75-årige Anders går én time hver morgen: Det er godt for krop og sind, men ikke særlig produktivt

Anders Damm på 75 år går hver morgen en lang tur ad omveje til sit antikvariat i Thisted. Den betryggende gåtursrutine er sund både fysisk og psykisk, mener han. Også selvom den ikke er særlig produktiv

De hvide hørebøffer er trofaste følgesvende på Anders Damms daglige gåtur. Han lytter til P1 og podcasts om litteratur for at holde sig opdateret. – Begge fotos: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.
De hvide hørebøffer er trofaste følgesvende på Anders Damms daglige gåtur. Han lytter til P1 og podcasts om litteratur for at holde sig opdateret. – Begge fotos: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

”Dav.”

Anders Damm hilser på en mand, der denne sommermorgen er ude at lufte sin hund på en sti i det vestlige Thisted i Nordvestjylland. Byens hundeluftere må kende Anders Damm, for hver morgen kan man se ham i rask trav på stier og fortove. I vind og vejr, året rundt, går og går og går han. Det daglige morgenmål er Thisted Antikvariat, som han ejer, og der er tre veje dertil: den korte gennem gågaden, den længere via kystvejen, som bugter sig langs Limfjorden, og så den tredje, der går helt ud til Ringvejen. Det er den sidste, Anders Damm vælger, for selvom den måske ikke er lige så naturskøn som kystruten, er den hele fem kilometer lang og tager en times tid fra dør til dør.

75-årige Anders Damm er en af de mange danskere, der finder glæde ved den daglige gåtur og ved rutinens betryggende forudsigelighed. Seks dage om ugen går han den samme morgenrute. Og om søndagen tilbagelægges selvsamme rute forlænget med en tur forbi fjorden. Lægger man morgenturene sammen med gåturen hjem fra anti-kvariatet og den daglige gåtur ind under aften, når han op på to-tre timers daglig spadseretur og noget, der ligner 100 kilometer tilbagelagt asfalt på en uge.

”Jeg har det godt med at gå både fysisk og psykisk. Det er en stor tilfredsstillelse og en voldsomt behagelig måde at motionere på. Jeg har tidligere været aktiv håndboldspiller og også dyrket andre former for sport, men jeg kunne aldrig drømme om at gå i et motionscenter,” siger Anders Damm, der hellere vil sætte et ben foran det andet i frisk luft end på et løbebånd.

Det er også af sundhedsmæssig væsentlighed for ham hver dag at bevæge kroppen og få pulsen op, fordi han lider af type 2-diabetes. Via et program på sin telefon kan han holde øje med, hvor langt han går hver dag, uge, måned og år. Og det er gennem mange år, han har holdt af at gå, men først i de senere år, at gåturen for alvor er blevet en daglig rutine.

”Set ud fra en produktivitetssynsvinkel er det jo ikke så fornuftigt, at jeg bruger så lang tid hver eneste dag på at gå. De timer kunne jo sagtens bruges på noget andet. Men jeg har tid nok, fordi jeg er pensionist og har mit anti-kvariat, og derfor kan gåturene passes ind i min dagligdag,” fortæller han.

Anders Damm har før pensionsalderen arbejdet som jurist i 40 år, ansat ved blandt andet Aarhus Universitet og Viborg Amt og som leder af en retshjælp. Oprindeligt kommer han fra Ry i Østjylland, men sammen med sin hustru, Kis, flyttede han i 1979 til Limfjordsøen Mors for at bo tættere på naturen ved den jyske vestkyst. Siden rykkede de videre til Thisted i Thy, hvor han til næste år har boet i 20 år.

Her på stien ved vestbyens eng, hvor Anders Damm møder hundelufteren, dufter der vådt af græs og sødt af hybenroser, og fuglefløjtene er der allerede masser af. Dette sted er faktisk det eneste på den daglige rute, hvor sanserne mødes af natur. Resten af turen går gennem boligkvarterer og langs befærdede veje, men det er faktisk ikke så væsentligt for Anders Damm. Netop, fordi der er tale om så fast en rutine, lægger han ikke mærke til trafikstøj, og blikket er nærmere vendt indad end udad i den times tid, turen varer. Rytmen i gangen og bevægelsen fremad betyder, at tankerne flyder friere, og der er god tid til at tænke over dagen, der ligger foran ham.

”Og så tænker jeg over ting, der optager mig. Jeg har gennem de seneste 25 år blandt andet været formand og skoleleder for en aftenskole, og nu er jeg kasserer i bestyrelsen for Folkeuniversitetet i Thisted Kommune. Jeg spekulerer meget på, hvordan vi arbejder med folkeoplysning i den sammenhæng,” fortæller han.

Det er nu ikke, fordi tankerne får lov at fylde det hele. Hundeluftere og andre lokale, der har set Anders Damm på sin morgentur, vil vide, at han sjældent ses uden sit sæt af hvide høretelefoner, og mange forestiller sig nok, at Thisteds antikvar går og lytter til lydbøger. Men det gør han ikke, for det går alt for langsomt, når man skal lytte til andre, der læser højt, mener Anders Damm, der selv kværner to-tre papirbøger om ugen.

