Seniorskribent: Jeg er hverken gæst eller fremmed, når jeg tager til Thy

Navnlig københavnere lider af en doven og magelig provinsalisme. Coronaåret har dog gjort flere dus med Danmark

Sludrevorn er man altså ikke i Thy. Vinden fra vest og havet mærker deres liv. Når man står ved strandingspladserne og de store fiskerihavne på vestkysten, forstår man bedre.
Sludrevorn er man altså ikke i Thy. Vinden fra vest og havet mærker deres liv. Når man står ved strandingspladserne og de store fiskerihavne på vestkysten, forstår man bedre. . Foto: Brian Bjeldbak/Ritzau Scanpix.

På færgen mellem Sjællands Odde og Aarhus på vej til Thy for nylig sad jeg udenfor og sludrede med en mand i 50’erne. ”Vi skal til Jylland. Ja, det er helt eksotisk”.

At en voksen mand i hans alder kan sige sådan – eksotisk – forbløffede mig, og jeg svarede, som sandt er, at det jo er en del af Danmark, og at vi har været vant til at komme meget i Jylland gennem årene, dog mest i Thy og Nordjylland.

For mig var det ikke spor eksotisk, men lutter forventning og glæde ved udsigten til de pragtfulde store landskaber med Limfjorden og havet, helt tæt på hvor vi skulle bo. Manden var på tur med sin kone. Parret skulle til Mols og se på en helt speciel, lille transportabel sommerbolig. De var ærkekøbenhavnere, tilsyneladende præget af den dovne og magelige provinsialisme, der præger København, sådan som litteraturforsker Lars Handesten rammende skrev i sin seneste klumme ”Tidens tegn” her i avisen.

Hvordan kan man leve en god del af sit voksne liv og måske kigge mod feriemål i Sverige og andre himmelstrøg – men aldrig mod Jylland? For mig ubegribeligt. Molsfærgens slogan ”kombardo” efterlader i hvert fald ingen tvivl om, at man er på vej til en anden landsdel med en anden humor og en særlig selvbevidsthed, der ikke lader sig styre af smarte københavnertilbøjeligheder.

Københavnere er vi nemlig alle sammen, uanset hvor vi bor på Djævleøen. Forundringen blev ved. Da vi ankom til vores velkendte skønne logi, Skibstedgaard, lige ned til Limfjorden, hørte vi, at der sidste år havde været flere københavnske børnefamilier end normalt. En familie havde fortalt ejerparret, at de var vant til at tage til Italien med børnene. Men der skulle de hele tiden finde på noget, lege i poolen eller anden underholdning. Her ved fjorden kunne forældrene slappe mere af, og børnene underholdt sig selv med at fiske krabber i det lave vand. Hele familien havde haft en god oplevelse. Flere af disse familier fortalte, at de aldrig havde været i Jylland før.

På mine cykelture rundt i det dejlige Sydthy kørte jeg også til grundlovsfest i Kobberø Fælled sydvest for Gettrup med udsigt over Krik Vig. Fælleden viste sig at være en fordybning i landskabet dækket med lysegrønne løvtræer, en løvsal, der bøjede sig ind over det lille mandsorkester, hvor blandt anden en harmonika og en sav underholdt os, mens vi ventede på, at der skulle blive budt velkommen, og taleren kunne begyndte.

Forventningerne var store hos de lokale deltagere. Alle havde kaffe og kage med bortset fra mig. Jeg forlystede mig med en slurk vand. Jeg var den fremmede, som ingen kendte. Alle andre kendte hinanden mere eller mindre. Grundlovsfesten var blevet aflyst sidste år, og taleren, den afgående biskop over Aalborg Stift, Henning Toft Bro, havde indvilget i at komme også i år. Men først skulle der synges, og der skulle synges igen efter biskoppens korte tale. Blandt andre ”Lev dit liv mens du har det” skrevet af netop Henning Toft Bro om den egn, han selv stammer fra.

”Sange om alt det, der farver

Et havliv i landet med blæst,

Former det liv, som bli’r hærdet

I vinden i hjørnet fra Vest”.

Min nabo på græsset i Fælleden vekslede jeg nogle få ord med. Men sludrevorn er man altså ikke i Thy. Vinden fra vest og havet mærker deres liv. Når man står ved strandingspladserne og de store fiskerihavne på vestkysten, forstår man bedre. Vi har selv haft børn og børnebørn med herover. Især havet og synet af horisonten gjorde dem stille. Sandheden er jo, at mange af os har rødder i Jylland, og jyder og fynboer er igennem massevis af år flyttet imod storbyerne og København og den modsatte vej. Men alligevel er det, som om fronterne er blevet skarpere mellem dem og os inden for de senere år. Måske tager jeg fejl og vil gerne belæres. Min frygt kan være, at al debatten om de fremmede fra andre kulturer også har været med til at skærpe vores indstilling til hinanden.

Min egen familiehistorie er typisk. Fra land mod by. Min farmor voksede op på Søndergaarden i Øster Jølby på Mors. Maren Søndergaard hed hun. Hendes mandlige efterkommere fik navnet Søndergaard. Dog ikke os piger af en eller anden grund. Slægten tæller også Thys ikoniske maler Jens Søndergaard. Det er med rank ryg og klar stemmeføring, at jeg fortæller om slægten fra Mors og den lille fine grundtvigianske kirke, som min tiptiptipoldefar byggede i udkanten af Øster Jølby. Måske vil samtalen glide lidt lettere, hvis jeg indleder med den fortælling næste gang, vi er i Thy? Men gæst og fremmed er jeg ikke på den egn.