Prøv avisen

Vores kultur har aldrig været mere seksualiseret

Sarah Jessica Parker (øverst tv.) symboliserer i rollen som Carrie Bradshaw i serien ”Sex and the City” den moderne, smukke og promiskuøse kvinde. Jon Hamm (th.) spiller i tv-serien ”Mad Men” den maskuline forfører Don Draper. Lena Dunham (nederst tv.) gør i tv-serien ”Girls” op med en række moderne tabuer om, hvor smuk man skal være for at kunne vise sig selv frem. Foto: Allstar Picture Library/AP/ritzau

1960’ernes seksuelle frigørelse havde som mål, at det normale skal have vide grænser. Her et halvt århundrede senere er hele vores kultur ifølge forskere mere seksualiseret end nogensinde, men frisindet, naturligheden og ærligheden er stærkt udfordret af et indsnævret ideal om det unge, smukke, seksuelt præsterende og konstant lystne menneske

Vi lever i seksualiseringens tid, og det er en tid fyldt med paradokser.

Ét paradoks er, at adgangen til at se nøgne kroppe og sex formidlet via medier er eksploderet. Porno er altid til rådighed. Tidens toneangivende kulturprodukt, tv-serierne, er fyldt med sex. Og mange privatpersoner offentliggør flittigt billeder af deres egne nøgne eller letpåklædte kroppe via internettet. Til gengæld er blufærdigheden over at vise sin egen krop frem på stranden eller i omklædningsrummene i svømmehaller og på skoler også stigende. Seksualiseringens tid er også præget af nypuritanisme og kropsforskrækkelse.

Et andet paradoks er, at det på den ene side er blevet mere accepteret at have en seksualitet, der afviger fra den uforanderlige, heteroseksuelle, monogame livsstil, som engang var den eneste, der blev tolereret. Til gengæld er der mennesker, der føler sig udgrænset, fordi det seksuelle faktisk ikke spiller så stor en rolle i deres liv, som tidsånden tager for givet eller ligefrem kræver.

Et tredje paradoks er, at tiden hylder stærke og aktive kvinder, der ikke lader deres kroppe blive gjort til passive objekter for mænds lyst. Samtidig er der aldrig blevet foretaget så mange brystforstørrende operationer og lignende indgreb, der skal forøge den enkelte kvindes værdi på det erotiske marked.

Og et fjerde paradoks er, at jo længere tid der er kæmpet for seksuel frigørelse, jo mere intense og indbyrdes modstridende synes kampene at være. Det er cirka 100 år siden, at Georg Brandes’ kulturradikalisme indledte en kamp for frigørelse inden for kunst og kultur, og Sigmund Freuds psykoanalyse en tilsvarende frigørelseskamp i forståelsen af seksualitet. Og det er cirka 50 år siden, at ungdomsoprørerne proklamerede fri kærlighed, og sexolog-ægteparret Inge og Sten Hegeler agiterede for, at ”det normale har vide grænser”, når det handler om sex. Men seksualiseringens tid er præget af voldsomme grænsestridigheder, og det kan diskuteres, om naturlighed og ærlighed i dag har tabt til præstationspres og løgn.