Prøv avisen

Vores kultur har aldrig været mere seksualiseret

Sarah Jessica Parker (øverst tv.) symboliserer i rollen som Carrie Bradshaw i serien ”Sex and the City” den moderne, smukke og promiskuøse kvinde. Jon Hamm (th.) spiller i tv-serien ”Mad Men” den maskuline forfører Don Draper. Lena Dunham (nederst tv.) gør i tv-serien ”Girls” op med en række moderne tabuer om, hvor smuk man skal være for at kunne vise sig selv frem. Foto: Allstar Picture Library/AP/ritzau

1960’ernes seksuelle frigørelse havde som mål, at det normale skal have vide grænser. Her et halvt århundrede senere er hele vores kultur ifølge forskere mere seksualiseret end nogensinde, men frisindet, naturligheden og ærligheden er stærkt udfordret af et indsnævret ideal om det unge, smukke, seksuelt præsterende og konstant lystne menneske

Vi lever i seksualiseringens tid, og det er en tid fyldt med paradokser.

Ét paradoks er, at adgangen til at se nøgne kroppe og sex formidlet via medier er eksploderet. Porno er altid til rådighed. Tidens toneangivende kulturprodukt, tv-serierne, er fyldt med sex. Og mange privatpersoner offentliggør flittigt billeder af deres egne nøgne eller letpåklædte kroppe via internettet. Til gengæld er blufærdigheden over at vise sin egen krop frem på stranden eller i omklædningsrummene i svømmehaller og på skoler også stigende. Seksualiseringens tid er også præget af nypuritanisme og kropsforskrækkelse.

Et andet paradoks er, at det på den ene side er blevet mere accepteret at have en seksualitet, der afviger fra den uforanderlige, heteroseksuelle, monogame livsstil, som engang var den eneste, der blev tolereret. Til gengæld er der mennesker, der føler sig udgrænset, fordi det seksuelle faktisk ikke spiller så stor en rolle i deres liv, som tidsånden tager for givet eller ligefrem kræver.

Et tredje paradoks er, at tiden hylder stærke og aktive kvinder, der ikke lader deres kroppe blive gjort til passive objekter for mænds lyst. Samtidig er der aldrig blevet foretaget så mange brystforstørrende operationer og lignende indgreb, der skal forøge den enkelte kvindes værdi på det erotiske marked.

Og et fjerde paradoks er, at jo længere tid der er kæmpet for seksuel frigørelse, jo mere intense og indbyrdes modstridende synes kampene at være. Det er cirka 100 år siden, at Georg Brandes’ kulturradikalisme indledte en kamp for frigørelse inden for kunst og kultur, og Sigmund Freuds psykoanalyse en tilsvarende frigørelseskamp i forståelsen af seksualitet. Og det er cirka 50 år siden, at ungdomsoprørerne proklamerede fri kærlighed, og sexolog-ægteparret Inge og Sten Hegeler agiterede for, at ”det normale har vide grænser”, når det handler om sex. Men seksualiseringens tid er præget af voldsomme grænsestridigheder, og det kan diskuteres, om naturlighed og ærlighed i dag har tabt til præstationspres og løgn.

”I 1960’erne og 1970’erne var den seksuelle frigørelse et led i en politisk og social kamp. Den frie sex var en del af et opgør med magtstrukturer i samfundet. I dag er de store ideologier døde, og de forskellige kampe for fri sex er hverken politiske eller kollektive projekter, men den enkeltes individuelle kamp for retten til at få tilfredsstillet sine seksuelle ønsker,” siger Christian Groes, antropolog, kønsforsker og lektor ved institut for kultur og identitet på Roskilde Universitet.

Det er ham, der diagnosticerer nutidsmenneskets forhold til krop, seksualitet og frigørelse som skizofrent på grund af de mange paradokser.

”Der er sket en seksualisering af samfundet, som har bevirket, at næsten alt er tilladt og muligt, måske lige bortset fra at sige, at man faktisk ikke er så interesseret i sex. Det er nærmest et krav om, at jo mere lyst man har, jo bedre. I den frie pornos tid er det ofte fravalget, der er tabuiseret,” siger Camilla Skovbjerg Paldam, lektor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet og leder af universitetets forskningsenhed for seksualitetsstudier. Det er hende, der mener, at de senste to årtiers kultur har været så gennemsyret af medietransmitterede seksuelle signaler, kampe og diskussioner, at vi kulturelt set står i en ny, mere seksualiseret epoke.

I 1998 havde tv-serien ”Sex and the City” premiere i USA. Serien om Carrie Bradshaw, den smukke, seksuelt aktive karrierekvinde og hendes tre veninder i storbyen New York blev en øjeblikkelig succes. De næste seks år blev der produceret 94 afsnit i serien, som blev fulgt op med to spillefilm, der ligesom tv-serien havde Sarah Jessica Parker i hovedrollen.

