Lars Muhl: Sjælen er gudsgnisten i mennesket

Lars Muhl gjorde sjælen til et hit for år tilbage. I dag skriver han om sjælen, hans bøger er oversat til 12 sprog, og så har han meldt sig ind i folkekirken igen

Da Lars Muhls verden væltede, fandt han lindring i kirkens rum. I dag har han indrettet et rum til åndelig fordybelse ved husmandsstedet nær Hou i Østjylland. Det transportable harmonium bruger han, når han synger sine bønner, hvilket han gerne gør på aramæisk, som var det sprog, Jesus talte. – Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix.
Da Lars Muhls verden væltede, fandt han lindring i kirkens rum. I dag har han indrettet et rum til åndelig fordybelse ved husmandsstedet nær Hou i Østjylland. Det transportable harmonium bruger han, når han synger sine bønner, hvilket han gerne gør på aramæisk, som var det sprog, Jesus talte. – Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix.

Lars Muhl står foran husmandsstedet og lyser op med sit tilbagestrøgne hvide hår og en hvid skjorte. Han var sangeren, som gjorde sjælen til noget nær en landeplage med ”Sjæl i flammer” i slutningen af 1980’erne. Den sang skal vi vende tilbage til, men sin tid som popmusiker betragter han som en parentes i et liv, hvor det har handlet om at hele en forrevet sjæl og som forfatter dele den viden, han har opbygget gennem et liv med åndelig søgen.

Han viser vej om i haven, hvor et lille hus dukker op. Duften af røgelse strømmer ud, da han åbner døren til et lyst, højloftet rum. Gennem det ene vindue er der udsigt til fugtige, nøgne marker, Kattegat og Samsøs grønne kyst anes, men det er de store billeder af Jomfru Maria og Jesus, som fylder blikket, og så et sort trommesæt. Det her er Lars Muhls rum for fordybelse, men da en af ægtefællens drenge skulle bruge et sted til at øve sig i at spille på trommer, blev det også her.

”Det her sted betyder meget for mig, men jeg praktiserer også, når jeg vasker op eller venter ved kassen i Brugsen. Min praksis er på ingen måder elitær.”

I næste måned udkommer hans seneste bog, ”Guds-formlen”. En lille bog formet som et brev, hvor han beskriver, hvordan enhver sjæl er udtryk for en oprindelig tilstand og på samme tid unik og universel, men at man let kommer til at begrænse sjælens udfoldelsesmuligheder. Og som han skriver et andet sted i bogen, betragter han bøn som vejen til at få personlighed og sjæl til at smelte sammen.

”Sjæl er gudsgnisten i mennesket.”

Lars Muhl har skrevet over 20 bøger siden sin debut i 1993. Hovedværket er ”Gralstrilogien”, som er solgt i over 100.000 eksemplarer. Nogle beskriver ham som en kristen mystiker med Kristus i centrum for sit liv og virke, mens kritikere ser ham som en repræsentant for new age. Han skænker stærk kaffe til sin gæst, alt imens han tvister kritikken:

”Jeg kan nok snarere kaldes ’old age’. Jeg beskæftiger mig med urkristendommen,” siger han med henvisning til, hvordan han siden 1980’erne har studeret aramæisk, som er det sprog, Jesus og hans samtidige talte.

Lars Muhl fortæller om at vokse op med en sjæl, som tidligt blev forrevet. Han mistede sin søster, Lone, da han var 10 år. Han var den tænksomme og introverte storebror, og hun var hans perfekte publikum, og han holdt uendelig meget af hende. Men en enkelt gang havde han ønsket, at hun ikke var. Bare en enkelt gang. Og kort tid efter sin seksårsfødselsdag døde hun på operationsbordet på Aarhus Kommunehospital, da hun skulle behandles for en hjernetumor. Midt i sorgen var Lars Muhl fyldt med skyld.

”Hvad er tankens kraft, og kunne jeg have nogen andel i hendes død?”.

Det var svært for ham at koncentrere sig i timerne på Samsøgades Skole i Aarhus, og ofte gik han fra skolen, længe før skoledagen var omme.

”Man kunne ikke bare sådan forlade skolegården, men det var jeg hævet over, og jeg tror godt, at lærerne kunne se, at jeg var uden for rækkevidde.”

Det var sådan, han fandt ind i kirken. En dag, hvor han burde have været i skole, stod han ved Aarhus Domkirke og så, at en mand gik ind. Han fulgte efter og tog plads i det mægtige kirkerum. Han fortæller, hvordan han sad på bænken og lod sig fylde af orgelmusik.

”Jeg tror, min sjæl havde brug for det.”

Det var, som om nogen smurte salve på et betændt sår. Næste dag på samme tid indfandt han sig igen ved domkirken, men her var ikke musik.

”I de år havde jeg helt styr på, hvornår der blevet øvet i hvilke kirker, og de organister, som spillede i Vor Frue Kirke, Domkirken, Sankt Lukas Kirke, Sankt Johannes Kirke og Sankt Markus Kirke, hvor jeg er døbt og konfirmeret, skylder jeg en stor tak. Langsomt helede min forrevne sjæl, og Bach, Buxtehude og salmerne har fulgt mig lige siden.”

Sorgen over søsterens død kombineret med skyldsspørgsmålet åbnede en dør for en åndelig søgen. Han har endnu bevaret den bog, han fik tilsendt med posten som 13-årig: en bog med aforismer skrevet af den indiske sufimester Hazrat Inayat Khan, som også var optaget af Jesus. Bogen lå i en kuvert med hans navn på og var fra en anonym afsender.

