Siden sin kones død har Jørn Bro været alene på plejehjem: Det er ikke plejehjemmets opgave at kurere min enlighed

Siden sin hustrus død har tidligere politimester Jørn Bro skullet vænne sig til tilværelsen som enlig plejehjemsbeboer. En tilværelse, han er tilfreds med. For det er ikke plejehjemmene, den er gal med, mener han. Det er den tilstand, de gamle ofte er i, når de kommer der

Jørn Bro har længe ønsket, at den sidste del af hans egen tilværelse skulle udspille sig på et plejehjem. ”Jeg er ikke nogen tøsedreng og har levet et liv med hårde opgaver. Men jeg kender mine egne svagheder, der følger naturligt af alder og sygdom. Så d
Jørn Bro har længe ønsket, at den sidste del af hans egen tilværelse skulle udspille sig på et plejehjem. ”Jeg er ikke nogen tøsedreng og har levet et liv med hårde opgaver. Men jeg kender mine egne svagheder, der følger naturligt af alder og sygdom. Så d. Foto: Leif Tuxen.

Artiklen blev første gang publiceret den 8. december 2021. Den 12 juni 2023 døde Jørn Bro, og i den forbindelse er artiklen blevet genudgivet. Læs nekrologen over Jørn Bro her

Jørn Bro har mast sig selv ind på Plejecenteret Porsebakken.

Det er sådan, han selv formulerer det. For havde han ikke sneget sig med, da hans nu afdøde kone blev visiteret til en plads, havde han med den tilstand, han befinder sig i, ikke været i nærheden af at blive godkendt til et plejehjem, tror han.

”Men det handler om at komme af sted i tide,” siger den 86-årige tidligere politimester og bevæger sig langsomt, men kun ganske lidt besværet hen mod tekøkkenet i sin stue.

Han sætter kaffen over, så maskinen raller højlydt gennem lejligheden på plejehjemmet i Smørum vest for København, som han i snart to år har kaldt for sit hjem.

”Den socialpolitiske limpind, der hedder ’længst muligt tid i eget hjem’, nægtede jeg simpelthen at hoppe på,” fortæller han.

”Den har noget bedragerisk over sig. For begrundelsen har været, at det er bedst for de ældre. Selvfølgelig er det ikke det. Det er det mest økonomiske. Men så sig det dog! Sig det som det er, at vi har ikke ressourcer til flere pladser, og det håber vi, I har forståelse for. Så de gamle føler sig talt til og behandlet som voksne mennesker.”

Måske er det de færreste, der ligefrem planlægger, at et plejehjem skal blive deres livs endestation. Men det var lige netop, hvad nu 86-årige Jørn Bro gjorde. Efter et langt liv som politimester, chef for politiskolen og operativ chef hos Politiets Efterretningstjeneste (PET), kunne han faktisk ikke ønske sig noget bedre sted for livets afslutning end netop her. Det er det, vi skal tale om denne eftermiddag i december: Tilværelsen på landets plejehjem. Med udgangspunkt i hans egen.

Livets lys

På lejlighedens ene væg hænger årsagen til, at Jørn Bro landede netop her på Porsebakken i februar 2020. En lille pige iført blå kjole og med pagehår står og kigger ud fra et maleri. Hendes navn er Elisa Dall. På billedet er hun malet som niårig, og det var først langt senere, i 2013, at hun skulle blive Jørn Bros hustru. De mødte hinanden sent i livet, men uden at forklejne sine børn, siger han, blev hun hans livs lys.

”Vi kaldte det begge to et mirakel, at vi to gamle mennesker rendte ind i hinanden, og det med det samme sagde klik. Vi havde en ualmindelig rar tilværelse sammen i vores rækkehus i Stenløse. Men hun var hårdt ramt,” fortæller han.

Det var KOL, hun var ramt af og havde været i en længere årrække. For et par år siden begyndte Elisa Dall at besvime pludseligt og uden varsel.

”Hun gik ud som en bokser i ringen,” fortæller Jørn Bro, og selvom han ofte lykkedes med at gribe hende, inden hun ramte jorden, blev tilværelsen i Stenløse sværere, desto mere skrøbelig hun blev.

”Jeg fik med hiv og sving overtalt min kone til at komme på plejehjem. Og det var helt afgørende for os, at vi skulle bo sammen. Så da lejligheden her blev ledig, slog vi til og fik installeret en seng på tværs her,” siger han og peger midt i rummet, som han siden har indrettet som kombineret kontor og stue.

