Sexisme, rygter, forbrydelse og straf. Hvad er hoved og hale i MeToo-bevægelsen?

Er det mere end 100 års kamp for kvindefrigørelse eller de senere års identitetspolitiske korstog, som har banet vejen for den MeToo-bevægelse, Danmark oplever nu? Her er svar på fem spørgsmål i debatten

Ifølge sognepræst og debattør Katrine Winkel Holm skal MeToo ses i sammenhæng med de seneste års fokus på identitetspolitik og krænkelseskultur. Den nye moral hedder "Jeg er krænket, og derfor har jeg ret". Og så er det lige meget, om jeg er krænket over, at der står en statue på Kongens Nytorv, eller at en mand har taget mig på låret, siger hun. Foto: Ritzau/Scanpix. Grafisk bearbejdning: Ole Munk

Der er en dag nul for den danske MeToo-bevægelse. Det var den 26. august 2020, da tv-vært Sofie Linde holdt en tale som vært for programmet Zulu Comedy Galla og brugte den til at sætte fokus på uligestilling og sexchikane.

Siden underskrev 1615 kvinder fra mediebranchen et støttebrev, så stod kvindelige læger frem med en erklæring, det samme gjorde kvinder i politik; Morten Østergaard trådte tilbage, så Frank Jensen – næsten hver uge er der blevet sat en ny milepæl for MeToo-bevægelsen, der stryger af sted, rasende som en orkan.

Men hvorfor sker det netop nu?

De gamle feminister ville have fri seksualitet, de nye vil have grænser, hænger det overhovedet sammen? Står Danmark midt i en køns-, generations- eller magtkamp, der vil ændre historien – og hvordan?

Kristeligt Dagblad søger svar på fem grundlæggende spørgsmål for at blotlægge de idéer og positioner, som driver MeToo i dag.

1. Hvorfor har MeToo fået så kolossalt et momentum i Danmark netop nu?

MeToo begyndte i USA i 2017, da avisen New York Times afdækkede Hollywood-mogulen Harvey Weinsteins årelange misbrug af kvinder. Også Danmark havde dengang sine MeToo-skvulp. Og tiden har bygget op til, hvad vi ser nu. Så langt er Kristeligt Dagblads kilder enige.

Bålet har ”ulmet”, mener Birgitte Possing, professor emerita og dr.phil., som knytter opgøret til en historisk veluddannet generation af kvinder, der har evnerne til både at gennemskue og formulere, at der reelt er mangel på ligestilling i Danmark, omend fortællingen længe har været den modsatte.

Hun trækker tråde tilbage til ligestillingskampens første bølge mellem 1871 og 1915, hvor kvinderne fik valgret. I 1970’erne kom anden bølge, og den handlede i høj grad om kvinders vilkår i arbejds- og familielivet, for eksempel retten til fri abort og kampen for barselsorlov og vuggestuer.

Nutidens opgør placerer sig på et hundredårigt kontinuum, hvor kvinderne skridt efter skridt går mod øget ligestilling:

”Vi ser nu tredje bølge af kvinders historiske kamp. Den står på skuldrene af de tidligere, fordi kvinderne nu har opnået adgang til uddannelse, arbejdsmarked og politik. De har kvalifikationerne, de har de formelle muligheder for at gøre karriere – men de oplever stadig, at deres talent ikke bliver set, fordi visse magtfulde mænd nedgør dem eller kun betragter dem som bryster eller krop,” siger hun.

Også sognepræst og debattør Katrine Winkel Holm mener, at grunden var præpareret for MeToo, men snarere af en moralsk revolution, der har spillet en ultimativ trumf i hånden på enhver, som føler sig krænket:

”Jeg ser MeToo i sammenhæng med de seneste års fokus på identitetspolitik og krænkelseskultur. Den nye moral hedder: ’Jeg er krænket, og derfor har jeg ret’. Og så er det lige meget, om jeg er krænket over, at der står en statue på Kongens Nytorv, eller at en mand har taget mig på låret. Krænkelsesretten er hamret fast de seneste år og giver moralsk opbakning til enhver til at ransage sin fortid og sjæl og se, hvornår man har følt sig krænket, og så forlange oprejsning for det.”

2. Er MeToo en kamp mellem generationer?

Var det et clash mellem generationer, da Frank Jensen på 59 år i mandags blev tvunget fra sin post af yngre kvinders beretninger om hans tilnærmelser?

”Det er svært at navigere i”, som den tidligere overborgmester selv sagde om de sager, han er konfronteret med.

Og MeToo er et opgør mellem generationer – men ifølge Katrine Winkel Holm et ironisk ét af slagsen, hvor nye feminister gør med op med en arv, der blev dem efterladt af 1970’ernes feminister.

