30-årige Sheila er psykopat: De følelser, jeg kender bedst, er irritation og vrede

Sheila Søgaard mangler evne til at leve sig ind i andre menneskers følelsesliv og mærker heller ikke mange følelser selv. Hun har en dyssocial personlighedsstruktur og fortæller her, hvordan hun selv oplever den adfærd, der skræmmer og støder andre

Sheila Søgaard, 30 år, har diagnosen dyssocial personlighedsstruktur, i folkemunde er hun ”psykopat”. Hun har en grænseløs adfærd, som hun ikke forsøger at dæmpe i kontakt med andre mennesker. Hun leder efter sin egen fordel i de fleste interaktioner, hun har med andre, og hun helmer ikke, før hun får sin vilje: ”Jeg kan godt indgå i en rationel debat, men langt hen ad vejen er det svært. Det er næsten spild af tid, for jeg giver mig sjældent eller stort set aldrig,” siger hun.
Sheila Søgaard, 30 år, har diagnosen dyssocial personlighedsstruktur, i folkemunde er hun ”psykopat”. Hun har en grænseløs adfærd, som hun ikke forsøger at dæmpe i kontakt med andre mennesker. Hun leder efter sin egen fordel i de fleste interaktioner, hun har med andre, og hun helmer ikke, før hun får sin vilje: ”Jeg kan godt indgå i en rationel debat, men langt hen ad vejen er det svært. Det er næsten spild af tid, for jeg giver mig sjældent eller stort set aldrig,” siger hun. Foto: Leif Tuxen.

Sheila Søgaard, 30 år, var på et tidspunkt aktiv på en dating-hjemmeside på nettet, som så mange mennesker er. Der blev hun kontaktet af en mand, som kommenterede hendes foto.

”Du har sådan nogle psykopat-øjne,” skrev han.

”Det er jeg også,” svarede hun.

Det er to år siden, at hun fik diagnosen dyssocial personlighedsstruktur som patient i psykiatrien i Roskilde. I folkemunde kaldes en person med hendes diagnose for en psykopat, og det betyder blandt andet, at mennesker, der ønsker at være i en relation med Sheila Søgaard, skal ”finde sig i meget”, forklarer hun selv:

”Hvis du vil have en pige-pige, som er i kontakt med sine følelser, så er det ikke mig. Jeg er typen, der bliver sur, hvis jeg ikke får min vilje og over alt muligt andet. Jeg skaber mig, brokker mig, bliver hidsig. Jeg er krævende, og jeg forventer meget. Jeg kan være sort-hvid. Du skal ikke regne med, at du kan gå ind i en argumentation om et emne med mig, for der kommer ingen forståelse ud af den diskussion, jeg bliver bare ved. Jeg går til angreb som en pitbull, jeg er typen, der griber de bolde, der kommer i min retning.”

”Du har sådan nogle psykopat-øjne,” skrev en mand engang til Sheila.
”Du har sådan nogle psykopat-øjne,” skrev en mand engang til Sheila. Foto: Leif Tuxen

I Sheila Søgaards sundhedsjournal står hendes i alt fire diagnoser. Hun har en borderline personlighedsforstyrrelse foruden en dyssocial personlighedsstruktur, en ”anden forstyrrelse af personlighedsstrukturen” samt agorafobi med panikangst, det vil sige angst for at befinde sig på steder med mange mennesker.

Hun blev patient i psykiatrien på grund af borderline-diagnosen, for det er et kendetegn ved den dyssociale forstyrrelse, at personen, der har den, ikke er generet af den selv, og sådan er det også for Sheila Søgaard.

”Jeg lægger ikke en dæmper på mig selv eller prøver at ændre mig selv. Hvis du ser mig gå amok i byen, så er det en del af pakken, det er ikke bare lige dén dag, og hvis du hører mig sige noget dumt, er det ikke noget, jeg bare kom til. Det, du ser, er det, du får,” siger hun.

Op mod 1 ud af 25 personer i Danmark har en dyssocial personlighedsstruktur, omend de færreste har diagnosen, fordi de ikke søger behandling, lyder et forsigtigt bud fra Tine Wøbbe, chefpsykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans og med speciale i dyssocial personlighedsstruktur. Disse personer findes i alle sociale lag, og de fleste mennesker vil altså på et tidspunkt møde én med sådan en adfærd og sådanne personlighedstræk.