Måske er det ikke alle, der lige kunne se det epokegørende i at se fire smukke, modebevidste amerikanske kvinder, som serien igennem taler sammen om og laver sjov med al den sex, de har med skiftende partnere, mens de samtidig føler det biologiske ur tikke og drømmer om familielivet sammen med den eneste ene og de børn, de skal have med ham.

Men ”Sex and the City” er ifølge Christian Groes udtryk for én strømning i nutidens seksuelle frigørelseskamp, der ligesom de fleste andre primært er en kvindekamp. Forskere har kaldt strømningen post-feminisme eller fjerdebølge-feminisme, fordi den gør op med nogle af de mærkesager, som indtil da havde kendetegnet feminismen.

”’Sex and the City’ viser kvinder som meget aktive aktører på det seksuelle område med mange partnere. Det er ikke fuldstændig nyt at vise kvinder med en livsstil, man i gamle dage ville kalde promiskuøs, men for fjerdebølge-feminister er det en mærkesag, at den enkelte kvinde skal kunne forfølge sin egen lyst og bruge sin egen seksualitet helt på linje med mændene,” forklarer han.

Tidligere bølger af feminisme havde handlet om politiske og sociale rettigheder og frihed fra at blive reduceret til fødemaskine og kommercialiseret lystobjekt for mændene. Desuden var der fra 1980’erne en bølge, som handlede om at udvide kønsbegrebet, så homo-, bi- og transseksualitet blev mere anerkendt. Og omtrent samtidig hermed har der været en feministisk bølge, som fokuserer på at beskytte kvinden mod sexisme og overgreb.

”Fjerde bølge handler ikke om at beskytte sig, men om at gøre, hvad man har lyst til, uden at blive dømt af andre. Også at spille på patriarkatets og markedets præmisser ved at optimere og udstille sin egen krop. En del af den kritik, som fjerdebølge-feministerne har været genstand for, er, at de ikke ser på skævheder af for eksempel kulturel, klasse- eller racemæssig art, og at de kvinder, som har sat ansigt på fjerdebølge-feminismen, ser så attraktive ud, at det ikke er så svært for dem at opnå sex. Det ville være sværere, hvis de ikke passede ind i normerne,” forklarer kønsforskeren.

Man kan med andre ord spørge, om Carrie Bradshaw overhovedet har en kamp at kæmpe. Om ikke den store vinder i seksualiseringens tid netop er den smukke, moderne, veluddannede cirka 40-årige hvide kvinde fra den øvre middelklasse, der ikke er bange for at bruge sit udseende og sin seksualitet for at komme frem i verden. Måske symboliserer det noget, at da Sarah Jessica Parker i januar 2013 befandt sig på gaden i Oslo, og den daværende danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), tilfældigvis kørte forbi, var det regeringschefen, der benovet bad ”Sex and the City”-skuespilleren om en autograf og ikke omvendt.

Men ifølge Christian Groes har fjerdebølge-feministerne i hvert fald én kamp, som langtfra er kæmpet til ende.

”Der er nogle sejlivede tabuer i forhold til, hvad kvinder kan tillade sig over for mænd. Risikoen for luder-stigmaet holder solidt fast,” siger han.

To næsten enslydende amerikanske udtryk kan bruges til at udtrykke den forskel, der fortsat er på kønnene. En mand, der har sex med mange kvinder, får betegnelsen stud, der kan oversættes til handyr og giver status og respekt. Den kvinde, som gør præcis det samme med modsat kønsfortegn, risikerer at blive set som en slut, en luder eller billig tøs.

Har man som kvinde først positioneret sig som en slut, siger de gamle patriarkalske spilleregler, at man har bragt skam over ikke bare sig selv, men hele sin familie. I nutidens vestlige kultur er det ikke sådan, men der er stærke kræfter også i nutidskulturen, der trækker i retning af, at en slut ikke kan forvente agtelse eller beskyttelse fra hverken mænd eller andre kvinder eller ligefrem, at en mand har lov til at have sex med en kvinde uden hendes samtykke eller sprede afslørende billeder af hende, hvis hun gennem sin påklædning eller sine handlinger signalerer, at hun er en slut. Dermed kan selv den smukkeste og stærkeste kvinde risikere at stå i en sårbar situation, hvor et nej ikke bliver taget for et nej.

I 2012 havde tv-serien ”Girls” premiere i USA, og ligesom ”Sex and the City” nåede serien op på seks sæsoner, men dog kun 62 afsnit i alt, da sidste afsnit blev vist i april 2017. Også i denne serie følger vi fire hvide, forholdsvis økonomisk velstillede kvinder i New York, men der er også betydelige forskelle. Mens Carrie Bradshaw og hendes veninder omkring årtusindskiftet forsøgte at ligestille de attraktive kvinders frie seksuelle leg med mændenes ditto, er projektet for Lena Dunham, der har skabt ”Girls” og spiller hovedrollen som forfatterspiren Hannah Horvath, at udfordre opfattelsen af, hvad der er normalt, og hvor attraktiv man skal se ud for at måtte vise sin krop.