På hendes kollegium i 1990’erne var der ikke adskilte baderum for mænd og kvinder, siger hun som et hverdagsagtigt eksempel på det frisind, rødstrømperne fik trumfet igennem: ”Og syntes man, dét var ubehageligt, så var man til grin.”

Grænserne blev visket ud i en grad, der i hvert fald ikke har lagt bånd på de tilnærmelser, der går de yngre generationer for nær:

”De gamle feminister talte de klassiske dyder mellem kønnene ned og har i stedet skabt et kaos mellem kønnene. De har afskaffet den formelt høflige mand som ideal, ham, der åbnede døren og bar kufferten for en kvinde. Det gør det sværere for manden at finde ud af, hvornår noget bare er sjovt, frigjort og en flirt, og hvornår det er et utåleligt overgreb. Så den unge generation høster frugterne af den normløshed, 1970’erne var med til at skabe,” siger hun.

Også Ditte Giese, journalist og debattør, ser en forskel mellem generationerne, men i form af nye kræfter til at sige fra.

”Generationerne før de unge kvinder, som nu er gået til kamp mod sexisme, har gjort sig hårde og indordnet sig og ikke haft fantasi til at forestille sig, at tingene kunne være fundamentalt anderledes. Var der en klam chef, så måtte man sige op eller bide det i sig. Man valgte sine kampe med omhu, og det er en god overlevelsesstrategi, når man er i undertal og gerne vil have indflydelse. Men de unge kvinder i dag er ikke i undertal, og de vil ikke bare overleve. Et godt feministisk slogan lyder: ’Vi vil ikke have en bid af kagen, vi vil ændre opskriften’, og det er det, vi ser nu,” mener hun.

Frank Jensens forgænger på overborgermesterposten, Ritt Bjerregaard, bærer personligt vidnesbyrd om dén udlægning:

”De unge kvinder vil ikke længere finde sig i de magtovergreb, som min generation fandt os i. Vi indrettede os, så vi kunne undgå det, men vi konfronterede det ikke. Det er det, de gør nu, og det er så godt,” siger hun.

3. Ungdomsoprøret hyldede det seksuelle frisind. Er MeToo udtryk for en besindelse, hvad angår den fri seksualitet?

Blev det for meget med al det frisind, som fulgte med 1968-oprøret mod autoriteterne? I hvert fald fulgte der med topløsheden og den løsslupne seksualitet en markant seksualisering af det offentlige rum og et frisprog, som måske ikke er så sjovt længere.

Den sammenhæng hæfter Morten Bangsgaard, stud.theol. og medlem af Det Etiske Råd, sig ved.

”Hvor de feministiske tendenser i 1970’erne handlede om frisætningen af kvindekønnet i meget synlig forstand, kan man godt betragte MeToo som et mere puritansk feministisk oprør, som handler om at beskytte kvinder. Måske blev den frisætning for meget i forhold til seksualiseringen i det offentlige rum, i sproget og i vores omgangsform med hinanden,” siger han og er her på linje med teolog og samfundsdebattør Katrine Winkel Holm.

”Med 1968 fik man en Dionysos-kult, hvor man bare skulle drikke og hore. I dag får vi en reaktion på dét. Men det er ikke puritanisme, der træder i stedet, for man synes jo stadig, at det er helt i orden, at ligestillede personer dyrker uhæmmet sex. Trofasthed og selvbegrænsning er jo stadig umoderne. Så der er heller ikke tale om en genmoralisering. Det er en magtkamp, hvor man kan sige, at det gamle hadeobjekt – den hvide heteroseksuelle mand – igen er skydeskive.”

Heller ikke idéhistoriker og professor Mikkel Thorup ser MeToo som nypuritanisme, men han mener, det er værd at bemærke, at den unge generation er vokset op i en meget seksualiseret kultur, hvor man hører vidnesbyrd fra piger helt ned til 11-12-årsalderen, som befamles i det offentlige rum.

”Så der er måske kommet en form for besindelse med hensyn til frigørelsens bagside. Det handler ikke om, at man er imod sex eller flirt, men om at betone, at sex bliver brugt som et magtinstrument. Man vil gerne have sin seksualitet for sig selv og kontrol over sin krop. Den skal ikke domineres af de magtstrukturer, vi indgår i,” siger han.

Det er også magtkampen, forfatter Peter Øvig bider mærke i, for det er ikke frisind, at mænd med magt har ret til at tage kvinder på låret, mener han.

”Det er undertrykkelse, og den misforståelse har hærget de senere uger hos dem, der mener, at MeToo er gået over gevind. For jo, man må gerne lægge en hånd på et lår, men ikke, hvis man har magt over den anden person. Man må nøjes med at gramse på kvinder, man ikke har magt over.”