Når det sker, skal man vide, hvad man ”er oppe imod”, siger Tine Wøbbe:

”Man har hårde odds, hvis man opdager, at den persons adfærd altid har været sådan, på tværs af tid og sted. Man skal finde ud af med sig selv, om man kan leve i en relation med én, der er dyssocial, for der er ingen gode behandlingstilbud, og personen vil med stor sandsynlighed ikke forandre sig,” råder hun.

Hvordan er da det forhold? Hvordan forklarer Sheila Søgaard selv sin adfærd og de konflikter, den medfører – hvordan mener den dyssociale person selv, at man bedst kan leve med et menneske som hende?

Kristeligt Dagblad har interviewet Sheila Søgaard i fire timer over to dage om hendes ”psykopatiske” personlighedstræk og talt halvanden time med en nær veninde gennem 20 år. For Sheila Søgaard vil gerne nuancere ”det sort-hvide billede af en stjernepsykopat”. Og hun vil gerne tale om sig selv.

Hun har grønne øjne, glat hud og en piercing under læben. Hun har farvet håret rødt. Hun bor til leje i en lille lejlighed på første sal i en murermestervilla i landsbyen Ejby mellem Holbæk og Roskilde. Hun har en hund, og dens hvide hår ligger tykt i sofaen og på trappen op til lejligheden. De to er meget sammen, for hun arbejder ikke. Hun har gjort 10. klasse færdig og er droppet ud af grundforløbet på slagteruddannelsen to gange. Hun har levet af kontanthjælp det meste af sit voksne liv, og lige nu er hun i et ressourceforløb hos kommunen.

Men hun er hverken dum eller udannet. Hun staver perfekt i alle beskeder, hun har udvekslet med journalisten. Hun taler korrekt, præcist og selvsikkert. Hun er samarbejdsvillig og tjekket, og hun leverer alt fra et møde med bedsteveninden til sine diagnosepapirer, når man beder om det.

Problemet med manglen på fremdrift i hendes liv er (blandt andet), at en flad følelse af ligegyldighed dominerer hendes sind.

”Jeg har mange ting, jeg ikke vil. Der er ikke rigtig noget, jeg gerne vil. Jeg har aldrig haft mål, drømme eller ambitioner, det er et af kendetegnene ved det dyssociale. Jeg kan godt tænke, at en eller anden ting kunne være sjov, men pfft, dagen efter er det væk,” siger hun.

Hun er også ligeglad, når det gælder andres syn på, hvad hun siger og gør. Hun er uden filter, og hun kan være grov, men hun tager sig ikke af, hvordan hendes opførsel kan såre, og hun er svær at ramme selv.

”Jeg kan da godt blive ked af det. For eksempel da jeg engang fandt ud, at en kæreste var mig utro. Men mit liv går hurtigt videre. Det sker automatisk. Jeg har altid haft en knap, hvor jeg kan trykke alting hen i ligegyldighed. Hvis jeg fokuserer længe nok på, at den her situation var noget negativt, så ryger det bare i ligegyldighedsbunken,” siger hun.

Sådan er det, bekræfter veninden Cecilie Andersen. Sheila er ”et af de mennesker, som betyder mest for mig overhovedet”, understreger hun. Sheila er sjov og ekstremt loyal. Hun er mest interesseret i at tale om sig selv, og hendes koncentration går ud næsten med det samme, hvis en samtale ikke styres af eller handler om hende.

Men i forholdet til Cecilie Andersen gør hun sig umage:

”Det er, som om hun har lært, at hvis hun vil have nogle relationer i sit liv, må hun også høre efter, ellers går vi.”

Det koster energi at samle sig om spørgsmål, der ikke falder naturligt. Derfor er indsatsen forbeholdt de få, tolker veninden:

”Det føles for mig, som om hun kan håndtere at have et vist antal mennesker i sit liv. Resten er ligegyldige, medmindre hun kan bruge dem til noget. Hun ønsker ingen noget ondt, men hvis hun har en kæreste og bliver forelsket i en anden i morgen, så stopper hun det. Det passer, når det passer, og når det ikke passer mere, så siger hun ikke engang ’hej hej’. Jeg bliver nogle gange spurgt af folk i vores omgangskreds, hvordan hun kan være så ligeglad. Men de må forstå, at ligeglad betyder ligeglad. Hun har aldrig behov for at tale om et skænderi, hun har haft med andre. Hun skænker det ikke en tanke.”

Ligegyldigheden har været der, så længe de begge kan huske.

”Jeg var ikke en tudeunge,” siger Sheila Søgaard om sig selv som barn.