”En serie som ’Girls’ er bemærkelsesværdig, fordi den er med til at vise, at ikke alle har perfekte kroppe,” siger Camilla Skovbjerg Paldam.

Ikke mindst i en amerikansk kontekst er det sjældent at se kvinder i hovedroller, som ikke er smukke efter de gængse normer, men Camilla Skovbjerg Paldam peger på, at der også i nutidens danske kultur er nogle stærke strøminger i retning af, at kun kvinder med unge, smukke, slanke, veltrænede kroppe viser sig frem, mens alle andre gemmer sig væk i skam. Ikke fordi de føler, at det er syndigt, at de har en krop og en seksualitet, men fordi de føler, at deres krop har for lav markedsværdi.

”I en tid præget af seksualitet formidlet af medierne ser vi for det meste en redigeret virkelighed. Man ser de billeder af sine venner, som er udvalgt blandt tusinder, fordi de er særligt vellykkede. Aldrig det uperfekte billede, hvor man kan se dellerne ud over buksekanten. Det betyder, at rigtig mange bliver blufærdige i forhold til deres egen krop, fordi de føler, at den ser forkert ud,” siger Camilla Skovbjerg Paldam, som vurderer, at kampen for accept af den overvægtige, aldrede eller bare helt almindelige krop i dag er en af de helt centrale seksuelle frigørelseskampe i kunsten.

Hun henviser blandt andet til fotokunstneren Maja Malou Lyse, der bruger sin egen uperfekte krop som motiv, og til makkerparret Mette Carla Albrechtsen og Lea Glob, der tidligere i år præsenterede såvel en dokumentarfilm som en interviewbog med titlen ”Venus”, hvor 35 kvinder mellem 17 og 35 år fortæller åbent om deres seksualitet, seksuelle vaner og kropsforståelse. Projektet er drevet af følelsen af, at det for den enkelte kvinde fortsat er en gåde, hvad andre tænker og gør på det seksuelle område.

”Jeg føler, at det er vigtigt, at vi tør beskrive denne del af livet med et modsvar til den stemme, som kommercielle kræfter og velmenende kampagner tilbyder,” skriver Lea Glob i forordet.

Vi forlader nu de mange kampe for at gøre kvindens seksualitet fri for patriarkalsk sexisme, udskamning af den promiskuøse og mindreværdsfølelse hos den kropsligt uperfekte. For hvad med mændene?

Der er ikke lavet et tilsvarende åbenhjertigt dansk kunstprojekt om mænd og sex med titlen ”Mars” eller en amerikansk tv-serie befolket af unge, nøgne, uperfekte mænd med titlen ”Boys”. Måske er et af de stærkeste tegn i tiden tv-serien ”Mad Men”, som blev sendt i 92 afsnit i 2007-2014. Ligesom i ”Sex and the City” og ”Girls” er vi i New York, men handlingen er henlagt til 1960’erne, hvor såvel karriereræs som seksualitet endnu foregik uhyre meget på mændenes præmisser. Man kan overveje, om denne series hovedperson, den lige så flotte og velklædte som løgnagtige og skruppelløse reklamemand Don Draper – der om nogen er en stud – er det mandlige modstykke til Carrie Bradshaw.

Ifølge Christian Groes er det lige nu svært at få øje på, hvor den mandlige seksualitet er på vej hen. For 10 år siden talte kønsforskere en del om ”den metroseksuelle mand”, som ikke er bange for at pleje sit ydre eller være i kontakt med sine feminine sider, men den tendens er igen veget til fordel for en mandeposition, der forener en mere klassisk maskulinitet med en respektfuldt ligestillingsorienteret holdning til kvinder.

”I begyndelsen af 2000’erne skete der et markant skifte i forhold til, at skæg som symbol på det maskuline kom meget på mode igen. I dag er der et ideal om en mand, der tager mere initiativ og er mere old school gentleman og forfører end i 1990’erne,” forklarer Christian Groes.

Kønsforskeren tilføjer, at på én måde handler de populære nutidige bøger om sex, der henvender sig til mænd, om det samme som den litteratur, hvis publikum er kvinder. De handler nemlig om, hvordan man finder ind til den kvindelige seksualitet. Dog ikke som en selvindsigt, men med det motiv at indynde sig på kvinden, så man kan score hende:

”Tiden er fyldt med scoremanualer, som giver mænd råd om, hvordan man forfører og charmerer en kvinde, så hun vil have sex med én. Det vidner om, at vi har et samfund, hvor begge køn er mere bevidstgjort om seksualitetens magt og har en vilje til at agere strategisk for at opnå sex. Og man kan både se det som noget, der gavner, og noget, der undertrykker den seksuelle ligestilling.”

Illustration: Rasmus Juul