Det kunne umiddelbart godt minde om et terapirum hos en psykolog. Men her er hverken terapeutiske bøger i reolen eller beroligende pastellandskaber på væggene. Til gengæld er det svært at overse Kristus med de udstrakte arme og det let bøjede hoved – en bronzefigur skabt af kunstneren Peter Brandes og i dag et ganske særligt eje for Preben Kok.
Den tidligere sogne- og sygehuspræst købte den for nogle år siden for penge, han arvede efter sin mor. Og figuren står nu som en fysisk påmindelse om, at Gud stadig er der – at han for altid er blevet stående i Koks eget liv på trods af de perioder, hvor han som yngre var så plaget af angst, at han truede med at fyre Gud.
Nu står figuren så her i rummet og minder dagligt Preben Kok om Guds evige nærvær, men også om styrkeforholdet mellem Gud og menneske: Gud er den voksne i forholdet. Det er aldrig omvendt.
Værelset ligger lidt for sig selv i hans og hustruens parcelhus i landsbyen Engum ved Vejle. Det er her, han tager imod de mange mennesker, der beder om en sjælesorgssamtale med den 71-årige pensionerede præst. Han peger på sofaen, som hans seneste samtalepartner har rejst sig fra for få minutter siden og tager selv plads i en stol over for. Imellem står et lille bord med en kande te og to krus, og som sjælesørger spørger han selvfølgelig altid først, hvad mennesket over for ham vil tale med ham om, men meget tidligt i samtalen præsenterer Preben Kok også sit eget verdensbillede.
”Da jeg voksede op, var det i en tid, hvor livsgrundlaget hvilede på, at der er en far i Himlen, som elsker dig, som du er. Det holder jeg fast ved, og det er det verdensbillede, jeg giver videre til det menneske, som sætter sig i sofaen for første gang. Det betyder helt grundlæggende, at vi er Guds børn, og at der dermed også er grænser for, hvor meget magt, ansvar og skyld vi selv har som mennesker. Men det betyder også, at vi kan møde ham som børn og være præcist lige så umiddelbare over for ham, som børn er.”
At vi ikke længere har dette livsgrundlag naturligt med os er ifølge Preben Kok årsagen til, at mange har så store sjælelige problemer i dag.
”I dag har vi ingen ydre referencer længere. Oprøret i 1968 var jo ikke mindst rettet imod grænser og ydre autoriteter, med det resultat at alt siden er blevet inderliggjort. Selv Gud. Da jeg voksede op, mente man derimod, at mennesket bestod af en krop og en psyke, men også af ånd. Og denne ånd rakte ud over og var større end den enkelte – den var noget, vi havde til fælles. I dag er forståelsen af ånden som en ydre, kollektiv størrelse forsvundet, også den er blevet psykologiseret. Mange tror derfor, at de skal finde alt, også troen, ’inde i sig selv’, hvor alt jo åbenbart findes. Tro kommer på den måde til at være endnu en af de størrelser, der i dag ses som kilde til personlig udvikling, og man ser derfor på den som en form for ekstra gear, som kan være gavnlig for den enkelte. Men den idé bliver man altså syg af.”
Derfor er det første, Preben Kok slår fast over for sin samtalepartner: ”Du er ikke selv Gud.”
”Og det er mange faktisk lettede over at finde ud af. For de er overbebyrdede og tror, de selv skal styre og kontrollere alt. En del kommer her derfor kun til en enkelt samtale og skal bare lige have genopfrisket styrkeforholdet mellem Gud og menneske. At det er sådan, det forholder sig, ligger nærmest som en slags grundinstinkt i os, som jeg oplever, at det er let for folk at få kontakt til. Og når de er blevet mindet om det, så er det som om, noget falder på plads for dem, og at livet pludselig føles lettere. Nu behøver man ikke længere at vende al skuffelsen, vreden og sorgen indad. Nu kan følelserne endelig rettes det rigtige sted hen – i stedet for at skælde ud på sig selv, kan man nu rette skytset mod Gud.”
Selvfølgelig er der også et arbejde, den enkelte selv må gøre, siger han. En indsigt, som ifølge Preben Kok følger naturligt, når man går ud fra en arbejdsfordeling, der hedder: ”noget til dig og noget til Gud”, eller, som han også siger: ”med Guds hjælp og lidt håndkraft”.
Preben Kok er som sjælesørger meget bevidst om, hvad der er hans egne aktier i sjælesorgen, og hvilken ære der tilfalder Gud.
”Jeg kunne for eksempel aldrig finde på at tilsige syndernes forladelse til dem, der kommer her. Den skal de have fra Gud selv. Min rolle som sjælesørger er blot at bane vejen for netop den samtale, at sætte folk til selv at tale med ham. Man kan også sige det på den måde, at det ikke er mig, men Gud, der gør det hårde arbejde. Jeg skaber blot muligheden for, at mødet kan finde sted.”
Preben Kok var i mange år kendt som en populær og yndet sjælesørger i sit lokalområde. Både blandt sognebørnene i Engum og blandt læger og sygeplejersker på onkologisk afdeling ved Vejle Sygehus, hvor han dengang og nu superviserer det personale, der dagligt oplever patienters og pårørendes ængstelse samt konfronteres med egen afmagt. Hans særlige evne til at lytte og tale med mennesker i eksistentiel krise blev dog kendt af hele landet, da han i 2008 medvirkede i DR 2programmet ”Skriftestolen” og for rullende kameraer var sjælesørger for folk, han aldrig før havde mødt.