Hun er vokset op her i Ejby. Hun har to brødre, hendes mor gik hjemme, og hendes far var autoophugger. Han er død nu. Men han var psykopat, siger hun. Som barn lyttede hun efter, hvordan hoveddøren blev åbnet, når han kom, så hun vidste, om hun skulle flygte eller kunne blive. Hun blev slået, fik hovedet banket ind i en væg og en bildør, og han sparkede hende engang i ryggen hele vejen fra bilen og hen til huset. Det var ”ikke tortur, bare almindelig vold”, siger hun, men hans adfærd var nok til, at hun som omtrent 12-årig skrev detaljerede planer i sin dagbog for, hvordan hun ville kvæle ham med en pude, når han sov.

Senere blev deres forhold meget bedre. Faderen reagerede som den eneste, da hun som 18-19-årig sendte hele familien en sms, hvor der stod, at hun var ”langt ude på stoffer”. Hun tog amfetamin hver dag, men han hjalp hende med at stoppe.

Hun havde meget af sin mest grænseoverskridende adfærd i disse år. Hun satte ild til et shelter, der brændte ned til grunden. Hun solgte hash med sin far. Hun var sigtet et år for groft tyveri, men sigtelsen blev frafaldet. Hun var voldelig.

Hun fik stoppet ungdomsfesterne i sportshallen i området, da hun var 15-16 år. Hun kom op at slås til en fest, da en pige løb ind i hendes veninde, som spildte sin drink. Den fremmede pige trak af sted med Sheila Søgaards veninde ved håret, og veninderne rev til gengæld hendes navlepiercing ud. Sheila Søgaard ”sparkede og sparkede” på pigen på gulvet, indtil vagterne løftede hende op og bar hende ud. Hele vejen hørte hun, at nogen sagde:

”Du er jo psykopat, du er psykopat.”

For Sheila Søgaard giver det bogstaveligt talt mening, når man siger, at blod kan ”komme i kog”. Hun har holdt sig fra vold de seneste fem-seks år, men hun kan stadig miste kontrollen.

”Jeg kan blive så gal, at jeg lægger mig med feber bagefter. Det er en fysisk reaktion. Det bliver vel trigget i hjernen, men der sker ikke noget oppe i mit hoved. Jeg er meget grim i munden, når jeg kommer derhen. Jeg tænker ingenting, det er en pulserende følelse i kroppen. Nogle gange er det en frustrerende følelse, for det stopper ikke. Måske ville det stoppe, hvis jeg kunne smadre noget,” funderer hun.

Den anden dag stod hun udenfor og talte i telefon med sin mor. Hun forsøgte at tænde en smøg, men vinden blev ved at slukke den. Hun skreg så højt, at moderen måtte lægge på.

Hun har en kæreste, som hun har haft i to år. De bor hver for sig. Også i forholdet til ham kan vreden få frit løb. Hendes angstdiagnose forhindrer hende i at tage offentlig transport, og derfor er hun afhængig af at blive hentet og bragt. Hun kan blive irriteret og ubehagelig, hvis kæresten for eksempel vil sove en middagslur, inden han kører hende til Roskilde for at shoppe med hende.

”Jeg er typen, der bare vil have og have og have. Og jeg vil have det nu, og så kommer jeg i første række, og det skal bare ske nu, det handler ikke om, at det skal være bekvemt for andre. De følelser, jeg kender bedst, er irritation og vrede. Det er ikke dét, at jeg har en konflikt med min kæreste, der påvirker mig. Det er, at jeg ikke kan få det, jeg gerne vil have,” forklarer hun.

Det betyder meget at få sin vilje. Hun hader ordet kompromis. Kompromis betyder omtrent det samme som ordet ultimatum, forklarer hun:

”Hvis du skal gå på kompromis, skal du ændre noget ved dig selv eller gøre noget halvhjertet. Et kompromis er kun en fordel for den, der opstiller kompromisset, og som håber, at den anden hopper på det. Jeg har aldrig haft lyst til at gå på kompromis: Enten tager du pakken, eller også går du. Jeg vil ikke stå med en sur følelse af, at jeg er gået med til noget, jeg ikke havde lyst til.”

Hun er klar over, at andre indgår de forlig med hende, som hun afviser selv. Men de kan jo bare lade være.

”Jeg ser mig selv som en, der er ærlig omkring tingene. Jeg tror, de fleste har de samme tanker som mig. Forskellen på mig og dem er, at jeg ser de andre som pleasere. De ligger under for normer i vores samfund om, hvordan man skal opføre sig. Men jeg kender mange mennesker, der finder sig i for meget fra kærester og familie, fordi de ikke kan sige stop. Jeg kan godt sige fra.”

