er ny og ville ikke komme i starten, men nu trives den ligesom syrenerne. Op ad husvæggen vokser et stort figentræ, kaprifolier og gule roser. Lige foran to små runde taksbuske og en troldhassel. Som en lille hedensk plet midt på terrassen står krukker med nelliker, storkenæb og lilla pelargonier. Jeg prøver at holde balancen og få mine kræfter og havens vækster til at passe sammen. For flytte, det vil jeg helst aldrig.