Sigurd Barrett: Børn skal kende den danmarkshistorie, vi er rundet af

Saxo og konger i laksko. Sigurd Barrett vil fortælle danmarkshistorie for børn for at give næste generation et blik for den fælles arv

Sigurd Barrett har brugt tre år på arbejdet med sin danmarkshistorie. – Foto: Anthon Unger/Polfoto

Det er næsten umuligt at bane sig vej ind på Sigurd Barretts arbejdsværelse oppe på førstesalen i det gamle bjælkehus i Valby ved København, som er hans hjem.

Historiske kostumer og artefakter ligger i lag og vidner om det projekt, han har brugt de seneste tre år på: en danmarkshistorie fortalt for børn, hvor man bevæger sig fra istiden til vores tid gennem 500 rigt illustrerede sider.

Han gør plads til kaffekopper på langbordet i køkkenet, hvor der er poser med smykker, som skal ligne noget fra jernalderen. Samtidig med skrivearbejdet har han lavet 40 film om danmarkshistorien. Bog, musik, film, brætspil og spil til iPad. Skal man åbne børns ører for landets historie, må man tænke bredt, mener Barrett.

”Som barn distancerer man sig fra historien og tænker, at det er noget, som skete engang, og som ikke har noget med mig at gøre. Jo ældre man bliver, jo mere oplever man, at man også selv er en del af historien. Jeg kan huske den kolde krig, men det kan mine børn ikke, ligesom de ikke kan huske, da Muren faldt i 1989. Når jeg fortæller mine børn om det, jeg kan huske, bliver det på en anden måde levende for dem, ligesom Anden Verdenskrig står ret levende for mig, fordi jeg har haft bedsteforældre, som har fortalt om den tid, som de selv oplevede den.”

”Historiefortælling er ikke noget med ’der var engang’. Historie er noget fortløbende. Nuet er bare et nedslag på en fortløbende tidslinje. Det, vi gør nu, bliver historie lige om lidt. Vi skal vide, hvor vi kommer fra, og vi skal vide, at de handlinger, vi udfører nu, ikke er ligegyldige, for det er os, som former morgendagens historie.”

Sigurd Barrett gik i skole i 1970’erne, hvor historieundervisningen ikke var kronologisk. Han husker, at han hørte meget om fiskeri ved Lofoten, men eksempelvis meget lidt om Danmarks oldtid.

Da han tog fat på det, som i dag er blevet til en bog på 500 sider, vidste han ikke, om jernalderen kom før bronzealderen.

Han har slæbt bøger i stakkevis hjem fra det lokale bibliotek, og så har han haft seks historikere, som han har rådført sig med. Danmarkshistorien er udgivet i samarbejde med Nationalmuseet, og direktør Per Kristian Madsen har været en vigtig støtte i arbejdet.

”Det er vigtigt, at man tager børnene ved hånden. Som barn syntes jeg, det var megauhyggeligt at høre om fund i grave. Så i stedet for at skrive om Grauballemanden gør jeg ham levende og lader ham gå rundt i mosen. Historien rummer dybde og dilemmaer, som skal med, så man ikke gør det til et Disney-projekt, men man må også balancere mellem et hensyn til børnene, en underholdningsværdi og en væsentlig informationstyngde.”

Han ser udgivelsen som en del af et større dannelsesprojekt, som han har arbejdet på, siden han udgav en børnebibel for seks år siden.

”Det er almindelig god dannelse at kende de historier, vores kultur er rundet af. Jeg har altid opfattet det at være dansk som at være medlem af en hyggenation, som godt kan lide røde pølser, persillesovs og gerne ser ’Matador’ i fjernsynet. Men når man arbejder med historien, ser man, hvor meget vi har været igennem som folk. Vi har haft sviende nederlag og er på nogle måder et forslået folk, men vi er også et stolt folk og har været en angrebs-nation.”

De tre års arbejde med danmarkshistorien har skærpet Barretts blik for, hvad det vil sige at være dansk.

I videoen fortæller Sigurd Barrett mere om historieprojektet 

”Der er nogle kerneværdier, hvor vi står på skuldrene af Grundtvig, højskolebevægelsen og andelsbevægelsen. Det er strømninger, som alle har bidraget til at styrke en fællesskabsfølelse, hvor vi har hjulpet hinanden med at bygge op, når det har været svært. Vi føler en form for kollektivt ansvar, og vi vil gerne hjælpe de svageste, hvilket også er grundtanken i velfærdsstaten.”

”Men det er også værdier, som kan smuldre. En vigtig grund til at fortælle historie til børn er at bevare de værdier. Vi lever i en tid, som jeg oplever som narcissistisk: Det er mig, mine behov eller min families behov, og man opfører sig mere som bruger end som borger, og vi glemmer let de værdinormer, vi har fået. Hvad der har taget mange år at bygge op, kan lynhurtigt pilles ned.”

Anmeldernes og læsernes dom må vente. Undervejs har fagfolk læst med, og i afsnittet om vores tid beskriver han, hvordan Danmark er præget af tillid, ved at fortælle om en mand, som giver en computer til en rejsende på Aarhus Banegård og beder denne fragte computeren til København, hvor en anden venter.

”Det er et billede på en tillid, som jeg ser som kendetegnende for det danske, men her er jeg blevet kritiseret for at være naiv.”

Inden forfaldshistorierne tårner sig op, vil Sigurd Barrett gerne fortælle en historie fra sin helt egen danmarkshistorie om et Danmark, hvor man passer på hinanden. Forleden glemte han sin iPhone i toget. Da han opdagede det, ringede han straks til telefonen. Nogle unge rejsende havde opdaget, at han havde glemt telefonen, og givet telefonen til en ansat, som Sigurd Barrett fik i tale.

”Han kom kørende i en taxa og afleverede telefonen til mig. Og det er kun to dage siden, men nu er det historie.”