Prøv avisen
Stilhed

Shhhhhhhhhh!

Erling Kagge. Foto: Leif Tuxen

Vi lever i støjens tid, men alle kan finde stilheden, hvis de tør række ud efter den, mener Erling Kagge. Den norske polarfarer, advokat og forfatter er aktuel med en bog om glæden ved at lukke verden ude

Erling Kagge er forsvundet et sted mellem sit hotel og forlaget, hvor vi skal mødes. Han tager ikke sin telefon, og han burde være her.

Da han kort efter dukker op, er det til gengæld med et aktuelt eksempel på, hvor nemt det er at opnå stilhed i støjens tid. Også i en storby som København.

”For det første gik jeg i stedet for at køre. Og så lagde jeg ruten gennem parken i stedet for langs trafikken. Stilheden er der hele tiden, man skal bare gribe ud efter den,” siger Erling Kagge og ligner med vindblæst hår, regnvåd anorak og praktiske sko det, han er: En nordmand i ro med sig selv.

Hans filosofiske essay ”Stilhed i støjens tid” er netop udkommet på dansk. Bogen er foreløbig solgt til oversættelse til 35 sprog, og store aviser som britiske The Guardian bringer hele sider om Erling Kagges stilhedsfilosofi.

”Der er nogen, der mener, jeg har skrevet en selvhjælpsbog, og det må man gerne opfatte den som,” siger Erling Kagge, som i bogen trækker på sine egne erfaringer med at opnå stilhed.

Til at begynde med var forfatteren selv en af dem, der fløj om på den anden side af jorden for et ophold i et stilheds-refugium, ligesom han i månedsvis rejste hen over Antarktis til Sydpolen for at opsøge stilheden der. Men som det ofte sker, når man leder efter noget ude i verden, finder man det i sig selv.

”For den indre stilhed, vi alle har i os, er gratis og nemt tilgængelig,” siger Erling Kagge:

”Man skal bare lægge forholdene lidt til rette for den. Sådan som jeg gjorde, da jeg valgte den stille rute på vejen herhen.”

Erling Kagge ryster regnen af anorakken, sætter sig til rette i stolen og indrømmer, at stilhed også godt kan være skræmmende.

”Mange søger ligefrem støj, for i stilheden møder man sig selv, og det er et af de hårdeste møder, man kan have i livet. At lære sig selv at kende kan være både dramatisk og omfattende, for vi har alle sammen negative karaktertræk og sikkert fantasier, der ville chokere andre. Eller vi har egne, egoistiske interesser, som ikke går hånd i hånd med fællesskabet. Men hvis vi ikke lærer os selv at kende, går vi glip af muligheden for at leve et rigt liv. Folk siger ofte, at livet er kort, men vi bliver jo ældre og ældre, så det er ikke helt rigtigt. Men hvis man hele tiden laver andre ting end at lære sig selv at kende, er det klart, at livet føles kort.”

Til alle tider har mennesket haft svært ved stilhed. I 1600-tallet konkluderede matematiker, filosof – og kedsomhedsforsker – Blaise Pascal skuffet, at: ”(...) al menneskelig ulykke kommer af den kendsgerning, at mennesket ikke er i stand til at sidde stille i et værelse”. Og selvom fremmedgørelsen over for stilhed er blevet endnu mere udtalt gennem de seneste 20 år, er der håb, mener Erling Kagge.

”Vel er det fysisk blevet sværere at finde steder i hverdagen, hvor der er fysisk stilhed. Men det er jo ikke hverken fuglefløjt eller den svage støj af biler nede på gaden, der plager os. De lyde kan vi enten nyde eller lukke ude. Den stressende støj opstår ved, at vi bærer rundt på vores mobiltelefon, som var det teddybamser. Vi tjekker den 10 gange i timen, trods det, at vi ved, der ikke er sket noget som helst. Eller poster noget på de sociale medier og holder øje med, hvem der kommenterer, eller mailer frem og tilbage om, hvornår gæsterne skal komme til middag.”

Den norske forfatter medgiver, at hyppig nettilgang til en vis grænse er blevet et livsvilkår.

”Vi kan jo ikke slippe det helt og gå i kloster, men støj er det, og det er et stort problem, som vi selv er nødt til at tage fat i. For et af verdens ældste råd gælder endnu: Kend dig selv. Og det går ikke i larm og støj.”