To ord går igen i den kritik, Sheila Søgaard gennem tiden har fået af kærester og venner. Hun er ”utaknemmelig” og ”egoistisk”. Men ordene kommer som et chok, hver gang de rammer.

Hun skal mindes om, at der er to sider af en sag, og at der er et menneske med egne behov og følelser i den anden ende af en relation. Det har hun arbejdet med i terapi. Hun har lavet mentaliseringsøvelser med sin psykolog, det vil sige, at hun har øvet sig i at sætte sig i den andens sted, når hun har haft en konflikt for eksempel med sin kæreste.

”Jeg er nødt til at have at vide, hvordan en situation ser ud med andres øjne, for ellers forstår jeg det ikke. Jeg kan godt se det, hvis man siger det. Men så er det næste spørgsmål, om jeg tager hensyn til det, for det gør jeg ikke nødvendigvis,” siger hun.

Psykologen har blandt andet forsøgt at finde ind til en følelse af skyld.

”Jeg kan godt mærke, at en af de følelser, de håber, jeg kan få lidt frem, er en erkendelse af, at jeg også kan gøre noget forkert og har en del af skylden i det, jeg har gjort over for en anden. Skyld hænger sammen med samvittighed, fortrydelse – det er et bredt spektrum af følelser, der kan pakkes ind under skyld, og som de har prøvet at fremkalde,” siger hun.

Men det er svært.

”Når man går i behandling, som jeg har gjort, så taler man om følelser og flere følelser. Det bliver ofte meget tungt for mig, for det er svært at arbejde med noget, man ikke føler, man har. Jeg mærker ikke det vilde i det her liv. Jeg kan ikke rigtig kende følelser som glæde, lykke, savn. Det er svært at få én som mig til at samarbejde i terapi. Med andre diagnoser har du måske pakket nogle følelser væk, der kan findes frem. Men med en psykopat er det sådan, man er. Jeg føler bare ikke de ting.”

Hvordan skal man leve med en person som Sheila Søgaard? Der er mange, der gerne vil. Hun har en sær tiltrækning på folk. Måske fordi hun er mystisk og fjern i kraft af sin ligegladhed, og så drager hun andre med sit selvværd, der altid er højt, uanset at hun har fire diagnoser og et liv uden for arbejdsmarkedet, giver hun selv som årsager.

Cecilie Andersen er tæt knyttet til sin veninde. Hun ved, at hun må bøje af, fordi den anden står fast.

”Man skal være god til at gå på kompromis, også i diskussioner. Man skal lære sig selv at være large og lade det meste ligge. Man skal være god til at se, når det er sygdommen, der taler, og sige dét til sig selv,” siger hun.

For nogle år siden døde Cecilie Andersens far. Sorgen var en følelse, hun mente, at Sheila Søgaard burde forstå, for hun blev selv sønderknust, da hendes far døde nogle år tidligere. I stedet oplevede Cecilie Andersen, at hun manglede sin veninde, som ifølge hende godt kunne have rakt mere ud. Hun nævner det som et eksempel på en situation, som hun valgte at påtale over for Sheila Søgaard.

For det er muligt at trænge igennem, omend hun skal tygge på sagen først.

”Det tager nogle dage eller en lille uge, og Sheila kommer aldrig med fulde indrømmelser. Hun tager en lille bid, hun kan indrømme. Hun siger for eksempel: ’Jeg kan godt se, at jeg sagde det på en dum måde, men jeg har stadig ret,’” siger Cecilie Andersen.

Den nuværende kæreste er et tålmodigt menneske. Det er også nødvendigt, siger Sheila Søgaard, når hun selv skal anbefale, hvordan man går til hende.

”Man skal gide at forklare mig tingene og være meget rolig omkring det. Man skal ikke tage diskussionen, når vi er midt i den, men sætte sig ned med mig, når der senere kommer en åbning,” forklarer hun.

Og så siger hun noget, der bedst kan betegnes som en slags freudiansk fortalelse; det er et råb fra underbevidstheden om det, hun i virkeligheden mener:

”Hvis jeg er sur på min kæreste over noget, jeg mener, han har gjort, så er han rigtig god til at tage dialogen og sætte sig i mit sted og påtage sig skylden,” siger hun.

For sådan er det jo nok. Man skal købe ”hele pakken”. Man skal langt hen ad vejen hoppe med på, at hun vil have sin vilje. Man skal fatte, at man sjældent får den selv.

Sheila Søgaard har sine gode sider. De dårlige følger med.