Han sværger i stedet til DR’s P1 og hører hver dag den sidste halve time af P1 Morgen efterfulgt af første halve time af den pågældende dags formiddagsprogram. Bliver det for uinteressant, sætter han i stedet en podcast på – gerne en om litteratur fra for eksempel DR, Morgenavisen Jyllands-Posten eller Politiken. På den senere gåtur ind under aften lytter han til P1’s Orientering, og på den måde rammes dagen fint ind med en opdatering på, hvad der er sket i Danmark og verden.

Når Anders Damm går sin søndagsmorgentur, lytter han til dagens højmesse i radioen og glæder sig over, at han via sine høretelefoner kan komme rundt i landet og høre forskellige prædikanter samt blive klogere på de forskellige kirker og sognes arkitektoniske og historiske særkender.

Her i sommerperioden går han sine mange daglige kilometer i sandaler. Det kan tage et par dage, før fødderne har vænnet sig til nye omgivelser efter skiftet fra sko i foråret, men derudover tænker han sjældent på sine fødder eller ben, når han går. De går bare helt af sig selv, og de går stærkt. Ofte oplever Anders Damm, at de har ført ham frem, uden at han har bemærket det – så godt kender de turen.

Nu er de nået til Østerbakken – en af vejene, der leder ind til midtbyen i Thisted, hvor antikvariatet ligger. Fra toppen af Østerbakken kan man se Thisted Kirkes ikoniske spir, som Anders Damm er ”kolossalt glad for”, for det er et flot fikspunkt, man kan se fra alle høje punkter i byen.

For mange lokale er også antikvariatet et fikspunkt, en kulturinstitution, om man vil. Det har ligget i bunden af byens gågade siden 1992, hvor Anders Damms hustru åbnede det. Det var hende, der oprindeligt havde drømmen om de brugte bøger. Anders Damm, der ellers gennem sit arbejdsliv mest har interesseret sig for faglitteratur, blev efterhånden smittet af hustruens interesse for også skønlitteratur. Da hun i 2002 døde af kræft, overtog han ansvaret for antikvariatet og førte det videre sideløbende med sit arbejde som jurist. Og siden blev han gift med Gunnvor Nicolajsen, som han de seneste 14 år har boet sammen med.

Nu, da han er pensionist, er arbejdet med butikken en meningsfuld beskæftigelse for ham, og han arbejder der fire-fem timer om dagen. Om sommeren holder han og hans medhjælper, Johannes Hallberg, åbent seks dage om ugen, for i højsæsonen kommer mange turister forbi antikvariatet. Anders Damm fortæller, at det måske er Thisteds mest kendte butik udenbys, og det skyldes blandt andet, at ud af de i alt 80.000 bøger, som Thisted Antikvariat har til salg, kan de 26.000 købes via nettet, hvilket betyder, at butikken sælger bøger til hele verden, heriblandt Kina, Frankrig, Færøerne og USA. Hver dag går han på vejen hjem forbi pakkeposten i den lokale SuperBrugsen for at sende bøger af sted til deres nye ejere.

Anders Damms endemål for sin morgengåtur er Thisted Antikvariat, som han ejer.
Anders Damms endemål for sin morgengåtur er Thisted Antikvariat, som han ejer.

Antikvariatet har også en stærk lokal forankring med et stort udvalg af lokalhistoriske bøger om Thy og Mors samt limfjordsforfattere som Knud Sørensen, Aksel Sandemose, Thit Jensen og Hans Bakgaard. Og ifølge Anders Damm har Thisted Antikvariat vistnok verdens største samling af værker fra den Thisted-fødte J.P. Jacobsen.

Nu nærmer klokken sig 09.30, og Anders Damm er snart fremme ved sit bestemmelsessted. Arbejdsmænd larmer med deres maskiner, butikkerne i gågaden er så småt ved at åbne, og sommersolen glimter i vandet ved havnen. Dagen er i gang, og byen er vågnet, og Anders Damm holder af at vide, at sådan er det hver dag, når han når endemålet for sin gåtur.

Hans hustru holder mere af at svømme. Når de besøger hendes hjemegn på Færøerne, går de sammen, men ellers har Anders Damm oftest gåturene for sig selv. Og det gør ikke noget, for han holder af sit eget selskab. Hvor mange år endnu han bliver ved med at gå, ved han ikke.

”Men nu ser vi, hvordan det ser ud, når jeg bliver 80 år. Lad os tage fem år ad gangen,” griner han.

Anders Damm går sjældent uden at vide, hvor han vil gå hen, og særligt i hverdagen er det betryggende at vide, hvor lang turen er, og hvornår den er slut. Og nu er den slut, denne morgentur.

Anders Damm drejer ind igennem en port på gågaden. I enden af porten ligger det lille antikvariat, der med sit fine butiksvindue under et grønt skilt med gule svungne bogstaver ligner noget, der er bevaret fra 1950’erne. Han slår døren op og går gennem de smalle gange mellem bogreolerne hen til disken, bag hvilken han sætter sin rygsæk og straks sætter vand over til kaffe. Stablerne af bøger hober sig op omkring ham og dufter af støv og fugt og gode historier. Anders Damm tager butiksskiltet frem og sætter det ud på gaden som tegn på, at nu er der åbent. Da han igen træder ind i butikken, passerer han en lille, let undseelig Klaus Rifbjerg-roman, der ligger i toppen af en bunke. ”Tak for turen”, hedder den.