”Når jeg tænker tilbage på den tid, tror jeg, at jeg har befundet mig i en dyb depression efter min søsters død. Der var ord i bogen, som jeg nærmest mærkede løftede mig op. I dag tænker jeg, at det var engle, som talte til mig gennem den bog.”

Bogen blev den første af talrige hyldemeter med spirituelle og religiøse bøger i hans reoler. Her står Johannes af Korset sammen med Mester Eckhart, Hildegard af Bingen, Thomas Merton, Paul Tillich og bøger fra verdensreligionerne. På det lille alter ved vinduet har han de åndelige bøger, han oftest læser: en antroposofisk, en hebraisk, en russisk-ortodoks bønnebog og et ret brugt eksemplar af ”Kristi efterfølgelse” af Thomas à Kempis.

I mange år stod musikken i forgrunden i hans liv. Han beskriver sin musikalitet som en medfødt gave. Som dreng lærte han at spille klaver og blev senere optaget på Det Jyske Musikkonservatorium, men han opgav studiet efter et par år og opbyggede en karriere først i bandet Daisy, så i Warm Guns, inden han i 1980’erne gik solo og fik flere hits. Han skrev også sange til andre. For flere år siden modtog han en hædersbevisning, fordi der var solgt over en million plader med hans sange. Ikke mindst Lis Sørensen er en kendt fortolker af Muhls sange.

Når Lars Muhl var på turné, havde han bøger på aramæisk og åndelige klassikere med i tasken.

Han fortæller, hvordan han sad bøjet over aramæiske skrifter engang i de tidlige 1990’ere på Roskilde Festival og blev afbrudt af bank på døren. Fem minutter senere stod han på Orange Scene som solist.

”Jeg vidste, jeg skulle forlade det, jeg var i, men jeg kunne ikke bryde ud. Jeg skulle sige farvel til en identitet og en ret god indkomst.”

Muhl reciterer fra sit gamle hit ”Sjæl i flammer” fra tv-serien ”Een gang strømer”: ”Indeni går en lille mand omkring, som en ulv i sit bur.” Det var den islandske instruktør Jakob Gislason, som skrev teksten. Muhl husker, hvordan Gislason kom til Aarhus, hvor de førte lange samtaler, som blev til sangen.

”Den lille mand i buret kunne godt være mig dengang, for det var ikke let at balancere de to verdener. ’Sjæl i flammer’ udtrykker en tilstand, mange kender, hvor man ikke er forbundet, og hvor vi ikke ved, hvordan vi skal behandle hinanden og os selv.”

I 1995 blev Lars Muhl syg. Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad han fejlede, men han var nærmest uarbejdsdygtig, plaget af stærke smerter, og det var, som om verden mistede sine farver. Trods gentagne besøg hos læger og alternative behandlere mærkede han ikke nogen bedring. I 1998 kom han i kontakt med healeren Calle Montsegur (1934-2007), og i løbet af få timer fik Lars Muhls verden atter farver, og smerterne forlod hans krop.

”Da jeg mødte Calle, forstod jeg, at nu var det nu. Jeg kunne ikke vende tilbage til mit gamle liv, for så ville jeg blive syg igen. Jeg havde gennem årene optaget store mængder viden, og Calle opmuntrede mig til at omsætte det til praksis.”

Lars Muhl bruger i dag sin tid på at undervise og holde foredrag i Danmark og ofte i udlandet, for forfatterskabet er oversat til 12 sprog. Fælles for en god del af dem, som opsøger ham, er, at de søger fordybelse.

”Her kommer folk fra alle lag af samfundet. Sygeplejersker, terapeuter, folk, som kommer i pinsekirken, og andre, som kommer i folkekirken, og de har et ønske om at finde tilbage til urkristendommen.”

Han meldte sig for år tilbage ud af folkekirken, men meldte sig ind i igen for et par år siden. Han havde læst et debatindlæg i Politiken, hvor folkekirken blev kraftigt kritiseret, og kort efter tog en præst til genmæle. Da Lars Muhl havde læst præstens velformulerede svar, meldte han sig ind igen.

”Folkekirken er den eneste fælles institution, vi har, som tager vare på menneskets sjæl. Det er jeg nødt til at støtte. Jeg synes dog ikke altid, at kirken forvalter sine pund særlig godt. Hvorfor gør man kirken til et kultur- og pizzahus, når man i stedet kan øse af hovedstolen? Er præster mon egentlig klar over, hvilken kraft der er i den aronitiske velsignelse?”.

Han siger ordene på aramæisk og så på dansk: ”Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.” Han peger hen på døren. Her har han sat velsignelsen op på hebraisk og aramæisk.

”Jeg har jo selv set, hvilken forandring de ord kan skabe i et menneskes liv. Man kan velsigne et menneske, som er ked af det eller sågar ude af sig selv, ved stille i sit indre at bede den bøn. Det gør virkelig en forskel.”

Til efteråret fylder han 70 år. Det er 60 år siden, at hans sjæl fik en flænge. Siden sang han om sjæl i flammer og følte sig spejlet af ordene. Hvordan vil han beskrive sin sjæl i dag? Han er stille, og så siger han:

”Jeg oplever, at jeg som sjæl er forbundet med Gud på en dyb måde, og jeg tror, det hænger sammen med, at jeg i dag beskæftiger mig med det, jeg er her for.”

Han har levet det meste af sit liv i Østjylland, men en ting står dog endnu på ønskelisten: at slå sig ned i Israel. Sammen med ægtefællen, som har israelsk statsborgerskab, besøger han landet et par gange om året. Men han vil gerne tilbringe sine sidste år i Israel, fordi han i særlig grad føler sig hjemme dér.

”Og når jeg ikke er her mere, vil min sjæl rejse videre med de erfaringer, jeg har gjort.”