Hvad man ikke kunne se på tv var, at Preben Kok ofte stod helt stille i et afsides hjørne af studiet, når projektørerne var slukkede, og dagens optagelse var forbi. Kun skuldrenes bevægelser afslørede, at han græd.
”Det gør jeg næsten hver gang, en samtale er slut. Tårerne kommer af taknemmelighed, når det, der sker her i rummet eller dengang på tv, ligner Guds verden mest. ’...da hulke de små, som stirrer derpå’, som Grundtvig skrev i digtet ’De levendes land’. Det er takketårer til Gud, for jeg ved jo godt, hvor meget, jeg har lavet, og hvor meget jeg ikke har lavet. Så på den måde bliver jeg jo også hele tiden selv bestyrket i min egen tro gennem mit arbejde med sjælesorg.”
I en enkelt af samtalerne på tv, lykkedes det dog ikke for Preben Kok at bane vejen for en ung kvindes samtale med Gud. Hun var lige så frustreret og ulykkelig, da hun gik, som da hun kom.
”Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi også fik den version at se. For sjælesorg lykkes ikke, hvis man ikke selv vil af med magten. Man kan lidt populært sige, at hvor psykologens opgave er at give mennesket magt over sig selv, så er sjælesørgerens opgave at få et menneske til at lægge magten fra sig. Og mange bryder sig bestemt ikke om at afgive magt og miste kontrol. Men som sjælesørger forsøger jeg netop det: at bringe personen helt derud, hvor man mister kontrollen. Det kan for eksempel ske ved, at jeg tager håbet fra en person, hvis det er det forkerte håb, vedkommende klynger sig til.”
Når et menneske i krise sætter sig i sofaen hos Preben Kok, skal man derfor ikke regne med kun at møde verbalt medløb eller følelsesmæssig beroligelse. Der er noget anderledes alvorligt på spil, hvor sjælesørgeren udfordrer og forsøger at trække det usunde mentale tæppe væk under en.
”Det kan måske lyde underligt, men jeg har fundet ud af, at jeg som sjælesørger har noget til fælles med en lystmorder. Jeg har aldrig selv læst den svenske forfatter Stieg Larssons berømte krimitrilogi, der begynder med fortællingen om en mand, der hader kvinder. Men en af mine bekendte har fortalt mig, at morderen selv forklarer, at han dræber på grund af nydelsen ved det særlige øjeblik, hvor det går op for kvinden, at det ikke bare er en leg, men derimod dødelig alvor, og at hun ikke slipper fra mødet med livet i behold. Jeg har det lidt på samme måde. Jeg er meget fascineret af netop det øjeblik, hvor alvoren går op for min samtalepartner. Hvor der ikke er nogen vej tilbage. Hvor man indser, at man ikke vil være den samme, når man forlader sofaen som den, der satte sig. Den afgørende forskel er selvfølgelig, at jeg som sjælesørger skaber liv i stedet for død.”
Det er ikke kun lægfolk, der opsøger Preben Kok og hans sofa.
Her sidder også tit præster. Folkekirkelige præster, som også selv har det svært med at forholde sig til Gud som en ydre autoritet i en tid uden tro på autoriteter, og som derfor opsøger Preben Kok for at finde tilbage til den Gud, de prædiker om hver søndag, men som de ikke længere selv kan finde troen på.
”Selv i kirkelige kredse kan der være en tøven over for ord som ’hengivelse’ og udsagn som ’at hvile sig i Guds hånd’. Og nogle steder er der stadig liv i den såkaldte ’Gud er død’-teologi, hvor Gud blev pillet helt ned fra Himlen og gjort fuldstændig harmløs. Men mange præster vil altså gerne ’holde liv’ i Gud. De er bare udfordrede og kommer derfor her for at få bekræftet, at det, de siger fra prædikestolen, nu også er sandt.”
Som Preben Kok ser det, foregår der for tiden en form for ”kamp om Gud” i de kirkelige kredse herhjemme. Hvor ”den harmløse Gud” i hans øjne er blevet dominerende, og ”hvor det mest provokerende, man kan sige i folkekirken i dag, er, at Gud er til, og der dermed er grænser for, hvad du skal, fordi du er menneske og ikke Gud”, som han siger.
Men han oplever også en spirende modbevægelse, ”ikke som noget, der bare buldrer af sted. Men små tegn på forandring, som giver mig håb”, siger han og uddyber:
”Vi begynder igen at efterspørge grænser for, hvad vi som mennesker kan og har magt over. Det er ikke længere kun den grænsesprængende lidenskab fra 1968, som hyldes. For eksempel har jeg for nylig holdt et kursus for tillidsrepræsentanter i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Midtjylland, hvor jeg er supervisor, og min opgave var at lære dem at give op. Derfor er jeg optimist og tror faktisk, at det er muligt for os igen at gøre det åndelige til noget uden for os selv. Så vi igen får kontakt til andet end vores egen navle.”