I bogen giver Kagge mange eksempler på, hvad stilhed har at byde på. Et af dem handler om psykologen Arthur Aron, som i USA eksperimenterede med kvaliteten af den kontakt, der opstod mellem mennesker, når de ikke sagde noget, men blot kiggede hinanden i øjnene i fire tavse minutter.

”Det at blive set af et andet menneske blev pludselig meget tydeligt. Jeg har selv prøvet det, og når man efter at have stillet hinanden nogle spørgsmål bare sidder og ser hinanden i øjnene, er det, som bliver man suget imod hinanden,” siger Erling Kagge.

Det amerikanske stilhedseksperiment resulterede i øvrigt i, at to af forsøgspersonerne giftede sig seks måneder senere og inviterede alle fra laboratoriet med til brylluppet.

Den indre stilhed er altså den vigtigste og altid lige ved hånden. Alligevel var det en oplevelse af det fjerneste, mest tavse sted på jorden, Antarktis, som lagde grundstenen til bogen. Da Erling Kagge i 1990’erne i flere måneder rejste hen over isen, fandtes der ingen andre menneskeskabte lyde end dem, han og hans rejsekammerat frembragte med deres ski og åndedrag. Og der oplevede han, at naturen talte til ham. Jo mere stille der var, jo mere hørte han.

”Hvis man har været meget i naturen, alene på havet, på fjeldet og på isen, bliver man ikke nødvendigvis religiøs og tror på en almægtig Gud. Men man vender heller ikke tilbage fra Antarktis som ateist.”

I vældige storme oplevede han kræfterne som majestætiske:

”Men at ligge for vindstille på havet eller gå hen over isen er meget mere kraftfuldt. Jeg forstår godt, at mennesket foretiller sig, at Gud er i stilheden,” siger forfatteren, som i ”Stilhed i støjens tid” skriver om Elias, der venter på, at Gud skal vise sig for ham (Første Kongebog).

”I nogle religioner viser guderne sig som tordenvejr eller i en storm. Men i Bibelen er Gud ofte i stilheden. Jeg kan godt lide historien om Elias; først kommer der torden og lynild, men der er Gud ikke. Han kommer først bagefter i en sagte susen.”

Antarktis har ligget i ham siden, men at sætte sig ned og skrive om stilhed bliver først interessant for andre, når man kan kombinere det med et almindeligt arbejdsliv og familieliv, mener han.

”Og det var jeg først klar til nu,” siger Erling Kagge, som tilføjer, at han har tre teenagedøtre derhjemme, så han ved, hvad han snakker om.

”Man kan godt hente stilhed, når man trænger til den, i en tilsyneladende larmende hverdag, for eksempel ved at signalere, at man ikke er tilgængelig lige nu. Når man strikker, spiller klaver, læser eller går en tur, opnår man stilhed, også selvom musikken spiller, og strikkepinde klirrer. En del norske mænd har den hobby, at de brygger øl, det er klart, at det drejer sig om at få noget godt øl, men allermest handler det om at få lov at fjerne sig lidt fra verden og at kunne koncentrere sig om en eneste og ikke særlig svær ting,” siger Erling Kagge.

”Alle må finde sin egen stilhed, min er ikke den samme som din. Men at stilheden findes inden i os, er det vigtigste. Nogle vil også kunne skrue op for musikken for at lukke støjen ude og få stilhed. Stilhed er først og fremmest fravær af distraktioner. Og så det, at man skal vænne sig til at gribe ud efter den.”

Alligevel vælger du selv også at opsøge den konkrete stilhed, alene og langt væk fra alle andre?

”Det handler om at komme endnu tættere på sig selv, ikke på en egocentreret måde, men på en måde, hvor naturen får plads. Efter et par timer ude bliver indtrykkene stærkere. Efter et par dage bliver de endnu stærkere. Og er man alene i flere uger, bliver naturen til en ufattelig kraft. Den slags stilhed kan man også finde i et kloster,” siger Erling Kagge og smiler lidt, inden han tilføjer:

”Men jeg er nordmand, så jeg sidder ikke med benene over kors. Jeg tager ud på ski.”

Når man strikker, spiller klaver, læser eller går en tur, opnår man stilhed, også selvom musikken spiller, og strikkepinde klirrer

Erling Kagge