”Måske er det fordi, jeg er gammel soldat, men jeg har ikke brug for så mange ting. Jeg har min computer, jeg har mine bøger og mit arkivmateriale,” siger han og peger på hylden med ringbind, hvor han i kronologisk rækkefølge har klistret fotos af familiemedlemmer ind mellem de mange debatindlæg, kronikker og øvrige indspark, han jævnligt får bragt i aviserne.

”Men vigtigst af alt, så havde vi hinanden. Jeg sagde til Elisa, ’lille skat – hjem er, hvor du er. Om det så er i et telt på en campingplads’.”

Hjælp, når den trænges

Jørn Bro var næsten sikker på, det var ude med ham, da han sidste år fik konstateret tarmkræft. Da han i december sidste år – efter fem måneders indlæggelse og genoptræning – vendte retur til plejehjemmet i stabil tilstand, var det Elisa Dall, der var døende. De fik to måneder på Porsebakken sammen til sidst.

”Elisa døde i januar. Det var et stort, men ikke uventet tab.”

Ensom føler han sig ikke, fortæller han. Men han mærker en alenehed. En, som han selv mener er helt uafhængig af, hvorvidt han bor på plejehjem eller ej.

”Jeg føler mig ind imellem alene, selvom jeg modtager så megen kærlighed og omsorg fra min familie. Fordi jeg savner min kone så meget. Det er en del af alderdommens skæbne, at hvis du er heldig at blive gammel, så dør dem omkring dig. Det er ikke plejehjemmets opgave at kurere min enlighed. Det ville være fejlagtigt at tro. Og hvis du er et menneske, der hellere ser din familie hænge på væggen i stedet for at bruge tid på dem, ja, så kan man jamre sig over, at man føler sig ensom. Men nogle gange har man måske selv skabt den ensomhed,” siger han.

Selvom det nu er uden Elisa Dall, føles Porsebakken stadig som hjem for Jørn Bro.

”Jeg har taget et valg om at blive her. For nok kan lægerne måske stabilisere min tilstand, men det går jo kun én vej herfra. Så jeg har det godt med at vide, at jeg uden den store omvæltning kan få mere hjælp, når jeg behøver det.”

Det sker, at Jørn Bro vågner midt om natten, ved at en medarbejder lister rundt i hans lejlighed for lige at tjekke, om han trækker vejret. Det er ikke ubehageligt, tværtimod er det netop svaret på, hvorfor han trives her: Trygheden. Af personalet får Jørn Bro hjælp til at dryppe ører og øjne, og engang imellem også til at styre sin stomipose, men ellers er det ikke meget i hans tilværelse, de blander sig i. Alligevel betyder det noget for ham, at de er der.

”Jeg er ikke nogen tøsedreng og har levet et liv med hårde opgaver. Men jeg kender mine egne svagheder, der følger naturligt af alder og sygdom. Så det at være et sted, hvor du kan få hjælp, når du trænger, betyder tryghed for mig.”

En realistisk forventningsafstemning

På Jørn Bros stuebord ligger det brede udvalg af aviser, som han holder. Politiken, Frederiksborg Amts Avis, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad. De er hans ”uundværlige luksus”, siger han. Han følger tæt med – også i mediernes dækning af forholdene på de danske plejehjem. Her mangler der dog ofte et væsentligt perspektiv, mener han.

”Jeg vil formulere det sådan, at det ikke er plejehjemmene, den er gal med,” siger han.

”Det er tværtimod den tilstand, de gamle er i, når de får lov at komme derhen. Hvis man forestiller sig, at plejehjemmene skal forskønne den ældres liv, så tager man grueligt fejl. Det kan de ikke. De kan tilbyde fysisk pleje. Regelmæssige måske ikke for spændende måltider. Kaffe, kage og tid til en snak. Men de kan ikke rette op på et gammelt menneskes livssituation eller standse forfaldet. Det er en illusion! Meget drejer sig om, at der simpelthen mangler en realistisk forventningsafstemning,” siger han.

Foruden sin egen realistiske forventningsafstemningen er det nok også den kristne tro, der er medvirkende til, at Jørn Bro trives – på plejehjemmet såvel som i livet i al almindelighed.

