En morgen i september midt i brusebadet mærkede jeg en knude i venstre bryst. Den føltes forkert, så jeg cyklede hen til min læge, som var enig og sendte mig videre til Rigshospitalet, hvor jeg blev tjekket en uge senere. Det var en kræftknude. ”Hvor er du dygtig,” sagde den venlige, indiske læge under ultralydsscanningen, ”den er kun halvanden centimeter, så du skal nok klare den. Har du familie, der kan hjælpe dig? En hund eller en kat derhjemme?”. Jeg sagde ja til det første og nej til det sidste og forlod fortrøstningsfuld klinikken.
Sidst i september fik jeg en brystbevarende operation, hvor knuden og to påvirkede lymfeknuder blev fjernet. Igen den samme omsorgsfulde og kyndige behandling fra kirurgen og hendes team. 14 dage senere fik jeg resultatet af biopsien: Kun mikrospredning til én lymfeknude. Du kan godt regne med at leve mindst 10 år endnu,” sagde brystkirurgen med et fast, varmt blik.
Jeg tænkte på min dengang fireårige søns ord, da hans morfar døde som 55-årig: ”Mor, tror du ikke, man kan snyde døden? Hvis jeg nu spæner hen over græsplænen og springer hurtigt op i æbletræet, så kan døden ikke få fat i mine fødder, når den ligger på lur nede i jorden og prøver at fange mig.” Et fantastisk billede, som har fulgt mig lige siden. Han ramte jo rigtigt: Døden er hos os som en skygge hele livet. Vi ved aldrig, hvornår den slår til. Så det gælder om at leve, så godt vi kan, oppe i livets æbletræ, mens tid er.
Mit næste møde på Rigshospitalet var med en kræftlæge. En munter, kontant kvinde med glimt i øjet. Hun fortalte, at det var en hormonfølsom kræft, så jeg skulle i antihormonbehandling i fem år og i strålebehandling på Rigshospitalets stråleafdeling. Cellegift – kemoterapi – var ikke nødvendigt.
Jeg blev tatoveret på brystkassen for at ligge rigtigt, når radiograferne sendte de kraftige røntgenstråler mod brystet. Med armene op over hovedet og besked på at ligge bomstille. Hvis næsen kløede, skulle jeg bare vinke med en finger, så kom en af radiograferne susende og ordnede det. ”Vi stråler fra siden for ikke at ødelægge det raske væv i lunger og hjerte,” fortalte de.
I december kom der julestjerner i loftet. ”Hed de ikke noget andet i gamle dage?”, spurgte de. ”Jo, morgenstjerner,” svarede jeg.” Vægterne brugte dem til at slå ballademagere i hovedet med. I kan jo bruge dem, hvis vi ikke ligger stille, når I stråler.” Der var godt at være. De kunne deres kram. For få dage siden blev jeg færdig med besked om at forvente udbredt træthed i nogle måneder på grund af strålingen. Philip, mit barnebarn, ville høre om mine oplevelser, når jeg hentede ham i skolen. Han syntes, det var spændende med maskinerne og røntgenstrålerne. Det var befriende, at han tog det lige så cool som mig. Det gjorde mine sønner også. Bare hjælpsomhed og ingen klynk.
I hele denne periode følte jeg, at jeg befandt mig i en tidslomme væk fra mine daglige rutiner. Efter strålingen gik jeg over i Rigshospitalets hovedbygning og fandt et fredeligt sted. Læste i mine medbragte bøger og kiggede på folk, der sad rundt omkring eller gik forbi. Forestillede mig hvilke slags liv, de levede. Hvor syge de var. Hvad de fejlede. Det var fascinerende, og nogle af dem kom jeg i snak med.
En dag uden morgenmad hjemmefra cyklede jeg hen til Statens Museum for Kunst og spiste fladbrød med kål og æg i caféen.
En anden dag brugte jeg timer på den islamiske kunst i Davids Samling. Skønheden derinde er i særklasse. Både værkerne og rummenes farver og de mørke træsorter.
En tredje dag købte jeg ”Joyeux Noël”-filmen som dvd i Cinemateket om den spontane julefred i Første Verdenskrig i 1914, hvor franske, engelske og tyske soldater juleaften kravlede op af deres mudrede skyttegrave og mødtes i ingenmandsland med deres drikkevarer. Sang julesange, spillede brætspil og fodbold og blev enige om, at det var vanvid, at de skulle fortsætte med at slå hinanden ihjel.
Det er lige før, jeg glæder mig til i dag, hvor jeg skal på Rigshospitalet for at få min første kalkindsprøjtning. Så får jeg igen et ”helle”, hvor jeg vil bryde mine daglige rutiner og få nye oplevelser.