Da Johannes Værge forleden var sammen med sit fodboldhold på kunstgræsbanen, faldt talen på sjælen, og en af holdkammeraterne foreslog, at Værge gik i biografen og så koncertfilmen ”Amazing Grace”. Det er en anmelderrost koncertfilm, hvor soulsangeren Aretha Franklin optager et livealbum af samme navn sammen med præsten og gospelsangeren James Cleveland. Værge så filmen og sidder nu med sin teologiske viden og flere scener fra koncertfilmen klar til at forsøge at nærme sig sjælen, skønt det også er der, hvor sproget kan virke begrænset.
Den dag, Johannes Værge så ”Amazing Grace”, noterede han sig, hvordan sjælen blev set som det organ i mennesket, der opsamler det meningsfulde. Han siger:
”Et sted i filmen går Aretha Franklins far, C.L. Franklin, på prædikestolen og siger om datteren, at hun har noget mere, som gør, at musikken bliver speciel. At tingene er uhåndgribelige, er noget, som er kendetegnende, når vi taler om sjæl og ånd. Selv siger Aretha Franklin i filmen, at hun er glad for at være troende, fordi det fylder hendes sjæl. Her får vi sjælen som det organ i mennesket, som opsamler det meningsfulde.”
Johannes Værge viser vej til arbejdsværelset i lejlighede n i Hellerup nord for København, hvor han bruger megen tid. Den teologiske litteratur står tæt: Grundtvig, Augustin, Luther, Kierkegaard og en halv meter med den danske teolog Otto Møller (1831-1915), som vi skal vende tilbage til. Ovre i arbejdsværelsets hjørne står Værges fodboldstøvler med knopper.
Da han begyndte på teologistudiet på Aarhus Universitet på kanten til 1970’erne, lærte han, at mennesket er en enhed af krop og sjæl. Det er meget kort fortalt forståelsen af sjælen i jødedommen og kristendommen. Der er en passage, mange teologer fremhæver, hvis man beder dem forklare, hvordan krop og sjæl ses som en enhed: Andet kapitel i Første Mosebog, hvor man kan læse, hvordan Gud skaber mennesket af markens jord og blæser sin livsånde i menneskets næsebor. Sådan går det til, at Adam bliver et menneske med krop og sjæl.
På teologistudiet lærte han også om forskellen på den græske og den jødiske forståelse af sjælen. Den jødiske er udtrykt i Første Mosebog, mens den græske er formuleret af antikkens filosoffer:
”Den græske forståelse af sjælen er en dualistisk forståelse, hvor man skelner skarpt mellem legeme og sjæl, og hvor de ofte ses som modsætninger, og hvor sjælen i visse sammenhænge fremhæves som det ædle og guddommelige. På Jesu tid bliver den græske indflydelse større også i den palæstinensiske del af verden, og man kan tale om, at der i Det Nye Testamente er spor af et mere græsk end jødisk syn på sjælen.”
Op gennem historien har der været kamp om forståelsen af sjælen. Da kristendommen var helt ung, kom gnosticismen, som rendyrkede sjælen og mente, at sjælen var det eneste i mennesket, som var værdifuldt og havde udsigt til frelse. Johannes Værge foreslår følgende definition af sjælen:
”Sjælen er det, som gør mennesket levende. Sjæl og legeme virker sammen. Når sjælen ikke er i et menneske, så er mennesket dødt, hvilket dog ikke betyder, at sjælen går et andet sted hen og får et andet liv.”
Han peger på, hvordan den forståelse også har sat sig i sproget som i vendingen: ”Der var ikke en sjæl til stede.”
”Når vi siger sådan, så ved vi, at der ikke var nogen mennesker.”
Men behøver vi at tale om sjæl? Er sind og bevidsthed ikke ord, som dækker og måske vækker større genklang i dag. Han ryster på hovedet:
”Sjælen er et større ord end sindet og dækker over mere. Sjælen er knyttet til en række egenskaber og er vært for vores længsler, håb og tro, men også samvittigheden.”
Men hvordan skal man så forstå forholdet mellem sjælen og ånden? Hvad betyder det eksempelvis, når apostlen Paulus i Det Nye Testamente skriver til menigheden i Korinth i Første Korintherbrev 15. kapitel: ”Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev en levende sjæl,’ den sidste Adam blev en ånd, der gør levende. Men det åndelige legeme er ikke det første, det er det sjælelige, dernæst kommer det åndelige.” Værge siger:
”Paulus lever i en temmelig åndsbegejstret tid, hvor den nye tro er kommet stormende ind i hans liv, og derfor er der flere eksempler på, at han fremhæver det åndelige over sjælen. Paulus skriver til menigheden i Korinth, at de er sjælelige, og at de hellere skulle være åndelige. Der knytter sig sjæl til den gamle Adam, og med Kristus har de kristne fået Helligånden. Sjælen er ikke guddommelig, men fordi vi er skabt i Guds billede, ligger der en ansats i mennesket til at modtage ånden og blive et troende menneske.”
Paulus taler om det ydre og indre menneske. Man kan betragte sit spejlbillede og konstatere, at det ydre menneske ligner sig selv med smile- og bekymringsrynker. Sjælen bor i det indre menneske, og her skriver Paulus for eksempel i kapitel 3 i brevet til Efeserne blandt andet:
”Jeg beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed.”
For Johannes Værge er beskrivelsen af det indre liv blevet vigtigere med årene. De seneste år, hvor sygdom i familien har forandret dagligdagen, er løftet i de ord fra Efeserbrevet blevet vigtigere for ham:
”Det ydre menneske kan møde modstand, forgængelighed, begrænsninger, og alligevel er der i det indre nogle muligheder for at tilegne sig nye ting og få en større rummelighed i det indre menneske, fordi der er nogle livserfaringer, som giver en tilvækst til ens identitet og af tilværelsens dybder, skønt man bliver begrænset i det ydre.”
Johannes Værge holder foredrag og har skrevet flere bøger om døden og efterlivet blandet andet ”Efter døden. En bog om det evige liv”, som er kommet i seks oplag. En grundlæggende pointe hos ham er, at himlen med lille h, kan mennesket udforske, men at Himlen med stort H, kan man kun komme til med Guds midler.
Når Johannes Værge skal svare på, hvad er sker i døden, er han meget påvirket af teologen Otto Møller, som fylder godt i bogreolen i arbejdsværelset. Hverken hos Værge eller Møller er der nogen sjæl, som forlader mennesker og rejser videre gennem et åbent vindue, når et menneske dør:
”I døden ribbes vi for det hele, men alt det, der er sket i vores liv, det er i Gud. Vi kan ikke selv huske det ene og det andet fra vores liv, og meget fordrejer eller fortrænger vi, men det er opbevaret i Gud, og i opstandelsen får vi det hele givet tilbage fra Gud, som giver os vores liv i en genløst skikkelse. Sjælen er umistelig, så længe man er menneske. I opstandelsen er der noget større på færde. Her skal Gud nyskabe, så det er ikke bare sjælen, som lever videre, men hele menneskets eksistens og identitet, som træder ind i en hel ny ramme og med helt nye betingelser.”