Jørn Bro har længe ønsket, at den sidste del af hans egen tilværelse skulle udspille sig på et plejehjem. ”Jeg er ikke nogen tøsedreng og har levet et liv med hårde opgaver. Men jeg kender mine egne svagheder, der følger naturligt af alder og sygdom. Så d
Jørn Bro har længe ønsket, at den sidste del af hans egen tilværelse skulle udspille sig på et plejehjem. ”Jeg er ikke nogen tøsedreng og har levet et liv med hårde opgaver. Men jeg kender mine egne svagheder, der følger naturligt af alder og sygdom. Så d Foto: Leif Tuxen

”Troen har altid været mit faste fundament i tilværelsen, og det indebærer troen på, at vilkårene her i tilværelsen er nogle, du har fået udleveret. Det giver ro og styrke, at det hele ikke er op til dig selv, men at du må få det bedste ud af det. Hvis jeg selv havde skullet konstruere min egen værdifuldhed gennem selvrealisering og åndløshed, så ville jeg nok være bange for at blive gammel. For så bliver du ensom. Og du vil opleve tilværelsen som uretfærdig.”

Kuren mod træthed

På plejehjemmet står Jørn Bro typisk op til ”direktørtid”. Omkring halv ni. Med en morgenavis under armen går han i spisesalen, hvor den daglige bakke med saftevand, kaffe, brød, ost og marmelade står klar. Over avisens kant kan han observere hverdagen for de øvrige beboere på plejehjemmet. Også de, der ikke har det særlig godt.

”Jeg er lidt atypisk her på plejehjemmet, fordi jeg klarer mig selv nogenlunde. Men jeg er en fremragende observatør. Og det er muligt, personalet ikke skal tage sig meget af mig, men det er meget opløftende at se, hvordan de tager sig af dem, der kræver det. De er der med det samme for dem, der ikke selv kan skære maden i stykker. Og når man en gang imellem ser man en vildfaren person, der er på vej ud over marken herude bagved, så kommer der straks en fra personalet galoperende lige efter. Det er da betryggende!”

Ligesindede er det ikke lykkedes ham at finde på Porsebakken, men det gør ikke så meget. For han har sådan set nok at se til, siger han. Aviserne skal skimmes, der er e-mails, der skal besvares, og i dagens løb også telefonsamtaler med de to døtre i Stenløse og Aarhus. Det værste, siger han, er den træthed, der følger med alderen. Men mod den er der kun én kur, fortæller han, og den dyrker han ofte om eftermiddagen.

”Vil man overkomme trætheden, skal man bare begynde at bestille noget. Det er ganske mærkeligt, men det er sådan, det er. Når jeg er dødtræt, siger jeg til mig selv: Hvad vil jeg gerne skrive om i dag. Jeg skriver om det, jeg har forstand på og følelser for. Og når jeg så har siddet to timer og skrevet en tekst, så føler jeg mig ofte ganske frisk igen.”

En aftenbøn om lidt mere tid

Jørn Bro har ingen særlige planer for fremtiden, men han håber på at opretholde en rimelig form et par år endnu. Så længe han kan sidde oprejst i sin stol og læse i sin avis, tror han godt, at han kan bevare sit livsmod.

”Det vil jeg da håbe,” siger han.

”Men når jeg kommer dertil, at jeg ikke kan så meget mere, vil jeg nok være så træt, at jeg vil sidde og døse hen det meste af tiden. Og det er da sådan set en trøst. Da jeg var indlagt på Herlev og troede, det var slut, stod det klart for mig, at det stod og faldt med Vorherres afgørelse, men at jeg var så glad for at være her. Meget glad. Så jeg bad om at blive og blev bønhørt.”

Da han for et par måneder siden var til konsultation på Herlev Hospital, så det lyst ud. Et par år og måske også mere end det, lød lægens bud. Og det var da trøsterigt, mener Jørn Bro.

”Jeg har min aftenbøn, som handler om at takke Gud for i dag. Jeg spørger Ham: ’Vil du ikke godt passe på mig. For jeg vil gerne have lidt mere tid, hvis du ellers synes, det er en god idé. Jeg vil gerne være der for mine børn, børnebørn og oldebørn, for jeg har stadig noget at give dem, og de har noget at give mig. Og vil du godt tænke på Elisa og farmor og farfar og Jonna. For det er uden for min rækkevidde’.”