Efter historiker Henrik Jensens mening løber MeToo-bevægelsen lige ud ad de skinner, som ungdomsoprørets selvrealisering og identitetspolitik lagde ud.

”Men der er også noget, der bliver rullet tilbage, og nu er der altså nogle af de mænd, som har taget den seksuelle frigørelse for pålydende, der får et smæk over fingrene,” siger han.

4. Men hvorfor protesterer unge så voldsomt mod seksuelle krænkelser, når deres sprog, hverdag og kulturforbrug er mere seksualiseret end nogensinde?

Det har Katrine Winkel Holm også undret sig over. For hvorfor protesterer man ikke mod dét, spørger hun retorisk og svarer selv:

”Der er en selektiv moralisme, og det er jo det, man plejer at kalde hykleri. For skal vi have en moralisme, skal vi rydde op i hele ungdomskulturen. Så skal vi også til at redigere og sætte grænser, for der er et kronisk fokus på underliv og grove, vulgære udtryk i store dele af ungdomskulturen, en pornoficering. MeToo er et felttog, man fører mod hadeobjekter, i stedet for at stramme korsettet og mere konsekvent indføre skrappe regler for, hvad vi ser på skærmen og hører i radioen,” siger hun.

Karen Sjørup, der er lektor emirita ved samfundsvidenskab på Roskilde Universitet, mener, at man må skelne mellem sprog og virkelighed.

”De unge kvinder kaster sig meget ud i tingene, og netop derfor kan der blive et større behov for også at være ret klar på sine grænser, så de ikke bliver overtrådt – eller at man selv kommer til at overtræde dem,” siger hun.

Mens Birgitte Possing ligefrem ser en forklaring i, at hverdagslivet netop er seksualiseret.

”I en tidsånd, der har kastet lys på seksualiteten, kan man tale om den. Tidligere var det private-intime pinligt at tale om,” mener hun.

5. Hvilke konsekvenser vil MeToo-bølgen få i Danmark?

Her må den store krystalkugle frem, mener historiker Henrik Jensen, for lige nu synes han, at MeToo ”rasler ukontrolleret” af sted.

”Det minder om panik i øjeblikket, både i den ene og den anden lejr, og det er aldrig godt. Der er ingen tvivl om, at nogle mænd så at sige har bragt straffen over sig selv. Men den generalisering mod mænd, der ligger i det hele, er stærkt problematisk,” siger Henrik Jensen, som godt kan blive bekymret for fremtiden.

”Man kan selvfølgelig forestille sig, at såkaldt almindelige mennesker lader det blæse hen over hovedet på sig og tænker, at det er noget, der foregår i medierne. Men ungdomsoprøret i 1960’erne viser jo med al ønskelig tydelighed, at det, der foregik i hovederne på nogle få, ganske langsomt sivede ned til de mange.”

Derimod glæder Mikkel Thorup sig over, at det i fremtiden bliver nemmere for den krænkede at stå frem ”uden at få hældt en møgspand” over sig.

”Det magtforhold kommer der til at blive rykket ved. Fremover må en krænker forvente, at vedkommende bliver afsløret, om ikke nu så senere, og at det vil få konsekvenser. Det er virkelig en interessant dynamik, der er i gang,” siger han, som også glæder sig over, at enhver ledelse på arbejdsmarkedet bliver nødt til aktivt og eksplicit at formulerer en politik mod sexisme.

Også Ditte Giese forudser, at der bliver ryddet op og ikke kun, hvad angår sexisme:

”Det er nogle voldsomme kønspolitiske kampe, der bliver taget i de her år. Hævnporno, samtykke, voldtægt og sexisme – det er alle skingrende sindssyge overgreb på oftest helt unge kvinder,” mener hun og kalder tidens tendenser for en ”kulturrevolution”:

”Det bliver ubehageligt, pinligt og akavet, og nogle vil miste deres status og måske job undervejs. Men man kan ikke gennemføre en revolution uden konsekvenser. Vi skal holde tungen lige i munden, især i pressen, og ikke løbe med halve vinde eller rygter, men sørge for at viderebringe underbyggede historier.”

Måske derfor maner Morten Bangsgard til besindighed.

”Jeg synes, at statsminister Mette Frederiksen (S) har ret, når hun siger, at vi skal finde en professionel måde at håndtere det her på. Jeg tror også, det er vigtigt, at vi forældre påtager os opgaven med at opdrage vores børn til at have respekt over for andre i både sprog og i handling. Og så håber jeg, at vi husker at erkende, at vi er mennesker af kød og blod med lyster, laster og længsel, og det ændrer dette oprør ikke på. For mennesket har været synder, siden vi blev smidt ud af Paradis.”